maj 2016 arkiv

Capac anbefaler: Afenginn – OPUS

19. maj 2016

afenginn

I rammefortællingen til Tusind og en Nats historier får vi at vide, at fortælleren – Scheherazade – fortæller sine mange historier for at undgå sin skæbne, den bryllupsnat, der vil ende med hendes henrettelse. Udsættelsen af bryllupsnatten og i sidste ende døden er altså en motor, der genererer hendes kreativitet og giver anledning til de mange historier. Noget lignende gælder en anden historiecyklus, nemlig Bocacios Decameron, hvor nogle adelige damer og mænd flygter fra den pestramte by Firenze for at undgå skæbnen der, og for at fordrive tiden og udsætte og undslippe pesten og dens rædsler adspreder de sig med at fortælle historier.

Det ufrivillige eksil og den udsættelsen af livet (og døden) kan være en kilde til kreativ inspiration. Således også i det danske band Afenginns stort anlagte dobbeltalbum OPUS, der nu foreligger til omtale. Komponisten Kim Rafael Nyberg blev i forbindelse med et ophold på Tasmanien hospitaliseret i 40 dage og 40 nætter. Og denne ufrivillige eksilerings pause i livet satte gang i en komponeren, der siden resulterede i OPUS.

Og måske helt i eksileringens ånd, så opfatter komponisten resultatet som “et modtræk til en verden, der accelerer med lynenede overfladshastighed mod stadig kortere opmærksomhed. En opmærksomhed der konstant bliver fodret med en utrællelig strøm af diverse feeds. Jeg vil gerne bidrage med noget, der stikker dybere” (citeret fra pressematerialet til pladen). Og er det ikke netop eksilets – her det ufrivillige eksils – privilegium, at det rummer en mulighed for at tale imod tidsånden (her den digitale, forjagede tid) og søge mod dens modpol: her fordybelsen, langsommeligheden og det spirituelle? Jeg tror, læseren vil kunne finde mange eksempler på, at eksilet netop har givet stemme tll det Andet i kunsten.

Og på OPUS udfolder det kompositoriske udbrud sig over fire lange satser (ialt 84 minutters musik). Det er musik, der alene i kraft af sin tidsmæssige omfang har noget symfonisk over sig. Men selv om der er klange fra den klassiske kompositionsmusik, så er der ikke tale om klassisk musik, hverken i tradtionel eller moderne forstand. Der er snarere tale om en særlig musikalsk hybrid, hvor Afenginns syv musikere – med hjælp fra andre 10 musikere – lader det klassiske symfoniskes tematiske varieren legere med elementer fra folkemusik og rockens kropslige rytmik. Og det vokale er integreret som en del af det instrumentale, i den forstand, at teksterne er diliriske non-sens tekster, der ikke først og fremmest er til “at forstå”, men leverer lyde og toner til det komplekse musikalske udtryk.

Jeg ville gerne lade læseren lytte til en stump fra pladen, men jeg vil afstå, for det er musik, der fortjener at blive lyttet til fra ende til anden. Andægtigt og i den udsættende og fordybende ånd, hvori det er blevet til. Og det er som at synke ned i en flod af tidløshed og mærke, hvordan kunsten – musikken – formår at udsætte det uafvindelige. Jeg kan kun anbefale, at man gør det. Det er en lise for sjælen.

Og et eller andet sted, så samler Afenginn en gammel tradition i rocken om – for at fordybe sig i symfoniske og improvisatoriske forløb. Jeg tror ikke, at Afenginn har tænkt i de baner, men ikke desto mindre forholder det sig sådan. Med OPUS har Afenginn skabt et stort værk, der stikker ud fra det meste af det, der kommer på  plade. Det må være en af årets mest overraskende og velgørende stykker musik. Hermed anbefalet.

Afenginn. OPUS. Produceret af Jonas Nakel & Kim Rafael Nyberg. Westpark Music. Er udkommet.

Den så jeg ikke komme: Paul McCartney får hjælp af en 10-årig argentiner

19. maj 2016

50 år siden: Beatles laver præ-musikvideoer

19. maj 2016

Den 19. og 20. maj 1966 instruerede Michael Lindsay-Hogg fire promotionsfilm. En farvefilm blev optaget på den første dag. Den blev optaget ved Abbey Road Studierne og skulle bruges i det amerikanske Ed Sullivan Show. Og så blev der optaget to sort-hvide film til brug for britisk tv. Den 20. maj blev der optaget endnu en farvefilm ved Chiswick House i det vestlige London. Beatlerne mimede til musikken og optagelsen blev vist i BBCs Top of the Pops den 2. juni. Filmene kan man i dag finde på udgivelsen 1+, hvor de fleste af Beatles’ promotionoptagelser er med.

