CAPAC

Jeg har et ambivalent forhold til boksesporten. Lige som jeg har til fx tyrefægtning. På den ene side er jeg inderligt imod, at voksne mennesker skal udøve vold mod hinanden. Vold, der med tiden medfører helbredsmæssige skader. På den anden side kan jeg godt abstrahere fra denne side og se sportsgrenens tekniske og æstetiske fascinationskraft. Når den altså er der.

Min ambivalens har aldrig været mere udtalt end i tilfældet Muhammad Ali, der i dag fylder 70. Ali, der oprindelig hed Cassius Marcellus Clay, Jr., lider i dag af Parkinsons syge. Og det er utvivlsomt en del af prisen for de mange slag, som han som bokser har måttet inkassere.

Muhammad Ali var en ener. Han en teknisk velfunderet bokser, der i sine bedste kampe formåede at gøre det voldelige sceneri til mere end det slagsmål, det alt for ofte ligner. Når Ali foldede sig ud blev boksning til en leg. I hvert fald momentvis. Men Ali var meget mere end en bokser. Han blev i sin storhedstid et politisk og kulturelt ikon.

I 1967 tog han stilling til Vietnamkrigen og meldte ud, at han ikke ville aftjene sin værnepligt. På det tidspunkt var han tredobbelt verdensmester i sværvægt. Og det var uhørt, at en fremtrædende sportsmand på den måde – og eksplicit – gjorde oprør mod det bestående. Hans handling var på linje med Black Panther-demonstrationen ved OL året efter. Men da var Ali allerede et forbillede. Og man skal huske på, at i 1967 var den internationale modstand mod Vietnamkrigen kun i sin vorden.

Protesten mod Vietnamkrigen kom til at koste Ali hans verdensmestertitel og hans bokserlicens – og i fire år lå hans karriere stille. Men han vendte som bekendt tilbage og leverede en række boksekampe – bl.a. mod Joe Frazier og George Foreman – som er gået over i sportshistorien som højdepunkter i en sportsgren, hvor der er langt mellem disse.

Også Alis sympatier for Malcolm X og andre ledere af den sorte borgerrettighedsbevægelse – og hans konversion til islam i forlængelse heraf – var med til at gøre ham til en kontroversiel skikkelse i en Amerika, der forstod sig selv som primært hvidt og kristent. Han blev et symbol på de nye tider, som tresserne førte frem til, og et eksempel til efterfølgelse for mange sorte unge.

Ali var også noget særligt, fordi han gjorde boksesportens traditionelle verbale praleri i forbindelse med kampe til et show med næsten rap-poetiske dimensioner. Vi husker alle hans vending ‘float like a butterfly, stings like a bee’. Men charme og en velsmurt tunge sørgede Ali for at vinde første runde af kampen, inden den overhovedet var begyndt. Og så vandt han mediernes opmærksomhed.

Alis bedrifter i boksearenaerne – fra de olympiske sejre over ‘århundredets kamp’ mod Joe Frazier, ‘The Rumble in the Jungle’ (mod George Foreman) og ‘The Thrilla in Manila’ (igen mod Frazier) – vil uden tvivl på dagen blev analyseret igen og kommenteret i fødselsdagsartikler verden rundt. For mig var de kun en del af fascinationen, måske endda ikke den største del.

Min interesse for boksesporten dalede, da Ali hængte boksehandskerne på knagen for sidste gang. Uden Alis personlighed forekom sporten mig kun at være en civiliseret form for slagsmål, der alt for sjældent rummede dimensioner af teknisk og æstetisk skønhed.

Spørgsmålet er også, om Ali ville have haft samme ikoniske betydning, hvis ikke han lige netop var kommet frem i tresserne med de specifikke historiske, politiske, kulturelle, mediale og andre betingelser, der dengang var til stede og gjorde det årti til noget ganske særligt, som vi ikke helt har forstået endnu. Til lykke med dagen.

