6. marts 2020 arkiv

Capac anbefaler: Ole Frimer Band – faerd

6. marts 2020

Ole Frimer behøver vist ikke den store introduktion. Og slet ikke her i det østjyske, hvor jeg sidder og skriver om musik m.m. Som der står på Frimers hjemmeside, så har han i årtier været ‘en prominent figur’ i det skandinaviske musiklandskab. Og med utallige koncerter – i forskellige konstellationer – og et betragteligt antal album har Frimer været en ypperlig eksponent for blues i dansk aftapning.

På sin seneste plade med Ole Frimer Band – Blålys – har bandet kastet sig over det danske sprog. Og denne nyorientering fortsættes på det seneste album, der hedder faerd. Altså færd, der er et gammeldags ord for bevægelse, det at bevæge sig fra et sted til et andet. Stavemåden skyldes måske, at pladen også kan og skal appellere til publikum uden for landets grænser.

Og faerd bevæger sig rundt. Fra barndommens Ålborg, tilbage i tiden til forfædrenes 1800-tals Nordamerika, til Galapagosøerne, hvor færdet bliver genfærd, til Los Angeles og videre endnu.

Og det ligger næsten i kortene at al den bevægelse fra sted til andet kalder på fortællingen. Det er det fortællingen gør, beskriver vores bevægelser i direkte og overført forstand. Og derfor er teksterne på faerd  nærmere prosaen end poesien. Ja, der er nærmest tale om en slags talking blues, hvor sangen eller talestrømmen følger rytmen tæt, medens den forholder sig mere frit til det melodiske. Og det er netop det, Ole Frimer som forsanger gør: fortæller sine historier  i et rytmisk fastholdt og pointerende, næsten hverdagsagtigt sprog, der rocker af sted på en sej bund af bluesfølelse.

Det betyder også, at sangene denne gang har fået et meget homogent og indbyrdes sammenhængende udtryk, og at detaljerne derfor kommer til at spille en stor rolle for det samlede udtryk. Som fx i sangen “Ses vi?”, hvor gæstemusiker Jacob Buchanans flygelhorn tilfører sangen en dimension af nordisk melankoli.

Samlet set har Ole Frimer Band begået et solidt album, der er båret af en konsistent og forenende idé, der styrer såvel det tekstlige univers som det musikalske. Det fungerer rigtig godt. Hermed anbefalet.

Ole Frimer Band. Faerd. Egen produktion. LongLife Records. Udkom januar 2020.

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Hudson Taylor – Loving Everywhere I go

6. marts 2020

Det er næsten to år siden, jeg havde fornøjelsen af at-anbefale den irske brødreduo Hudson Taylors fine EP Feel it again. Dengang var udspillet præget af et moderne akustisk folkudtryk med klare rødder i fortidens folk. Og styrken ved den plade var brødrenes fornemme vokalarbejde og så en mærkbar sans for den gode popmelodi.

Og Harry og Alfie udfolder deres stærkeste sider optimalt på deres nye album Loving Everywhere I go. Pladen er indspillet i hjemlandet og i USA og produceret af John Rausch, der bl.a. har Taylor Swift på sit CV. Og Harry og Alfie har med de fjorten nye sange formået at finde et bredt musikalsk spektrum, der har taget farve fra mange stilarter, men alle har det tilfælles at de har den gode pops iørefaldenhed og forførelse i sig. Faktisk vil samtlige fjorten sange ubesværet kunne gøre sig på vor tids popstationers spillelister.

Tematisk kredser sangene, som titlen understreger, om at have et positivt livssyn og være åben over for, hvad livet bringer. Og det passer jo smukt til en gedigen popplade som denne. Pop, men ikke i den mest banale forstand. Harry og Alfie laver pop, der ikke kun appellerer til ungdommens popfans, men i allerhøjeste grad tager sigte mod et modent publikum, der ikke lader sig spise af med x-factor-metervare og musik, der er digitalt tappet for livskraft og -saft. Og Hudson Taylor leverer med Loving Everywhere I Go en portion moderne popmusik, der i kraft af sine melodier, sit flotte vokalarbejde og sine udsøgte arrangementer vil være langtidsholdbar. Hermed anbefalet.

Hudson Taylor. Loving Everywhere I go. Producer: John Rausch. Rubyworks. Er udkommet.

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Trille – 75

6. marts 2020

Bodil Gudrun Nielsen, bedre kendt som Trille, ville være fyldt 75 år i dag, men øde desværre i 2016. I disse tider, hvor antallet af kvindelige kunstnere inden for musikkens verden ønskes øget i ligestillingens hellige navn er Trille mere savnet end ellers. For hun fremstod som en særegen kunstner i sin egen ret, der ikke lod sig tage som gidsel for nogen sag – heller ikke kvindebevægelsen, der ellers gerne omfavnede hende og hendes sange om kvindelige emner. Vi må håbe, at nogen af de mange kvinder, der er på vej, kan tage tråden op efter Trille.

Og en af mine Trille-favoritter, “Mors lange cykeltur”, der viser, hvor dybt Trille solidaritet stak – langt dybere end “søstersolidaritet”, og nænsomt og poetisk hun kunne besynge noget fra hverdagen, som nogen – i hvert fali i min aldersgruppe – har let ved at genkende og måske endda identificere sig med.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »