Jeg har været inde på det før. The Beatles’ tilbagevendende julehilsner til deres fans. Fra 1963 til 1969 udsendte Beatles en såkaldt flexi-disc med en julehilsen til deres fans. Som regel en blanding af sjov og ballade og lidt musikalsk løssluppenhed. Den slags ville jo slet ikke gå nutildags med streaming, internet osv. Desværre. For det var sjovt at vente på den årlige julehilsen.
Her er alle flexi-discs i en lang sammenhæng:
The Rocking Ghosts, The Small Faces, Lovin’ Spoonful og Matadorerne var nye på listen i denne uge 49 for et halvt århundrede siden. Og på toppen lå Keld og hans æsler med “En tusindfryd i min hånd”, for dansktoppen havde afløst pigtråden og fået et godt greb i danskerne.
Ellers er det jo en god blanding af kendte danske navne, der er oppe mod datidens store udenlandske, selv om både Beatles og Stones er fraværende. Bortset fra Donkeys’ sang kan jeg huske dem alle. Jeg skal blot lukke øjnene og tænke på titlen. Og der var mange gode pop- og beatsange på den tid.
I min febrile tilstand genlæser jeg Suze Rotolos erindringsbog A freewheelin Time. Og det slår mig, at det mest interessante ved den bog ikke er beretningen om kæresten og kæresteforholdet til Bob Dylan, selv om det er et både ærligt og langt hen troværdigt billede, vi får af den unge Dylan.
Nej, det er – som titlen jo også antyder – skildringen af den tid i Greenwich Village og miljøet, bl.a. de mange musikalske mennesker, som det unge par møder og bliver venner med. Musikere, der siden er gået lidt i glemmebogen, men dengang havde stor indflydelse på Dylan og Rotolo. Fx det kanadiske par Ian og Sylvia Tyson, der ikke alene er et udsædvanligt smukt par, men også en duo, der baner vejen for den moderne folkemusik.
Manageren Albert Grossman tager dem ind i sin stald, sørger for en pladekontrakt med Vanguard Records og forstår intuitivt, at Ian og Sylvia med deres traditionelle tilgang til folkemusikken kan gøde jorden for mere moderne kunstnere som fx Bob Dylan. Og Grossman sælger duoen i en pakke, hvor køberne må tage Dylan med i købet, og på den måde får Grossman vænnet publikum til det nye.
En lille dreng har mange ønsker
og plager tit i øst og vest.
Der var engang en lille dreng, som,
så rædsomt ønsked´ sig en hest.
Han plaged´ modern hele dagen,
og fik så en af marcipan.
Men da han så det fine dyr,
da græd en lille skuffet fyr.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Og tiden gik mod juleaften.
Den lille dreng var meget spændt.
Kun eet i verden, var hans ønske.
Og så blev juletræet tændt.
Hvad stod der under grenens læne.
En hest i blankpoleret træ.
Men da han så det fine dyr,
da græd en lille skuffet fyr.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Og mange år var gået siden,
og drengen var en voksen mand.
En morgen holdt der foran porten,
et flot og fyrigt hestespand.
Og fire stolte heste trak,
denne sorte vogn i sølv og lak.
De kørte med hans egen Mor,
da husked han sin´ barndomsord.
./. åh nej Mor, giv mig en hest mor.
En hest vi to kan ride på.
Vi to Mor, lige op til himlens blå.
Det siger nok ikke så lidt om min influenza-ramte tilstand, at sangen om drengen og hesten overtog pladsen i min slørede bevidsthed på sengekanten. åh nej mor giv mig en hest mor… Og billeder af en henrevet Povl Dissing flimrede forbi. Men så faldt det mig også ind, at Dissing havde hugget den fra dansktopsangerinden Grete Klitgaard, som min mor havde en stor forkærlighed for i min barndom. Kom så Grete, syng.
