Capac anbefaler: Anne Eltard – Hjemkomst

22. juni 2022

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

121 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62