Fredagssvingom nr. 1: John Cale – Fear
9. januar 2009
Billedkvaliteten er so-so, men musikken er til gengæld ok. John Cale gør rock til en farlig ting. Chris Spedding på spade… Frygten er din bedste ven…
Indlæg tagget med Nostalgi
John Cale og Sati
6. januar 2009Erindringsglimt: The Parent Trap (Forældrefælden), 1961
6. januar 2009
Det var en kommentar fra AagePK, der sendte mig tilbage i tiden. Det første erindringstrip i det nye år, men forhåbentlig ikke det sidste. Men i hvert fald blev jeg returneret til dengang, jeg var en lille purk, der endnu ikke helt havde fattet interesse for det modsatte køn. Og så alligevel. Der var nogle piger, der på en eller anden vis tiltrak sig min opmærksomhed. George i “De Fem”-bøgerne og -filmene. Og så hende Haley Mills, der fik stor succes med sin dobbeltrolle som Susan og Sharon i Disney-filmen “The Parent Trap”, på dansk “Forældrefælden”. En meget amerikansk hyldest til familien og ægteskabet. Filmen var en dundrende succes og Hayley Mills lå på hitlisten med sin ganske charmerende udgave af “Let’s Get Together”. Med sin ungpige-uskyldige-friske udstråling blev hun mange unge drenges første våde drøm dengang.
Filmen er i øvrigt blevet genindspillet i 1998 med gossip-stjernen Lindsay Lohan i dobbeltrollen.
Suk! ;-)
We Five og Beverly Bivens
5. januar 2009
Som sygdom og død kan også kærligheden gribe forstyrrende ind i verdens gang. På godt og på ondt. Og det var kærlighedens skyld, at den fine sangerinde Beverly “Bev” Bivens forlod det mere end lovende ensemble We Five for at blive gift og blive mor. Det er i hvert fald en af de forklaringer, man får på hendes forsvinden ud af rampelyset. Men Bev Bivens er heldigvis ikke gået helt i glemmebogen. Og det ville også være synd og skam, for hendes flotte stemme kunne sagtens matche de fleste af datidens førende damestemmer. Og med lidt mere held i sprøjten kunne We Five været blevet et langt større navn end tilfældet blev.
Kun 18 år gammel begyndte Bev at synge med folk-duoen Jerry Burgan og Mike Stewart, der snart efter blev udvidet med en guitarist (Bob Jones) og en anden musiker. Sammen kaldte de sig The Ridgerunners og dernæst Mike Stewart Quintet. Men de var åbenbart ikke tilfreds med det navn, og så blev de til We Five. Under det mærke indspillede de deres første album for A&M pladeselskabet. Det var selveste Herb Albert, der havde fået øje på dem og fået plademærket interesseret. Pladen fik titlen “You Were On My Mind” efter Sylvia Tysons sang, der blev et stort hit for Crispian St. Peters i England. Det samme gjorde We Fives version, der nåede en tredjeplads på singlelisten i USA.
Hittet blev fulgt op af endnu et covernummer, Let’s Get Together, som The Youngblods gjorde til et stort hit. I We Fives udgave nåede den “kun” en top trediveplads.
Det var uden tvivl Beverly Bivens stemmepragt, der gjorde We Five til noget særligt. Og med sin flotte sang var Bev et forbillede for andre store feminine navne som Grace Slick, Cass Elliot, Michelle Phillips m.fl.
Efter endnu et album “Make Someone Happy” (1967) forlod Bev We Five for at gøre en eller anden mand lykkelig. Men Bev blev erstattet af Debbie Graf Burgan (Jerry Burgans kone) og med afbrydelser har We Five eksisteret lige siden og har indspillet en række plader med moderat succes. På We Five – Folk Rock Rivival kan man få mere at vide om, hvordan det gik dem i tiden efter Bev.
I 1996 blev We Fives to første albums med Bev udgivet på en cd, der varmt kan anbefales tressernostalgikere.
