Indlæg tagget med Musik

Vi ved det godt

11. november 2016

Everybody knows that the dice are loaded
Everybody rolls with their fingers crossed
Everybody knows the war is over
Everybody knows the good guys lost
Everybody knows the fight was fixed
The poor stay poor, the rich get rich
That’s how it goes
Everybody knows

Everybody knows that the boat is leaking
Everybody knows that the captain lied
Everybody got this broken feeling
Like their father or their dog just died
Everybody talking to their pockets
Everybody wants a box of chocolates
And a long-stem rose
Everybody knows

Everybody knows that you love me baby
Everybody knows that you really do
Everybody knows that you’ve been faithful
Ah, give or take a night or two
Everybody knows you’ve been discreet
But there were so many people you just had to meet
Without your clothes
And everybody knows

Everybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knows

Everybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knows

And everybody knows that it’s now or never
Everybody knows that it’s me or you
And everybody knows that you live forever
Ah, when you’ve done a line or two
Everybody knows the deal is rotten
Old Black Joe’s still pickin’ cotton
For your ribbons and bows
And everybody knows

And everybody knows that the Plague is coming
Everybody knows that it’s moving fast
Everybody knows that the naked man and woman
Are just a shining artifact of the past
Everybody knows the scene is dead
But there’s gonna be a meter on your bed
That will disclose
What everybody knows

And everybody knows that you’re in trouble
Everybody knows what you’ve been through
From the bloody cross on top of Calvary
To the beach of Malibu
Everybody knows it’s coming apart
Take one last look at this Sacred Heart
Before it blows
And everybody knows

Everybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knows

Everybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knows

Everybody knows, everybody knows
That’s how it goes
Everybody knows

Everybody knows

So long Leonard

11. november 2016

åh nej, nåede jeg lige at tænke. Hvem bliver den næste? Bob Dylan eller Paul McCartney? Døden er på overarbejde her ved udgangen af ’16. Leonard Cohen er her ikke mere – og det vil kunne mærkes. Stemmen, poesien, manden og myten er væk efter 82 år på denne plagede planet. I det mindste slipper han for at skulle forholde sig til en verden, der bevæger sig en helt gal retning. So long Leonard og tak for teksterne og musikken.

Blå onsdag

10. november 2016

Weirdly, I feel like she and I have such a similar melodic sensibility. What guides the melody is pure energy and affect – it’s so unrestricted and free. Also, I love how she moves so quickly from utter idealism about, say, love to pure disillusioned assertions about its impossibility.(Tom Krell)

 

 

Farvel til – Frank Lauridsen

10. november 2016

Manden med leen har høstet meget blandt musikere og musikfolk i dette år. Og han fortsætter. Nu forsvandt sangeren, musikeren og sangskriveren Frank Lauridsen, kun 68 år gammel. Læsere, der er så gammel som jeg eller deromkring, vil huske Frank fra den fynske beatgruppe The Baronets, hvor han sammen med bl.a. Lasse Helner, var med til at sparke beatmusikken i gang i Danmark i tresserne. Siden var han med i et andet navnkundigt orkester, nemlig Midnight Sun, hvor han tog over efter Allan Mortensen i den vokale forgrund. Og så sent som i 2014 udsendte han solopladen How it feels to be Frank, som jeg omtalte i forbindelse med udgivelsen –her.

Den første gang, jeg for alvor hørte Frank Lauridsen, var da jeg fik fat i en såkaldt flexidisc med The Baronets. Den var vedlagt ungdomsmusikbladet Børge i tresserne. Nu er Frank blev tavs.

40 år på bagen: Joni Mitchell – Hejira

9. november 2016

Selv om Hejira ikke solgte så godt som nogle af Joni Mitchells tidligere plader, så fremstår det i dag som et af hendes kunstneriske højdepunkter. Den blev en af mine yndlingsplader fra første færd, siden dengang, jeg købte den pr. postordre i pladebutikken Rille Dille på Djursland.