[fotoet viser Ali mod Sonny Liston – er lånt fra en amr. weblog, uden kreditering]

Der løftes lidt mere på sløret til Leonard Cohens nye plade. Først kom “Darkness”, og nu får vi så også mulighed for at lytte til “Going Home” – og “Show me the Place”. Der er noget at glæde sig til…

Show Me The Place by leonardcohen

Så sent som i den just forgangne jul, havde jeg Halfdan Rasmussens Julekalender for voksne fremme fra reolen. Rasmussen og Ib Spang Olsen passede som hånd i handske til hinanden. Nu er Ib død – og straks vælder billeder fra hans mange bøger frem på erindringsskærmen. Først kom dog hans tegnerier på en glasplade på tvskærmen – for mange år siden. Jeg var dybt fascineret af, hvordan han stille og roligt lod sine fantasifulde og fantasiæggende tegninger opstå for øjnene af en. Det var tv, der ville noget.

Når jeg tænker over det, så har Ib Spang Olsens tegninger været en del af min bogverden, siden jeg var lille. Præcist hvornår han kom ind i den, husker jeg ikke. Det føles, som om han altid har været der. Og det er heller ikke helt løgn. Og da jeg selv fik børn, var det naturligt at snige nogle af hans børnebøger ind i række af bøger, der skulle læses og studeres fra og på sengekanten.

Dansk kultur har været begavet med flere fine, originale illustratorer og tegnere. Og Ib Spang Olsen var en af de største. Hans drømmeagtige, spindelsvævsfine, ciselerende streg var unik. Heldigvis har vi bøgerne endnu. Hvil i fred.

Måske siger det noget om, hvor meget Country Joe McDonald er gledet i baggrunden, at min rss-feeder ikke har gjort mig opmærksom på, at han blev 70 år den 1. januar. Men tilfældig- og heldigvis kom jeg selv på sporet i går, hvor en bekendt spillede Country Joes titelsang til Jens Jørgen Thorsens Henry MIller-filmatisering "Quiet Days in Clichy". Det fik til at researche lidt på nettet for at finde ud af, hvad manden gik og lavede nu om stunder.

Country Joe og hans band The Fish var et stort navn i årene omkring Woodstock-festivalen, hvor deres Vietnamkrigssang "The "Fish" Cheer/I-Feel-Like-I’m-Fixin’-To-Die Rag" nærmest blev en slagsang for den internationale protest mod amerikanernes krig i Sysøstasien.

Country Joe selv var en af de mange, som i de tidlige tressere blev grebet af den folk-revival, der skyllede ind over de amerikanske storbyer og universiteter. Efter at have aftjent sin værnepligt og have begyndt et universitetsstudie i Los Angeles fik han smag for at spille rundt omkring på gader og små spillesteder. I 1965 fandt han sammen med guitaristen Barry "The Fish" Melton og sammen udgjorde de krumtappen i det, der kort efter blev til Country Joe & the Fish. Et band, der i sig rummede mange af tidens musikalske strømninger. De var politiske som Jefferson Airplane – ja, faktisk i endnu højere grad – de var syrede og psykedeliske og de var inspireret af Dylan og Folkbevægelsen.

Country Joe & The Fish blev et aktiv for Vietnamkrigsprotesten. Og bandet optrådte i diverse happenings og protestaktioner. Og det var med til at skabe opmærksomhed omkring bandet, hvilket igen gjorde, at de var oplagte kandidater til at optræde på Monterey Popfestivalen i 1967 og to år efter på Woodstock-festivalen, hvor de fik deres afgørende internationale gennembrud. Sådan som det også sket for de andre optrædende. De optrådte også ofte på det berømte Fillmore Auditorium og blev i de formative år omtalt i sammenhæng med de andre førende bands Jefferson Airplane, Grateful Dead, Quicksilver Messenger Service, Moby Grape, Blue Cheer, Led Zeppelin og Iron Butterfly.

