Sid Barret havde forladt bandet og Pink Floyd skulle finde sig selv og komme videre. Første udspil var singlen “Piont me at the Sky”/”Careful with that Axe, Eugene” fra 1968. A-siden her med en fin tidstypisk britisk “video” (for videoformatet blev til noget).
Og i samme bunke finder vi Moody Blues med singlen “Love and Beauty”/”Leave this man alone”. Den er fra 1967 og singlen er oprindeligt en såkaldt ikke-album-udgivelse.
Her fra det østjyske har jeg nøje fulgt pressens – ikke mindste TV-2 Østjyllands – behandling af sagen om firmaet Nordic Waste og den gradvist voksende forureningsskandale, der udvikler sig på og omkring firmaets grund. Og jeg har i mit stille sind tænkt, at firmaets ejere nok ville lave en klassisk “vi-vil-ikke-betale-for-skaden”-handling, erklære sig konkurs og derved slippe for et personligt, økonomisk ansvar. Og ganske som forventet er det sket – efter i ugevis at have afvist at kommentere noget som helst og bare har ventet på myndighedernes varslede påbud, så er firmaet nu erklæret konkurs, og milliardærbagmændene og -konerne kan glæde sig over, at det nu er de i forvejen trængte danske skatteborgere, der i sidste ende kommer til at betale prisen. Men, men, den største skandale har vi til gode; for i pressen kaster ansvarlige politikere – lige nu på live-tv kulturminister Jacob-Engel Schmidt fra Moderaterne – sig over synderen og appellerer til dennes “moral”. Som om kapitalistisk virksomhedsdrift nogensinde har drejet sig om moral! I stedet for at lade ansigtet finde de rette moralske folder burde det klæde denne politiker og alle andre, der ytrer sig om sagen, at ændre lovgivning, således at det ikke i fremtiden vil ske, at nogen flygter fra sit ansvar i sådanne forureningssager. Hvis ikke vi får ændret lovgivningen på dette område, vil vi se sådanne grimme sager – og Nordic Waste er jo ikke den første – gentage sig. Og denne kritik gælder ikke kun den slags sager, men fx også de mange skattesager, der fra tid til anden dukker op. Hvis ikke samfundet har lovgivningen på sin side, så løber skurkene fra deres ansvar.
Omvendt, så betyder ovenstående jo ikke, at en moralsk fordømmelse er på sin plads. I en filosofisk debat andetsteds på nettet er man netop inde på dette aspekt. Godt nok kan bagmanden bag Nordic Waste slippe for at betale i kraft af en juridiske forfølgelse, men en moralsk fordømmelse kan altid finde sted og gør det også, kan man se på kommentarerne på nettet. Hvor en retslig fordømmelse ville være ganske klar og efterlade synderen med pengene på lommen, så at sige, så er det mere uklart, hvad en moralsk fordømmelse vil kunne føre med sig. Denne mulighed åbner for en masse komplicerede spørgsmål. Er det fx i dag muligt at ekskludere nogen fra fællesskabet i kraft af en udbredt folkelig fordømmelse? Det kunne bestemt være ønskeligt, når forbryderen forbryder sig mod fællesskabets vitale interesser, men er det muligt?
Rebecca er død og det er vinter i Danmark….
Åh, nej, nåede jeg lige at tænke, da jeg læste ægtefælles Troels Triers korte besked om Rebecca Brüels bortgang i går. Rebecca, der sammen med søster Sanne, var en umistelig del af Jomfru Ane Band og som inden dette bands tilbliven sang kor for navne som Savage Rose og Gasolin; og som siden havde et langt og frugtbart kunstnerisk virke med husbond Troels som resulterede i en masse optrædener og en hel del plader.
Endnu en dame fylder rundt. Franske FRANÇOISE HARDY runder de 80 år i dag. Hun brød igennem internationalt i 1962 med sangen om ‘alle drengene og pigerne’ og skabte sig siden hen et navn i hjemlandet som en af de førende kvindelige fortolkere. Så sent som i 2018 udsendtes hendes seneste album Personne d’autre.
Ikke at forveksle med den kristne gruppe med samme navn- det her er renlivet rock eller, om man vil, punk fra New Orleans, Louisianna. Man skal søge længe på nettet for at finde dem på
plade.
Ja, brunetten, der gjorde mine eftermiddage til noget særligt musikalsk tilbage i tresserne og halvfjerserne – på tysk tv – Ushi Nerke fyldte firs år i går. Og det er lidt ufatteligt, for inde i mit hoved ser hun ud og lyder som dengang, hvor hun ganske uimponeret og ganske ikke-selv-promoverende (i modsætning til dagens paralleller) præsenterede det bedste fra engelsk og amerikansk pop og rock.
Der er masser af fine klip med Uschi på tuben – ellers henviser jeg til, hvad jeg tidligere har skrevet om den tyske skønhed.