 

Nekrofili og afgudsdyrkelse

18. maj 2016

David Bowie og Prince er døde i år. Og de har været – og er – genstand for en posthum dyrkelse, der ikke er dem værdig, synes jeg. I det hele taget har jeg det svært ved og tager afstand fra den nærmest fetischistiske dyrkelse af afdøde kunstnere. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er et tab, at de ikke er mere. Men jeg synes, vi skal være realistiske og sige: Nuvel, de er døde. Vi skal alle dø. Det er en af de få ting, vi ikke kommer uden om her i livet. Men vi ærer ikke nogen ved at gøre dem til genstand for nekrofil dyrkelse bagefter. Vi bør ære dem ved at dyrke deres kunst. For heldigvis er den efterladt som spor, vi kan vende tilbage til. Igen og igen. De har sat sig spor, og det er det, der betyder noget.

Dirch Passer – 90

18. maj 2016

Den unge lømmel ovenfor er Dirch Passer som knægt. I dag ville den landskendte komiker være fyldt 90 år, men han døde som bekendt allerede i 1980. Og dansk humor blev så meget fattigere med et slag.

Jeg er så heldig at have mødt Dirch Passer en gang i mit liv. Han og hans datter var med min far, der var skibsfører på et stykgodsskib mellem Esbjerg og England. Dirch var med, fordi han ikke ville bruge passagerskibene, men foretrak at være lidt privat og diskret og havde derfor fået lov til at sejle med.. Men jeg var med og oplevede den folkekære komiker bliver søsyg og kaste op ud over rælingen. Han blev ikke mindre i mine øjne af det, for jeg kendte alt for godt til det at blive søsyg og få mavesækken til at slå volter. Men jeg kan altså “prale” af at have mødt Dirch in persona. Og det er dog noget.

Dagen vil blive markeret på tv og andetsteds. Her vil jeg nøjes med at linke til et højdepunkt, nemlig Dirchs og Keld Pedersens sketch “Fire mænd på en tømmerflåde”.

Lou Reed i boks

18. maj 2016

Medens musikverdenen stadigvæk begræser tabet af David Bowie og Prince med morbid, nærmest nekrofil dyrkelse som følge, så bliver der lidt mere stille om “gamle døde”. Som fx Lou Reed. Men ikke helt, for nu forlyder det, at plademærkerne RCA og Arista vil udgive Reeds plader fra årene 1972 til 1986 i en boks med titlen The RCA & Arista Album Collection. I forvejen er der kommet en mindre boks med hans indspilninger fra Sire plademærket. Selv om Reeds plader stadigvæk kan fås – tak og lov for det – så er det alligevel rart at vide, at også Lou Reed er en sådan boks værdig. Og det bliver kun bedre, når man ved, at Lou Reed selv stod for den lydmæssige efterbehandling og de medfølgende noter. Det forlyder også, at boksen var Lou Reed sidste officielle projekt inden sin død. Boksen skulle være i handlen til oktober.

Mælkepop og Esbjerg

17. maj 2016

Pigtrådskronikør Jens-Emil Nielsen er i gang med en bog om mælpepopperne og pigtråden. Vi er tilbage i midten af 1960’erne, hvor de danske mejerier lavede konceptet for ungdommen – milkshakes og dagens pop. Det var en kort og hektisk succes, hvor mange kendte navne optrådte. Fx spillede Peter Belli og Les Rivals i Esbjergs Mælkepop den 01.-07.06. 1964 og kunne af samme årsag ikke være opvarmning for The Beatles i København. Musikalsk har de sikkert også fået mere ud af deres ophold i Esbjerg, selv om de gik glip af et musikhistorisk moment…

Billedet ovenfor af Esbjergs Mælkepop er lånt fra Jens-Emils Facebookside (ingen kildeangivelse).

Endnu et jubilæum: 45 år for Paul McCartney og Ram

17. maj 2016

Dagens i dag var dagen, hvor Ram blev udsendt. Et af de essentielle og uomgængelige album i Paul McCartneys solokarriere. Og pladen er blevet fejret før, bl.a. i 2012, da de udkom i en oppulent boksudgave og da vor egen Christensen indspillede hele albummet. Ram har et helt specielt sted i mit musikunivers.