For en del år siden hørte jeg radiomanden Erik Kramshøj afskrive bandet som et band, hvis musik ikke holdt længere. Det er jeg ikke enig i. Gruppens debutalbum Electric Music for the Mind and Body (1967) er stadigvæk et lytteværdigt tidligt eksempel på psykedelisk musik. Efterfølgeren I Feel Like I’m Fixin’ to Die (1967) er ikke kun historisk (på grund af titelsangen), men er også et vellykket rockalbum, hvor man også finder noget så tidsatypisk som humor og satire. Og endelig nåede bandet at lave en plade, som i mine ører blev gruppens hovedværk, Here We Are Again (1969), der – hørt i dag – fremtræder som en smuk epilog over The Summer of Love og de smertelige erfaringer fra Vietnamkrigen, hvis ende man på det tidspunkt kunne ane i horisonten – og hvis dyrekøbte erfaringer mærkede de amerikanske samfund.

Country Joe and the Fish holdt sammen som gruppe til 1971, og er blevet gendannet for kortere perioder siden. Mindre kendt er det, at Country Joe – hvis borgerlige navn er Joseph Allen McDonald, har haft en solokarriere fra starten. Allerede i 1969 debuterede han med Tonight i’m singing just for you. Og den blev samme år fulgt op af Thinking of Woody Guthrie, en titel, der vel fortæller alt om McDonalds rødder. Og siden er der kommet en lind strøm af soloplader fra Country Joe. Så sent som i 2007 udkom der to live- plader (Country Joe Live At The Borderline og War, War, War) med ham. Modsat mange af sine samtidige har Country Joe holdt fast i sit politiske engagement – og drømmene fra dengang.

Som man kan læse af hans egen hjemmeside, så er han stadigvæk aktiv og optræder et par gange sidst i januar måned med hyldestsange til Woody Guthrie. Og som der står på siden: "I’m a singer and songwriter, I used to be in Country Joe & the Fish, and I live in Berkeley, California, Planet Earth.". Sådan. Til lykke.

PS. Som nævnt lavede Country Joe også musik til Jens Jørgen Thorsens "Stille dage i Clichy" – og titlensangen har lige siden jeg hørte den første gang, været en af mine favoritter. En iørefaldende talking-blues-agtig sang med en herlig frivol tekst, der minder os om, at noget af tressernes frisind måske er gået tabt siden hen.

Ud af en gammel bog faldt denne billet, som jeg troede for længst var gået tabt. Chuck Berry og den svenske rocker Jerry Williams i århus. Det er vist ikke sket hverken før eller siden. 67 kroner alt inklusive og så en plads på gulvet. Opmærksomme læsere kan måske også se, at billetten oprindeligt var tiltænkt en koncert med Steeleye Span, den 3. februar samme år – og så kun til 48 kroner. Jeg husker ikke om den koncert blev til noget…

[ukrediteret privatfoto, lånt fra amr. weblog]

Det er ikke kun DR, der kan sende gode musikrelevante udsendelser ( i går omtaltes serien med Ron "Rolling Stone" Wood ). Også den lille internetradiostation Den2Radio kan være med.

Filmanden, forfatteren og samfunddebattøren Christian Braad Thomsen, der bl.a. er kendt for sin og Asger Schacks indføring i Bob Dylans plader – Bob Dylan – en guide til hans plader – har lavet en serie om netop Bob Dylan. Den første handler om Dylans musikalske rødder. Der er planlagt i alt 10 udsendelser, som afvikles i samarbejde med Erik Kramshøj (kendt fra sin tid ved DR og for bogen Kramshøjs Rockhistorie). Den første udsendelse kan høres – og nedhentes her.

Kramshøj har også lavet en udsendelsesrække om The Byrds – den kan du høre lige her (men ikke hente ned…).

