CAPAC

Der er en let air af tresserne over Mimi Terris nye plade Flytta hemifrån. Vi er tilbage i den tid, hvor store svenske sangerinder som Monika Zetterlund, Lil Babs og Alice Babs var med til at sætte dagsordenen i populærmusikken. Ikke kun i Sverige, men i allerhøjeste grad også herhjemme, hvor deres omgang med pop- og jazz-influeret easy listening strømmede ud af vores public service-radio. Og blev en synlig tråd i mit musikalske bagtæppe. Og den unge Mimi lægger sig naturligt og ubesværet i slipstrømmen af disse store svenske sangerinder med dette album, der oser langt væk af svensk forkærlighed for swingende, let jazz og svensk troubadourtradition.

Og lad mig bare fyre det bedste argument for dette album af med det samme. Den operauddannede Mimi synger bedårende og forførende dejligt og fraserer så det er en lyst sig igennem de snirklede, fortællende svenske tekster. Og bag sig har hun et ensemble – Mårten Lundgren (trompet, flygelhorn), Mattias Carlson (sax, fløjte og klarinet), Måns Persson (guitar), Johan Olsson (piano, accordeon), Marc Davies (bas), Kristoffer Rostedt (trommer), Filip Runesson (violin) og Eoli Strakkvartet (strygere) – der kompetent og med tæft skaber en let og swingende, jazzet baggrund for Mimi Terris dejlige sang og sangforedrag.

Som sagt er der noget tressernostalgisk over det hele, men man skal ikke tage fejl. Mimi Terris er en ung og moderne sangerinde. Det pointeres af det budskab, man kan læse i albummet lille booklet: Till dig som vågar gå vilse. Til dig, der vover at gå forkert /fare vild. For godt nok lægger Mimi sig i kølvandet på tresserdamerne, men hun er også en moderne kvinde, der er et barn af årtiers kvindekamp for ligestilling m.v. Og den let oprørske ånd svæver over Ferris’ tekster.

For eksempel i titelsangen “Flytte hemifrån”: “Jag behöver flytta ut ett tag/ flytta in i mig ett litet slag/ Lyfta på ridan, / ta ett andligt bostadslån/ Flytta hemifrån...”. Flytte hjemmefra – i mere end direkte forstand. En lille rebelsk sang. Eller man kan tage hendes sang “Om kvinnan”, der vender op og ned på mandens forherligelse af kvinden og hiver hende ned på et meget realistisk plan: “Vad hände med Adams revben efter Eden?/ Med klimakterievallninger og osteoporos/ Förvisad til neuros/ Ett uppror föreslås“.

Romantikken forvandlet til realisme – og ubændig oprørstrang. Og sådan er det med Mimi Terris’ tekster. Der er dobbeltbundede og bygger bro mellem tressernes gammeldags forestillinger om kvindeliv og vor tids emancipationsopdragede pigebørn. Og musikalsk lever pladen højt på modsætningen mellem den tresserinspirerede lette og livsbekræftende jazzy, swingende pop og så de moderne, kvasi-nyfeministiske teksters alvor. Og det sikrer, at pladen fremstår som nostalgisk men også meget moderne og vedkommende. En helt igennem dejlig plade. Hermed varmt anbefalet.

Mimi Terris. Flytta Hemifrån. Produceret af Mimi Terris og Ask Kæreby. Callibrated Music. Udkom den 22. maj

Explosion! hedder Ola åkermans nye plade. Og der står flammer ud af hans trombone på coverfotoet. Og så burde vi jo allerede være advaret om, at det må være brændfarligt materiale, pladen byder på. Og det er det også, hvis man dermed mener musik, der fænger og antænder lytteren.

Sammen med sine musikere – Magnus Lindberg (guitar), Måns Mernsten (tangenter), Mats Ingvarsson (bas) og Marcus Liliequist (trommer) – har åkerman skabt et medrivende, dansant album, der befinder sig i krydsfeltet mellem jazz, funk, soul. Altså musik, der et eller andet sted står i gæld til den fusionsmusik, der blev skabt og udviklet i halvfjerdserne af folk som Miles Davis, Weather Report, Return to Forever, Herbie Hancock og mange andre, som modigt satte sig ud over jazzpuristernes berøringsangst i forhold til tidens mere “folkelige” musikalske udtryk. Og gjorde det med udpræget succes.

