Aftenens filmoplevelse: Columbiana

14. oktober 2017

Jeg ynder at slutte dagen af med et afsnit af en kriminalserie på DR1. Ja, selv Barnaby kan gøre det ud for et punktum. Bare der er tale om solidt håndværk – engelsk, svensk, new zealandsk osv.

Men i går var det anderledes. Åbenbart var DR1 løbet tør for (genudsendelses)ideer på krimiserieområdet og satsede i stedet på den franske action-thriller Columbiana af Olivier Megaton (især kendt fra andre actiondramaer, fx Taken-serien og Transporter-ditto). Nok så interessant er det, at Luc Besson stod i baggrunden som forfatter til manuskriptet. Og det borger i det mindste for en vis soliditet i selve fortællingen.

Og hsitorien blev da også fortalt ganske godt og ligefrem. Historien om den lille pige Cataleya, der bliver vidne til mordet på sine forældre, der har haft en uheldig forbindelse til en lokal gangster. Pigen slipper bort og er fast besluttet på at hævne mordene, når hun bliver voksen. Men hjælp fra sin onkel i Chicago lykkes det hende at blive uddannet lejemorder. Og så går hun systematisk i gang med at slå folk ihjek, såvel lejemord som hævnmord. Først da hun har dræbt mere end tyve personer, kommer politiet på sporet af hende.

Historien blive fortalt meget effektivt og effektfuldt, i bedste/værste amerikanske tradition for den genre. Flotte billeder og flotte scenerier. Men også så blanke og polerede, at æstetikken truer med at gøre myrderierne for spiselige som underholdning.

Den 1.69 cm høje, spinkle Zoe Zaldana (f. 1978) passer godt til rollen som den hævnende pige og er tydeligvis modelleret over den succesfulde Nikita-figur i de franske og amerikanske film om hende. Og hun får godt modspil af især den altid seværdige Lennie James som politimanden, der med et vist held arbejder på at opspore Catalaya.

Hvordan historien ender, vil jeg ikke fortælle, men slutningen er på ingen måde overraskende, men lige så blankt effektiv som resten af filmen. En af den slags film, der er hurtigt fordøjet og efterlader en med en underlig smag af:  Hvorfor skal sådan et slagteri være underholdende?

Når jeg alligevel kunne gå i seng (efter at have luftet hunden behørigt), så var det, fordi selveste Johnny Cash dukkede op på lydsporet på de sidste billeder af filmen med denne smukke sang fra Americana IV, “Hurt”.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

63 har læst indlægget
15,007