Pudsigt som tingene flasker sig. I går havde en kollega, som jeg ellers ikke har meget tilfælles med, medbragt Rod Stewarts seneste udgivelse Some Guys have all the Luck. En slags greatest hits. Og den rummer næsten alle mandens store sange. Som fx Mandolin Wind…
Rod Stewart & Ron Wood – Mandolin Wind
En af de få gendannelser, jeg ser frem til, er, når og hvis Rod Stewart slår kludene sammen med resterne af The Faces. Af en eller anden grund har jeg altid holdt meget af Rod Stewarts hæse stemme. Bestemt ikke nogen stor stemme, målt med traditionel standard. En almindelig stemme, kunne man sige. Og det var – og er – i pop- og rockmusikken, den almindelige, uskolede stemme kom til ære og værdighed. Men han har forstået at bruge sin stemme – og dens begrænsninger – optimalt. Og han kan fortolke en sang med overbevisning, timing og frasering. Lyt fx til hans udgave af Elvin Bishops Fooled Around And Fell In Love. Jeg har vist henvist til den før. Ellers tag hans udgave af Tom Waits Downtown Train.
Undertiden synes jeg nok, at han har solgt lidt rigeligt ud. Specielt med sidst i halvfjerdserne og starten af firserne. I’m Sailing kan jeg næsten ikke holde ud at lytte til. Men der var da snapse på pladerne. Fx Some Guys Have All The Luck. En mainstream-hit-ting. Men stemmen er der. Og så har den noget fængende over sig.
Rod Stewart – Some Guys Have All The Luck
Thirty Three & 1/3 er Harrisons første album på sit eget pladeselskab Dark Horse og et af de Harrison-album, der får bedst medfart i omtalerne rundt omkring. Og det til trods for, at pladen blev til i en periode, hvor Harrison var syg (leverbetændelse) og havde problemer med sit tidligere pladeselskab A&M i form af en retssag. Men Harrison har nok ikke ladet sig gå på af det. Han havde jo også prøvet lidt af hvert i fortiden, fx med Apple-projektet. I det hele taget har man indtrykket af, at Harrison ikke lod sig diktere af nogen. Således gad han heller ikke gøre et egentlig promotionarbejde for pladen. Alligevel fik han en guldplade for den i USA, og den solgte også pænt i hjemlandet.
Det er da også en plade med mange stærke Harrisonsange. This Song er en besk kommentar til den latterlige plageringssag vedr. My Sweet Lord i form af en herlig iørefaldende up-tempo sang med blæserarrangement og boogiewogie-klaver. Beautiful Girl stammer fra Beatles-tiden og har da også umiskendeligt samme melodiøse kvaliteter som Harrisons sange fra den periode. En fin meget Harrisonsk udgave af den gamle Cole Porter-sang True Love. Crackerbox Palace, der blev udsendt som single, er en fin turneret hit-sang med catchy omkvæd og guitarlækkerier.
Harrison får hjælp fra mange af de samme kræfter som på Gone Troppo og Somewhere in England.
George Harrison — Crackerbox Palace
I genhøret med George Harrison undervurderede plader på Dark Horse-pladeselskabet går vi baglæns. Fra Gone Troppo over Somewhere in England til det prunkløse album “George Harrison” fra 1979. Allieret med flere af de solide kræfter, der også spiller med på de nævnte album, og hjælp fra nogle kendte kolleger – Steve Winwood, afdøde Gary Wright og vennen Eric Clapton – indspillede Harrison pladen i 1978 under kyndig ledelse af stjerneproduceren Russ Titelman. Pladen blev indspillet i Harrisons hjemmestudie. Og der er en afslappet, let stemning over pladens skæringen, så man kunne forledes til at tro, at han har hygget sig med indspilningerne.
Det er ikke revolutionerende musik, men vaskeægte Harrison-sange med den velkendte guitarlyd.
