CAPAC

Jeg har haft fornøjelsen af at anbefale Consolation hele to gange før. Og jeg gør det gerne igen. For Consolation er noget så sjældent i disse x-factor-tider et band, der har fundet sin niche i det store, uoverskuelige musikalske landskab. Nichen har mange kælenavne. Americana, roots osv. Altså en musikform, der dyrker, ja rendyrker, de genrer, der udgør den amerikanske populærmusiks dybeste rødder. Og det er det sangskriver Nis Gaarde(sang, guitar, tangenter og slagtøj) gør sammen med sine gode medspillemænd, Jacob Svensson-Hahn (bas), Svens Busck Andersen (trommer), vincent Daly (guitar, sang) og Leif Bruun (steel guitar).

Som sidst har Nis Gaarde skrevet en snes sange, der ikke lader de amerikanske sangskrivere meget tilbage at ønske. Sange, der er både medrivende, iørefaldende på den poppede måde og som besidder nogle tekster, der har noget på hjerte og give lytterne lidt at tænke over og tygge på. Fx balladen “Invisible girl”, der godt kunne være en ode til en vis svensk pige, der har sat verdens politikere til vægs med sin autistiske insisteren på det banale, at vi skal passe på den jord, vi alle sammen deler. Eller titelsangen “Astoria”, der – hvis ellers jeg forstår den – er et stykke nostalgi, der passer smukt til Consolations ægte traditionalisme.

Hvis den nye plade Astoria adskiller sig fra de foregående to, så er det måske på den måde, at der er blevet skruet lidt op for rockknappen. En lille smule mere smæld i trommerne, lidt mere potens i guitarakkorderne. Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man starter pladen med det heftige nummer “Running the light”. Og måske hjælpes det indtryk på vej af produktionen (af Nis Gaarde), der virkelig har fundet en fin balance mellem et fortættet bandudtryk og klarhed i de enkelte instrumenters fremtræden i lydebilledet.

Med til det let fornyede lydbillede hører også, at bandet får hjælp af en flok musikere, der hver på deres måde kvalificerer det samlede lydunivers. Emma Sommer lægger en lækker backingvokal og Michael Hartvig (slagtøj), Johan Bylling Lang (saxofon), Bjarke Nikolajsen (trompet), Søen Dahl-Pederen (orgel), Line Feldig (cello) og Lasse Storgaard (accordion) skaber en nuanceret kontekst for kvintetten som underbinder og understøtter Consolations modnede udgave af dansk americana (hvis man ellers kan mene det – det kan man godt i disse internationalistisk og globaliserede tider…).

Med Astoria sætter Nis Gaarde og Consolation en tyk, sort streg under deres position som et af genrens førende eksponenter i vort lille land. Og selv om pladen måske ikke lægger mange alen til de to vellykkede forløbere, så overbeviser den fuldt og helt om, at Consolation har fundet deres stilistiske hjem. Og man kan kun opfordre dem til at fortsætte ad det spor, så er der meget mere godt i vente. Hermed varmt anbefalet af capac.

Consolation. Astoria. Produceret af: Nis Gaarde. DME. Er udkommet

Det er via Klaus Lynggaard, jeg erfarer, at sangerinden Lise Reinau er død. Og Berlingeren kan fortælle, at hun blev 87 år. Med sin mørke, bløde stemme og sin smag for jazz og bossa nova var hun et del af det lydbillede, der strømmede gennem statsradiofonien dengang i de sene halvtredsere og tidligste tressere – og dermed et del af den side af mit lydbagtæppe, der ikke har med pop og beat at gøre. Easy listening til tressernes højkonjunktur og fremadbuldrende forbrugerisme.

Allerede i 1954 fandt Annelise Engelbrecht Hansen, som Lise Reinau egentlig hed, sin følgesvend i livet Poul, og sammen sørgede de for at præge omtalte lydbillede. Efter sine succesfulde år fortsatte Reinau i det pædagogiske arbejde. Ægtemanden Poul døde i 2005.

Her er hendes kendteste sang “Herlev”, men der er meget materiale på Youtube med Reinau.

Endnu en interessant skikkelse fra tresserne og halvfjerdserne, tegneren, forfatteren m.m. Peder Bundgaard fylder 75 år i dag. Peder er kendt for sit nære venskab med forfatteren Dan Turèll, sine bogomslag og ikke mindst sin mange pladecovers, heriblandt flere af Gasolins. Den markante streg, der minder en del om tressernes amerikanske undergrundstegneserier (Robert Crumb fx), var med til at gøre pladecovers som fx Gasolin 2 til noget helt særligt.

