Er vi blevet frådende militarister?
14. februar 2023Det er litteraturprofessor emeritus Thomas Bredsdorff, der i Politiken er på bølgelængde med, hvad jeg har skrevet i anledning af konflikten i Ukraine under rubrikken “På bare et år er vi blevet frådende militarister“. Og jeg er helt enig med Bredsdorff et langt stykke hen ad vejen. Militariseringen af danskerne bevidsthed har været undervejs længe – længe før Rusland gik ind i Ukraine. “Vi” har været mentalt mobiliserede i årevis. Det eneste, jeg er uenig i, er det “vi”, der henvises til i rubrikken. For det er ikke alle danskere, der har ladet sig indrullere i den aktuelle krigsliderlighed. Jeg har for eksempel ikke og vil aldrig blive en del af det “vi”.
En kollektiv mentalitetsændring har ramt den danske sjæl. Vi er blevet frådende militarister. Endnu fører vi kun krig via stedfortrædere, men ih, hvor vi nyder at sende våben af sted – flere og flere, større og større. Vi er parat til at kæmpe til sidste ukrainer. Forslag om flere penge til kugler og krudt glider lige så let igennem Folketinget som skattelettelser til de rige.
Forsvarsministeren, der til sit kontor kan låne, lige hvad han vil fra statens malerisamlinger, har i stedet for valgt at pryde hele væggen bag sit skrivebord med en kæmpemæssig fotostat af kampvogne. Måske skulle man genindføre den betegnelse, foretagendet havde helt op til 1950, Krigsministeriet…
[Artiklen er bag en såkaldt betalingsmur, men formedelst 1 krone kan man læse med i en uges tid, hvis man da ikke fristes til at købe avisen i den nærmeste kiosk, der har den….
14. februar 2023 kl. 15:41
Capac: Enig, og så er vi der igen, ingen stiller kritiske spørgsmål om det nu også er en god ide, det USA har gang i, de ser jo spøgelser og kommunister alle vegne, Joe McCarthy lever åbenbart stadigvæk i bedste velgående i USA.
15. februar 2023 kl. 00:42
Det er ikke krigsliderlighed, det er frygt og uvidenhed.
Frygt: når man finder ud af at et af de store, teknisk udfordrende projeklter, som gav varme og strøm til EU, inclusive Danmark, og man med bare lidt fantasi kan finde ud af at der er dele af Tyskland, som er meget mere ramt end DK, så begynder man at tænke over hvordan det nu kunne være at Putin pludselig har så meget magt over Europa at han troede at han bare kunne sende sine tropper ind til en slags Anschluss og måske blive modtaget med blomster.
Uvidenhed, vi kan ikke se hvordan man kan lave en glorværdig exit for russerne. Der er muligvis en splid mellem høge og duer mht hvordan man skal stoppe Putins tropper, og der bliver muligvis ikke forsket nok i hvordan man kan give andet en territoriale indrømmelser til Putin.
Men der er iflg. historien ikke en trang til fred i Kreml, Georgia, Syrien, og en lang række mindre symptomer som terror måske under falsk flag i Russisk område.
Skal man fremtvinge en fred, kræver det militær styrke. Det kan gøres på mange måder og det er vistnok det, man bør diskutere.
15. februar 2023 kl. 09:09
@hugin: Eller hvad det end er, der driver USA i denne konflikt. Sovjetkommunismens æra er jo slut – bortset fra Putins fortid som KGB-agent. Jeg tror, det handler mere om forsvare og udbygge den amerikanske kapitalismemodel – og den efterhånden noget blegnede rolle som verdens “politibetjent”. Og så er det jo mere betimeligt at føre krig pr. stedfortræder i Europa end at begynde at lægge arm med Kina.