Det canadiske indieband Walk of the Earth nåede mine – og mange andres (mere en tyve millioner for at være mere præcis…) – ører med deres yderst charmerende fortolkning af Gotyes sang “Somebody That I Used To Know”. Videoen, der viser fem musikere spille på en guitar er da også helt specielt. Og mere end en smart video-gimmick…

Walk of the Earth – som består af Ryan Marshal på guitar og sang, Gianni Luminati, bas og sang, Mike Taylor, tangenter og Joel Cassady trommer – har to album på samvittigheden. I 2010 kom My Rock og før den – i 2007 – Smooth Like Stone On A Beach. Bandet har især excelleret i coverversioner af andres sange, men det skal de ikke høre et ondt ord for, når de gør det med så stor charme og popsans, som tilfældet er.

[ Ikke krediteret PR-foto fra sitet Toronto Music Scene ]

Jeg faldt over dette tidsdokument. Vi befinder os i Paris i en tid, hvor studenterrevolten endnu ikke er døet ud. Og det politiske keder åbenbart Mick Jagger. Måske en åbenlys illustration af, at det såkaldte ungdomsoprør havde flere udtryk. Musikalske, politiske, æstetiske osv. Samtidig er video et udmærket eksempel på, hvordan man arbejdede med levende billeder i tresserne. Måden, der klippes på. Associativt og fantasifuldt. Optagetheden af moden. She comes in colors.

Hvorfor spilde tiden på at se festligholdelsen af Dronningens jubilæum – og i særdeleshed tv-journalisternes,-kommentatorernes og de kendtes festligholdelse af sig selv – når man kan lytte til gode, gamle Rullesten Ron Wood vende plader?

Konceptet for udsendelserne er ganske enkelt. Ron Wood er i studiet med sin guitar (og en kop te eller kaffe…) og spiller lige netop den musik, han kan lide. Og som lytter har du, som Ron siger, kun en knap at dreje på, og det er lydstyrkeknappen. Ikke noget med at surfe… Altså gammeldags radio, hvor Ron supplerer med historier og erindringer og lidt guitarspil. Serien begyndte i april 2010 – og nu udsender DR P6 BEAT altså den for danske lyttere. Du kan lytte til programmerne lige her – det kan anbefales.

PR-foto.

Jeg har lige siddet lidt i stuen efter at have slæbt tre flyttekasser (!) med julepynt, juletræsfødder (!) og juleting i kælderen. Og fra skærmen strømmer DRs selvoptagne, selvspejlende royalisme. Og efter fem minutter fik jeg bare nok. Og satte The Sex Pistols på CD-afspilleren. Luft må jeg have. Nooo Future, Noooo Future, Noooo Future…. Til lykke med jubilæet, Daisy. Og lad os så komme videre.

Da albummet Storbyens små oaser ramte pladebutikkerne i 1977 vidste jeg godt, hvem Carsten Valentin Jørgensen var. Hans to foregående plader havde gjort indtryk allerede, da de blev spillet i Danmarks Radio (hos Hans Otto Bisgaard). Og alene titlerne var inciterende for en litteraturstuderende som mig. En stynet strejfer hed det første udspil, der var udkommet i 1974 på det lille plademærke Hookfarm, og ud over at få en til at tænke på salig Nis Petersen (Stynede popler) gav pladen løfter om, at hr. Jørgensen ville blive en af de store danske sangskrivere, der kunne løfte arven fra hr. Zimmerman i en særlig dansk tone. Og det blev bekræftet med opfølgeren året efter, T-shirts, terylenebukser og gummisko (Medley), der gjorde mig til fan. Alene den billedskabende og originale titel på albummet sikrede den en plads i dansk rockhistorie og flere af sangene på albummet – fx ‘Louis’ Band’ og ‘På en fortorvscafe’ – afslørede en stor, Lyngby-dansksproget sangskriver i svøb.

