Filmoplevelse: A Most Wanted Man

12. august 2021

Med John Le Carré som litterært forlæg kan det vel ikke gå helt galt, tænkte jeg, da jeg så, at A Most Wanted Man var på programmet. Og når så den afdøde amerikanske skuespiller Philip Seymore Hoffman er i hovedrollen (oven i købet hans sidste, inden han døde som følge af indtagelse af stoffer), så borger det vel for en vis kvalitet? Og ganske rigtigt.

Et kompliceret plot, hvor en hemmelig tysk efterretningsgruppe med Günter Bachmann (Hoffmann) i spidsen forsøger at hverve en tjetjensk flygtning med henblik på at bruge ham til at fælde en respekteret, muslimsk filantrop, Dr. Abdullah, der under dække af at arbejde for velgørende firmaer finansierer terrorisme. Og Bachmanns gruppe arbejder i konkurrence med den officielle tyske efterretningstjeneste og den tilsvarende amerikanske. Og fra første færd ved man, at de ikke kan stole på hinanden. I det Le Carréske spionunivers er kun mistænksomhed en gangbar valuta.

Instruktøren Anton Corbijn fører publikum fermt gennem plottets intrikate spind frem til en på ingen måde overraskende slutning. Og Corbijn gør det enkelt og uden at forfalde til overdreven action. Filmen lever højt og godt på personskildringen. Den tilsyneladende stoiske Bachmann, der har en fejlslagen operation i bagagen, hans kølige, klart tænkende, kvindelige kompagnon Irna Frey (Nina Hoss), den unge, idealistiske advokat Annabel Richter (Rachel Adams), efterretningschefen Dieter Mohr (Rainer Bock) og bankmanden Tommy Brue (Willem Dafoe) m. fl. udfylder hver især deres rolle på allerbedste vis og giver dramatikken substans og kød. Og som så ofte, når der er tale om en Carré-filmatisering suges man let ind i den dramatiske malmstrøm af mistillid, udspekulerethed, løgnagtighed og regulært forrædderi, som forfatterens optagethed af spionagens univers som oftest skaber.

Filmen er langt fra de mest hårdt pumpede, amerikanske spionfilm, hvor det udvendige drama ofte har overtaget, og lever højt på det, der foregår i dialogerne og mellem linjerne. Og som sådan er den absolut værd at bruge et par timer på – hvis man ellers er til den genre.

Skriv en kommentar

7 har læst indlægget