CAPAC

Undervejs i denne blog har jeg nu og da med et lille suk og et lille rif i hjertet mindes mine popblade fra tresserne, som endte som brændsel i en olietønde i mine forældres baghave. Beat, Hit, Beat+Hit, Fabulous og Børge. Plus nogle andre. Jeg havde alle de danske. Men mente på et tidspunkt, at jeg var vokset fra dem. Ungdommelig enfold.
En særlig attraktion ved bladet Børge, der blev drevet af den omstridte Erik Haaest, var, at der nu og da fulgte nogle såkaldte Børge Popplader med, hvor nutidens danske navne blev præsenteret m.m. På nogle ultratynde flexidiscs, der var så tynde at afpilningen af dem krævede, at man lagde dem oven på en rigtig grammofonplade, fik bladets læsere så lejlighed til at lytte til den musik, der fremme – og som ikke altid var lige til at komme i nærheden af, når man endnu var grøn bag ørerne og boede helt ovre vestpå…
Nu har jeg så været så heldig at låne, af min gode veninde Gertrud, fire velholdte eksemplarer af disse Børge Popplader. Vist nok alle dem, der udkom. Og det har været ren og idel nostalgisk fornøjelse at genhøre dem.
På den første – Ungdomsbladet Børge, Børge Topplade nr. 1 (DGR 126, u.å) – præsenterer Johnny Reimar “pop i topklasse”, en “Børge-træffer” følgende bands:
Nalle og The Big Sound (der i følge Reimar er på vej “mod international berømmelse”, ak, ja…) med “Mr. Pitiful”; The Hitmakers, “årets danske topgruppe” med succes i England, “Somewhere They Can Find Me” og “populære” Peter Belli med sin nye gruppen Seven Sounds “Little by Little”.
Det mærkelige er, at jeg kan huske disse indspilninger. De virker fra første skæring velkendte, og må vel være lagret derinde et sted. Til gengæld kan jeg ikke huske, at kvaliteten var så god som den faktisk er! Den musikalske kvalitet. Der var sket en masse på den led, siden den første famlende pigtrådsgrupper stod frem. [Fortsættes…]

På arbejdet havde en eller anden pillet ved en radio, så den ikke længere kørte på den ulidelige muzak-station (Novo, 100 FM eller lignende), men på et dybt nostalgisk program og tonerne til P. P. Arnolds The First Cut Is The Deepest lød gennem snak og anden arbejdsrelateret støj…
Amerikanske Patricia Ann Cole Arnold kom fra en familie, der sang gospel, og ret tidligt blev hun indlemmet i Ike & Tina Turners iøjne- og iørefaldende danse- og vokalgruppe The Ikettes. På turné med Ikettes kom hun til England, hvor Ike & Tina Turner var opvarmning for The Rolling Stones, og Mick Jagger spottede den talentfulde P. P. Arnold og fik lokket sin manager, Andrew Log Oldham, til at skrive en kontrakt med pigebarnet. Det blev starten på Arnold engelske succeseventyr i tresserne, hvor hun på Oldhams Immediate Records lavede en række populære plader, blandt andet The Time Has Come,” “(If You Think) You’re Groovy,” “Angel in the Morning og så Cat Stevens-sangen “The First Cut” (1967). Hun arbejde tæt sammen med The Small Faces, der både skrev sange til hende og leverede backing på hendes plader. Derud over optrådte hun i sammenhæng med Jimi Hendrix, The Who, The Kinks, Blind Faith, David Bowie og en række andre af tidens store navne.
I midten af halvfjerdserne forlod hun England igen. Vist nok, fordi hun ikke kunne finde et ståsted i tidens nye lyd. Efter et par år trak hun sig for en længere periode ud af rampelyset, fordi hendes datter var omkommet ved et trafikuheld. Siden er hun dog vent tilbage – også til England – men har især virket som backingsangerinde (fx for Steel Pulse, Ian Dury & the Blockheads og Roger Waters) og i tv. I 2007 udsendte hun dog albummet Five in the Morning; det første i mange år.
Som nævnt er The First Cut skrevet af Cat Stevens; og sangen er blevet fortolket af mange kunstnere, siden P. P. Arnold gjorde den berømt. Cat Stevens har selvfølgelig selv sunget den. Charmetrolden Rod Stewart har selvfølgelig gjort det (til publikums udelte begejstring, se selv!). Duffy har gjort det; og det er jo oplagt. Og Sheryl Crow. Jo, det er en slidstærk popballade, der sidder lige i øret…