Fotheringay – Gypsy Davey
5. januar 2009Richard & Linda Thompson – A Heart Needs A Home
5. januar 2009David Bowie – Space Oddity
4. januar 2009
School of Rock
4. januar 2009
I går aftes genså jeg noget af Richard Linklaters film “School of Rock” fra 2003. Jeg har set den før, og synes ikke det er verdens bedste musikfilm. Ungerne spiller såmæn ok, sådan som børn nu gør, men hovedrolleindhaveren Dewey Finn (som Jack Black) er ulidelig som karikeret rock-nørd.
Der er dog to positive ting at sige om filmen. For det første er den – alt andet lige – en hyldest til rock’n roll. For det andet så leverer soundtracket et genhør med en række perler fra samme musikgenre. Fra The Who (Substitute) over The Doors (Touch Me), Cream (Sunshine of your Love), Led Zeppelin (Immigrant Song), T. Rex (Ballrooms of Mars), The Ramones (My Brain is hanging upside down) og til Modern Lovers med Roadrunner. Nej, for resten. Sidstnævnte er netop ikke med på det originale soundtrack, men dukker op i filmen. Og det fik mig til at tænke på, om der overhovedet er lavet en bedre udgave af dette nummer!? I hvert fald en perle. Og genhøret fik mig til at smede Modern Lovers debutalbum på grammofonen. Et mesterværk i naivistisk rock’n roll.
The Modern Lovers – Roadrunner
Genhør: The Peanut Butter Conspiracy
3. januar 2009
Selv om de flippede tressere tog tidsånden alvorlig, så var der også plads til humor. Tag fx bandet med det spøjse navn Jordnøddesmørssammensværgelsen. Det er da humor på amerikansk! Men musikalsk var det såmæn seriøst nok. Bandet opstod i midten af stresserne i L.A. og bestod af Lance Baker Fent på guitar, Jim Voigt på trommer, John Merrill guitar og sang, Alan Brackett på bas, Jim Cherniss på guitar og så var der den feminine forgrundsfigur, sangerinden Barbara “Sandi” Robinson. I ’69 fik de en pladekontrakt med Columbia og udsendte singlen “It’s a Happening Thing“, der klarede sig pænt på hitlisten. Dernæst kom albummet The Peanut Butter Conspiracy Is Spreading. Det store gennembrud udeblev, men de fik indspillet endnu et album, hovedværket The Great Conspiracy. Efter et pladeselskabsskift til Warner og udskiftninger i bandet indspillede de så deres sidste album For Children of All Ages i ’68 og tog på en længere turné, hvorefter det var slut.
Ensemblets stil befandt sig i den mere poporienterede del af den psykedeliske musik – et sted mellem Scott McKenzies “San Francisco” og de tidlige Jefferson Airplane. En klar inspirationsfaktor var også Mamas & Papas vokalarbejde. Peanut Butter Conspiracy er også et af de bands, der er blevet kult siden hen. Og det meste af deres musik er genudgivet på cd.
Genhør: The Blues Project
2. januar 2009
Forleden nævnte jeg i forbifarten (da jeg omtalte bandet American Flyer) The Blues Project, og her til morgen faldt jeg over en enlig video med bandet på youtube. En af den slags “videoer”, der blot er en sang med billedillustration. Men musikken fejler ikke noget.
The Blues Project fik en kort og hektisk levetid (1965-67), men satte sig mærkbare spor i musikken. Danny Kalb, Steve Katz, Tommy Flanders, Al Kooper og Roy Blumenfeld hang allesammen ud i Greenwich Village-området, hvor de spillede blues og folk – og flere af dem havde tilknytning til pladeselskabet Elektra som sessionmusikere. På et tidspunkt tog pladeselskabet initiativ til en compilation-plade med titlen The Blues Project, hvor blandt andet Danny Kalb fik lov til at medvirke med et par numre. Denne begivenhed – og The Beatles’ indtog i USA med elektrisk musik – var inspirationen til bandet The Blues Project, der blev dannet i 1965.
