CAPAC

Bortset fra Elvis “The Pelvis” Presley, så er teenage-idolet Fabian – egl. Fabiano Anthony Forte – en af de første popstjerner, jeg forbinder med fandyrkelse. Skrigende piger, der vil flå kludene af idolet. Hysteriske scener med besvimende piger osv. Fabian var selv kun en knægt – fjorten år gammel – da han blev opdaget af et par scouts fra pladeselskabet Chancellor Records. Der var penge i unge mænd med især et godt udseende og i anden ombæring en god stemme. For Fabian var det en mulighed for at tjene nogle hurtige penge og dermed støtte sin i forvejen økonomisk dårligt stillede familie. Og han var heldig. Slog igennem med et slag. En ikke uvæsentlig del af forklaringen – når man ser bort fra det med udseendet, der kunne få mange unge piger til at falde i svime – var at han blev forsynet med hitmateriale skrevet af selveste Doc Pomus og dennes kollega Mort Shuman. Det største hit fik han med “Tiger”, der nåede en tredjeplads på den amr. liste. Men også “Turn med loose” kom i top 10.
Fabians musikalske karriere fik en nærmest brat afslutning, da han blev involveret i tressernes Payola-skandale. Begrebet Payola betegner en praksis, der har været kendt siden 1920’erne, hvor pladeselskaber betalte radiostationer penge eller gaver for at spille et bestemt stykke musik. For at gøre en lang historie (og rettigheder og penge…) kort, så blev den fremadstormende rock’n roll anledning til en payola-undersøgelse, fordi anklagerne mente, at rock’n roll kun var blevet populært, fordi denne moralsk korrumperende musikstil blev finansielt støttet i radioerne. Offer for denne musikindustriens svar på halvtredsenes politiske Mccarthyisme blev den voldsomt populære DJ Alan Freed, der blev gjort til syndebuk og betalte med sin karriere for det.
Som bekendt lykkedes det ikke at sætte en stopper for den populære rock’n roll, men for Fabian var det slut. I stedet kastede han sig over filmen med stor succes. Han medvirkede i mere end 30 spillefilm, hvor han oftede fremstillede en ung mand med hang til sang… Fra midten af tresserne mistede han sin stjernestatus, der var tæt knyttet til hans teenager-karakter. Siden har kan kun haft sporadisk kontakt til underholdningsindustrien.

Fabian Forte – Turn Me Loose

Fabian sings Tiger (live on stage)

Bemærk Fabians kropssprog i den første video. Vi befinder os i de tidlige tresser, hvor ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse endnu var i sin vorden. Når man ser nutidens videoer på Boogie-listen, kan man godt se, at der er sket noget på det område…

For tiden lytter jeg mig gennem The Police. Samlede værker. Og jeg er igen imponeret over, hvor meget de tre herrer fik ud af trioformatet. Formen havde de allerede fundet på debutpladen Outlandos d’Amour, og den blev finpudset på efterfølgeren Reggatta de Blanc og perfektioneret på Zenyatta Mondatta, der efter min mening blev højdepunktet for bandet, hvorefter det blev mere (op)løst.
Reggatta de Blanc indledes af hittet “Message in a Bottle”, der er et af de få numre, som alle medlemmer var med til at skrive. Måske er det forklaringen på, hvorfor netop denne sang i 1981 blev udmærket med en Grammy for Best Rock Instrumental Performance. De tre instrumentalister har tydeligvis sørget for at lade netop deres instrument komme til sin ret i sangen – uden at samspillets helhed lider overlast.

Rock History: The Police “Message in a Bottle” 1st time live

En båndtekniker, en pub-sangerinde og en jazz-guitarist slår de musikalske klude sammen og laver en kortfilm. Sådan cirka kan Bristol-bandet Portisheads forhistorie sammenfattes. Kortfilmen To Kill A Dead Man bliver Geoff Barrows, Beth Gibbons og Adrian Utleys billet til plademarkedet, da Go! Beat Records i 1991 skriver kontrakt med de tre kunstnere. På coveret til debutalbummet “Dummy” fra 1994 ser man et still fra kortfilmen med sangerinden Beth. Og man kan også spore interessen for filmmusik i pladens mørke musikalske univers. Fascinationskraften i Portisheads “Dummy” stråler fra det modsætningsfulde forhold mellem Beth Gibbons smukke, feminine stemme og den komplekse, maskuline elektronika, der spænder fra maskinelt støjende dansant tekno til noget inciterende, swingende og jazzet .

