Sundhedspolitisk røg
17. marts 2022Regeringen har fremlagt et sundhedspolitisk udspil, der skal gøre generationer født i 2010 og frem røgfri. Tobak skal være forbudt for disse mange mennesker. Det lyder som en af de våde drømme, man har i den private organisation Kræftens bekæmpelse. Et andet element i udspillet drejer sig om, at unge under 18 år ikke må købe alkohol.
Men vi lever i et samfund, der ved festlige lejligheder priser den personlige frihed. Ikke mindst de borgerlige politikere i dansk politik – og det strækker sig langt ind i partier som Radikale Venstre og Socialdemokratiet – undlader sjældent at fremhæve den personlige frihed. Borgernes ret til selv at bestemme over deres eget liv, som staten helst ikke skal blande sig i (og det gælder ikke mindst skatteforhold og erhvervsliv). Og hvordan hænger det nu sammen med den slags sundhedspolitiske udspil?! Er det, fordi politikerne er virkelig bekymrede for danskernes sundhed? Vi ved jo alle sammen godt, at det er behæftet med visse risici at ryge tobak og drikke alkohol. Man kan få alskens lidelser af al den røg, man inhalerer, og det kan føre til en for tidlig død. Vi ved det godt, og har fået ørerne tudet fulde af oplysning om det de sidste mange årtier. Så hvorfor ikke bare lave sådan et forbud!?
Selv om der sikkert er en vis bekymring for borgernes sundhed, så er det nok især noget andet, der vejer tungt i politikernes tanker, nemlig de store udgifter, der er forbundet med at behandle mennesker med sundhedsproblemer efter rygning. (Jeg tillader mig at se bort fra forslaget om salg af sprut til unge under 18, fordi det forslag let kan omgås, som flere unge allerede har påpeget…). et er med andre ord finansieringen af velfærden, der nok er den største politiske bekymring. Og sundhed er velfærd, dyr velfærd.
Men hvis politikerne virkelig mener noget med talen om personlig frihed, også politikerne til venstre i det politiske spektrum, så er et tobaksforbud ikke nogen farbar vej. Hvis et myndigt menneske har udbytte af at ryge tobak, så skal det være tilladt. Også selv om det kan gå ud over helbredet og komme til at koste skattekroner at behandle. Personlig frihed handler om mere og andet end det, man i vor tids jargon kalder livsstil. Det handler om de helt personlige valg, vi foretager, i vores jagt på et i vores øjne godt liv. Og det kan godt være, at vi foretager forkerte valg, men det er en del af det at være fri i vores samfund. Vi skal selv vælge, om vi vil ryge cigaretter hver dag og drikke øl til vores aftensmad osv. Lige som vi selv skal bestemme, hvordan vi klæder os.
Hvis vi tager det med den personlige frihed alvorligt – og det er nok det vigtigste spørgsmål i denne sag – må vi acceptere, at der kun er en vej for sundhedspolitikken, nemlig den gode gammeldags oplysningens vej. Det kan godt være, at den ikke simpelthen virker, men det er den eneste farbare vej. At oplyse om, hvad tobaksrygning kan komme til at betyde for den enkeltes liv og helbred.
Jeg er selv ikke-ryger. Bortset fra fire grønne Cecil-cigaretter, som jeg forsøgte at ryge som fjortenårig (og kun gav mig en ubehagelig, voldsom hoste), har jeg aldrig røget. Og det til trods for, at jeg voksede op i et såkaldt rygerhjem, hvor mine forældre røg dagen lang og i alle situationer. I dag lever jeg et liv, hvor astma og allergi er en del af hverdagen, og røg er bandlyst. Men jeg kender rigtig mange rygere og ved, hvor svært, ja ofte umuligt, det kan være at stoppe. Ikke kun fordi det er en fysisk afhængighed af nikotin, men fordi det er en integreret del af hverdagen og alle dens vaner. Og jeg ved, at mange af mine rygerbekendte, når de bliver presset lidt, gerne indrømmer, at rygning giver dem noget – en glæde, en nydelse, en stimulering – i et på mange måder problemfyldt liv, hvor det kan være nødvendigt at finde noget, der kan distrahere lidt. Og vi er som regel enige i, at denne aktivitet skal de have lov at beholde – så længe de blot viser hensyn til deres medmennesker.
Sundhedspolitik er et politisk-ideologisk-økonomisk værktøj, der – som i dette eksempel – truer med at undergrave de såkaldte “værdier”, som det borgerligt, liberale demokrati bryster sig af. Ikke mindst den personlige frihed, der er en af grundpillerne i de borgerligt politiske partiers programmer. Sundhedspolitik er et eksempel på, at økonomiske hensyn vejer tungere end sundhedspolitisk idealisme. Host.
17. marts 2022 kl. 16:32
Jeg hylder også som udgangspunkt det frie valg – men det må jo i yderste konsekvens betyde, at samfundet/staten siger nej til at behandle din lungekræft, din skrumpelever eller andre følgevirkninger af selvvalgt skørlevned.
17. marts 2022 kl. 19:49
@Helge: Jo, men går det både at hylde det frie, personlige valg og så indføre den slags forbud? Det er derfor der er grund til at spørge til motiverne for et sådant forbud. Pengene over idealerne. I øvrigt fik vi jo en fin eksemplifikation af konflikten mellem personlige frihed og samfundsmæssige grænser under coronapandemien. I nogle lande blev der slået hårdt ned på antivaxerne med store bøder osv. I Danmark nøjedes vi med at lade epidemiens udvikling selv klare ærterne (uden at diskussionen om personlig frihed fyldte ret meget i debatten). Og selvfølgelig vil ethvert samfund sætte grænser for den personlige frihed. Som nogle filosoffer har været inde på, så er den absolutte frihed lig med døden. I et samfund vil altid være hensyn at tage til noget, der er større eller vigtigere – fælleskabets interesser fx – end den personlige frihed. Min interesse med indlægget er ikke bare at tale for friheden til at ryge og drikke og ignorere andre sundhedsidealer, men at pille ved de modsigelser, politikerne løber ind i igen og igen.