Indlæg tagget med nekrogram

Og farvel til: John D. Loudermilk, 82 år

24. september 2016

Og musikken har mistet en fremragende sangskriver, John D. Loudermilk. Et hjertetilfælde gjorde det af med Loudermilk i onsdags. Han begyndte karrieren som udøvende musiker, der spillede rockabilly. Men hurtigt viste det sig, at hans virkelige talent lÃ¥ i at skrive sange – ikke mindst til andre. Og i countryens hjertekammer, Nashville, blev han en af de centrale sangskrivere og leverede sange i mange stilarter. Hans mÃ¥ske største hitsang blev “Tobacco Road”, der hittede med Nashville Teens i 1964 og siden er blevet planket af sÃ¥ forskellige kunstnere som Jefferson Airplane og Eric Burdon.

Loudermilk kom fra en fattig baggrund. Faderen var analfabet og moderen missionær i Frelsens hær, men de var ogsÃ¥ musikalske mennesker. Faderen lavede en  ukulele af en cigaræske til drengen og moderen lærte ham at spille pÃ¥ den. Da var han 7 Ã¥r gammel, og derfra gik det via orkesteret i det lokale Frelsens hær over radio- og tv-programmer og sÃ¥ til Nashville. Og det var sangen “Sittin’ on the Balcony”, som Eddie Cochran fik succes med, der gjorde udslaget og fik Loudermilk til at fravælge en universitetsuddannelse til fordel for en karriere som sangskriver. Resten er musikhistorie.

Et kapitel er afsluttet: Fred Hellerman – The Weawers – er død, 89 Ã¥r

4. september 2016

MI0001658195

Fred Hellerman var den sidste overlevende i det legendariske folkband The Weawers, der ogsÃ¥ tale Pete Seeger, Ronnie Gilbert og Lee Hays. Som gruppe var Weawers med til at initiere den folkbølge, der op gennem tresserne skyllede ind over den vestlige verden. Som Pete Seeger var The Weawers politisk engagerede musikere, der gerne optrÃ¥dte ved fagforeningsmøder o. lign. Af samme grund blev de genstand for ‘undersøgelser’ for kommunistiske aktiviteter og sympatier i McCarthy-perioden. Det forhindrede dem dog ikke i at blive voldsomt populære og sælge mange plader. Forfølgelsen betød dog, at bandet valgte at gÃ¥ i opløsning i 1952, for at blive genforenet tre Ã¥r senere, da kommunistforskrækkelse aftog igen. Og det holdt sammen ind i tresserne, hvor Bob Dylan m.fl. tog over.

Til Hellermans meriter hører ogsÃ¥, at han fik æren af at producere Arlo Guthries klassiker og hovedværk Alice’s Restaurant (1967).

Endnu et dødsfald i ’16: Alan Vega

17. juli 2016

Det navnkundige Suicide-medlem Alan Vega er død, 78 år gammel. Det er kollegaen Henry Rollins, der har fået den tvivlsomme ære at viderebringe familiens triste nyhed på sin side. Som meddelsen beskriver, så var Vega en legendarisk figur, en kultfigur, der sammen med Martin Rev i Suicide foregreb punkens og post-punkens rystelser af traditionen. Også efter Suicides storhedstid i halvfjerdserne, fortsatte Vega med at lave solo- og samarbejdsplader, der aldrig var mindre end interessante. Lad mig blot nævne samarbejdet med Alex Chilton og Ben Vaughn på Cubist Blues fra 1996.

Nu er rocken igen blevet berøvet en original. Og det er nok ikke den sidste, vi skal sige farvel til i Ã¥r, hvis tendensen holder… Suk.

Farvel til Henry McCoullough

19. juni 2016

“I was very sad to hear that Henry McCullough, our great Wings guitarist, passed away today. He was a pleasure to work with, a super-talented musician with a lovely sense of humour. The solo he played on ‘My Love’ was a classic that he made up on the spot in front of a live orchestra. Our deepest sympathies from my family to his.“ Paul McCartney på sin hjemmeside

For et par dage siden døde Henry Campbell Liken McCoullough,  72 Ã¥r gammel. Nordirsk guitarist, sanger og sangskriver. Kendt fra sin medvirken i det navnkundige band Spooky Tooth og – ikke mindst – Paul McCartneys Wings. Han fik to Ã¥r med Wings, inden han – pÃ¥ grund af “musikalske uoverensstemmelser” med McCartney – mÃ¥tte forlade bandet ved indspilningerne til Band on the Run. Men han fik sat sit vandmærke pÃ¥ sange som “Hi, hi, hi”, “Live and let die” og ikke mindst “My love”, hvor hans guitarsolo stak ud og blev kaldt en af rockens ‘bedste soloer’. SÃ¥ vidt vides var Henry aktiv som musiker til det sidste og nÃ¥ede at udsendte en snes soloplader oven i alt det andet.