Jeg mindes også med glæde dengang, Peder Bundgaard agerede disc jockey på P3 og specialiserede sig i at spille, hvad han selv kaldte “grim” musik. Fx Captain Beefheart, i hvert fald musik, der faldt uden for den gyldne middelvej og hitlisternes ranglistehysteri. I dag fylder Peder, der de senere år især har gjort sig gældende som forfatter, de 75. Lad os håbe, der er mange flere år i ham.’

Bundgaard har også leget fotograf…

Ministersønnen, der blev provo. Ole Grünbaum er en af de såkaldte 68’ere. Inspireret af den amerikanske beatgeneration, beatnikkerne, og af hippierne blev Ole provo (en anden mindre ungdomsoprørsbevægelse) og blev et navn i medierne. Siden dampede provokationerne af og Ole kastede sig over computerteknologien, bl.a. som skribent i Politiken. Og i dag ernærer han sig vist som pensionist og foredragsholder. Hvis man vil vide noget om provotiden og Oles syn på den tid, så kan man med stor fornøjelse læse hans erindringer Bar røv i tresserne. Og det synes jeg, man skal gøre.

Coronaen rammer også dansk musik. Koncerter m.m. aflyses, og det rammer musikerne. Så derfor skal vi – musikforbrugere og -elskere – overveje, om ikke vi kan bidrage lidt til at hjælpe de betrængte kunstner. Og selvfølgelig kan vi det – ved at købe lidt musik, måske lidt mere end vi ellers ville gøre. Køb CD’er, vinyler eller download. Fx nogle af de plader, jeg har anbefalet i år (og forrige år for den slags skyld). Fra Finn Olafsson til Ole Frimer Band. Køb on-line, så slipper i for al det der med smittende kontakt.

Dem af os, der kan huske året 1976, hvor Bifrost bragede igennem lydmuren med deres debutalbum og fejede hitlistekonkurrenterne af bordet, vil Tom Lundén sange have en særlig fremtrædende plads. Debutalbummet var på sæt og vis et virkeligt smukt ekko af tresserne, som man formelt set havde forladt, men sange, der emmede af hippiedrømme og alt, hvad dertil hører.

At Tom Lundén også er meget andet end sangskriver, sanger og musiker – fx fhv. medlem af Alrune Rod (en kort tid, men alligevel) og skaber af Christianniahymnen “I kan ikke slå os ihjel”  – behøver vi kun nævne i forbifarten, for det er tiden med Bifrost og de langtidsholdbare sange, der kom ud af den konstellation, der vil sikre Lunden en varig plads blandt danske sangskrivere. Når man i dag lytter til Bifrost, opfølgeren Til en sigøjner eller opsamlingen Hjerte til salg, så kan man høre, at Bifrost leverede den rene og skære popmusik, selv om den var filtret igennem tressernes og de tidlige halvfjerdseres progressive rock fra Jefferson Airplane til Alrune Rod. Og derfor var det oplagt, at de hittede kraftigt. Jeg mindes endnu, hvor overraskende det var, at debutalbummet indtog førstepladsen på det års albumhitliste på DRs program 3. Jo, Bifrost og Tom Lundén var ikke til at komme uden om dengang.

Så dukkede den op i mit hovede igen, Elvin Bishops “Fooled around and fell in love”. Ovenfor med herren selv og Rene Slais som backingsangerinde. Absolut en fin version. Men det er stadigvæk Rod Stewarts opdatering, der lægger mit musikhjerte nærmest – stemmen og arrangementet er bare bedre. Men sangen er sådan en, der er dømt til at blive kopieret. En dead simple song, som Sheena Easton kalder den i en radioliveoptagelse, hvorefter hun giver sin version, der ikke når de to allerede nævnte til strømpeholderen, men dog får tilføjet lidt kønsligestilling, idet “girls” er udskiftet med “guys”. Kontormusen, der bragede igennem som popkomet i starten af firserne, hittede med James Bond-sang senere og nu vist nærmest har parkeret karrieren i USA med genudgivelser og Las Vegas-optrædener.

En anden kvindelig udgave leveres af den seje countrytøs Miranda Lambert (i selskab med nogle af sine samarbejdspartnere (Maren Morris, Ashley McBryde, Tenille Townes, Elle King og Caylee Hammack). En hæderlig udgave, men brtset fra at “girls” nu bliver til “boys”, så tilføjer den heller ikke rigtig noget til den slidstærke sang.