Og med Storbyens små oaser – endnu en af disse sanselige, associative titler, der understreger, at titelmageri i dansk rock (og udenlandsk for de sags skyld) er en undervurderet kunst – faldt tingene for første gang rigtig i hak for Carsten Valentin Jørgensen og hans musikalske venner i ‘Det ganske lille band’. Med sin sangskrivning ramte Jørgensen loftet med en række klassiske sange som fx i den både ironiske og selvudleverende titelsang om at være en lille band på tur, ‘Entertaineren’, ‘Tobaksvejen’, ‘Fra en telefonboks’ og sommeroden om ‘Bellevue’. Teksterne på pladen giver i det hele taget et signalement af sangskriveren C. V. Jørgensen, som siden er blevet mandens image eller brand: Den sprogbevidste leg, hvor metaforer masseres, så de får ny betydning, vendinger vendes med hverdagspoetisk sans, talemåder tages på ordet og rim og rytmer trakteres med næsten gammeldags smagfuldhed. Dertil skal lægges Jørgensens til tider vemodige ironiseren og skarpe sarkasme, hvor der stilles skarpt på tidens kulturelle og politiske tern uden at det på noget tidspunkt kammer over i politiske udsagn eller det, der ligner.

C. V. Jørgensen synger for på sin egen sprogligt lydhøre facon, hvor han med en tilbagelænet stemmeføring og en særlig Valby-accent fraserer teksterne, så den poetiske rytme banker frit og de sproglige finurligheder står klart for lytteren. Det er stor formidlingskunst i rocken, hvor det ofte er svært at høre eller i øvrigt opfatte, hvad der synges om…

Storbyens små oaser var den første af den trilogi, der kom til at udgøre Det ganske lille bands eftermæle. året efter kom Vild i varmen og den blev fulgt op af Solgt til stanglakrids i 1979.

Det ganske lille band bestod af Carsten Valentin Jørgensen, guitaristen Ivan Sonne Horn, trommeslageren René Wullf og bassisten Erik Falch. Og de blev fuldgyldigt suppleret af afdøde Thomas Grue (på Vild i varmen) og Lotte Rømer (på Solgt til stangladrids). Dertil skal lægges en række studiemusikere, bl.a. Per Wium og Niels Harrit, der alle var med til at definere den endelige lyd på pladerne.

Gruppens værk er nu genudgivet i en af tidens bokssæt, hvor de tre plader suppleres med en cd med – som de hedder på pladeselskabsdansk – “Rariteter & Live Tracks” fra årene 1978-79. Helt i tidens ånd er pladerne blevet udsat for lydmæssig opdatering og ny redigering. Det har haft den effekt, at lyden står meget klarere og skarpere end på de oprindelige plader. De enkelte instrumenter fremstår mere distinkt og klart aftegnet i det samlede lydbillede. René Wullfs spændstige trommespil fremtræder endnu mere stramt og velsmurt, end man husker det. Og det siger ikke så lidt. For Erich Falck både medrivende og melodiske basspil er den nye lyd en klar fordel, fordi det ofte blev overhørt på de gamle plader. Og Ivan Horn eminente guitarbroderier står så klart, at man næsten opfatter ham som lead-guitaristen, selv om han i allerhøjeste grad var en holdspiller og arbejdede for det samlede udsagn, sangen.

Jeg kan godt have sine forbehold over for den nye remaster-trend. Også i dette tilfælde. Men der skal ikke herske tvivl om, at der en velkommen genudgivelse af en trilogi, der i høj grad fremtræder som sådan. En klassisk samling indspilninger med et band, der leverede noget af det bedste, danskrocken kunne komme op med i sidste halvdel af halvfjerdserne. Vild i varmen og Solgt til stanglakrids forfinede og perfektionerede – produktionsmæssigt, tekstligt og musikalsk – det billede, som Storbyens små oaser havde tegnet. Men det var sidstnævnte plade, der med sit nuvundne, friske udtryk for alvor vandt mit rockhjerte. Og derfor vil det altid have en særlig plads, selv om de to efterfølgere mere end lever op til de forventninger, som etteren afsatte i ens bevidsthed. Og samlet set skrev de tre plader et afrundet kapitel i fortællingen om C. V. Jørgensen. Et hovedværk. Næste skridt var Jørgensens eget hovedværk, Tidens Tern, hvor successen – på godt og ondt – nåede sit klimaks. Men det er en anden historie.