I tresserne, hvor beat-musikken fik progressive interesser og kunstneriske ambitioner, var sangskriveren, sangeren og musikeren Graham Nash en fin ekponent for den udvikling. Han var med til at grundlægge den engelske vokalgruppe The Hollies, der havde et hav af pophits op gennem tresserne, og var også den, der drev bandet i en mere seriøs retning, inspireret af det, de skete i USA og især i San Francisco. På plader som Evolution og Butterfly mærker man indflydelsen fra flower-power og psychedelia…
Men udviklingen faldt ikke i helt god jord hos Hollies gamle fanskare, og Nash valgte at drage til inspirationens kilde, USA, hvor han slog de musikalske pjalter sammen med David Crosby, Steve Stills og Neil Young… Med stor succes.
Ved siden af C,S,N & Young-projektet har Nash også haft sideprojekter, blandt andet et soloprojekt, der er resulteret i fem albums i periode 1971-2002. Ikke meget kan man sige. Til gengæld er der mange perler på pladerne. Og netop i disse dage genudsendes debutsolopladen Songs for Beginners fra 1971 i en remastered osv. udgave. Nash indspillede pladen sammen med en række musikalske venner, og den viser Nash som en effen pop-sangskriver og en seriøs sangskriver med klare holdninger til samfundet og dets problemer. Fx i sangene “Chicago” (om den famøse sag vedr. The Chicago Eight) og Miletary Madness.
Dengang i halvfjerdserne lyttede jeg meget til Nashs fornemme debut…

Hvem er Chris Whitley? mb har gjort mig opmærksom på manden i en kommentar, og der ringede ikke nogen klokke. Så ud på nettet og researche.
Det borgerlige navn er Christopher Becker Whitley: han blev 45 år, inden han i 2005 døde af lungekræft.
Chris Whitley led åbenbart af det for kunstnere uheldige handicap, at han ikke var særlig interesseret i PR og markedsføring. Han var kritikernes, musikernes og kultfansenes musiker. Hans stil beskrives som et mix af blues og rock med ingredienser af meget andet. Som forbillederne i Mississippi-deltaet spillede han National Reso-Phonic Guitars og Dobro og excellerede i alternative guitartunings. Listen af kunstnere han har spillet sammen med er alenlang. Jeg tjekkede min pladesamling igennem og fandt hans navn som sideman på plader med fx Shawn Colvin og Little Jimmy Scott.
Det billede man får af manden er, at han brændte sit lys og brændte for musikken. Og det sidste gav ham stor respekt i musikerkredse. Følgende anekdote giver et billede af ham som udøvende musiker: “”So we show up on Friday in Cleveland, head over to the venue, just the two of us, bands and crews and gear swirling all around, just like it always was at these festival types of shows, and off to the side, just me and Chris hanging out, just a guitar, the trusty boot board, and a Beta 58 vocal mic to worry about. We get bumped from sound check, like we always did . . . so no one hears Chris play until we get called to the stage to perform. Now, as anyone who’s seen the film of this performance knows, Chris turned in a rendition of ‘Hell Hound’ that night that was unforgettable. He was Robert Johnson that night. One man, one guitar, one boot, and he tore it up. As we were leaving, the legendary Robert Lockwood Jr. pulled me aside and asked if I worked for Chris. I replied that I did, to which he said, ‘Tell that boy he plays like three men.‘ ”

I mbs kommentar er der flere youtube-links – og endnu flere på youtubes side…

Siden jeg var en bette knægt i korte bukser og med skrammer på knæene har jeg været begejstret for King Kong. Fortællingen om den voldsomme, utæmmede, maskuline naturkraft, der transporteres ind i civilisationens centrum, metropolen for at møde sin skæbne – ikke i form af kampfly og soldater – men kvindelig skønhed er blevet fortalt flere gange.

