Sommeren er over os, og danskere i tusindtal drager med charterfly mod syd for at holde ferie. Samtidig fortsætter diskussionen om, hvordan vi kan begrænse flyrejser for at nedsætte CO2-udledningen. Senest har regeringen meldt ud, at man overvejer en afgift på flyrejser. En idé samme regering ikke var så varm på, da valgkampen kørte.
Problemet med afgifter på flyrejser er, at de skal være så store, at de afholder folk fra at tage flyveren. Og er det sandsynligt, at det kommer til at ske!? Det er det brændende spørgsmål.
Tager vi et øjeblik de samtidshistoriske briller på, så kan vi konstatere, at charterferier med fly er et relativt nyt fænomen. Herhjemme var det først for alvor, da Simon Spies og Tjæreborg-præsten i tresserne begyndte at sende danskere til grisefester på Mallorca m.m., at charterferierne kom i gang. Vi taler altså om et halvt århundrede.
Før Spies og Tjæreborg måtte danskerne tage til takke med andre rejseformer, hvis de ville holde ferie udenlands. Ordinære flyforbindelser, tog og privatbil (hvis man var rig nok til at have sådan en). Udenlandsferier var i det hele taget forbeholdt et velhavende mindretal. Ellers var man henvist til at holde ferie i hjemlandet – og transportere sig med tog, rutebil, bus, bil, cykel eller til fods. For sådan var det dengang. Og nogle tog slet ikke på ferie, men holdt ferie derhjemme.
Det er altså ikke strengt nødvendigt med charterrejser. Vi kan godt undvære dem – helt, hvis vi vil. Vi kan godt holde ferie uden at skulle belaste miljøet så voldsomt, som tilfældet er. Og jeg mener, at det egentlig er det spørgsmål, vi skal stille os selv: Er vi villige til at give afkald på forbrugsgoder for at nedbringe CO2-belastningen og dermed afværge alvorlige klimaproblemer i fremtiden?
