16. marts 2020 arkiv
Coronaråd: Køb dansk musik
16. marts 2020Coronaen rammer også dansk musik. Koncerter m.m. aflyses, og det rammer musikerne. Så derfor skal vi – musikforbrugere og -elskere – overveje, om ikke vi kan bidrage lidt til at hjælpe de betrængte kunstner. Og selvfølgelig kan vi det – ved at købe lidt musik, måske lidt mere end vi ellers ville gøre. Køb CD’er, vinyler eller download. Fx nogle af de plader, jeg har anbefalet i år (og forrige år for den slags skyld). Fra Finn Olafsson til Ole Frimer Band. Køb on-line, så slipper i for al det der med smittende kontakt.
Tom Lundén – 70
16. marts 2020
Dem af os, der kan huske året 1976, hvor Bifrost bragede igennem lydmuren med deres debutalbum og fejede hitlistekonkurrenterne af bordet, vil Tom Lundén sange have en særlig fremtrædende plads. Debutalbummet var på sæt og vis et virkeligt smukt ekko af tresserne, som man formelt set havde forladt, men sange, der emmede af hippiedrømme og alt, hvad dertil hører.
At Tom Lundén også er meget andet end sangskriver, sanger og musiker – fx fhv. medlem af Alrune Rod (en kort tid, men alligevel) og skaber af Christianniahymnen “I kan ikke slå os ihjel” – behøver vi kun nævne i forbifarten, for det er tiden med Bifrost og de langtidsholdbare sange, der kom ud af den konstellation, der vil sikre Lunden en varig plads blandt danske sangskrivere. Når man i dag lytter til Bifrost, opfølgeren Til en sigøjner eller opsamlingen Hjerte til salg, så kan man høre, at Bifrost leverede den rene og skære popmusik, selv om den var filtret igennem tressernes og de tidlige halvfjerdseres progressive rock fra Jefferson Airplane til Alrune Rod. Og derfor var det oplagt, at de hittede kraftigt. Jeg mindes endnu, hvor overraskende det var, at debutalbummet indtog førstepladsen på det års albumhitliste på DRs program 3. Jo, Bifrost og Tom Lundén var ikke til at komme uden om dengang.
Fooled around and fell in love – noget om coverversioner og sange på hjernen
16. marts 2020Så dukkede den op i mit hovede igen, Elvin Bishops “Fooled around and fell in love”. Ovenfor med herren selv og Rene Slais som backingsangerinde. Absolut en fin version. Men det er stadigvæk Rod Stewarts opdatering, der lægger mit musikhjerte nærmest – stemmen og arrangementet er bare bedre. Men sangen er sådan en, der er dømt til at blive kopieret. En dead simple song, som Sheena Easton kalder den i en radioliveoptagelse, hvorefter hun giver sin version, der ikke når de to allerede nævnte til strømpeholderen, men dog får tilføjet lidt kønsligestilling, idet “girls” er udskiftet med “guys”. Kontormusen, der bragede igennem som popkomet i starten af firserne, hittede med James Bond-sang senere og nu vist nærmest har parkeret karrieren i USA med genudgivelser og Las Vegas-optrædener.
En anden kvindelig udgave leveres af den seje countrytøs Miranda Lambert (i selskab med nogle af sine samarbejdspartnere (Maren Morris, Ashley McBryde, Tenille Townes, Elle King og Caylee Hammack). En hæderlig udgave, men brtset fra at “girls” nu bliver til “boys”, så tilføjer den heller ikke rigtig noget til den slidstærke sang.
Også Jefferson Starship, den gennem-kommercialiserede genfødsel af Jefferson Airplane, har taget sange på sit repertoire i en – hvis vi skal være rare – tålelig udgave, der mest repeterer og ikke tilfører sangen så meget som et gram personlighed. Og der er flere endnu mindre kendte navne, der har kastet sig over den – uden at det ændrer noget ved det samlede billede. Det er kun Rod Stewart, der formår at tilegne sig sangen og gøre den til sin egen på sin plade med Great Rock Classics of our Time.
Så fik jeg den vist ud af hoved for denne gang…