Første gang i klassikeren fra 1933, som stadigvæk besidder en i mere end en forstand primitiv fascinationskraft, og sidst i Peter Jacksons mildest talt skuffende og ufrivilligt komiske udgave fra 2005. John Guillermins udgave fra 1976 fik smæk, da den kom frem, men er langt bedre end sit kritikerrygte. Og langt bedre end Peter Jacksons. Ikke mindst i kraft af Jessica Langes gestaltning af Kongs dragende kvindelige modstykke. Ikke noget at sige til, at Kong kravler op i sit falliske højhus med hende…

Med lidt god vilje kan man fortolke historien som det maskulines skæbne i den moderne verden. Den maskuline naturs undergang gennem sin egen drift.

Jeg har altid holdt med Kong og syntes, at det var synd han skulle lide en krank skæbne på toppen af en skyskraber…

I dag fandt jeg udgaven til 25 kroner i en lokal medieshop. Wroaar…

Lad os bare erkende det i disse digitaliseringstider, hvor cd’en er truet: Den rigtige musikoplevelse er i koncertsituationen. Hér hvor kunstnerne fortolker deres egne sange. Der er intet, der overgår det. Vi ser her bort fra, at det også mis-lykkes nu og da… Det nærmeste vi kommer koncerten i levende live er live-albums, hvor live-acten er kommet “på dåse”. Og det er også godt, når man nu skal undvære kunstnerens optræden. Og en af mine all-time-favoritter inden for live-album-genren er Lou Reeds Rock’n Roll Animal fra 1974. Med de eminente rock-guitarister Dick Wagner og Steve Hunter i front Ray Coclcrod på tangenter og en solid rytmebacking af bassisten Prakash John og trommeslageren Pentti Glan fører Reed lytteren gennem en håndfuld Velvet Underground-sange, der nyfortolkes med en indsprøjtning heavy glam-rock med tryk på rock. Så vidt jeg husker stod Velvet Underground-purister af over for, hvad de opfattede som Reeds helligbrøde. Sådan kunne man ikke maltraktere Velvet Underground-sangskatten…
Velvet Underground skrabede udtryk er erstattet af en saftig rock-performance, hvor der er plads til imponerende, flot svungne guitar- og bass-soli, og sangene leveres i et vildt medrivende tempo, der rykker og flår i lytteren, så man får lyst til at rende rundt og råbe – højt. Albummet blev genudgivet som cd i 2000 med forbedret lydkvalitet og to ekstranumre. Anbefales varmt, hvis man vil ruskes lidt igennem…

Fra nogenlunde samme periode:

Det er i år fyrre år siden, Danmarks Radio lancerede Dansktoppen, der siden blev et begreb for en bestemt musikform. Det blev aldrig min musikform, selv om det var mere end svært at undgå nogle af landeplagerne…
Da jeg læste på Nordisk i århus fik jeg blandt andet fat i en stencileret ideologikritisk analyse af Dansktoppen, som nogle studerende ved Københavns universitet havde lavet. En grundig gennemhegling af tekstuniverset i dansktopsangene. Jeg behøver vel ikke at sige, at analysens konklusioner ikke faldt ud til sangskrivernes småborgerlige bevidstheds fordel…
Trods mine egne musikalske sympatier havde jeg dog stor forståelse for dansktopfolkets interesser og ønsker. Og fx kunne jeg ikke forstå, at en så populær musikform ikke kunne blive præsenteret i tv. På den anden side stod det jo også sløjt til med beat-musikken…
Min forståelse for dansktoppen hang i høj grad sammen med, at det var den slags musik mine forældre og deres omgangskreds lyttede til. Derfor blev den også en del af mit soundtrack til halvfjerdserne. Den kørte i baggrunden, lige som Giro 413 havde gjort årtiet før (og stadigvæk gjorde). Hvis det da ikke lige var tysk underholdningsmusik, de lyttede til, derned i Esbjerg.
I Berl. Tidende kan man læse et klogt hoved forklare, at dansktopmusikken musikalsk set trækker på tilsvarende folkelige musikformer i Sverige, Tyskland og USA, dvs. svenske og tyske schlagere og så amerikansk mainstream-country. Dansktoppens kritikere forstod ikke én ting ved dansktoppen, nemlig at den kun ville én ting: underholde. Der var ingen kunstprætentioner i denne musikform. Håndværket skulle være i orden. Men heller ikke mere. Teksterne skulle ikke være dybsindige eller tankevækkende, men bare mundrette og lette at huske. Og melodierne skulel være til at synge med på og gerne danse ubesværet rundt til.

Det lokale supermarked havde en slags udsalg i medieafdelingen, og jeg kom – selvfølgelig – ikke tomhændet hjem fra indkøb. En bunke dvd’er à 10 kr stykket og så John Mogensen-udgivelsen Fut i Fejemøget. 36 af de allerbedste.
På omslaget ser man en langhåret, langskægget Mogensen i rød t-shirt og med et par solide, stribede seler til at holde bukserne oppe på den runde mave. Han ligner en bodega-helt fra capacs barndomsby. En af dem, der kan bruge hele dagen (og tegnedrengens indhold) på at sidde og sludre, drikke den ene bajer efter den anden, fortælle historier og vittigheder, medens jukeboksen spiller dansktop-, country- og popsange i en uendelighed, akkompagneret af lyden fra en spillemaskine og glassenes klirren. Og det er vist ikke så langt fra det liv, Mogensen faktisk levede…
Det var vist også denne genkendelighed, der gjorde, at jeg havde et lidt anstrengt forhold til hr. Mogensen, da han slog igennem som solokunstner i halvfjerdserne. På den ene side kunne jeg ikke lade være med at nynne med på hans meget populære sange, og tekststumperne sad uhjælpeligt fast på stemmebåndet. På den anden side lignede han nok for meget det, jeg selv kom fra…
Mogensen var dansktop uden at være rigtig dansktop. Dertil var hans tekster for ‘realistiske’, sproget for tæt på hverdagens sprog med dets bandeord, ligefremme sætninger og gængse talemåder. Musikken var country-inspireret pop udført på den facon, som mange partybands foretrækker.
Det påstås, at John Mogensen kun skrev musik og indspillede den, når han havde brug for penge til dagen og vejen. Måske er det en del af forklaringen på den ærlighed og uforstilthed, der er en af kvaliteterne i Mogensens sangskrivning. Her er ingen behagesyge. Sangene er små, ærlige postkort fra et levet liv og om dette livs lære..

Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.
Sæt dig ned,
hvis du har tid,
jeg har noget at berette for dig.
Du begriber jo ikke
en pind om det liv,
der bli´r levet af bumser som mig.
Jeg er jo
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Øllet er drukket;
Klodsen er lukket,
men det har jeg prøvet så tit.
Hør nu her
du fine mand;
Du præker for meget, min ven.
Spring med en Femmer
til lidt mad og en øl,
så ka´ det være´ vi ku´ snakke igen.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Frakken er stampet;
Sprutten fordampet,
men det har jeg prøvet så tit.
Jeg ka´ gå
hvorhen jeg vil;
ikke bar´ følge med lisom du.
Jeg er bums for Vorherre
men ikke for dig,
og min guitar-den har jeg endnu.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.

