Capac anbefaler: Mansfield – Star-Crossed Lovers

8. juni 2020

Fire unge mænd iført jakke og bukser, måske endda jakkesæt, på det sort-hvide coverfoto til Mansfields nye album Star-Crossed Lovers – det kaster mange associationer af sig. Først når vinylen snurrer lystigt på grammofonen falder de værste associationer bort. Nej, der er ikke tale om en flok kontorister på bytur i frokostpausen eller en håndfuld yuppidrenge på gale veje.

Musikken fortæller fra første anslag (på trommer) om en musikalsk udfoldelse, der peger tilbage i tiden. Først og fremmest til den britiske beatmusik fra tresserne, den der rejste sig i sporet af the Beatles, og også brit-poppen, der i halvfemserne samlede arven fra beatmusikken op og pustede liv i en sangskrivning med vægt på gode melodier og klassiske dyder som kvartetrockinstrumentering (guitar, bas, trommer og sang) og jordnær, enkel produktion.

Og det er da lige netop, hvad der møder lytteren på de to pladesider. Elleve iørefaldende sange, der har den der lette popkvalitet, der var vandmærket i meget af den musik, inspirationen hentes i. Elleve sange, der – som den shakespearske albumtitel antyder – i høj grad kredser om den altid svære kærlighed (model: Romeo og Julie), der i bedste fald fremtvinger en real-opti-misme, hvor drømmene godt nok er ramponerede, men hvor kærligheden dog kan udfolde sig.

Christian Stage (der sammen med de andre tre musikere – Mads Havelund (guitar, sang), Mathias Wedeken (bas) og Filip Gulløv (trommer, sang) – har skrevet sangene) synger for på klassisk vis, og han har en af disse rene, intense stemmer, der tager den naturlige føring i sangene og i arrangementerne, der lige præcis lader den rollefordeling være gennemgående på pladen.

Helt efter rockens grønspættebog, så er pladens sange en god blanding af ballader og rockere. Og soliditeten og kvaliteten af sangene er sådan, at det nærmest er umuligt at fremhæve en eller to sange på bekostning af andre. Sangskrivningen niveau er med andre ord højt og adskiller sig måske kun fra den inspirative fortids sangskrivning ved ikke at indeholde et eller to numre med tydelig adresse til singlehitlisterne. Og det taler i sig selv for pladens homogenitet.

Star-Crossed Lovers skal anbefales varmt, fordi den på bedste, moderne vis viderefører en rocktradition, der alt for let kan drukne i vor tids overproducerede, digitaliserede populærmusik. Mansfield er traditionalister i ordets bedste forstand: forvaltere af den gode musik. Hermed varmt anbefalet.

Mansfield. Star-Crossed Lovers. Produceret af: Jakob Winther. DME. Udkom 29/05 2020

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

193 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62