I The Blues Project mødtes ikke kun bluesmusikken med rocken, men projektet var en smeltedigel for forskellige stilarter. Jazz, klassisk, psykedelia, pop, folk og meget mere blev puttet ned i den musikalske gryde. Denne eklektiske musiksmag var på en gang bandets styrke og dets svaghed. Ret hurtigt efter indspilningen af bandets eneste album, Projections, fra 1966 opstod der stridigheder om, hvilken retning musikken skulle tage.Og Al Kooper forlod bandet til fordel for Blood, Sweat and Tears.
Stilblandingen og retningsløsheden er nok også en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor bandet aldrig rigtig slog igennem kommercielt. Men bandet – i den oprindelige opstilling – efterlod sig omtalte studioalbum og et par fortrinlige live-albums – Live at The Cafe Au Go Go (1966) og Live at Town Hall (1967) – der dokumenterer spændvidden i bandets musik. Der er også kommet flere plader senere hen, men med en anden konstellation. Blandt andet blev gruppen gendannet for en kort bemærkning i starten af halvfjerdserne, hvor endnu tre albums blev indspillet.
The Blues Project er siden blevet kult. Det var et af de første bands, der udøvede den psykedeliske rock – og som Grateful Dead gjorde The Blues Project meget ud af at jamme på scenen.
Genhør: Spanky & Our Gang
1. januar 2009
Spanky & Our Gang leverede en række solide hits til især den amerikanske hitliste i årene 1967 til 1969. Med sangen som “Sunday Will Never Be the Same,” “Lazy Day,” “Like to Get to Know You og “Give a Damn” beviste de, at ikke kun Mamas & Papas kunne det der med flotte vokaler og iørefaldende popsange. Spanky & Our Gang er da også på mange måder en light udgave af Mama & Papas. Når de ikke helt kunne gøre Mamas & Papas rangen stridig som den bedste vokalgruppe, hang det blandt andet sammen med, at Mamas & Papas selv kunne skrive sange – og måske også med, at denne gruppe havde et bedre image. Konstellationen af to mænd og to kvinder har altid gjort sig godt i medierne.
I hvert fald har det været Spanky & Our Gangs skæbne at stå lidt i skyggen af mødrene og fædrene. Men glemt er de ikke blevet. Sidste år blev der udsendt et bokssæt med alle de indspilninger, de fik lavet på deres plademærke Mercury. Her kan man dykke ned og opleve, hvor meget gruppen faktisk havde at byde på.
Forsangerinden i gruppen var Elaine McFarlane, der havde en fortid som blues- og jazz-sangerinde. Sammen med trombonespilleren og sangeren Malcolm Hale dannede hun i 1963 den gruppe, der blev til Spanky & Our Gang. Omkring 1965, hvor folk-bølgen for alvor begyndte at rulle, fik Mercury Records øje på bandet og lavede en kontrakt med Spanky & Our Gang, fordi man også ville have et folk-orienteret navn i sin stald. Sammen med den kendte producer Jerry Ross fik de så indspillet en række sange, der – sikkert ikke tilfældigt – kunne minde en hel del om Mamas & Papas. Højpoleret, vellydende vokalgruppepop. Den første sang, bandet fik forærende, var faktisk en sang, som Mamas & Papas ikke var interesseret i: “Sunday Will Never Be The Same”. Men i Spany & Our Gangs version hittede den midt i The Summer of Love, 1967, med en niende plads på singlelisten. Hittet blev fulgt op af en række mindre hits og debutalbummet.
Gruppen nåede at indspille endnu to albums, inden forgrundsfiguren Malcolm Hale pludselig døde af lungebetændelse. Da McFarlane på samme tid var blevet gravid, valgte man at sætte et punktum for projektet.
Bandet er siden blevet gendannet (i 1975), og ironisk nok var McFarlane med, da Mamas & Papas blev gendannet i firserne – uden Mama Cash Elliott.
