8. december 2016 arkiv

Og så farvel til – Greg Lake

8. december 2016

Den 7. december tabte bassisten m.m. Greg Lake sin kamp mod en alvorlig kræftsygdom 69 år gammel og fulgte i sporet på de mange andre fra musikken, som vi har sagt farvel til i 2016. Med Emerson, Lake & Palmer og King Crimson på sit cv har Lake sikret sig et pænt omdømme i eftertiden.

Avisen The Guardian fremhæver især hans medvirken på King Crimsons omstridte hovedværk In the Court of the Crimson King som et varigt vandmærke. At han også står som ophavsmand til en af julens mest elskede sange “I believe in Father Christmas” skal blot tilføjes som en aktuel kuriøs note.

Og lidt til at øge julestemningen…

8. december 2016

I hænderne på japanske basisrockere Shonen Knife bliver julen til at holde ud, selv om man er ramt af kraftig forkølelse (eller influenza eller hvad det nu hedder…).

Verdens ende som musik?

8. december 2016

“The reason I talk about George Martin is that one of the great losses of 2016 was [his] passing. … I went on a book tour this year talking about songs that changed [lives] and the song that changed my life was a song that was produced by George Martin and it was ‘A Day In The Life.’ John Lennon had asked George Martin basically, “Could you imagine the end of the world in music?” And George Martin proceeded to take an orchestra and record them and then record them again, and then record them again, and then record them again and then put them all together.” —Bob Boilen (NPR)

 
 

Og dagens forelæsning.. med mundvand og det hele…

8. december 2016

Et medlem af Dansk Folkeparti ønsker, at man skal skyde (varselsskud) efter flygtninge, der forsøger at komme ind i Europa via Middelhavet. Jeg havde lidt svært ved at rumme tanken om, at vi nu er nået så langt, at folkevalgte politikere på den måde plæderer for metoder, der burde høre historien til (med den formulering har jeg undgået at bruge nazi-kortet…). Heldigvis kom min tænkemester – maitre penseurs – den slovenske filosof Slavoj Zizek mig i forkøbet med nogle saftige analytiske overvejelser over den såkaldte “flygtningekrise”. Hvis man har tid og kan leve med at Slavoj har for meget mundvand, hele tiden tørrer sin næse osv., så kan man få noget at tænke over…

Ryan Adams griber spaden

8. december 2016

“Do you still love me?”! hedder første udspil fra Ryan Adams kommende album Prisoner, der skulle være på gaden i februar måned 2017. På sit seneste album flirtede Adams succesfuldt med popprinsessen Taylor Swifts 1989. Og måske er den nye plade et forsøg på at finde tilbage til et nulpunkt, hvorfra musikken kan blomstre igen. I hvert fald er der noget gammeldags (30-40 år tilbage i tiden) over den slags rocksange, som “Do you still love me?” repræsenterer. Også lydbilledet ligger langt fra vor tids til tider noget sterile lyd. Jeg fornøjer mig ved tanken om, at forvandlingskuglen Adams tørrer tavlen ren og starter på en frisk.

Tak til Jens for linket. Sangen kan vist hentes ned fra diverse betalingsstreamingtjenester.

årsdag

8. december 2016

8. December 1980. Husker den dag nøje. Det var som om verden lige stod stille et splitsekund, da Mark Chapmans fire kugler tog livet af John Lennon.