Læs mere »

Det nye år 2012 er kun et par uger gammelt, og allerede har det budt på fine musikalske oplevelser. I går kunne jeg omtale Gine Brylds anbefalelsesværdige singer-songwriter-debut. Og i dag udkommer bandet Machine, dear med deres debutalbum Killing something that’s already dead. Også den har snurret på min afspiller, siden jeg fik den for nogle dage siden. Det vil sige: Den har snurret på grammofonen, for jeg har modtaget albummet i en – meget flot – LP-udgave.

Når der kan være en idé i at fremhæve dette teknologiske forhold – at jeg lytter til pladen på den gode gamle analoge grammofon-teknologi – så er det, fordi Machine, dear med deres nye plade gør en dyd ud af det teknologiske. Tekstligt såvel som musikalsk.

Teksterne kredser omkring det teknologiske, fx i sangen ‘New Best Friend’:

NEW BEST FRIEND

I love and hate this face

A beautiful mistake

Love it hard and it will love you back

If it gets unsafe we trust our kids to do a quick technology

fix

A human speciality

Engines are on

The cycle never stops

Engines on

Until our children will clean the mess, clean the mess for us

And they will clean the mess

Just hope that you are not a part of it

Love it hard and they might love you back

Engines are on

The cycle never stops

Engines on

Until our children will clean the mess, clean the mess for us

Og musikken er – med bandets egen formulering – designet, ikke komponeret eller produceret. I hvert fald ikke i gængs forstand. De ialt seks sange – små 20 minutters spilletid – er blevet til i nattetimer med hjælp af moderne computerteknologi, sampling, men også akustiske instrumenter og menneskestemmer.

Det pudsige er, at den teknologiske selvforståelse på en lidt paradoksal og ganske frugtbar måde modsiges af såvel det forhold, at pladen udkommer på vinyl (men også digitalt, skal siges….) og tekstligt. For selv om pladen ubestrideligt er gennemarbejdet med alskens moderne tekniske fix, så kan det – heldigvis – ikke skjule den charmerende kendsgerning, at vi har at gøre med en endog meget vellykket samling popsange, der ikke alene besidder poppens forførende og indladende charme, men også tekstligt kommer til udtryk i en optagethed af almenmenneskelige relationer, fx det ældgamle pop tema: kærligheden.

Machine, dears plade indeholder noget af det bedste pop, jeg har hørt meget længe i dansk sammenhæng. Selv om pladen helt ud i den utroligt flotte, sort-hvidt-grafiske cover, er udtryk for en vilje til at designe produktet, så kan det slet ikke fortrænge det forhold, at Anders Søndergaard og Frans Galshiøt Quaade, der udgør Machine, dear, mere end noget er begavede popsnedkere – og de er lykkedes med at lave et anbefalesværdigt popalbum. På trods måske – men ikke desto mindre.

Popvenner – lyt med her, men skynd jer ud og få fat i et eksemplar!

Tiden løber ikke fra en ung pige med en god stemme, nogle gode sange og en akustisk guitar, tænkte jeg, da jeg modtog Gine Brylds debut-EP med posten. Og det tænker jeg stadigvæk, efter at have lyttet til pladen de forgangne mange dage.

Efter at have spillet i forskellige sammenhænge sprang Gine sidste år ud som solist med egne sange i bagagen. Med en enkelt undtagelse – sangen ‘Savner dig’ – er sangene på engelsk. Og det er ikke kun sprogligt, Gine henter sin inspiration i det store udland. Sangstilen – den intense, passionerede og til tider lidt manierede frasering – finder man paralleller til i amerikansk musik. I denne formulering ligger selvsagt et lille, kritisk forbehold fra min side over for pladen. Jeg tror, det være en stor fordel for Gine Bryld at lægge lidt mere afstand til sine vokale forbilleders stilistiske manierisme, som mine prøvede ører godt kan blive en anelse trætte af at lytte til – og måske synge mere på dansk. Det klæder nemlig Gines stemme godt at synge på modersmålet.

