Aftenens filmoplevelse: Away from her

19. april 2021

Jeg kender ikke instruktøren Sarah Polley, men det var også skuespillerinden Julie Christies navn, der gjorde udslaget, da jeg i går aftes skulle vælge et alternativ til tv-programmernes forudsigelighed og kedsommelighed. Julie Christie var et stort navn i 1960’erne, hvor hun var med i en række store film som fx Darling, Doctor Zhivago, Fahrenheit 451, Sendebuddet og Rødt Chok. Siden skruede hun lidt ned for karrierens blus uden på nogen måde at forsvinde helt ud af rampelyset. Men en skuespillerinde, man (jeg) husker for sit skuespil og for sin iøjnefaldende kønne udseende. Så jeg tænkte det ville være godt at gense hende nu i en rolle, hvor hun er trådt ind i alderdommen (hun er født i 1941).

Og så var der emnet i filmen. Christie spiller en kvinde, der har fået Alzheimer og derfor forandres og glider bort fra sin ægtemand gennem mere end fire årtier Grant (spillet af den canadiske skuespiller Gordon Pinsent). Ved filmens begyndelse er forandringen allerede i gang og såvel Fiona som Grant ved, at det kun kan gå en vej. Fiona glider væk fra Grant, og vi følger nærmest punkt for punkt sygdommens symptomatiske udvikling (glemsel, personlighedsforandring osv.), og Grant, der desperat forsøger at holde fast i sin kærlighed til Fiona glider også væk fra Fiona (som filmens titel jo siger – væk fra hende). Og det Sarah Polleys styrke som instruktør i denne film, at hun formår at skabe en særlig balance i fortællingen mellem beskrivelsen af Fionas gradvise, uafvendelige, forandring og forsvinde – og så Grants tilsvarende, næsten tavse, sammenbidte tilpasning til en ny virkelighed. En balance, der rummer hele filmens spænding, suspense, der slår enhver spændingsfilm med flere alen. En spænding, der ligger i uvisheden om, hvad der vil ske lige om lidt, i handlingslammelsen (hvad stiller man op?) og i den latente desperation, der ligger lige derinde bag den tilsyneladende stoiske fremtræden hos Grant og bag Fionas forsøgsvise accept af sin tilstand.

Udviklingen går stærkt fra det øjeblik, hvor Grant tøvende lader den anderledes afklarede Fiona flytte ind på et hjem for Alzheimerpatienter. Grant fortsætter med at besøge hende hver dag, men lige så trofast og vedholdende, han er, lige så konsekvent glider Fiona ind i sit nye liv og væk fra Grant. Og der er ingen happy end i udsigt i denne film (hvilket er ganske velgørende). Fionas og Grants historie fortælles med hudnær, sviende realisme, hvor der ikke er plads til nemme løsninger eller nemme svar. Og filmen slutter på samme åbne måde, som den begyndte, som var fortællingen om Fiona og Grant en sløret parantes i det liv, der ubønhørligt går videre.

Skuespillet i filmen er intet mindre en fornemt. De erfarne skuespillere formår med ganske små og fine midler at fremstille de involverede menneskers situation og udvikling. Filmen er smukt fotograferet i et vinterligt Canada og fortælletempoet er stille og roligt. En stærk, langtidsholdbar film om et af vor tids store lidelser.

PS. Og det canadiske understreges af lydsporet, hvor Neil Young og K. D. Lang dukker op.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

15 har læst indlægget
15,013