Portishead – Sour Times

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

My mother cried
When president Kennedy died
She said it was the communists
But I knew better

Would they drop the bomb on us
While we made love on the beach
We were the class they couldn’t teach
‘Cause we knew better

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

They screamed
When the Beatles sang
And they laughed when the King fell down the stairs
Oh they should’ve known better
Oh we hated our Aunts
Then we messed in our pants
Then we lost our faith and prayed to the TV
Oh we should’ve known better

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

We freeze like statues on the pages of history
Living was never like this when we took all those G.C.E.’s
Oh, you opened the door for us
And then you turned to dust
You don’t understand us
So don’t reprimand us
We’re taking the future
We don’t need no teacher
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

Jeg skrev en kommentar hos Uffe. Og den sendte mig tilbage til min skoletid. Der var et program på tysk tv, som jeg ofte så, når jeg var kommet fra skole og havde læst mine lektier. Sport, Spiel, Spannung hed det og var et halvtimesprogram med tre faste indslag om, ja, sport, leg og spænding. Det var især det sidste punkt, der trak. Her vankede der måske en sjov film med Gøg og Gokke eller lignende. Serien havde en nobel ældre herre som moderator (det var dengang, folk over halvtreds stadig kunne bruges) og Cole Porters sang Just One of these Things var temamelodi. Den sang bed sig fast…

Det er snart længe siden, Klaus i sin hedengangne blog Amazing Space i forbifarten nævnte Hans Vinding “skæve” person, og forleden fik jeg lyst til at genhøre det album, som bandet Hyldemor indspillede i 1978. Jeg husker tydeligt dengang den blev spillet i radioen hos Hans Otto Bisgaard, der havde en forkærlighed for de flippede randfænomener i musiklivet. Jeg kan også huske, at DR også tidligere havde spillet noget med Hyldemors grønsageligheder, som vist kun fik udsendt et lille kassettebånd…

Albummet “Glem det hele” var derimod en rigtig professionel udgivelse. der blev udsendt på CBS med Tom Lundén som producer og en lang række gode musikere bag Hans Vindings sang og sange. På trommer finder man Jens Breum, på bas Tor Mathiesen, på violin, bratsch mm. Steen Cläesson og som korsangere Ida Kleman, Tom Lundén og Stig Kreutzfelt fra henholdsvis Bifrost og Rugsted & Kreutzfelt. Pladen blev indspillet på Stuk Records, der dengang var state of the art, og man havde fået en vis Peder Bundgaard til at lave cover, lige som han havde gjort for fx Gasolin.

På coveret ser ham en person (sikkert Hans) med hovedet i hænderne og hovedet fuld af lyseblå himmel. Et fint billede på den fantasifulde fantast og tekstmager, som Hans Vinding var. Han døde desværre alt for tidligt i 1999 i en alder af kun 51 år efter at have brændt sit lys i begge ender.

Albummet er et mageløst rockalbum, der bringer mindelser om både Bob Dylan, rock fra den amerikanske vestkyst i tresserne og halvfjerdserne og Bifrost, Alrune Rod og andre danske bands fra perioden.

Desværre har CBS (Sony) ikke ønsket at genudsende dette fine album, og man kan kun undre sig over den udgivelsespolitik, visse store pladeselskaber fører. Hvis man vil lytte til pladen skal man låne den af gode venner eller ud på second hand-markedet, hvor det forhandles til skyhøje priser. Til gengæld har Tømrer-Claus og Karma Musicc udsendt et par cd’er med Hyldemor. Dog ikke med musik fra “Glem det hele”. Om Hans Vinding og hans liv og musik kan man læse på denne hengivne side. Desværre kan jeg ikke bringe eksempler på musikken, som jeg måtte helt til Herning for at genhøre…

PS. Som man kan læse i kommentarfeltet, så var Tom Lundén producer på pladen.

Og her er en herlig optagelse, hvor Olivia muntrer sig med selveste ABBA og synger Beach Boys m.m.

På den udmærkede tre-dobbelte-cd med titlen “Derfra hvor vi stod – sange med merværdi”, der afspejler den progressive musik fra perioden 1966 til 1976 finder man blandt andet gruppen Feos bedst kendte sang “Bedstemor”. Den fik en del airplay på DR dengang den udkom. “Hos min gamle bedstemor står et ulækkert spisebord…” .

