7. juli 2019 arkiv

En slem dreng

7. juli 2019

Carole King var i de tidlige tressere en af de få (den eneste?) kvindelige sangskriver, der skrev sange til de mange pigegrupper, der dominerede poppen i USA før The Beatles kom til, kopierede nogle af pigegrupperne og sendte dem til tælling. Her er hun selv med en sang, der passer som fod i hose til tematikken hos pigegrupperne. En sang om en slem dreng, som mor ikke kan lide, fordi han – bl.a. – ikke lader sit hår klippe, men som pigen alligevel (I don’t care) er ganske betaget af. Uh-oh.

Joao Gilberto – bossa novaens “fader” – er død, 88 år

7. juli 2019

Det er virkelig et af de meget store træer i musikskoven, der nu er væltet. Joao Gilberto, bossa nova-pioner og – med en kliché – bossa novaens far, er død i en alder af 88 år.

Sammen med Antonio Carlos Jobim var han op gennem 1950’erne og 1960’erne med til at formulere bossa novaen som et barn af den brazilianske musik og den nordamerikanske jazz. En melodiøs, cool, sofistikeret easy listening eller pop, der bredte sig som en steppebrand fra Brasilien til resten af verden. Og var med til at puste liv i den optimisme og fremskridstro, som bar tresserne. Desværre fulgte den politiske virkelighed i Brasilien ikke med og Gilberto måtte leve i landflygtighed i mange år.

Fusionen af samba og jazz fandt et næsten perfekt udtryk, da Gilberto indspillede med Stan Getz på klassikere Getz/Gilberto.

Sport og politik: Megan Rapinoe

7. juli 2019

I aften møder USA og Holland hinanden i WM-finalen i kvindefodbold. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg håber på, at Holland løber med pokalen, selv om det ser svært ud. For jeg har det svært med den America-First-mentalitet, der præger kvindelandsholdet og dets publikum. En ubehagelig selvovervurderende, selvsmagende, selvfejrende attitude, der kan ødelægge stemningen ved enhver god fodboldkamp.

Nå, men det var slet ikke derhen , jeg ville. Derimod til den gamle traver, “sport og politik”. Lige så længe jeg kan huske tilbage i sportens historie, så har sportsudøvelse og politik været tæt forbundet. Vi så det i trediverne, da Hitler afholdt Olympiske Lege, hvor førerfolket fik problemer både med at vinde og med deltagere med en anden hudfarve end den “ariske”. Vi så det i 1968, da medlemmer af Black Panthers demonstrerede på medaljeskamlerne. Vi så det, da den palæstinensiske gruppe Sorte September tog gidsler ved sommerolympiaden i 1972 i München. Blot for at nævne nogle at de store politiske begivenheder, der fik stor mediebevågenhed.

Men sammenfletningen af sport og politik er også til stede på et mindre dramatisk plan, som fx når den kvindelige amerikanske fodboldspiller Megan Rainoe løbende markerer sig politisk. I forhold til sit lands præsident, Trump, som hun ikke vil møde, sin fortsatte italesættelse af lige rettigheder for alle, inkl. LGBTQ-personer og sin skarpe kritik af en konservativ, mandsdomineret fodboldverden. Senest har hun i skarpe vendinger kritiseret, at det internationale fodboldforbund FIFA har lagt finalen i WM for kvinder på samme sag, som Gold Cup og Copa America, to mandlige turneringer. Dertil kommer, at kvinderne bliver underbetalt i forhold til mændene.

Det er godt, at der er personer som Rapinoe, der klart melder ud i politiske spørgsmål og ikke lader det hele drukne i vi-er-alle-i-samme-båd-ideologien, der ellers hersker i sportens verden. Hun er et forbillede for mange af verdens piger og man kan kun håbe, hun også er det i kraft af sin modige, ligefremme håndtering af politiske emner. Sportudøvelse på internationalt plan er en talestol for politiske emner. Det handler om at bruge den til det formål. Godt gået Rapinoe. Og lad så det bedste mandskab vinde.

Ringo Starr – 79

7. juli 2019

Selv om han kan være lidt svær at genkende på fotoet ovenfor, så er det Ringo Starr, der sidder ved slagtøjet i Eddie Clayton Skiffle Group.

Efter at have forsøgt sig med job ved de britiske jernbaner og som barmand på et skib, der sejlede mellem Liverpool og Wales fik Ringo et job som en slags lærling ved Henry Hunt and Sons (ingeniørfirma), hvor han straks efter blev en del af Eddie Claytons band, der spillede for de ansatte i frokosstuen, ved lokale fester og amatørkonkurrencer. Vi er i 1956-57.

Og i december 1957 køber Ringos stedfader Harry Graves det første trommesæt til sin stedsøn. Et brugt sæt til 10 £, som Graves selv transporterer med toget fra London til Liverpool. Ikke længe efter køber Ringo – for lånte penge – sit eget Premier trommesæt. Og så er han for alvor i gang med karrieren. Han skifter til Darktown Skiffle Group og sidder ind hos adskillige andre bands, også jazzbands (Ringo var vild med jazz).

Via et fast job i Rory Storm and the Hurricanes kommer han til Hamborg og møder The Beatles, og resten er historie. I dag fylder den lille trommeslager 79 år og er rask, rørig og aktiv ved stikkerne. Og han vil sikkert sende sit Peace and Love til alle lykønskere.