Rod Stewart – 1975 – 1978

22. april 2021

 

“Den er meget steril, ufølsom..han gav ikke sig selv… Dybest set har han ikke ændret sig overhovedet, men han er inde i den der Hollywoodting” [Faces tangentspiller Ian McLagan om Rod Stewarts album Atlantic Crossing]

Uvist af hvilke årsager så udsendes Rod Stewarts albums fra sidste halvdel af halvfjerdserne – Atlantic Crossing, A Night on the Town, Footloose & Fancy Free og Blondes have more fun – om kort tid som en lille vinyl-LP-boks. I hvert fald markerer udgivelsen Rod Stewarts første tid efter tiden med Faces. 1975 var året, hvor Atlantic Crossing udkom og hvor Ron Wood gik videre til Rolling Stones. Om Faces reelt blev opløst er så en anden snak, for der har været tale om gendannelser i årene efter. Og det siger måske i virkeligheden noget om, hvor løst et band Faces var og hvor let Rod Stewart tog på tingene.

Stewart havde søgt om amerikansk statsborgerskab og titlen – Atlantic Crossing – sigtede måske både til, at Stewart – som fx Rolling Stones – ville væk fra den britiske brandbeskatning på 83%, som Labours leder Harold Wilson havde indført – og måske trak det amerikanske overklasseliv også, som McLagans ord ovenfor mere end antyder. Stewart var jo på det tidspunkt blevet et stort navn på begge sider af Atlanten.

Krydsningen af Atlanterhavet betød også en musikalsk nyorientering. Væk var Faces og Stewart sagde samtidig farvel til deres pladeselskab Mercury Records til fordel for det store Warner Bros. Og i stedet for drengene, som han kendte ud og ind, allierede han sig med nogle af Amerikas bedste studiemusikere, bl.a. de berømte Memphis Horns og dele af Booker T. and the Mg’s.

Vennerne i Faces brød sig ikke om Stewarts nye musikalske retning, der var – for at sige det diplomatisk – mere mainstreamorienteret og kommerciel. Kun sangen “Three time looser” havde rod i årene med Faces, men det var med sangen, hittet, “Sailin'” Stewart viste, hvilken retning han ville bevæge sig i sit nye liv på den anden side af det store hav.

Selv om jeg foretrækker årene med Faces, så er jeg med årene blevet mere åben for den Stewart, der blev kendt som jetset-darling og blondineven. Med de rette musikere bag sig og de rigtige sange (fx Danny Whittens “I Don’t Want to Talk About It”) er han stadigvæk – også efter 1975 – en fremragende sanger. Måske endda, som Torben Bille mente her i bloggen, verdens bedste…

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Frankie kommentarer:

    og lige en sammenknytning imellem Rod Stewart og Paul McCartney, wings on Ronnie Wood:

    Faces indspillede i 1971 en single med et cover af Maybee Im amazed fra McCartney 1.

    På Faces lp fra 1971, “Long Player” er der en live version af nummeret som Faces spillede på deres tourneer fra 1970 – 1973.
    Der findes Youu tube

  2. Frankie kommentarer:

    Og så gik hjemmesiden smadder men afslutter lig : PÅ YouTube findes en rigtig god version med Faces live version af sangen som indledes af Ronnie Lane og hvor man ser Ronnie Wood, senere Rolling Stones og nær ven af Paul McCartney.

    Senere indspillede Wings deres version af sangen på Wings over America, som Rod Stewart iblandt mange andre kendisser overværede på wings verdenstourne i 1976

    Og Ja Rod Stewart var mere til en anden slags musik som han dyrkede efter Faces i 70 og 80 erne. smag og behag men det var lidt mere rock n roll med Faces

  3. capac kommentarer:

    @Frankie: Som nævnt er jeg blevet lidt mere åben over for den senere Rod Stewart. Som McLagan er inde på, så har han det
    stadigvæk i sig. Det gik op for mig, da jeg fik lyttet til hans 4-5 albums med fortolkninger af den store amerikanske sangbog. Med
    det rette materiale og de rigtige musikere bag sig, så er han stadigvæk en fremragende fortolker.

Skriv en kommentar

16 har læst indlægget
14,806