25. december 2016 arkiv

Den alternative liste… dag 10

25. december 2016

Vi springer igen. Fra gammel blues og boogie woogie og frem til Rolling Stones og deres genbrug af de gamle. De er aktuelle med retroalbummet Blue and lonesome, men det er jo ikke første gang rullestenene er gået tilbage. Det skete fx i 1995, hvor de barberede nogle af deres egne sange ned i forbindelse med koncerter i Paris, Tokyo, London, Lissabon og Amsterdam. Det resulterede i albummet Stripped, der for ganske nylig blev genudsendt som Totally Stripped Altså Rolling Stones så nøgne det nu lader sig gøre, musikalsk set. Og det passer lige i mit kram her i de fede juledage.

100 år

25. december 2016

Her i bloggen slår jeg, som bekendt, gerne et slag for den musik, der ikke markedsføres massivt og med mange kroner i ryggen – fx på DRs juleshow eller i de store aviser. Og sådan vil det fortsat være i tiden frem, for her er det kun musikkens kvalitet, der tæller – og ikke markedsmekanismerne i musikbranchens maskineri.

Så her vil jeg lige på falderebet til 17 slå et slag for en fin  lille sang, der med beskeden markedsføring har formået at finde frem til en 8. plads på Dansktoppen (på DRs P4 og P5). Det drejer sig om “100 år” af Tom Frederiksen og Finn og Torsten Olafsson.

På optagelsen giver Tobias Folting også et bidrag. Sangen er optaget live i Folting Studio i Vordingborg, er produceret af Finn Olafsson, og har alt den umiddelbarhed og charme, man kan forvente af sådan en live-i-studiet-optagelse.

Sangen er også kommet på min personlige hitliste…

PS. Fra Finn har jeg modtaget et eksemplar af albummet “Savannah”, som Finn udgav for mange år siden og som nu er genudsendt. Den skal jeg nok vende tilbage til i overskuelig fremtid med nogle passende ord.

Farvel til Rick Parfitt – guitarist m.m. i Status Quo

25. december 2016

“Du kan lige prøve at grine ad Rick Parfitt. Det gjorde folk, ofte og længe, men de tog fejl. Parfitt var en af de største britiske rock’n rollere, og hvis Status Quo for længe siden gled ind i den lette underholdning, så hvad? De havde fortjent retten til at tjene penge, at spille for et publikum, der satte pris på dem; de have fortjent rette til at gøre, hvad der passede dem. Det er bare en skam, at Parfitt ikke kunne være med dem på scenen til det sidste – ved deres koncerter op til jul gjorde sygdom ham fraværende. ”

Sådan skriver Guardians Michal Hann efter at det er blevet bekendt, at Rick Parfitt er død i en alder af 68 år. Dødsårsagen var komplikationer i forbindelse med en infektion i skulderen.

Parfitt var med til at danne Status Quo tilbage i tresserne og skrev bandets første store hit “PIctures of Matchstick Men”.

Tak til Farmer for at gøre opmærksom på dødsfaldet.

Hvad med lidt juleblues…

25. december 2016

Det kan vist ikke være mere passende her dagen derpå. Canned Heat med “Christmas Blues”… Fortsat god jul.