Blandt sangene finder man Harrisons modspil til klassikeren Here comes the Sun fra Abbey Road-pladen. Here comes the Moon sender klare associationer til forgængeren og er også en slags kommentar til den optimistiske Beatles-sang. Glem ikke månen eller dens bagside… En dristig, men iørefaldende follow-up. Sangen Blow Away blev valgt som singleudspil fra pladen og klarede sig især godt i Canada. Det er også en rigtig sing-along-sang, der viser, at Harrison godt kunne skrue et hit sammen, når det tog ham.
Albummet er meget varieret i den tilbagelænede ende af spektret. Og temaerne er som så ofte hos Harrison: kærligheden og troen. Et fint album, der passer fint til en smågrå dag som denne…
George Harrison – Blow Away
Det er, som nævnt, fyrre år siden. I går kunne man læse, at en originaludgave af dobbeltalbummet med serienummeret 000005 blev solgt ved en auktion for ca. 168.000 kr. Og jeg faldt over denne charmerede “video” med lydbilleder fra The Beatles’ optagelses-sessions. Det lyder vældig hyggeligt…
Apropos The Beatles, så kan man læse i medierne, at den planlagte ITunifisering af Beatles-kataloget indtil videre er blevet skrinlagt på grund af forhandlingsproblemer mellem EMI og Apple…
Bruce Springsteen er højaktiv for tiden og udgiver om kort tid sit nyeste opus Working on a Dream. Hvis man var hurtig, nåede man at downloade et gratis eksemplar af titelsangen fra mandens hjemmeside (kun i går, sorry, jeg nåede det lige med nød og næppe inden lukketid). Sangen – en rigtig melodisk Springsteen-ballade, som man kender fra albums som fx The River. Lover godt for albummet. Nummeret kan købes på ITunes…
Faces – “Three Button Hand Me Down” Live BBC Theatre 1971
Der blev flyttet lidt rundt på reolerne i stuen og så faldt blikket på det sort-hvide cover til David Bowies “Heroes” fra 1977. Jeg købte den i en radioforretning på hjørnet af Torvegade og Nørregade i Esbjerg. Jeg var kommet med toget fra århus og gik ned ad Nørregade for at finde en busforbindelse til Sædding, da mit blik fangede Bowies kølige attitude i sort-hvidt. På det tidspunkt havde “Low” allerede væltet mig omkuld med sin mørke, metropol-rock. Og “Heroes” sørgede for, at jeg ikke sådan lige kunne rejse mig med det samme. Titelnummeret om de elskende ved Berlin-muren er en af Bowies helt store sange.
Jeg har allerede omtalt en yé-ye-sangerinde, Sylvie Vartan, og nu er turen kommet til hendes konkurrent France Gall. Gall debuterede på plade allerede 16 gammel med singlen “Ne sois pas si bête”, der udkom på hendes fødselsdag. Debutten kom, efter at hendes musikalske forældre havde skubbet på længe og opfordret hende til at tæppebombe pladeselskaberne med demoindspilninger. Den talentfulde unge dame var også så heldig allerede efter debuten at blive sat i forbindelse med Serge Gainsbourg, der skrev hendes næste singleudspil “N’écoute pas les idoles” (Lyt ikke til idolerne!). I det hele taget var France Gall heldig, for stort set samtlige af Frankrigs førende sangskrivere leverede sange til den talentfulde unge dame i de år, der fulgte. En forklaring på hendes store succes var også, at hendes sange og sangtekster primært tog sigte på den voksende teenageskare. Man kan vel sige, at hun blev brandet som teenageidol på et tidligt tidspunkt.