Iskiasnerven minder mig om min egen forgængelighed – av-av – på en dag, hvor jeg som erklæret tilhænger af den snart forældede teknologi, der hedder flow-tv, er henvist til at dyrke andre sysler end netop at se tv. Medens jeg glæder mig over, at Esbjergs kvindehold i håndbold har vundet deres ottende kamp i Champions League og er snublende nær en kvartfinale og over at det danske herrelandshold sikkert vandt over et overraskende godt opkomlingehold fra Grækenland, så ligger de hjemlige sondagssysler hinsides tv-apparatets tjeneste. For som læseren sikkert ved, så er de to store danske kanaler forsvundet og sunket helt ned i en slags genopfindelse af det royale hysteri, der i årtier har hjemsøgt offentligheden og dens fidele presse. Og som erklæret anti-royalist og på generel tv-afvænning (på grund af flow-tv-mediets svimlende kvalitetsfald) er man henvist til andre bedagede teknologier som fx bøger og musik i fast form. Og lad gå med, at man angiveligt tilhører en måske forsvindende minoritet, der mener, at folkestyret i bund og grund er uforeneligt med privilegeringen af nogle mennesker på grund af deres genetiske oprindelse og at denne urimelighed ikke kan bortviskes af nok så mange bestilte og betalte opinionsmålinger og statistiske undersøgelser (noget dagens journalistik ikke kan uden), for det er blot i bund og grund endnu et eksempel på, hvordan vi alle sammen i dette lille land til stadighed udsættes for en slags ideologisk mental massage, der skal sikre, at vi følger med den efter hånde noget bastante udgave af den politiske tidsånd, der hersker i disse år. Nuvel, flow-tv er ikke nogen nødvendighed længere, men kun en anakronisme i en gammel mands tilgang til tidens teknologiske muligheder og heldigvis er der da endnu ældre teknologier – og kaffe – der kan få dagen til at hænge fornuftigt sammen.
“I bagklogskabens lys var det, der gjorde Fleetwood Mac til en massiv succes i de sene halvfjerdsere […] gruppens helt igennem individualistiske natur. I Fleetwood Mac var det ikke nødvendigt for Stevie Nicks luftige romantiske visioner at blive afbalanceret med Lindsey Buckingams mere defætistiske visioner, for de fandt deres sanselighed forbundet af Christine McVies realistiske optimisme og af den eksplosive britisk-skabte, blues-skolede rytmegruppe. Buckinghams Californien-fokuserede greb om studioteknik og popglans gav næring til alles sange. Tre distinktive sangere sørgede for ikke kun forskellighed men de fineste harmonier i den tid, da kvaliteten af popsangharmonier begyndte en tyve år lang nedtur.” [Dave March]
Den kønneste kærlighedssang i hele den Britiske Invasion, sunget af den mest undervurderede sanger. Nej, ikke [Manfred] Mann (tangentspilleren) men Paul Jones, der kort tid efter forlod musikken for at blive skuespiller (og optrådte i Privilege, som i rockmusikken er, hvad Rosens Navn er for de historiske romaner). Ikke, at Manfred og bandet ikke spillede en nøglerolle – guitarenklangen der trækker Jones’ vokal ud af ham er det bedste bevis på, hvor godt de britiske Dylan-efterlignerede havde lært deres lektie. [Dave Marsh]
Også 1974 bød på megen god musik, og selvfølgelig vil jeg forsøge at fremhæve noget af det bedste fra det år for halvtreds år siden. I begyndelsen af januar udsendtes Graham Nash’ andet soloalbum Wild Tales. Carly Simon fik sin fjerde langspiller Hotcakes ud; og så solodebuterede Jefferson Airplanes forsangerinde Grace Slick med albummet Manhole, efter at have udgivet to plader sammen med Paul Kantner fra gruppen.
Karen Marks er fra Melbourne i Australien. Og singlen her, der klassificeres som “punk, minimal wave, post-punk, synth pop” og lignende stammer fra 1981; men først nu har den slået hul ind til den internationale musikscene. På Bandcamp antydes det, at forklaringen på den forsinkede succes skyldes, at musikscenen dengang var (for) mandsdomineret. Og Karen Marks måtte derfor tage til takke med andre jobs som fx rockjournalist og bandmanager. På Bandcamp finder man også en slags opsamlingsplade med hendes ganske få indspilninger (inkl. “Cold Café”).
Jo, samme fødselsdagsdato. Elvis ville være blevet 89 og Bowie 77. Slet ikke til at forestille sig.
Ups, jeg var lige ved at glemme det. Daimi, som jeg ofte har omtalt her i bloggen, rundede de firs år den 1. januar. Og hendes kommer jeg ikke sådan uden om, af årsager, der fremgår af følgende lille citat fra en wiki om Daimi Gentle, som hendes borgerlige navn retteligen er: “I 1949 flyttede hun med sine forældre til Esbjerg. Som ung skolepige på 17 år optrådte Daimi i en TV talentkonkurrence i Centralmagasinet, (senere Magasin ANVA) i Esbjerg, hvor hun sad i et telt og sang “Travelling Light”. Denne optræden gjorde hende øjeblikkelig til et kendt navn. Hun indspillede en række Brenda Lee og Helen Shapiro-inspirerede singler for TONO, men hendes udtryk drev hende hurtigt over i det mere – efter datidens forhold – modne repertoire…”. Og det betød blandt meget andet optræden som Lommer-pige, aktivt kunstnerliv hos Jytte Abildstrøm og ikke mindst et langt liv som jazz-sangerinde. Senest har jeg set hende i rollen som “fru Møghe” i en teateropsætning af tv-serien “Matador”.
Her Majesty is a pretty nice girlBut she doesn’t have a lot to sayHer Majesty is a pretty nice girlBut she changes from day to dayI wanna tell her that I love her a lotBut I gotta get a belly full of wineHer Majesty is a pretty nice girlSomeday I’m gonna make her mine, oh yeahSomeday I’m gonna make her mine