åkerman har skrevet alle numrene på pladen og befinder sig centralt og med tyngde i det musikalske udtryk med sin personlige stofmættede, fyldige trombonelyd. Men samtidigt levnes der – helt i jazzens ånd – god plads til de andre musikere, der får lov til at udfolde sig improvisatorisk ved siden af åkermans trombone og sammen væver de et tæt og organisk lydbillede. Pladen byder på på regulære uptempo-numre, der direkte appellerer til danseskoene, og på forfinede ballader – som fx “Maybe the flower will blossom after all” – der inviterer til fordybelse og meditation. Explosion! er en plade, der rækker ud mod både den inkarnerede elsker af jazz-funk-fusion og andre lyttere, der blot sætter pris på musik, der kan sætte gang i fest og dans, men også vil kunne dyrke fordybelsen. Hermed anbefalet.

Ola åkerman. Explosion! Producer: Ola åkerman. Callibrated Music. Udkom d. 29. maj.

Jeg har været heldig at få fat i et eksemplar af Caper Clowns nye single i fysisk format. Dem er der ikke mange af – men bare rolig: Musikken fås i digital form på Spotify, iTunes m.fl. steder.

Og Caper Clowns følger godt op på deres debut-EP Type your text here. Rick Krogh Kingo Hansen ,  Christian Højgaard ,  Peter Højgaard og Skipper Storm holder fast i deres udgangspunkt i den meget melodiøse poprock, der har dybe rødder ned gennem britpoppen og helt ned til de gyldne tressere. “Queens desire” er en medrivende og umiddelbart fængende popsang med snertende trommer, ringlende guitarlyd, håndklap og forsangeren som naturligt centrum – akkurat som man hørte det dengang poprock blev kaldt beat. Og “Sleeping on the edge…” er en stille akustisk præget sang af den slags, der altid har været plads til, siden Beatles udødeliggjorde “Yesterday”. Og Caper Clowns lile sang forfører hurtigt lytteren med sin meget iørefaldende melodi.

Og man sidder her i den spæde sommersol og griber sig selv i at ønske, at de unge mænd ville kaste sig ud i et helt album, for Caper Clowns er vokset lidt siden sidst og kan det der med at skræddersy nærmest klassiske popsange, der kan sætte sig fast i lang tid på trommehinden og i langtidshukommelsen. Hermed anbefalet.

PS. fotoet er lånt fra bandets Facebookside…

Caper Clowns. Queens Desire/ Sleeping On The Edge Of The Rainbow. Produceret af Rick Kingo. Gateway. Er udkommet.

Endu et ukendt navn for mig er O/RIOH, der gemmer nordjyden Rikke Østergaard, der på mandag udsender sin debut-EP med lidt risikable title Selling Out. Rikke kommer allerede med udmærkelse, idet videoen til hendes første single “I’ve seen you before” (der også er første skæring på den nye plade) på CPH:PIX blev valgt som en af årets bedste musikvideoer (se nedenfor).

På EP’ens fire skæringer får Rikke hjælp af Jens Pilgaard Ulrichsen på bas, Mads Ulrik Voxen (tangenter) og John Riddle på trommer. Og sammen har de skabet en plade, der byder på endnu en ombæring af den elektroniske pop, der står centralt i nutidens popmusik. Det er pop, der nok er meget melodiøs, men alligevel ligger et godt stykke fra den klassiske sing-a-long-popsang. Samtidig er det popmusik, der – og måske først og fremmest – ægger til kropsbevægelse og dans. Det er en interessant debut fra den unge nordjyde, der også besidder en god popstemme, der sagtens kan blande sig og gøre sig positivt gældende i koret af nye unge, kvindelige talenter inden for den lette dansante pop. Hermed velkommen til O/RIOH.

O/RIOH. Selling Out. Produceret af: O/RIOH og Troels Abrahamsen. DME. Udkommer på mandag.