I 1965 blev hendes succes cementeret, da hun blev udpeget til at repræsentere Frankrig ved det internationale Melodi Grand Prix, hvor hun vandt med Serge Gainsbourgs “Poupée de cire, poupée de son”, selv om den ikke var levnet de store chancer i dage op til konkurrencens afholdelse. Men det har man jo set før og siden…
Samarbejdet med Serge Gainsbourg fortsatte op gennem tresserne med stor succes. Og i 1966 hittede Gall med den sang, der egentlig er anledningen til dette indlæg: Baby Pop. Her er den i en meget tidstypisk fransk udgave, der besidder den der særlige charme, som fransk tresserpop ofte havde – yé, yé, yé…
Hyldest til Yé-yé-girls…
Opdatering: Thomas gør i en kommentar opmærksom på balladen om Serge Gainsbourg-sangen “Les Sugettes” (slikkepindene). Sangen var opfølgeren til “Baby Pop”, og den anti-autoritære provocateur Gainsbourg lod en 18-årig pige synge en sang, der antydede, at piger kan finde på at slikke på andet end slikkepinde. De klare seksuelle undertoner vakte skandale i den stadigvæk bornerte franske offentlighed. Oralsex var ikke – endnu – et tema, man sådan kunne dyrke (!) i den mere renskurede del af poppen. Teenagerne var vist ligeglade, for sangen blev endnu et stort hit for France…
The Faces – Flying (Live at the Marquee, 1970)
Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
Apropos: Det hvide album genfortolket
The Faces – Maybe I’m Amazed
Har man hørt Paul Mccartneys “Maybe I’m Amazed” fra hans debutalbum fra 1970, så forstår man godt, at The Faces adopterede den. Den passer som fod i hose til deres univers. Synes jeg… Faces er denne måneds husorkester i casa capac.
Som nævnt fulgte John Lennon og Yoko Ono op på deres “skandaløse” plade Unfinished Music No. 1: Two Virgins, der ikke mindst var skandalevækkende, fordi de to medvirkende tillod sig vise the full Monty på coveret. Set i bakspejlet er det nok lydeksperimenterne på denne plade – og opfølgeren Unfinished Music No. 2: Life with Lions – der er provokerende og skandaløs.
Begge plader er avangarde-kunst, og der er ingen tvivl om, at Yoko Ono får den største del af æren og ansvaret for disse alt andet end behagesyge eksperimenter. Hvis man synes, at Lou Reed Metal Machine Music er en prøvelse at lytte til, så bør man lægge øre til John og Yokos 26 minutter og 28 sekunder lange stykke “Cambridge 1969” (på toeren). Nummeret består i Onos ordløse, klagende “sang” og stønnen, ledsaget af Lennons guitar-feed-back-lydmur. Til allersidst dukker John Tchicai og John Stevens op og bidrager til løjerne. Holder man ud kan man dernæst lytte til Onos lille, sprøde acapella-sang “No Bed For Beatle John”, der nok er det nærmeste man kommer tradionel musik. Tredje nummer på pladen består af Nagra-optagelser af en babys hjertebanken (Lennon/Ono var indlagt på grund af en af Onos mange aborter). Derefter er der to minutters stilhed (til ære for det afdøde barn…) og til slut nummeret Radioplay, der består af lyde, lavet med en radio, akkompagneret af Lennons og Onos familiære småsnak i baggrunden.
Pladen lyder lige så fremmedartet, som den gjorde, da jeg første gang hørte den for snart fyrre år siden.
The Exciters var en af de mange pigevokalgrupper, der gjorde sig bemærket i tresserne. Gruppen blev til et kønsblandet foretagende, da forsangerinden Brenda Reid inddrog sin syngende ægtemand Herb Roney. Deres største hit var “Tell Him”, der var skrevet af sangskriveresserne Leiber og Stoller. Nummeret var et tilbagevende hit på DRs musikradio dengang og i årene frem; ikke mindst, efter at Billie Davies havde lavet en fængende coverversion. Det var også The Exciters, der lavede den første udgave af sangen Doo Wah Diddy Diddy, som Manfred Mann kopiere og gjorde til et stort hit for gruppen. Jeg faldt på nettet over denne herlige, corny “video” med The Exciters fra dengang:
