Der er selvfølgelig noget ironisk i, at en siddende undervisningsminister tropper op på et Københavnsk gymnasium for at debattere “demokratisk dannelse” med de unge, hvorefter hun i hast må forlade gymnasiet, fordi hun blev mødt af skældsord og angiveligt kast med kapsler. Hvad der præcist skete, ved kun dem, der var tilstede, men medierne fik vinklet – eller måske bedre: fordrejet – hændelsen sådan, at det eneste skældsord, der blev citeret var “luder”.
Efterfølgende er sagen om gymnasieeleverne blevet genstand for en spredt diskussion om, hvorvidt de unge nu handlede demokratisk. Er det fx demokratisk at give udtryk for sin skuffelse over den første politik på uddannelsesområdet ved at kalde den kvindelige minister “luder”?! Det er der mange, der mener, ikke er tilfældet.
En ting er, at den slags skældsord ikke er “god tone” og upassende i en sammenhæng, hvor man måske forventer, at der argumenteres rationelt for synspunkter. På den anden side, så kan ytringer ikke begrænses til fornuftige udsagn, heller ikke i en demokratisk debat. Og ytringsfriheden er som bekendt en del af demokratiet. Så på den led er det legitimt at bruge et par skældsord til at udtrykke det (vrede, frustration eller en anden følelse), man ikke kan udtrykke i argumentative udsagn.
Det blev understreget forleden i USA, hvor den demokratiske senator Bernie Sanders ved et stormøde kommenterede en deltager, der havde råbt “fuck you” med adresse til præsident Trump. Sanders pointerede, at det var en måde at udtrykke det på, men han ville som senator vælge et andet ordvalg. Dermed accepterede Sanders den formasteliges ret til at udtrykke sig nedladende over for præsidenten, samtidig med at han slog et slag for en mere velartikuleret debatmåde. Det kunne danske politikere lære noget af. Og det samme kunne de danske medier, der alt for hurtigt accepterede magthavernes politiske agenda på området.
For, når det politiske establishment med undervisningsministeren i spidsen, føler sig kaldet til at debattere “demokratisk dannelse” på et lokalt gymnasium – noget, der tidligere var overladt til uddannelsesinstitutionerne – så kan man ikke andet end tænke, at der er en bestemt dagsorden for det. En dagsorden, der drejer sig om en bestemt opfattelse af, hvad demokrati og “demokratisk dannelse” kan tænkes at være. Og når det så passer ungdommen at reagere voldsomt på politikerens fremmøde, så kan man sige, at ministerens flugt dels illustrerer, at hun dybest set ikke ønsker at debattere emnet og dels at flugten og den efterfølgende forargelse demonstrerer, at det politiske establishment står for en restringeret opfattelse af, hvad demokrati er.
Episoden minder mig om engang i halvfjerdserne, hvor jeg var til debatmøde med en fremtrædende tysk sociolog. Og på et tidspunkt i debatten benyttede tyskeren lejligheden til at rose de danske studerende for at være høflige og beherskede i deres debatform – i modsætning til de tyske studerende i hjemlandet som var kendt for at udtrykke sig både voldsomt og konfliktsøgende. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at måske var vi – de danske studerende – blevet for “pæne”. Pæne demokrater, der havde glemt, at demokratisk debat er en kamp med ord. Og hvis man vil vinde debatten, så er det nogle gange nødvendigt at lade engagement og lidenskab komme til udtryk i fx eder og forbandelser. Graden af ytringsfrihed fortæller noget om, hvor demokratisk en debat er.