Der er ingen tvivl om, at hun besidder en endog særdeles kraftfuld og stærk stemme, der skiller sig ud blandt nutidens danske sanglærker. Lige som hun har tæft for at skrive melodiøse sange. Deciderede pophits er der ikke på pladen, men potentialet er der. Bestemt.

Pladen er velproduceret af Gine Bryld i samarbejde med Morten Kops, der også spiller guitar og piano på numrene. En ren, klar produktion, der står godt til Gines gode stemme.

Gine Brylds EP kan erhverves på ITunes og andre digitale downloadsites. Giv hende en chance. På Gine Brylds hjemmeside kan du høre halvdelen af sangene fra EP’en og se pladecoveret.

Jeg burde for længst have omtalt sangerinden og sangskriveren Iris DeMent. Men det har jeg åbenbart ikke fået gjort.

Iris DeMent voksede op i en børnerig, religiøs familie i Cypress i Californien. Og her fik hun også gospel- og countrymusik med i opdragelsen.

Den 50-årige DeMent debuterede i 1992 med Infamous Angel, der rummede meget personlige sange med rod i egne erfaringer og tanker. Det er en af den slags plader, der ikke solgte i store oplag, men som andre musikere tog til sig og lod sig inspirere af. 10.000 Maniacs indspillede fx en af sangene, ‘Let the Mystery Be’.

Også på sit andet album ‘My Life‘ fra 1994 var sangene meget personlige. Men på opfølgeren The Way I Should (1996) rettede hun blikket ud i verden med temaer som seksuel misbrug, religion, politik og amerikanernes dårlige samvittighed: krigen i Vietnam. Sågar en protestsang – Wasteland of the Free – finder man på pladen.

Der skulle gå hele otte år, før album nr. 4 – hendes seneste – kom. Lifeline hedder den, og den består primært af traditionelle sange, som DeMent er vokset op med og har fået ind under huden. Siden har Iris DeMent ikke udgivet noget, men har medvirket på andre kunstneres indspilninger, hyldestplader m.m.

Iris DeMent udmærker sig ved en meget speciel, udtrykfuld, personlig stemme, som man ikke glemmer, når man først har hørt den. En af de stemmer, der ikke går 12 af på dusinet. Den har en særlig glød, der godt kunne tages som udtryk for en lidenskab, der brænder under de ofte smukke, bevægende og personlige sange.

Nyd denne video, hvor hun får selskab af en anden ener, Emmylou Harris. Det var den, der fik mig til at skrive denne lille tørre anbefaling – og egentlig taler videoen for sig selv…

Der er ikke så mange penge i pladesalg længere, så måske skulle man kaste sig over noget andet – for at tjene penge? Om det har været Paul McCartneys tankegang, ved jeg ikke. Men i følge avisen Daily Star går Sir Macca med tanker om at lave sit eget turistselskab i Liverpool:

“I have my own magical mystery tours of the city, my own special route I go on, and I think other people would love it too.

I følge avisen er begrundelsen, at Paul vil give noget tilbage til den by, hvor det hele startede. Det har han jo gjort før, bl.a. med en musikskole. Hvad motiverne end måtte være, så kunne det da være interessant at tage en magical mystery tour med McCartneys turistfart…

Roll up, roll up for the mystery tour.

Roll up, roll up for the mystery tour.

Roll up AND THAT’S AN INVITATION, roll up for the mystery tour.

Roll up TO MAKE A RESERVATION, roll up for the mystery tour.

The magical mystery tour is waiting to take you away,

Waiting to take you away.