15. december 2016 arkiv

Capac anbefaler: Outer Region 2

15. december 2016

PR-materialet til Outer Regions andet album Outer Region 2 gør meget ud af, at projektmager og bandforgrundsfigur Niels Thorhauge har opholdt sig ikke alene i Udkantsdanmark, men også på et afsides sted i Norge, hvor end ikke postvæsnet havde et passende postnummer og derfor kaldte det Outer Region. Men – Outer Regions plade understreger med tykke sorte streger, at man ikke kan undslippe civilisationen – her i form af rocken – uanset hvor langt “ude” man lokaliseres. Det er som forfatteren Per Højholt engang gjorde opmærksom på sådan, at uanset hvor langt ud i “naturen”, man bevæger sig, så flytter “kulturen” med. Vi undslipper den ikke…

Outer Region 2 er med andre ord centralcivilisatorisk rock, der har snablen dybt ned i ikke mindst 1990’ernes og Nullernes moderne rock, men også suger næring fra den melodiske beatmusik, som fire drenge fra Liverpool initierede i starten af tresserne. Ja, Outer Region markedsføres godt nok som “eksperimenterende”, men for trænede rocklytterører vil det afsløres, at Thorhauge og hans musikalske legekammerater for længst har fortabt sig i den klassiske progressive rock og tabt deres hjerter til den melodiske rockmusik fra gamle dage. Prøv at lytte til albummet og forfølg den første association, du får, så vil du forstå, hvad jeg tænker på…

Bag sit ret dramatiske cover – et ansigt viklet ind i kabler – gemmer der sig på Outer Region 2 et sprællevende rockalbum, der forvalter traditionen med lydhørhed og stor kompetence – og vrider rocken med personlighed og sans for dramatik. Om den når at vise sig på årstiden toplister over året, ved jeg ikke, men den fortjener i hvert fald at få mange lyttere blandt danske rockelskere.

Outer Region. Outer Region 2. Produceret af: Anders Lagerfors. Puffin Artlab. Er udkommet d. 13/12-2016.

Capac anbefaler: Miners outfit – For What’s Real

15. december 2016

Af PR-materialet til Miners Outfits nye album For What’s Real kan man læse, at de fire medlemmer – Thomas V. Strømvig (guitar, sang), Andreas Borne (lead guitar), Tommy Neperus (tangenter) og Viggo Clausen (trommer) – er flyttet på landet eller, som vi måske vil være tilbøjelige til at sige nu om stunder, til Udkantsdanmark – efter at have været omkring storbyen København for at løbe hornene af sig og stå i lære som rockmusikere i diverse bands.

Men der er bestemt ikke noget udkant eller provinsialisme over bandets musik. Snarere udspringer musikken af metropolrockens hjertekamre. Som inspirationspunkter nævnes fx Jack White, Bruce Springsteeen og R.E.M. Altså musik, der trods forskellighederne mellem kunstnerne, der hviler trygt og tungt på traditionen musikalsk og tekstligt. Og også Miners Outfit er traditionalister, der frit hugger fra og citerer fra den store rockkogebog. Her er veksler, der trækker på countryrocken, på den fortællende og popfæhige storbyrock og på den evigt inspirerende americana. Dominerende er Strømvigs arketypiske forsang og guitarerne, men de øvrige musikanter i bandet får meget frie tøjler til at farve musikken, og det er med til at give bandets færdige musikalske udtryk en særegen sound, der godt kunne gå hen og blive en særlig stil. En stil, der er sammensat og stritter lidt, men på den gode måde, der skærper lytterens lyttesans.

For What’s Real er nok ikke en plade, der ændrer radikalt ved vores billede af den moderne rock, men en plade, der insisterer på sin egen egenart. Byd Miners Outfit velkommen i din pladesamling.

MIners Outfit. For What’s Real. Produceret af: Tue Madsen. Target. Er udkommet.

 

Lidt af mig, lidt af dig

15. december 2016

Medens de øvrige musiksider fortaber sig i lister over de bedste, de mest oversete osv. plader, falder jeg hen og ned i nostalgiens store gryde. Og den første sang, jeg fik fat i i dag, er med the Monkees (der jo også er med i listekapløbet i år…) og deres hit “It’s a litle bit me, a little bit you”. Pop, der stadigvæk holder.

Sangen hittede i starten af 1967 – og nærmer sig altså 50 året – og er skrevet af Neil Diamond, der også leverede “I’m a believer” til gruppen.

Endnu et dødsfald i musikken: Valerie Gell

15. december 2016

Valerie Gell er død 71 år gammel. Hun var med (på lead guitar)  i The Liverbirds, en Liver pool-pigegruppe, der fulgte i kølvandet på The Beatles. Ja, faktisk tog Liverbirds nærmest over efter Beatles i Hamborg, hvor pigerne boede og optrådte på The Star Club og blev markedsført som “die weibchen Beatles“.

Musikalsk var The Liverbirds mere i den rå R&B-retning, som fx Rolling Stones og Kinks repræsenterede. Og Liverbirds varmede da også op for både Stones og Kinks og andre med solide rhythm and blues-rødder. Liverbirds var en gruppe, der var med til at bane vejen for de mange pigegrupper, der dukkede op i løbet af tresserne. Val boede i Hamborg til det sidste og var med i flere gendannelser af Liverbirds.

Patti Smith om ordene der ikke ville over hendes læber

15. december 2016

The opening chords of the song were introduced, and I heard myself singing. The first verse was passable, a bit shaky, but I was certain I would settle. But instead I was struck with a plethora of emotions, avalanching with such intensity that I was unable to negotiate them. From the corner of my eye, I could see the the huge boom stand of the television camera, and all the dignitaries upon the stage and the people beyond. Unaccustomed to such an overwhelming case of nerves, I was unable to continue. I hadn’t forgotten the words that were now a part of me. I was simply unable to draw them out.

This strange phenomenon did not diminish or pass but stayed cruelly with me. I was obliged to stop and ask pardon and then attempt again while in this state and sang with all my being, yet still stumbling. It was not lost on me that the narrative of the song begins with the words “I stumbled alongside of twelve misty mountains,” and ends with the line “And I’ll know my song well before I start singing.” As I took my seat, I felt the humiliating sting of failure, but also the strange realization that I had somehow entered and truly lived the world of the lyrics. [Patti Smith i The New Yorker]