Mogensen skrev selv de fleste sange, der er iørefaldende popsange med mundrette tekster, der uden besvær lader sig huske af lytteren. På dobbeltcd’en er der dog også et par fordanskninger af sangskriverer som Buck Owens (Grufuldt Mareridt), Paul Harford (Ensomhedens Gode No. 9), Boudleaux Bryant (Den mand) og især broderen i ånden, Kris Kristofferson ( Carsten Levin og Søndag Morgen ). Jo, Mogensen kendte sine inspirationskilder.

Hvis Povl Dissing er danskernes svar på the Blues, så er Mogensen vores svar på den bedste amerikanske traditionelle country…

I 1984 holdt Fleetwood Mac en længere pause i pladeinspilninger, og den benyttede Lindsay Buckingham til at indspille sin anden soloplade. En soloplade i mere end en forstand. Buckingham har skrevet alle ni numre på pladen, og han spiller samtlige instrumenter, bortset fra to numre, hvor han får hjælp på bas, keyboard og koklokker (Go Insane og I want you). Pladen er produceret af produceresset Roy Thomas Baker, og stilen er umiskende Buckhamsk minimalisme med smag for det repetitive og fængende omkvæd. Sofistikeret poprock, der ikke lefter for sin lytter.

En særlig egenskab ved pladen er, at alle numrene går direkte og umærkeligt over i hinanden, så pladen får karakter af et stort værk, og slutsporet på vinylpladens side et lader musikken fortsætte med at spille i det uendelige (lidt à la side 2 på Beatles Sgt. Pepper)..

Lindsay Buckingham-Go insane(1984)+Short interview

Big Sur, det naturskønne område i de centrale Californien, er ikke kun et yndet rejsemål for amerikanere og turister, men også et område, der har været til stadig inspiration for kunstnere og forfattere som fx Henry Miller (Big Sur and the Oranges of Hieronymus Bosch), Richard Brautingan, Hunter S. Thompson og Jack Kerouac. The Beach Boys besang stedet på deres mesterværk “Holland” fra 1973. Og i går faldt jeg over en herlig optagelse med Crosby, Stills, Nash & Young fra 1969, hvor de giver nummeret “Down by the River” i Big Sur. Nyd optagelsen, der er ren nostalgi og CSN&Y, da de måske var allerbedst…

CSN&Y-Down By The River

Selv om David Bowie blev betragtet som en kamæleon, der lod sin sceniske identitet og sit køn skifte farve og changere efter omgivelserne, så blev det taget ham ilde op, at han efter Diamond Dogs foretog et markant stilskifte og lavede albummet “Young Americans” (1975). Et hamskifte, hvor Bowie smed Ziggy Stardust-figuren på porten og sprang ud som hvid fortolker af soulmusik, Philidelphia Soul. Selv om en del puristiske fans stod af, så blev albummet et solidt hit, og singleudspillet “Fame”, der blev skrevet sammen med en anden elsker af amerikansk soul – John Lennon, blev Bowies første nr. 1 hit i USA. Større anerkendelse kan man vel ikke tænke sig for en plade, som Bowie selv beskedent kaldte for “plastik soul”…
I modsætning til fx Roxy Musics overgang fra art-rock til pop med “Avalon”, kan man dårligt tale om kunstnerisk “udsalg” i Bowies eksempel. Bowie har altid stået for forvandlingen og den bevidste iscenesættelse. Det understregede han, da han kort tid efter begyndte på sin berømte Berlin-trilogi. “Young Americans” er endnu en iscenesættelse, hvor “Bowie” påtager sin en rolle som den elegante, hvide fortolker af soul. Helt ud i det smagfuldt iscenesatte cover, hvor Bowie citerer den lækre, sofistikerede Philly-souls æstetik…
Efter min mening behøver Bowie ikke at være beskeden i forhold til den rigtige soul. Det er et medrivende, dansant, swingende og ekstremt velloplagt album, der giver baghjul til megen af den dovne soul-musik, der kom på samme tid og er kommet siden hen… Bør findes i enhver Bowie-fans samling.

David Bowie – young americans – the dick cavett show newyork

Apropos