Også Jefferson Starship, den gennem-kommercialiserede genfødsel af Jefferson Airplane, har taget sange på sit repertoire i en – hvis vi skal være rare – tålelig udgave, der mest repeterer og ikke tilfører sangen så meget som et gram personlighed. Og der er flere endnu mindre kendte navne, der har kastet sig over den – uden at det ændrer noget ved det samlede billede. Det er kun Rod Stewart, der formår at tilegne sig sangen og gøre den til sin egen på sin plade med Great Rock Classics of our Time.

Så fik jeg den vist ud af hoved for denne gang…

Med tilføjelsen af Neil Young skulle David Crosby, Steven Stills og Graham Nash følge op på deres eponyme succesfulde debutalbum. Den svære toer. Og svær var den. Den blev til i skyggen af David Crosbys tab af sin kæreste ved en ulykke og hans efterfølgende narkotikaexcess. Neil Young var efter sigende humørsvingende under optagelserne og kom og gid, som det passede ham, medens Graham Nash forsøgte at gyde olie på vandene og skabe en stemning, der kunne resultere i en plade.

Det lykkedes. Rolling Stone var alt andet end begejstret for pladen, men den blev trods alle odds et mesterværk, der på fineste vis afspejlede stemningen på den amerikanske vestkyst på det tidspunkt. Og i min bog er det et hovedværk for perioden – og ikke kun for kvartetten.

Foregående indlæg satte mig på sporet af Talking Heads. Og hvor er det længe siden, vi havde et band som dem. Fornyende, energiske, intelligente og med tekster af en anden verden. Måske man skulle finde Stop Making Sense-videon frem fra gemmerne?! Syng og dans bare med…

https://youtu.be/s3A5CKkbH1o

You may find yourself living in a shotgun shack
You may find yourself in another part of the world
You may find yourself behind the wheel of a large automobile
You may find yourself in a beautiful house with a beautiful wife
You may ask yourself, well, how did I get here?
Letting the days go by, let the water hold me down
Letting the days go by, water flowing underground
Into the blue again after the money’s gone
Once in a lifetime, water flowing underground
You may ask yourself, how do I work this?
You may ask yourself, where is that large automobile?
You may tell yourself, this is not my beautiful house
You may tell yourself, this is not my beautiful wife
Letting the days go by, let the water hold me down
Letting the days go by, water flowing underground
Into the blue again, after the money’s gone
Once in a lifetime, water flowing underground
Same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was
Same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was

Water dissolving and water removing
There is water at the bottom of the ocean
Remove the water, carry the water
Remove the water from the bottom of the ocean
Letting the days go by, let the water hold me down
Letting the days go by, water flowing underground
Into the blue again, after the money’s gone
Once in a lifetime, water flowing underground
Into the blue again, into silent water
Under the rocks and stones, there is water underground
Letting the days go by, into silent water
Once in a lifetime, water flowing underground
You may ask yourself, what is that beautiful house?
You may ask yourself, where does that highway lead to?
You may ask yourself, am I right, am I wrong?
You may say to yourself, my god, what have I done?
Letting the days go by, let the water hold me down
Letting the days go by, water flowing underground
Into the blue again, after the money’s gone
Once in a lifetime, water flowing underground
Into the blue again, into silent water
Under the rocks and stones, there is water underground
Letting the days go by, into silent water
Once in a lifetime, water flowing underground
Same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was
Same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was, same as it ever was

Time isn’t holding us, time isn’t after us
Time isn’t holding us, time doesn’t hold you back
Time isn’t holding us, time isn’t after us
Time isn’t holding us…
Letting the days go by, letting the days go by, letting the days go by, once in a lifetime [?]
Letting the days go by, letting the days go by, letting the days go by, once in a lifetime

https://www.facebook.com/nationalmuseet/videos/2752877778161296/?t=0

Selvfølgelig skulle der en arkæolog, nemlig Jeanette Varberg, museumsinspektør ved Nationalmuseet til at forklare, hvordan og hvorfor en virus breder sig fra et afsides kinesisk fiskemarked til hele verden og blive til en pandemi. Coronaen er også på den måde en kritik af vores levevis. Tak Jeanette!

PS. Læsere, der kender Jeanette Varbergs forfatterskab, vil genkende tankegangen fra hendes lille, men meget anbefalelsesværdige bog Vi har altid vandret, der giver et kort, men oplysende vue over menneskehedens historie – set fra migrationens vinkel. Du kunne passende læse den, nu hvor du alligevel er i karantæne,.