Gem

Gem

Gem

Gem

Og endnu et dødsfald: Carlo Mastrangelo – Dion and the Belmonts

7. april 2016

Endnu en stemme i populærmusikken er forstummet. Carlo Mastrangelo (tv pÃ¥ fotoet ovenfor) er gÃ¥et bort i en alder af 78. Den italiensk afstammende Carlo voksede op i The Bronx, hvor han sammen med klassekammeraterne Angelo D’Aleo og Fred Milano dannede The Belmonts i midten af 1950’erne. Et par Ã¥r senere kom tenoren Dion DiMucci med som forsanger.

Allerede i 1958 hittede Belmonts med deres første single “I wonder why”, hvor man hører Mastrangelos stemme indlede sangen. Mastrangelos stemme var lidt rÃ¥ og mørk (bas) og stod godt til Dions lyse, som man kan høre. Belmonts fik en række hits i Ã¥rene efter – bl.a. “A teenager in love” og “Where or when” – inden Dion i 1960 forlod gruppen for at satse pÃ¥ en succesfuld solokarriere.

PÃ… sin Facebookside skriver Dion anerkendende om Carlo:

Carlo Mastrangelo on the right “Dion and the Belmonts” sang that riveting opening to “I wonder why” which was as unique too Doo-wop as Chuck Berry’s guitar intro to Johnny B Goode was to rock ‘n’ roll…. Carlo was born into eternity yesterday. We were rockin’ childhood friends. He taught me much about music. He was talented off the charts. A good man. Eternal Rest and Peace my friend.

En country-outlaw er død: Merle Haggard, 79 år

6. april 2016

2016 tyder pÃ¥ at blive et Ã¥r, hvor der virkelig tynder ud i populærmusikkens række af ikoner. Nu kan man læse, at Merle Haggard er død i en alder af 79 Ã¥r. Kender man blot lidt til amerikansk country vil man kende ham af navn og gavn. En af skaberne af den velkendte Bakersfield-lyd og – sammen med Willie Nelson og Kris Kristofferson – eksponent for den sÃ¥kaldte outlaw-country. Musikbladene og -internetsiderne vil i de kommende dage flyde over med artikler og mindeord om Haggard, sÃ¥ lad os blot her nøjes med det væsentlige. En sang med og af ham. For sangene bliver stÃ¥ende længe endnu.

 

Endnu en er død: Ole Erling, 77 år

23. februar 2016

Også Ole Erling, egl. Erling Axel Olsen, der i en menneskealder har underholdt danskerne med sit orgel spil til fester, offentlige arrangementer og i den gamle musikradio, er død i en alder af 77 år. Hjertet ville ikke mere. Ganske vist har jeg aldrig ejet en plade med Erling, men når man som jeg er opfostret med Danmarks Radios musikradio, er Erlings lyd blevet en del af lydsporet til mit liv

Endnu et nekrogram: Breum – Jens Breum, trommeslager – er død

23. februar 2016

Frede Fup, Hyldemor, Røde Mor, Peter Belli, Alrune Rod, Nalle, Krølle Erik, Clausen & Petersen, Lone Kellermann, Henrik Strube, Tommy Bas, Niels Skousen o.m.a. Listen fortæller alt om en alsidig og flittigt benyttet trommeslager, der var med til at sætte sit umistelige præg pÃ¥ Ã¥rtiers dansk rock. Jens Breum – blandt venner kaldet Breum – meldes død efter længere tids sygdom. Døden har høstet igen i musiklivet og vi efterlades fattigere. Far vel Jens Breum og tak for rytmerne.

Farvel til Umberto Eco, 84 år

20. februar 2016

Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde ogsÃ¥ en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel pÃ¥ en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget fÃ¥ forfattere i Europa, der tÃ¥ler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv fÃ¥ ordet og fortælle hÃ¥befulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.

Mere død i 2016: Farvel til Maurice White – Earth, Wind & Fire

5. februar 2016

Manden med leen har taget endnu et ikon fra musikkens verden. Maurice White, grundlægger og leder af Earth, Wind & Fire er død, kun 74 Ã¥r gammel. Sammen med sit band var White med til at give ny mening til soul- og discomusikken ved pÃ¥ unik vis at blande elementer af funk, soul, jazz, gospel, pop og rock  – og det med stort held, der afspejlede sig i sÃ¥vel pladesalg i millionstørrelse og succes pÃ¥ koncertscenerne. For en del Ã¥r siden mÃ¥tte White dog trække sig, da han fik konstateret Parkinsons syge.

Earth, Wind & Fire havde deres storhedstid i halvfjerdserne. I firserne gik det lidt tilbage for dem og White kastede sig over produktion af musik og arbejdede sammen med flere store navne som Neil Diamond og Barbara Streisand.