Bag bandnavnet Rumhund finder vi sangskriver og forsanger Søren Vestergaard, bassist Jonas Wegner og trommeslager Johannes Gissel. På deres nye EP tager de et tema op, som man – alt efter hvilket humør kan nu er i – kan betegne som klassisk eller fortærsket, nemlig den brudte kærlighedsrelation. Fuglen er fløjet – og det giver så anledning til en god håndfuld sange om bruddet og de tanker, det kan give anledning til. Jovist, kærligheden bliver vi aldrig færdig med – uanset alder.

Og med den brudte kærlighed, det knuste hjerte, skuffelsen osv. så følger også melankolien og tristessen som nødvendige skygger. Og sådan er det også i Vestergaards syv sange på mini-albummet “Stylophone”, hvis titel måske sigter til forsøget på at iscenesætte de syv sange i flere stilistiske lag. For i sangene blander popsangen sig med lag af electronica, rock, folk m.m. På den led er det lille album i pagt med tiden, hvor en markant tendens er, at musikken ikke respekterer traditionelle genregrænser, men frit og til tider respektløst overskrider grænserne for at finde et personligt og i bedste fald unikt udtryk.

Med Stylophtone har Rumhund leveret et lille album, der henvender sig til ethvert pophovede, der er hjerteknust eller i hvert fald kan huske, hvordan det er at være i den situation. Hermed anbefalet.

Rumhund. Stylophone. MinimeRecords. Udkom den 25. maj

 

 

I nogle af mine seneste pladeomtaler har jeg kredset om jazzen, der altid har været lidt perifer her i bloggen. Ikke, fordi jeg ikke holder af jazz, for det gør jeg bestemt, hvilket mine pladereoler også bærer præg af. Og med Snorre Kirks nye og andet album er der ikke mere kredsen rundt omkring jazzen som katten om den varme grød. For albummet Europa er moderne jazz uden tilsætningsstoffer fra andre genrer.

Snorre Kirk er en ung, men allerede velrenommeret og rost jazz-trommespiller. Og Europa er den “svære” toer for Snorre Kirk. Men at dømme efter pladens musik, så har det været alt andet end svært at lave den. For det lyder legende let og helt ubesværet, når Snorre Kirk folder sig ud sammen med sine bandmedlemmer: Jan Harbeck (tenorsaxofon), Tobias Wirklund (cornet), Oilly Wallace (altsaxofon), Magnus Hjorth (piano) og Lasse Mørch (bas). Snorre Kirk er komponisten og orkesterlederen, men som trommeslager falder han helt naturligt ind i bandsammenhængen, selv om produktionene og miksningen heldigvis lader trommespillet stå markant og tydeligt i det samlede musikalske billede.

Og musikken er meget melodiøs og meget swingende jazz med klare forbindelser tilbage til de bedste og største jazznavne  fra Miles Davis til Duke Ellington. Og de tre blæsere spiller med en meget varm og ren tone, der bærer Kirk meget iørefaldende melodier frem med en næsten naturlig lethed. Og de støttes på smukkeste vis af Kirks eget opfindsomme og nuancerede trommespil, Mørcks diskrete og dog markante bas og Hjorths lydhøre, akkompagnerende piano, der nu og da folder sig improviserende ud i små soli.

Europa er en helt igennem professionel plade, der overbeviser om, at Snorre Kirk og hans orkester har meget at byde på og er et argument for, at jazzen stadigvæk lever og har det godt i Danmark, selv om skeptikere mener noget andet. Byd Snorre Kirk og hans fine toer velkommen, hvis du er til jazz – eller måske bare har lyst til at lytte til noget andet… Hermed anbefalet.

Snorre Kirk. Europa. Calibrated Music. Produktion: Snorre Kirk. Udkom den 8. maj

Der er noget gammeldags over denne plade. I i betydningen støvet og forældet, men i den forstand, at pladen dyrker gamle dyder. I en tid, hvor albummet som et særligt medie for kunstnerisk udfoldelse er under pres fra de digitale medier, ikke mindst streamingtjenesternes dyrkelse af det løsrevne pophit, så er det velgørende, at nogen – i dette tifælde guitaristen Jan Lippert og producer og bassist Henrik West – åbenlyst bekender sig til albummet som en sammenhængende værkform, man skal tage alvorlig.

Og det gør de to musikere. Nocturene er et vaskeægte concept-album, der rendyrker conceptets muligheder. Konceptet er, som titlen angiver, nocturnen, altså et musikstykke, der siden Chopins brug af begrebet har stået for musik, der fortaber sig i de stemninger, som natten byder på. Mørke, drømme osv. Nocturen i en moderne udgave, hvor vi musikalsk set befinder os i et felt, hvor jazz møder pop, der møder lidt rock og ikke mindst en masse electronica.

Pladen er ikke alene et conceptalbum. Det er også bygget om efter en særlig logik, der falder i tre dele, hvor første del “Noir” så at sige anslår de temaer, der skal gennemspilles. I anden del “Next” tages temaerne op igen og varieres for til sidst – i tredje del “Fall” – at udsættes for endnu mere variation og uddybning. Undervejs får LIppert og West hjælp af Anna Lidell (sang og electronica), Frank Hasselstrøm (trombone og elektronica) og Rumpistol (electronica).

Det giver for lytten en oplevelse, der kan minde om klassisk musik, men også fx om nogle af halvfjerdsernes mere eksperimenterende, progressive rockplader, hvor der var tid og rum til at arbejde med temaer og improvisation. Og også fra jazzen kan man genkende denne tilgang til musikken. Det er musik, der går mod tidens tendens til fragmentation og konformisme. Musik, der insisterer på musikkens egen tidslighed og logik, så at sige. Og i den forstand er det gammeldags musik, ja anakronistisk. Og det er en lise for sjælen.

Nocturne lader sig som antydet ikke sådan sætte på formel eller kategorisere. Den befinder sig i et krydsfelt mellem genrer med sin egenart og egensindighed og inviterer lytteren til intens lytten – måske ud på natten, hvor roen falder på og den hektiske verden udenfor falder lidt ned. Det er en plade, der inviterer til fordybelse og nærmest meditativ hengivelse.

Lippert/West. Nocturne. Produceret af Lippert og West. Calibrated Music/DME. Udkom den 15. maj

PS. Jeg kan desværre ikke bringe et musikeksempel, men lægger et op, når jeg falder over det.

Efter nogle år i børnemusikkens tjeneste springer Tine Mynster med sin nye plade Hjerteland ud på dybt vand med et album, der retter sig mod de voksne. Og pladetitlen Hjerteland fører en på sporet af, hvad Tine Mynster har på hjerte.

Men man skal passe på med at drage forhastede konklusioner i retning af, at der er tale om endnu en popplade med kærlighedslyrik. For ganske vist er der sange om kærligheden. Som f.eks. den første skæring “dage som denne”, der forsøger at skildre den helt hverdagsnære kærlighed mellem mand og kvinde i et fast forhold: “Du vækker mig med et kys på min kind/ Du siger tak for i nat, nu lukker vi dagen ind/ Du ligner en der har sovet som en drøm/ Et nyt batteri der er fyldt helt op med strøm/ På dage som denne lever vi af kærlighed og kildevand/ På dage som denne er der ingen tvivl, du er min mand/ På dage som denne kan du få mig til at gøre næsten alt/ På dage som denne glemmer jeg de dage, hvor vi kun lever halvt.. osv. Eller en sang som “Jeg falder” om at falde for et andet menneske. Falling in love. Eller sangen “Bålet”, der sætter ord på perspektivet i den kærlighed, der afløser forelskelsens rus og varer ved.

Men skraber man lidt på tekstuniversets overflade, så kan man se, at Tine Mynster har lidt mere på hjerte end bare at ville skrive stærkt sympatiske sange om kærlighedens vilkår vores tid. Det afsløres f.eks. i en sang som “hvor går man hen?”: “Hvor går man hen når modet bakker?/ Hvor går man hen når blikket flakker?… Lad mig få et håb, når alting mørkner/ Når hjertets slag er som en hvirvelvind/ Giv mig troen på at tåren størkner/ Og lyset atter lukker håbet ind… osv.

Hjertet banker ikke kun for kærligheden, men for livet i det hele taget. I teksternes sprækker skimter man man andre emotioner end dem, der lige drejer sig om kærligheden til et andet menneske. Som i citatet ovenfor, hvor livsdrift og håb får ord. Eller i “tag mig med”, hvor hverdagslivets kærlighedsliv lukker sig om jeget på næsten klaustrofobisk vis og åbner for en næste centrifugal frihedstrang: “Tag mig med/ Tag mig med/ Lad os efterlade alt herhjemme -/ las os bare stikke af/ Jeg vil ha dig indeni og udenpå/ Trænger til at mærke dig“. Her bliver kærligheden en drift, der potentielt og i hvert fald for en tid sprænger det konforme hverdagslivs begrænsninger. Og vil man have flere eksempler, så skal man lytte til titelsangen “Hjerteland”, hvor det bliver klart at “hjerteland” er en metafor for en livskraft, der ikke sådan bare lader sig indordne under hverdagslivets diktatur eller konventionernes rammer: “Endnu en dag hvor hjertet ta’r sin egen udflugt/ Endnu en dag uden kontrol/ Endnu en dag hvor hjertet helt bestemmer farten” osv.

Tine Mynsters sange har altså mere på hjerte end blot endnu en ombæring silly love songs. Bag den hverdagsnære kærlighed, der beskrives indfølende, direkte og med en fin realisme i et ligefremt hverdagssprog, gemmer der sig en uregerlighed og næsten subversiv urkraft, der ikke sådan lader sig tæmme. Og det sikrer, at sangene ikke ender i ren forudsigelighed og alt for stor genkendelighed. Hvilket er et stort plus.

På den musikalske side har Tine Mynster fået assistance af Tom Kræmer Lindby, der er medproducer,  spiller flere instrumenter på pladen og er medkomponist til et par af sangene. Og sammen har de skabt nogle popsange, der er meget iørefaldende uden på nogen måde at falde i et med tidens radiopop. Der er snarere tale om behagelig voksenpop, der henvender sig til voksne, der har erfaringer nok fra kærlighedslivet til at sætte pris på de hverdagsnære tekster og har mærket det dyb, der åbner sig under dem. Og Tine Mynster synger sangene blidt og med stor følsomhed.

Tine Mynster. Hjerteland. Produceret af Mynster og Lindby. Gateway Music. Udkom i går.

Vi står på kanten af sommeren 2015 (kom nu!), og hvad der ville passe perfekt til en solrig og varm sommer ville være et popalbum, der havde sol og sommer i blodet. Så det er heldigt, at Virgin Suicide med deres debutalbum kommer som kaldet og udfylder den mangel. For debutalbummet med store fersken på coveret er med sine forførende popsange og lette rock sådan en plade, der kun kan ramme et gammelt pophoved som sommersolens varme stråler.

Martin Grønne har skrevet de flete af sangene (med undtagelse af “2nd Wave”, der er lavet af Terkel Atsushi Røjle). Og Grønne og Røjle har nærstuderet den melodiøse rockmusiks store grønspættebog og kender såvel tresserbeaten som dens arvtagere i britpoppen – og det, der ligger derimellem. Og sammen med Sune Rose Wagner, der har stået for miksningen af pladen, har det skabt et album, der emmer af lys og let sommerpowerpop, der fremstår som en velkommen modgift til tidens hang til halvmørke og melankoli.

Grønne fører an med sin lyse mandestemme, der ud over at fremkalde alskens retro-associationer til store tresserbands passer som fod i hose til musikkens emotionelle opdrift og livsbekræftende, legende lethed. Og det understøttes af Grønnes og Røjles ringlende og legende guitarer, der sammen med Som Thoft Jensens medrivende trommer og Kristian Schøtt Kyvsgaards pulsfølgende basspil løfter sangene op i et fængende svæv af popsødme og let-om-hjertet-hed…

Hvis man elsker pop og melodiøs rock så er der ingen grund til ikke at tage et stort bid af fersknen og tage Virgin Suicide til sig. Martin Grønne og hans venner gør man klogt i at holde øje (og øre) med for de tilfører danskrocken både nogle rigtig gode popsange og en savnet livsbekræftende energi. Denne plade er en af mine årsfavoritter, ingen tvivl om det. Hermed varmt anbefalet.

Virgin Suicide. Virgin Suicide. Produceret af bandet og Lars Vognstrup. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

“Mable sky”

Som lovet ville jeg vende tilbaget til Rangleklods og deres nye album Straightjacket, når den udkom. Og det sker i dag.

Rangleklods er en duoe, der består af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Og netop denne konstellation er med til at sikre, at musikken på pladen ikke falder i den faldgrube, som den elektroniske musik altid trues af, nemlig at ende i en kold og steril lyd. For Pernille Smith-Sivertsens meget fine, lyse pigestemme giver musikken en emotionel og kropslig dimension. Det illustreres godt med singleudspillet  “lost u”, hvor Sivertsens stemme fungerer som kontravægt til en bastant og dansant tung rytme og sikrer at det melodiske ikke forsvinder i electronicastøjen. Ellers bevæger Straigtjacket sig mellem den firserinspirerede electro-pop (Depeche Mode m.fl.), den beats og groove-dyrkende danseorienterede lyd – og så den regulært eksperimenterende electronica. Og pladens styrke er nok, at den er så vidtfavnende i sit udtryk. Der er noget både for den, der elsker at danse og fest i små metropolklubber, festivalfolket med fadøl i hånden og så dem, der foretrækker at opleve musikken gennem de hjemlige højtalere eller høretelefoner. Straightjacket har en meget international lyd, der både leder tankerne hen på den tyske elektronica (fra Kraftwerk til David Bowies Berlin-trilogi) og til de britiske poppionerer fra firserne. Men der er også noget nordisk over pladens mere melankolske og mørke sider.

Rangleklods er et godt bud på moderne dansk electronica, der med lethed løfter arven fra de foregående årtier, og som bør finde vej til såvel radioernes playlister og sommerens mange udendørskoncerter. Hermed anbefalet.

Rangleklods. Straightjacket. Tambourhinoceros. Udkommer i dag.

 

Det unge, danske jazz-mundharmonikatalent Mathias Heise har etableret jazz-fusions-orkestret Mathias Heise Quadrillion, der netop er debuteret med albummet Sudden Ascent. Det er fusionsmusik, der blander jazz, rock og andre af nutidens udtryksformer – f.eks. og markant: spoken word – med hinanden og skaber en musik, der besidder de bedste kvaliteter fra de forskellige ingredienser – jazzens improvisatoriske leg med melodier og harmonier, rockens kropslighed og puls og så videre.

Og Sudden Ascent skriver sig smukt ind i en tradition, der går tilbage til halvfjerdsernes store navne som Weather Report, Mahavishnu Orchestra, Herbie Hancock, Return to Forever og mange andre grupper, der lavede banebrydende fusiionsmusik og satte baren meget højt. Men Mathias Heide (harmonika, keyboards og spoken word), Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas) og Aksel Stadel Borum (trommer) har uforfærdet kastet sig ud i projektet og er landet med held med et album, der ikke kun skaber fusion, men også lader de enkelte stilelementer skinne markant igennem. Her er øjeblikke, hvor Mathias Heise med sin harmonika forbigående leder tankerne hen på mesteren Toots Thielemans (f.eks. titelnummeret), og der er øjeblikke, hvor man genkalder sig Weather Report på højdepunktet i deres meditative hjørne (f.eks. “House of Fog”).

Med Sudden Ascent tilfører Quadrillion ny ilt til en genre – fusionen – der ellers kunne se lidt udtørret ud her i 2015. Og det er velkomment. Jeg håber, at man vil give pladen og gruppen en chance og lytte til dem. Hermed anbefalet.

Mathia Heise Quadrillion. Sudden Ascent. Giant Sheep Music. Udkom den 10. maj

Leaving and Believing er en jazz-plade. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at modificere udsagnet. For da jeg lyttede til pladen første gang blev jeg ført tilbage til dengang i min barn- og ungdom, hvor jeg altid sad med hovedet inde i radioen og lyttede. Og ofte kom der den slags jazz ud af højtalerne: Jazz, der umiskendeligt bar jazzens vandmærke – ikke mindst den improvisatoriske tilgang til musikken – men også lænede sig kærligt og kælent op ad poppen. Og sådan er det med trioens plade. Alene valget af sange – bl.a. af Lennon og McCartney (Fool on the hill), Bacharach og David (Alfie), Sebastian og Dave Brubeck (In our own sweet way) afslører Majlands og co’s forkærlighed for den gode popsang. Det samme gør i øvrigt Nicolai Majlands egne kompositioner.

Leaving and Beileving er en plade, der i lige høj grad appellerer til jazz-elskeren og pophovedet. Numrene er naturligt nok centreret om Nicolai Majland piano, der har en dejlig varm og velbehagelig lyd. Og Majland backes lydhørt og kongenialt op af Michael Dalgas’ trommespil og Jens Kristian Andersens diskrete, men også markante bas (lyt fx til den lille solo i “Fool on the Hill”). Og så har trioen fået  assistance af jazzsangerinden Sinne Eeg på et par af numrene, og Eegs stemme tilfører musikken en ekstra dimension af sanselighed og krop, som musikken ikke må mangle. Faktisk måtte Eeg gerne have fået mere plads på pladen – efter min mening.

Konkluderende vil jeg sige, at trioen har fået lavet et album i krydsfeltet mellem jazz og klassisk pop som burde kunne tilfredsstille alle lyttere med præferencer inden for de to genrer. Hermed anbefalet uden forbehold.

Nicolai Majland Trio. Leaving and Believing. Gateway Music. Udkom d. 10. maj

Musikeksempler kommer, så snart de bliver tilgængelige…

Titlen på pladedebuterende Circa Waves alluderer sammen med coverfotoet fint til, hvad det drejer sig om for bandet fra Liverpool: Ungdommelig energi i koncentrat. Fra første skæring “Get away” sættes barren højt med hensyn til højt, flintrende tempo og sprudlende energi i tretten meget medrivende og særdeles ørefængende indiepoprocksange. Der går en lige rød tråd fra Circa Waves tilbage til britrocken og bag den til new wave-bands som Undertones og unge U2 og videre tilbage til de mest melodiøse tresser-beatorkestre (The Who og ikke mindst The Kinks).

Det er ungdommelig, traditionsbundet musik, der indeholder den smittende livsglæde og et energioverskud, der kendetegner årtiers powerpoprock, når den er bedst. Med Kieran Shudall i den vokale forgrund pisker det afsted med snertende trommer og en guitarlyd, der både er garagebeskidt og forbigående popæggende. En sang som “T-shirt weather” indfanger nærmest i en nøddeskal, hvad dette charmerende og sprælske album har at byde på af tekstlig og musikalsk livsappetit: “I remember T-shirt weather/ I remember some days/ We were singing our lungs out/ in the backseat together/ And the seatbelts were burning our fingers/ In the T-shirt weather/ I remember sleeping till the early afternoon…”.

Circa Waves er ikke en plade, der flytter hegnspælene på rockens og poppens landkort, men det er en plade, der på bedste vis bekræfter, hvad rocken kan, når talentet og energien er der og sangskrivningen går hånd i hånd med et band, der forstår at spille tæt og komme uder over den imaginære rampe. Hils Circa Waves velkommen i rockland! Hermed varmt anbefalet.

Circa Waves. Young Chasers. Produceret af Dan Grech-Marguerat. Virgin Records. Udkom 30. marts

 

Bag projektnavnet The Radar Post gemmer sig Esben Svane. Og The Radar Post er debutalbummet (der kommer efter et par EP’er). Og sammenføjende kunne man beskrive pladen som en coming of age-album. Et concept-album, hvor et ungt menneske – in casu Esben Svane – har skrevet sange om sit liv på kanten til voksenlivet.