Det pågældende fiskemarked, hvor smitten angiveligt er opstået (de første tilfælde af coronasmittede kunne alle føres tilbage til fiskemarkedet i Wuhan) er et såkaldt “vådt” marked. Læs om disse våde markeder her. Masser af vand, blod, slagtede fisk og andre dyr og mange mennesker sammen giver gode betingelser for dannelse af virus og smitte. Retfærdigvis skal det tilføjes, at der blandt eksperter er delte meninger om, hvorvidt fiskemarkedet er oprindelsesstedet – læs her.

Den 12. marts døde Geordie, forsangeren i det legendariske falsetrockband Red Squares efter nogen tids sygdom. I 2012 havde jeg fornøjelsen af at omtale hans album All of this, et varieret, lytteværdigt album, der bød på både rock og pop. Men det var for sin tid i første halvdel af 1960’erne, hvor han sammen med Red Squares var med til at give falsetsangen en opblomstring af dimensioner her i landet, at Geordie vil blive husket. Dengang Red Squares og Wishful Thinking var næsten lige så store som The Beatles – herhjemme.

https://www.youtube.com/watch?v=ed97xkdYRHY

Jeg går ind på DRs hjemmeside og klikker mig ind på TV-siden. Og her kører en nyhedsrapportage om lukningen af de danske grænser. Som de seneste dage kører DR på med coronasmitten og rydder sendefladen på DR1 om formiddagen og eftermiddagen for at lade nyhedssstrømmen om coronasmitten flyde frit. Samtidig har DR nedlagt “Deadline” og erstattet radionyhederne med P4s “populære nyheder”.

Når jeg igen er ude med riven i forhold til DR, så er det ikke, fordi jeg hader DR. Tværtimod. Jeg elsker Danmarks Radio. Det er en radio- og tv-station, jeg er vokset op med. Det er takket være Danmarks Radio, jeg har lært at elske tv-mediet og radiomediet. Men det har gennem årene været et stadigt mere belastet kærlighedsforhold. Specielt i tiden efter den store kommercialisering af medierne – herunder opretttelsen af TV2 – er det gået ned ad bakke for den gamle public service-station, der mere eller mindre har tabt public service af sigte til fordel for seer- og lyttertalsstatistik, leflen for de unge generationer (der ikke gider hverken tv eller radio) og et underholdningsimperativ.

Men det behøvede ikke at være sådan. Selv i en tid, hvor DR er underlagt store, politisk bestemte besparelse, kunne DR sagtens både informere om corona, holde public service-fanen højt og undgå at falde ned i populismens sorte hul. Fx er en af konsekvenserne af den aktuelle besparelse, men også af DRs officielle programpolitik, at man vil satse mere på den digitale side af DR, altså internettet. Og så er det man spørger sig selv: Hvor benytter DR ikke muligheden af at fastholde deres program ved at flytte mere over på nettet, samtidig med at man informerer om corona på DR1? Hvorfor skal licensbetalerne ikke have mulighed for at se andet end coronainformation på DR1? Og det bliver ikke mere forståeligt af, at nyhedsstrømmen på DR1 er degenereret til en lind strøm af hurtigtsnakkende, tankeløs information, hvor alle informationer er blevet til ‘et fedt’ og hvor et flertal af seerne for længst har opgivet at skelne mellem væsentligt og uvæsentlig, vigtig og uvigtigt og så videre og bliver ladt tilbage med en følelse af uvished og utryghed. I en krisetid som den, vi angiveligt befinder os i, burde DR vise sig fra sin bedste side, stramme sin nyhedsformidling gevaldigt op, så seerne fik den nødvendige information, men heller ikke mere, samtidig med at man fortsatte programvirksomheden som “business as usual” på såvel tv-programmerne som de digitale sider.

Musikeren, koncertrrrangøren m.m. Niels Henrik Gythfeldt, bedre kendt som Paddy Gythfeldt, er død, kun 70 år gammel. Lokalavisen Villabyerne fortæller i en helsidesnekrolog historien om norskfødte Paddy, der som ganske ung blev ansat hos Bent Fabricius-Bjerres Metronome og for alvor startede sin musikalske løbebane allerede i 1969, hvor ham kom med i bandet Hair, der også talte Torben Bille i rollen som tekstforfatter. Læs Torbens beretning om Hair og Paddy indlemmelse i gruppen.