Medens jazzen for længst har fundet en varig plads her på bloggen, så kniber det nok med den klassiske musik. Vil nogen sikkert mene. Og sandt at sige har jeg ikke noget mod klassisk musik. Ja nyder faktisk at lytte på klassisk en gang imellem, selv om det sjældent bliver til hele værker. Men lidt på radioen her, og lidt på tv hisset.

I gymnasiet havde jeg en musiklærer, der gav os smagsprøver på lidt af hvert fra den klassiske musiks store skatkammer. Jeg erindrer for eksempel Carl Orffs Carmina Burana, der interesserede mig på forhånd, fordi en rockmusiker havde taget stykket til sig og fortolket det, eller Stockhausens Gesang der Jünglinge, hvor vi diskuterede den menneskelige stemmes status som instrument i musikken og Krzysztof Pendereckis bearbejdning af erfaringerne fra kz-lejrene. Og selvfølgelig smagsprøver på de store navne.

Men efter gymnasiet fik pop og rock lov til at dominere min musiksmag – og det gør de to store genrer stadigvæk – og den klassiske musik og jazzen gled lidt i baggrunden – uden dog at forsvinde helt . Og det sker som antydet, at den klassiske musik presser sig på. Det skete således i går, da jeg for at undgå nyhedstiv landede på DR-programmet “Hannigan dirigerer Mahler”, hvor Barabara Hannigan ganske udsædvanligt dirigerer Gustav Mahlers 4. Symfoni OG synger undervejs. Og det gør hun fortryllende godt – lige som hun synger utroligt smukt. Så hvis du er til den slags, så se med og lyt – lige her.