Den afdøde tv-mand Sten Bramsen hentede Feo ind i programmet “Musikalske Venner”, så Feo kom ud til det store publikum. Det var jo dengang, monopolet endnu eksisterede. Men Feo blev aldrig nogen mainstream-succes, selv om CBS faktisk udsendte opsamlingen “Bedste og andre madrester”. Musikken var nok trods alt for  krøllet og flippet til at kunne gøre sig hos det store pladepublikum.

Tømrer-Claus’ Karma Music har udsendt en ny opsamling med et rigeligt udvalg af Feos musik under titlen “Bedste på den fede måde”. På coveret får man lidt informationer om bandets historie. Blandt andet får man at vide, at navnet Feo kom fra “Ferrograph”, en kvalitetsbåndoptager, som et af bandmedlemmerne brugte.
Feos musik er hippie-folkemusik med inspiration fra datidens rock (fx Jimi Hendrix), jazz, blues og andet. Det hippie-flippede finder man især på tekstsiden, der er legende, undertiden pjattet og fjantet, men ikke uden en særlig, syret humor.

En af de sange, der ofte blev spillet i Mylius’ “Efter skoletid” tilbage i tresserne var Billie Davies største hit “Tell Him“. Når jeg hører det nummer, der findes på utallige tresser-opsamlinger, så associerer jeg til amerikanske Brenda Lee. Samme ungdommelige energi. Og associationen er måske ikke tilfældig, for Billie var en af den slags tresser-sangerinder, der levede højt på en god stemme og fortolkninger af andres sange, ikke mindst sange hentet på den anden side af dammen.
Historien om Billies opstigen på pophimlen er også efter bogen. Hun arbejdede som sekretær, da hun blev opdaget ved en talentkonkurrence, hvor hun blev backet op af den navnkundige Cliff Bennett og hans Rebel Rousers. Kort tid efter kom hun i kløerne på den kendte musikbagmand Robert Stigwood, der sørgede for, at hun kom i studiet og indspille plader. Den største succes kom i 1963 med “Tell Him”, der nåede helt op på en tiendeplads på singlelisten. Dertil var der tre-fire mindre hits.
Ulykkeligvis kom Billie Davies ud for en alvorligt færdselsuheld, hvor hun brækkede kæben. Det – og så en sladderhistorie om, at hun (kun sytten år gammel) lå i med voksen, gift mand – gjorde, at hendes karriere fik et tilbageslag. Hun vendte dog tilbage sidst i tresserne og fik en pladekontrakt med Decca; og hun brillerede med en fin udgave af “Angel in the Morning”, der vel nok er mest kendt i P. P. Arnolds udgave fra 1968.
Bilie Davies har været aktiv lige siden – on and off. Af en eller anden grund blev hun aldrig så populær som datidens store navne, fx Dusty Springfield, Sandie Shaw eller Cilla Black. Hun var ellers både fotogen og havde en fortrinlig popstemme. Måske en af livets og musikindustriens mange uretfærdigheder…

Historien om The Blue Orchids (ikke af forveksle med senere bands af samme navn) er historien om tre 14-årige piger, Georgine Oliver, Pamela Jarman og Valerie Jones, der gik i samme pigeskole i Coventry og fik mulighed for at indspille en plade. Pigerne begyndte vist at synge sammen i skolens frikvarterer, hvor de diverterede kammeraterne og hinanden med coverversioner af tidens hits. Deres musikglæde fik dem også til at opsøge et lokal etablissement – The  Orchid Ballroom – for at danse og høre musik. Anekdoten vil vide, at Pamela en dag tilmeldte sig selv og de andre – uden deres vidende – til en talentkonkurrence “for sjov skyld”. Ved konkurrencen gav de Phil Spector- og Motown-sange til bedste – og vandt. De fik hele 1 pund for bedriften. Det var Orchid Ballrooms manager, Larry Page – senere manager for The Kinks – der sørgede for, at pigerne fik en kontrakt med Decca. Og han fandt også navnet til pigerne – inspireret af navnet på sit eget dansested.
Den første single bestod af “Gonna Make Him Mine” og “Stay At Home” og stilen var en blanding af amerikansk pigegruppe-tresser-lyd og engelsk beat. Pladen blev ikke nogen succes. Det gik  bedre med opfølgeren “Love Hit Me”, der blev produceret i rigtig Phil Spector-stil. Pigerne blev spillet på lokalradioen og fik lov til at optræde på Ready Steady Go! Pladesalg i stor stil blev det dog aldrig til for de blå orkideer. Men de fik indspillet en række charmerende sange. Blandt andet Oo-Chang-A-Lang, der uvist af hvilken grund kun udkom i USA. B-siden, “I’ve got that feeling”, var skrevet af en vis Ray Davies.

