16. marts 2015 arkiv

John Hiatt kommer… til Aarhus

16. marts 2015

Den fine, amerikanske singer-songwriter John Hiatt kommer til Aarhus igen. Han har været her før, bl.a. på spillestedet Train, hvor han gav en koncert, der – desværre – blev præget af, at arrangørerne lukkede alt for mange publikummer ind. Denne gang optræder Hiatt & the Combo i selveste musikhuset – og jeg har sikret mig en god billet.

Hiatt brød først igennem med sit ottende album Bring the Family. De første syv plader, der til dels var påvirket af den britiske new wave, fik overvejende pæne kritikerord med på vejen, men solgte ikke en meter. Men med Bring the Family, hvor han blev backet op af Ry Cooder, Nick Lowe og Jim Keltner, trådte Hiatt i karakter som en moden, rootsorienteret sangskriver – og det gav pote. De efterfølgende mange plader har gjort det godt på den amerikanske hitliste – uden dog at toppe. Størst succes fik han med albummet Slow Turning (1988), hvis titelsang nåede en ottendeplads på den nationale rockhistliste.

Senest har Hiatt udsendt Terms of my Surrender, der understreger, at han er en af de beste singer-songwriters fra USA og bare bliver bedre og bedre med årene. Lige som god vin og whisky.

Capac anbefaler: Jan Olsen – Fairground

16. marts 2015

Der er noget helt igennem sympatisk over Jan Olsens første plade i eget navn, “Fairground”.

Her er ikke noget forsøg på at være hip med de hippe, ej heller noget forsøg på at sætte en ny dagsorden i musikken. Tværtom er der tale om en plade, der hviler i bevidstheden om, at det er bedst at holde fast i sit udgangspunkt og være loyal over for den musik, man er opflasket med og har fået ind under huden gennem mange år som udøvende musiker.

Og det har Jan Olsen, der er en kendt figur i det fynske musikliv, hvor han, siden har var grøn, har slået sine folder i en række bands. EP’en Fairground byder på fem sange, der overordnet set angriber det romantiske fra en maskulin vinkel. Bittersødt, usentimentalt, men også ærligt følt. Det er ikke tekster, der skiller sig voldsomt ud, men samtidig er de umiskendeligt personlige og derfor ganske vedkommende.

Og de er indlejret i et musikalsk udtryk, der emmer af cirkusliv, gøgl og musikalske roots: blues, folk, rudimentær svampet rock. Forbigående kan Jan Olsen lyde som en fynsk udgave af Tony Joe White (fx i sangen “Mr. Lee is back in town”), andre steder som Tom Waits. Men mest lyder Olsen med sin rustne, maskuline vokal som sig selv. Det er tydeligvis en plade, der er lavet con amore, mere af indefra kommende musikalsk nødvendighed end for at score kassen eller opnå berømmelse. En af den slags små plader, der tåler at bliver slidt i afspilleren og vokser lidt for hver gang. En helt igennem sympatisk plade. Hermed anbefalet.Fotoet ovenfor af Jan og den nye plade er lånt fra Jan Olsens Facebookside.

Jan Olsen. Fairground. Gateway Music. Udkommer i dag.

 

Smagsprøve: Irresistable Baby