Mere 50: Bob Dylan – Blonde on Blonde

16. maj 2016

Også Bob Dylans dobbeltalbum Blonde on Blonde blev udsendt for halvtreds år siden, selv om der hersker lidt usikkerhed om, hvorvidt det lige var på denne dag. Men den slags småtterier vil vi ikke fordybe os i, men blot konstatere, at 1966 var et umådeligt frugtbart år for rocken og poppen, et år hvor mange hovedværker kom på gaden. Hen til pladereolen og grav den frem…

Mærkedag: Pet Sounds udkom på denne dag for 50 år siden

16. maj 2016

Jeg har nævnt det før og gør det gerne igen: Pet Sounds – et af poppens ubestridelige mesterværker – runder de 50 år. Og netop i dag, d. 16. maj, er den dato, hvor plade udkom første gang. Præsentation burde være unødvendig. Hvis man ikke kender værket, så har man ikke blot et stort og dybt hul i sin musikalske horisont, men et gigantisk hul i sin almendannelse.

Sandi Shaw – Remember me

15. maj 2016

Apropos den europæiske sangdyst, så kom jeg til at tænke på Sandi Shaw, der engang vandt konkurrencen på bare fødder med “Puppet on a string“. Se det var tider, hvor der stadigvæk var ferme popsange af den mest enkle sing-a-long-kvalitet. Nu nøjes man ikke med bare fødder og simpel pop, men skal have glitter, glimmer og frem for alt performance. Så lad os for en stund glemme, at vi skriver 2016 og dvæle ved denne dejlige popsang, “Remember me”, der er skrevet af Chris “I’m her yesterday man” Andrews og for få år siden genindspillet af Agneta ABBA Fältskog. Men jeg foretrækker Sandis udgave. Sandis stemme er porøs og skrøbelig og passer fint til denne sang om kærligheden, der var engang…

Punkjubilæum? 40 år? Never mind the Bollocks

15. maj 2016

Det forlyder, at man i London fejrer 40-året for punkens opståen på forskellig vis, selv om der er tvivl om, hvor det startede derovre. Fx spillede Sex Pistols allerede i 1975. Så… Men på den anden side, ville det vel være særdeles upunket at gå op i den slags bagateller. I The Independent fortælles historien om punk-fanzinet Sniffin Glue. En bankmedarbejder, Mark Perry, fra Deptford var vil med punk og lavede derfor sit eget fanzine. Navnet huggede han fra Ramones’ første album. Og på en legetøjsskrivemaskine (af plastik) skrev han sine tanker om punk. Hos den lokale fotokopiforretning fik han sigerne trykt i ca. 100 eksemplarer, der så blev solgt ved lokale koncerter. Fanzinet nåede at komme i 12 udgaver, det sidste nummer kom i juli 1977. Oplaget nåede op på 15.000 stk. På det tidspunkt var punken død – i følge hard core fans. Vi andre dødelige musikelskere mener dog, at den fortsat lever og har det godt, musikalsk set, selv om attituden ikke altid er den samme som dengang.

Mark Perry nærmer sig de 60 år og er i dag en veletableret husbond i sit andet ægteskab. Men det sker, at han optræder med et band kaldet ATV og den ungdommelige punkvrede gemmer sig også inden i den pæne mand.

 

 

European Song Contest 2016 – engang kendt som Melodi Grand Prix – er ovre

15. maj 2016

Og denne gang lykkedes det mig faktisk helt at undgå at se eller høre noget som helst fra begivenheden. Dog opfangede jeg her til morgen, at Ukraine havde vundet konkurrencen. Og til lykke med det.

Og så gjorde en bekendt mig opmærksom på disse vise ord, som en amerikaner skrev om begivenheden allerede i 2007. Her i min fordanskning:

European Song Contest – tidligere kendt som Melodi Grand Prix herhjemme kan ses som “en skarp metafor for vor tids Europa som en helhed. De store, industrialiserede nationer inviterer storsindet deres fattigere men talrige østeuropæiske fætre og kusiner med til festen og tilbyder at betale for billetten, blot for at opdage, at de bliver lukket ude i haven medens deres nye venner klager over kvaliteten af drikkevarer og over værternes arrogance.”

50: Paint It Black

15. maj 2016

Et halvt århundrede er gået siden Rolling Stones udsendte deres “Paint it black”. En plade, der var med til at flytte beatmusikken i retning af det psykedeliske og indisk inspirerede – og var inspireret af kollegerne i The Beatles, der allerede var i gang med den transformation. Sangen blev et stort hit for Stones på begge sider af Atlanten. Sangen markerede også et vendepunkt i bandet. Hvor Brian Jones havde været den ledende skikkelse hidtil, tog Mick Jagger og Keith Richard nu over og blev bandets primære sangleverandører. “Paint it black” peger ind i bandets musikalske storhedstid i halvfjerdserne.

Stephen Duffy om pop

14. maj 2016

Jeg var ikke nogen fan af Duran Duran, da de var store. Men derfor kan jeg godt sætte pris på bandets ex-medlem Stephen Duffy, hans sange og tanker om at lave på i vor tid.