Tilfældet ville, at jeg i går aftes lyttede til den unge Paul Simon, der på sine første plader kredser om de erfaringer, man gør, når man er ung. Og – uden sammenligning i øvrigt – så kom jeg i tanker om Simon, da jeg lyttede til The Radar Post og læste i den lille tryksag med sangtekster, der følger med cd’en, hvor Esben fortæller om at komme ud af skole og gymnasium og forsøge at finde en mening med livet og en vej. En rejse ud i det ukendte, hvor drømmene regerer.

Og pladen er bygget op som en slags livsfortælling med et strygerbelagt Foreword, hvor baggrunden skitseres, og efterfølgende kapitler, hvor forskellige emner og temaer tages op. Som i den første sang, rockeren “Nothing’s holding you back”, der handler om at tage af sted og kaste sig ud i det (livet), fordi der ikke er noget, der holder en tilbage. Og sangenen kredser meget alderstypisk netop omkring den ungdommelige vildskab og desperation – og den centrifugale længsel mod alt det, der venter et sted derude, og så de ting, der forsøger at holde en tilbage og nede ved jorden. Ikke mindst forholdet til det andet køn som i sangen “Undercover”.

Og musikalsk befinder Esben Svane og vennerne sig mellem folk med vægt på akustisk guitar og sang og så renlivet rock. Mellem de to poler bevæger sangene sig og blander elementerne, og Svane får hjælp af vennerne,  en flok kompetente – ni ialt – musikere og sangere (ingen nævnt, ingen glemt), der sørger for at få tingene til at hænge organisk sammen. Og det fungerer godt som et fasttømret band og får Esbens poppede, men ikke popsmarte, sange til at fungere godt.

The Radar Post føjer sig fint ind i række af album, der tematiserer den tid, hvor man er ung og vil finde sig selv, på kanten til den voksenalder, der før eller siden indfanger os alle sammen – på godt og ondt. Et velfungerende og helstøbt soloprojekt, der peger frem mod den “svære” toer, der nok skal komme. Indtil da kan vi alle følge Esben Svanes rejse – et stykke vej i hvert fald – ind i det store liv. Vel mødt. Og hermed anbefalet.

The Radar Post. The Radar Post. Produceret af Esben Svane. Mobile Music. Er udkommet.

Som tidligere nævnt er bandet Oliver North By Choir genopstået og er transformeret til det kortere bandnavn ONBC. Og bandet består i dag af de to forsangerinder Tanja Simonsen (kendt fra Superheroes) og Camilla Florentz (epo-555) – og ved deres side har de Mikkel Max (ligeledes epo-555) og Ivan Petersen (The Boombox Hearts). Og sammen har de nu barslet med albummet med den barske titel Crash, Burn & Cry.

Men titlen skal ikke skræmme nogen væk fra pladen, for selv om der er både alvor og melankoli i teksterne, sådan som tidsånden foreskriver, så er der tale om let indiepoprock, der dyrker en æterisk-drømmende og meget iørefaldende lyd. Klogt nok investerer bandet sine to kvindelige stemmer i en stærk forgrundsposition i dette projekt. I de fleste af numrene svæver Tanjas og Camillas kønne stemmer – sammen eller enkeltvis – over en sprød musikalsk bund, der nok er enkel,  poppet og indsmigrende, men også har lidt kant i form af ikke mindst guitarist Mikkel Max Hansens fyldige klange, der ikke bare lader sig indordne under popskematikken. Selv om der er tale om enkle popsange, så er der en indbygget spænding mellem pigernes kønne stemmer og den underliggende musik. En spænding, der giver musikken en særlig kant og dynamik, der sikrer, at det samlede musikalske udtryk ikke bare falder i et med tidens popbaggrundstapet.

Crash, Burn & Cry er en spændende debut for den nye konstallation og et godt bud på nutid indiepoprock – og det skal bestemt blive spændende at se, hvor gruppen vil bevæge sig hen på kommende indspilninger. Hermed anbefalet.

ONBC Crash, Burn & Cry. Produceret af ONBC og Jesper Reginal. Crunchy Frog. Udkom d. 9. maj 2015