Spanky & Our Gang – Sunday mornin’
Mere ABBA… fra gemmerne
31. december 2008
Jeg kom i tanke om en anden video-udgave af ABBAs “Happy New Year” og måtte lige løbe Fruens ABBA-video-dvd igennem – og ganske rigtigt, dér var den. Og så blev jeg hængende lidt og genhørte et par mindre kendte, men ikke desto mindre særdeles vellykkede ABBA-sange. “Under Attack” er fra deres sene periode, og den har alle de kvaliteter, man kan forvente sig af de to svenske sangskrivere og deres syngepiger. Nyd den. Et forrygende flot popnummer:
En anden “sjældenhed” (hvis man elles kan sige det om ABBA…) er “The Day Before You Came”. Her i en udgave, hvor lyden skulle være HQ. Igen en velturneret sang fra den periode, hvor ABBA bevægede sig lidt væk fra de decideret hitlisteorienterede sange uden af miste de klare popkvaliteter….
Happy ABBA New Year
31. december 2008
2008 var også året, hvor de fire svenskere fik en genoldigt come-back takket været musical-filmen “Mama Mia”, hvis succes på lærredet og dvd-markedet gjorde alle de mavesure kritikere til skamme. Og mindede os andre om, hvilken popsangskat, der ligger i Björns og Bennys bagkatalog.
Psykedelisk garage: Music Machine – Talk Talk
31. december 2008
Los Angeles-kvintetten The Music Machine blev dannet i 1965 på resterne af The Ragamuffins og markerede sig straks som en band med stil. Sort tøj og Beatles-agtige frisurer var den udvendige fremtræden for en musik, der med syrede guitarlyde og Farfisa-orgel udgjorde en særegen blanding af psykedeliske toner og regulær punket garagerock. Bandets første single, “Talk Talk”, der blev taget fra debutalbummet (Turn On) The Music Machine, blev et top 20 hit – og en klassisk garagerocksang.
Bandet bestod af forgrundsfiguren og sangeren Sean Bonniwell, trommeslageren Rod Edgar, guitaristen Mark Landon, basisten Keith Olsen og organisten Dough Rhodes. Allerede efter debuten havde bandet problemer med pladeselskabet, der ville styre den musikalske retning. Og i forbindelse med en PR-tur i 1967 gik gruppen i opløsning. Faktisk var der kun Bonniwell tilbage. Under navnet The Bonniwell Music Machine fik Sean en pladekontrkat med Warner og udsendte et album, der bestod af gamle optagelser med det oprindelig band. Selv om pladen var mere pop-mainstream-orienteret blev den ikke nogen succes. Der er kommet indtil flere opsamlingsplader med gruppen – og i 2000 udsendtes også albummet “Ignition”, der består af hidtil ukendte optagelser med Ragamuffins og Music Machine.
Bandet fortjener at blive husket for deres debutplade, der må anses for at være en garagerock-klassiker på linje med det bedste fra 13th Floor Elevators.
Cæsar – Jorden i flammer
31. december 2008
I dag kom den så. Cæsar-singlen med “Storkespringvandet” og P. F. Sloans “Jorden i flammer” i Thøger Olesens fordanskning. Det er længe siden, jeg har hørt “Jorden i flammer”, og det har været et herligt genhør. Faktisk synes jeg, at Cæsars rå udgave er langt bedre end Barry Mcguires amerikanske version af Sloan-sangen. Og Olesens tekst er en ramsaltet opsang til den danske borgerlige magelighed i Vietnam-krigens og andre internationale konflikters skygge. Og den indfanger fint den spirende globalt-politiske bevidsthed hos datidens unge, der var vokset op i efterkrigstiden, den kolde krig og under atomkrigstruslen.
En sjov ting er i øvrigt, at Cæsars single først blev udsendt med Storkespringvandet som A-side – og med stor succes. Senere blev der så byttet om på A- og B-side og endnu 45000 eksemplarer røg over disken…