The Blue Orchids er med årene blevet kult, men deres sange er ikke blevet udsendt på en samlet udgivelse endnu. Flere af dem kan dog findes på diverse samlinger, fx. “Go Girl: Dream Babes Volume 4” fra 2003, hvor Love hit me, Gonna Make Me Mine og Mr. Scrogge er at finde. Oo-chang-a-lang kan man fx finde på Girls in The Garage fra 1997.

Dewey Martin var sammen med Neil Young, Stephen Stills, Richie Furay og Bruce Palmer med til at grundlægge den legendariske gruppe Buffalo Springfield, der lagde grunden til Crosby, Stills, Nash & Young og Poco. Bandet blev dannet i 1966 og blev en af de væsentlige forløbere for den såkaldte country-rock, der for alvor brød igennem til mainstream-segmentet i halvfjerdserne.Tre plader blev det til ialt, inden musikerne gik hver til sit. Men da havde de sat deres fingeraftryk på den musikalske udvikling i perioden. I årene efter Buffalo Springfield forsøgte Martin sig med forskellige revival-bands, blandt andet Buffalo Springfield Revisited. Dog uden det store held. Hvil i fred.

Buffalo Springfield – For What It’s Worth -Smother Bros show

I William S. Borroughs “Naked Lunch” forekommer en dildo af metal. Den gav navnet til det band, som Walter Becker og Donald Fagan grundlagde i L.A. i 1972. De to college-venner havde en fælles interesse for fusionsmusik med hang til jazz og perfektionisme, og sammen med en række fremragende musikere – Jeff “Skunk” Baxter (g.), Jim Hodder (perc.), David Palmer (s.) og Denny Dias (g.) m.fl. – indspillede de det imponerende debutalbum Can’t Buy a Thrill. Nogle koncerter blev det også til, og her fik de forstærkning af  folk som Michael McDonald (Doobie Brothers) og Jeff Pocaro (Toto). Men Fagan og Becker stoppede hurtigt med live-optrædener; måske, fordi de ikke kunne leve op til egne perfektionistiske krav…

Debutpladen blev fulgt op af en række fornemme udgivelser – i 1973 kom Countdown to Ecstasy, i ’74 Pretzel Logic og i 1975 Katy Lied. Alle plader med stærke sange, hvoraf nogle også blev uforglemmelige hits. “Rikki Don’t Lose That Number” fra ’74 og “Everyone’s gone to the movies” fra Katy Lied er blandt mine favoritter.
I 1976 udkom så The Royal Scam, som jeg fik er særligt nært forhold. Den stod i en pladebutik i Grimsby og imponerede med sit flotte symbolske cover. Ved siden af stod et Yes-album, men jeg har glemt hvilket, for det var Steely Dan, jeg tog med hjem til Esbjerg.

Pladen, der solgte godt, er siden blev kendt som Steely Dans guitar-album, fordi det er præget af nogle meget flotte guitarsoli af Larry Carlton, Walter Becker, Denny Dias, Elliott Randall og Dean Parks. Samtidig er Steely Dans tekster på denne plade badet i samfundskritisk og ironisk vitriol. Sange om pushere, sikker sex og social elendighed (illustreret af den “hjemløse” på forsiden og hans hullede sko på bagsiden af coveret…). Glansnummeret “Kid Charlemagne” skulle efter sigende være et sløret billede af en kendt pusher, der forsynede kendte navne som Doors, Beatles og Grateful Dead med bevidsthedsudvidende kemikalier…

Pladen er en af fusionsrockens mesterværker fra halvfjerdserne. En af den slags plader, der har mange lag, som man opdager efterhånden som man genlytter til musikken. Og den holder 100% den dag i dag…