15. februar 2023 kl. 09:13
@Donald: Jo, men frygten burde jo netop få folk til at vige tilbage fra militarisering og oprustning. Risikoen for at konflikten i Ukraine flytter tættere på Europa bliver jo ikke mindre af, at vi sender 450 milliarder kroners udstyr til Ukraine og er åbne for at sende kampfly også. Og med hensyn til uvidenheden, så er det nok især den historiske glemsel,
der gør sig gældende. At man ikke kan huske, at ingen med held har indledt en krig mod russerne. Og som det er blevet sangt, så ved man aldrig, hvilken vej en krig tager, når den først er startet. Nej, man skal kontakte kineserne, inderne og FN og få sat gang i en fredsproces. Jo før, desto bedre.
15. februar 2023 kl. 12:49
Capac: Nej det er måske ikke så meget frygt for ”kommunismen” i Rusland, men måske gammelt nag og nok mere et ønske om at udmatte Russerne økonomisk, og militært blandt andet for at udbygge kapitalismen og for at gøre Russerne så svage at det bliver svært for dem at hjælpe Kineserne, for det er Amerikanernes næste mål, spørgsmålet er så om hylekoret gå med på den galej.
Til Donald: prøv at spørge dig selv hvordan kan det være USA har så meget magt over Europa, de gør det nok ikke for vores blå øjnes skyld, nej magt og penge kære ven og USA form for demokrati finder du for enden af deres gigantiske militærbudget
” I følge Globalnyt: Vi bruger flere og flere penge på militært isenkram og våben. Sidste år landede verdens samlede regning på 2.113 milliarder dollars, hvilket i danske kroner svarer til 14.556.000.000.000 kroner – eller 14,5 billioner kroner.
Hele 62 procent af verdens samlede militærudgifter varetages af blot fem lande: USA, Kina, Indien, Storbritannien og Rusland. USA står for hele 38 procent, og tæller man Kina med lyder andelen på 52 procent”.
Det er jo sygt, til at brække sig over, når man tænker på de udfordringer verden i øvrigt står over for, Klimakrisen den kan vi ikke bombe os ud af.
15. februar 2023 kl. 13:02
@hugin: Og måske ønsker USA også at presse Europa økonomisk ved at presse dem militært gennem Nato og i konflikten i Ukraine. Hvis nu USA kunne formå, at Europa kunne stå for krigsspillet i europæisk interessessfære, så kunne amerikanerne koncentrere sig om den virklig store spiller, Kina, som de er så forsigtige med at træde over tæerne (ufo-sagen er, efter min mening, bare et spil for galleriet – USA ved det, Kina ved det, og europæerne rapporterer om det, som om det var noget at tale om…).
15. februar 2023 kl. 14:59
Capac: Og så kommer vi til hele hykleriet omkring Taiwan (Formosa Kina) som Chiang Kai-shek ( fascistisk diktator som regerede Kina støttet af USA ) før Mao tvang ham på flugt til ja netop Taiwan og som USA nu støtter.
Den Store Danske: “Allieret med USA
Den japanske invasion i 1937 gjorde trods de overvældende japanske sejre Chiang Kai-shek til symbol på Kinas modstandsvilje. Efter 1941 blev Kina USA’s allierede, og Chiang Kai-sheks karriere kulminerede, da han på Cairokonferencen i 1943 kunne stå frem sammen med Theodore Roosevelt og Winston Churchill som repræsentant for en af verdens “fire stormagter” (USA, Sovjet, England, Kina).
Krigsbetegnelsen “Det Frie Kina” var dog misvisende, idet Guomindang var både udemokratisk og korrupt. Efter Japans overgivelse i 1945 rykkede Guomindang med amerikansk hjælp ind i de japanskbesatte områder, men regimets legitimitet var fatalt svækket; borgerkrigen med kommunisterne blussede op igen.
Politisk leder i Taiwan
Da nationalisterne efter 23 års borgerkrig i Kina (1926-1949) tabte til kommunisterne i 1949, flygtede Chiang Kai-shek til Taiwan, hvor det med støtte fra USA lykkedes ham at fastholde Taiwan som en autonom stat mod kommunisternes ønske.”
Det sidste her som man behændigt undlader at omtale i den Danske verdenspresse.
15. februar 2023 kl. 15:49
@hugin: Og ja, det er netop det historiske perspektiv, der er helt borte i pressens forholden sig til amerikanernes konfliktzoner…