One and one is two – en McCartney-svipser?
26. juni 2022I går fejrede McCartney endnu en succes med sin koncert på Glastonbury, der nogle steder omtales som hans bedste nogensinde. Og medens andre nød den, læste jeg videre i Miles-biografien og måtte endnu engang imponeres over Beatles’ arbejdsomhed og flittighed. En ting er, som bekendt, at de spillede røven ud af bukserne på alle og enhver, inklusive dem selv, i Hamborg. Men det fortsatte sgu også, da de vendte tilbage til England. De havde dårligt nok en fridag i tiden efter Hamborg. Hvis ikke de optrådte rundt i landet, var på tv eller i radioen, så skrev de sange og indspillede dem. Et lille symptom på deres travlhed var, at de ikke havde tid til at blive fotograferet til forsiden af Time, da det prestigeøse blad lavede en artikel om dem i forbindelse med deres første USA-turné.
Og McCartney og Lennon skrev sange i et væk. De havde faste aftaler om, hvilke dage de skulle mødes og skrive sange (for så var de sikre på, at de ikke blev fristet til at holde fri…). Og de sprøjtede sange ud. De arbejdede typist 2-4 timer og det blev til minimum en sang, gerne flere. Og det hændte, at ikke alle sangene passede helt til Beatles selv, og så gav de dem videre til venner og bekendte i musikmiljøet.
Det gælder for eksempel sangen “One and one is two”, der gik til The Strangers (med Mike Shannon) fra Liverpool. De var venner (“mates”) med Beatles. Og den sang omtalte John Lennon senere som værende en af McCartneys mislykkede sange. Måske. I hvert fald en umiskendelig McCartney-sang (krediteret Lennon & McCartney), og en sang, der er blevet indspillet af andre også: The Badbeats (1979), Bas Muys (1982), Beatnix (1992), Apple Jam (2009), BLF Rock Band (2013), The Weeklings (2014) og ikke mindst Graham Parker (2003). Sidstnævntes udgave finder man på albummet The Lost Songs of Lennon and McCartney – From a Window af Pierson (Kate Pierson fra B-52s), Parker (Graham) og Janovitz (Bill), der netop består af en række sange, som Beatles vist ikke selv fik indspillet. Og måske er sangene ikke de allerbedste fra Lennon & McCartney, men lytter man til denne hyldestplade så er det tydeligt at selv deres mindre vellykkede sange har høj kvallitet og emmer af Beatles.