Steely Dan – Kid Charlemagne

Forsangeren i det amerikanske band The Cramps, Erik “Lux Interior” Purkisher, er død, kun 60 gammel. Som dødsårsag angives en hjertefejl.
The Cramps, der spiller en heftig blanding af garagerock, punk, surfer-rock, psycho-rockabilly m.m., blev dannet i musikbyen Arkon, Ohio, af Lux og Kristy „Poison Ivy“ Wallace tilbage i 1975, hvorefter bandet flyttede til The Big Apple, hvor de blev en del af GBGBs tidlige punkscene. Blandt andet var de opvarmningsband for Suicide i 1976 og Clash i 79. Selv om The Cramps indspillede numre fra starten, var det først i 1977, de fik udsendt to singleplader, produceret af den navnkundige Alex Chilton (Box Tops, Big Star) og udsendt på Cramps eget plademærke, Vengeance Records. Efter en tid som kultband med en lille skare af trofaste tilhængere fik de i 1979 kontrakt med I.R.S, og det resulterede først i udspillet Gravest Hits, der var en slags opsamling af gammelt og nyt fra bandet. Senere samme år kom så det første rigtige album – Songs The Lord Taught Us – produceret af Alex Chilton, og i 81 kom toeren Psychedelic Jungle. Herefter kom de uoverens med pladeselskab, og det første til en længere pause på to år, inden de igen fik kontakt med et pladeselskab. Denne gang et Independent-label. Efterfølgende har de udsendt seks album på forskellige uafhængige plademærker. Det seneste er (vist nok) Friends of Dope Island fra 2003. Så vidt vides spiller de endnu i en eller anden konstellation. Men altså uden Lux, der har forladt denne verden alt for tidligt. Hvil i fred.

THE CRAMPS

Jeg har noteret mig, at det er kommet bag på anmelderne og bladnegerne, at AC/DCs seneste udspil “Black Ice” har solgt rigtig godt – og at koncertbilletterne til deres kommende koncerter er blevet revet væk. Hva’ba?! Halvgamle mænd i korte bukser, der spiller gammeldags rock’n roll, som vor moder lavede den i tresserne og halvfjerdserne? Hvad er meningen? Intet NYT! Publikum må jo være gale, Thunderstruck! Ja, måske… Jeg synes, bladsmørerne skulle tage med Rock’n Roll toget.

Besøg de slemme drenges egen YouTube-side… her.

For nogle dage siden bestilte jeg Grace Slicks selvbiografi  – Somebody to Love? A Rock and Roll Biography – på nettet. Jeg er fascineret af Grace Slick og har været det lige siden, jeg første gang hørte Jefferson Airplane og så bandets kønne frontfigur.
Bestillingen fik mig til at tænke på Grace Slicks og kæresten Paul Kantners duoprojekt fra 1971, “Sunfighter”. Det burde have været i min musiksamling, for jeg bestilte det hos Dr. Jazz i København engang i starten af halvfjerdserne. Men butikken lukkede vist midt i processen, og det blev ikke til noget med den handel. Siden lånte jeg albummet og lyttede en del til det.
På albumcoveret, der kan minde lidt om Nirvanas Nevermind (inspiration?), ser man Slicks og Kantners lille datter China løftet op foran den stigende sol – i moders hænder. Symbolik så det basker.
På den eksperiementerende plade får duoen hjælp af en række venner fra San Francisco Bay Area: Graham Nash, David Crosby, Jorma Kaukonen (Hot Tuna), Jerry Garcia, Papa John Creach, Craig Chaquiro (Jefferson Starship), Edwin Hawkins Singers m.fl.
Albummets titelsang er en hyldest til Jefferson Airplane-kollegaen og -stifteren Marty Balin og markerer på sæt og vis Jefferson Airplanes begyndende opløsning. Samme år som pladen udkom forlod Balin bandet, og Slicks parforhold til Kantner var med til at skabe polarisering i gruppen  i forhold til Jorma Kaukonen og Jack Casady. Slick var også ude for en alvorlig bilulykke, der gjorde hende uarbejdsdygtig i lang tid.
Det blev dog til endnu to albums fra Jefferson Airplane: Bark (1971) og Long John Silver fra 1972. Begge plader bærer opløsningstendenserne i sig.

Sunfighter er en fin dokumentation af Grace Slicks og Paul Kantners musikalske betydning for Jefferson Airplane. Gode insisterende sange med markante tekster, som man har været vant til fra Jefferson Airplane-kataloget. Og så er der Slicks uforlignelige stemme, der stråler over det hele…