Pengene taler

9. november 2016

Det lykkedes mig at holde mig helt ude af valget over there i går. Og her til morgen ser det ud til at pilen peger på byggematadoren og pengemanden Trump. Og så er det næsten, som jeg forudså, det ville gå. Det er ikke politiske visioner, viden og dannelse, der er afgørende for, hvem der vinder. I sidste ende er det the yanky dollars. Og dem har hr. Trump nok af, så vidt jeg kan se. I følge DR Nyheders forside er 71.85 % af stemmerne optalt og acrylmanden fører med 244 over Hillary Clintons 209. I går sagde jeg til mine elever, at det var et valg mellem kolera og pest – og nu ser det ud til at vi får begge dele i en syndig infektion. Velbekomme.

En passende sang til dagen i dag: Tuesdays Child – Bowie

8. november 2016

All of my life I’ve tried so hard
Doing my best with what I had
Nothing much happened all the same

Something about me stood apart
A whisper of hope that seemed to fail
Maybe I’m born right out of my time
Breaking my life in two

[CHORUS]
Throw me tomorrow
Now that I’ve really got a chance
Throw me tomorrow
Everything’s falling into place
Throw me tomorrow
Seeing my past to let it go
Throw me tomorrow
Only for you I don’t regret
That I was Thursday’s child

Monday Tuesday Wednesday born I was
Monday Tuesday Wednesday born I was
Thursday’s child

Sometimes I cried my heart to sleep
Shuffling days and lonesome nights
Sometimes my courage fell to my feet

Lucky old sun is in my sky
Nothing prepared me for your smile
Lighting the darkness of my soul
Innocence in your arms

We shal overcome – apropos et vist valg

8. november 2016

Ja, i dag afgøres det så, om det er Pest eller Kolera, der skal ramme USA. Og jeg agter at holde en helt valgfri dag. Jeg vil ikke følge med på tv eller andre medier – i stedet se videofilm og være social – og afvente morgendagens resultat.

Min fornemmelse er, at det bliver ham med acrylhåret og hånden nede i damernes underliv. Bliver den hende karrierepolitikeren med de skræmmende politiske alliancer og visioner, så sover jeg ikke mindre uroligt.

Men håbet kan de ikke slukke – nogen af dem. We shall overcome some day…

 

 

50: Tim Buckley

7. november 2016

Vi skal ikke glemme jubilæerne. For 50 år siden – ultimo oktober – debuterede Tim Buckley med sit eponyme album. Dermed trådte en særlig stemme ind på populærmusikkens scene. Men det var først med de efterfølgende plader, han for alvor gjorde sig bemærket i en større kreds.

Smukt og aktuelt: Livet i en papirbåd

7. november 2016

ANOHNI: Hopelessness

6. november 2016

“I am a human, a warm-blooded creature. I love the kaleidoscopic faces of life on earth. Yet my species is aggressively destroying biodiversity and poisoning the biosphere. It is hard to accept myself. I feel like I am behaving like a virus. I keep lying to myself in order to continue forward. – ANOHNI

Det fremgår tydeligt af ovenstående citat, at Anohni er en politisk kunstner. Det fremgår også af den nye sang, der er titelnummer på kunstnerens nye album.

Bob Weir på det blå bjerg og på verdenscaféen

6. november 2016

Bob Weir – forgrundsfigur i hedengangne Grateful Dead – er aktuel med et nyt soloalbum, som han har lavet i samarbejde med Josh Ritter. Og det er der kommet en solid americanaplade ud af. Weir når helt ned til nogle rødder, som kun hans tidlgiere kollega, Jerry Garcia, dyrkede i sit soloprojekt. Man får et lille indtryk af pladen via Weirs optræden på World Cafe.

Dylan – ’66

6. november 2016

Som tidligere nævnt er Bob Dylans koncertår 1966 blevet genstand for boksen. Og lige nu kan man lytte til et fyldigt uddrag af det store værk – lige her. Bob ’till you drop”

Capac anbefaler: Baumgartner Brødrene – – mer’ endnu

5. november 2016

Tænk på Rugsted & Kreutzfeldt. Så er du på sporet af den lyd og musikalske grundholdning, der ligger på brødrene Josef og Jakob Baumgartners nye plade -mer’ endnu. Og associationen er lang fra tilfældig, for de to musikalske brødre har de facto hjulpet netop Rugsten og Co. Og mange andre.

