Aftenens filmoplevelse: The Kindness of Strangers – Lone Scherfig

14. august 2022

Valget stod mellem en genudsendelse af Crocodile Dundee 2 på DR1 og Lone Scherfigs The Kindness of StrangersEt for mig let valg. Crocodile Dundee 2 er let fordøjelig underholdning, der burde kunne gå i glemmebogen, men ikke gør det, fordi historien er så forudsigelig og fordomsplejende, som vel tænkes kan.

Scherfigs film fra 2019 er alt andet end det. Filmen kommer med knubbede ord fra filmfestivalen i Berlin og mange kritikere havde svært ved at goutere filmen, fordi den er en film om udsatte mennesker, der hjælper hinanden på vej i livet. Noget, der slet, slet ikke passer til den virkelighed, vi dagligt præsenteres for i medierne og i de storladne politiske visioner. Men netop derfor, og på grund af filmens filmiske kvaliteter – skuespillet, klipningen, plottet osv. – er den værd at bruge en lørdag aften på.

Scherfig fortæller historien om den unge kvinde Clara (Zoe Kazan), der flygter til Manhattan med sine to sønner på flugt fra en psykopatisk voldelig ægtemand. hvad der i udgangspunktet ser totalt håbløst ud – en arbejdsløs husmor med to børn i en bil – udvikler sig til en fortælling om medmenneskers evne til at hjælpe hinanden, når det ser sortest og mest udsigtsløs ud. Ad finurlige omveje, hvor Clara og drengene møder en kvinde, der er splittet mellem sit krævende arbejde som sygeplejerske på et hospital og et frivilligt arbejde med mennesker med store problemer, en ung hjemløs mand, der ikke formår at fastholde et arbejde og konstant bliver fyret m.fl., ender Clara og drengene på en “russisk” restaurant, der drives af en britte (Bill Nighy) og en forhenværende tugthuskandidat (Tahar Rahim). Og deres hjertevarme og menneskelige netværk bliver Claras og drengene redning, da det ser allersortest ud.

Scherfigs film virker provokerende på vor tids kuldslåede filmkritik og publikum. Dens problem er nok dybest set, at “ingen” tror på påstanden om, at der findes medmenneskelighed og hjælpsomhed blandt mennesker, der står på samfundets – det amerikanske samfunds – bund. Filmen er, kan man måske sige, en amerikansk produceret film med et europæisk-humanistisk budskab, der går på tværs af den amerikanske ideologiske grundtanke om, at enhver er sin egen lykkes smed osv. Og det kan man selvfølgelig ikke lide derovre.

Men jeg synes det lykkes ganske godt for Scherfig at få fortalt sin lille historie om det godes sejr over ondskaben. Ganske vist undgår hun ikke godtroenheden, naiviteten og sentimentaliteten, som ligger snublende nær i sådan en fortælling, og hun må nøjes med at antyde, hvor brutal virkeligheden er for de mennesker, der rammer samfundets bund, men hun får skabt et forfinet, moderne eventyr, fuld af håb og tro på de tabende menneskers medmenneskelighed. Og som Salman Rhudie blev citeret for igår, så er det en af kunstens opgaver at sige det usagte, at fortælle det ufortalte. Og det gør Scherfig med sin insisteren på det, nogen kalder “bløde værdier”.

Hvis man ikke nåede at se filmen kan den fortsat ses på Filmstriben.dk.

 

 

Skriv en kommentar

1 har læst indlægget