Men det er ikke kun Rugsted & Kreutzfeldt og deres dansksprogede, melodiøse poprock, der leverer en passende reference. Faktisk er det ikke helt forkert at høre Baumgartner-brødrenes album som en slag renæssance af den engang så udskældte “gymmasierock” fra firserne. Altså den meget populære dansksprogede rock, som Tøsedrengene, Dodo & the Dodos m.fl., var leveringsdygtige i de såkaldte fattigfirsere. Musik, der levede højt på meget iørefaldende popsange med syng-med-sangbare, danske tekster tekster og en forførende legering af indtagende pop og rock. Dengang gav det økonomisk pote og satte sig fast som en stil, der stadigvæk er gangbar. Og ikke kun på retrofestivaler. Det er netop det Baumgartner Brødrene beviser med deres album.

Som forgængerne lever Josef og Jakob højt på nogle flotte vokaler. De synger godt begge to og sammen finder deres stemmer ind i en ofte rent ud unison vellyd, der passer utroligt godt til de femte love songs på pladen. For pladens tema er det gode, gamle – og nogle vil meme forslidte – kærlighedstema. Og vi kommer godt rundt i både kærlighedens ups og dens  downs, akkurat som man kan forvente det. Brødrene har selv skrevet alle sangene, men får dog passende hjælp af kapaciteter som Al Agami, Ivan Pedersen og et par stykker til. Og det samlede indtryk er en stor samling sange, hvoraf ingen kan siges ikke at have et hitpotentiale. Hvis renæssancen lykkes vil man kunne høre meget mere til d’herre Josef og Jakob på landets radiostationer. Andet ville heller ikke være retfærdigt.

Brødrene Baumgartner. – mer’ endnu. Produceret af brødrene og Knut Haavik. Er udkommet d. 4. november

Capac anbefaler: Søren Lampe – Slow & Sentimental

5. november 2016

Søren Lampe er en gammel kending af bloggen her. I 2013 anbefalede jeg hans album Jazz på danska. Og nu er han tilbage her i bloggen med albummet med den sigende titel Slow & Sentimental. Sigende, fordi den sender vore associationer i retning af en easy listening-crooner-jazz, hvor man netop dyrker det fordybende tilbagelænede og tekstligt og musikalsk sentimentale – i ordets egentlige betydning: følelsesmæssig. Og hvor man har en forkærlighed for at få croonerfraserede, seriøse tekster til at falde i et med det musikalske grundlag.

Og sådan er det på denne plade. Søren Lampe har delt sangene på pladen mellem en håndfuld standardnumre (af kapaciteter som Hammerstein/Kern, Evans/Mann/Kent og Bergman/Legrand) og numre, hvor han selv har mere end en finger med i spillet. Og i hænderne på Lampe selv og hans hold af særdeles kompetente musikere – Søren Møller (piano), Morten Lund (trommer og slagtøj), Thomas Ovesen (bas), Per Gade (guitar), Peter Fuglsang (saksofon og klarinet) og Mathiaas Heide (kromatisk mundharpe) – falder standernumrene og de selvgjorte sange sammen i en stor behagelig helhed.

Pladen skriver sig smukt ind i en meget lang tradition af tilbagelænet easy-listening jazz og burde i kraft sit engagement og sin kærlighed til genren, sin håndværksmæssige høje standard og sin umiddelbare appel kunne nå ud over den sikre kreds af easy-listening-feinschmeckere og få fat i et nyt og bredere publikum. Hvis bare de store radiokanaleer vil spille pladen, skal det nok lykkes. Hermed anbefalet.

Søren Lampe. Slow & Sentimental. Produceret af: Søren Møller. Gateway. Er udkommet.

Â