30. marts 2020 arkiv

John Prine – alvorligt ramt af corona

30. marts 2020

Øv. Den fine sanger og sangskriver John Prine meldes hospitalsindlagt og i kritisk tilstand. Da han ikke er helt ung længere, må vi frygte det værste. Prine skulle have besøgt Tønder Festival i sommeren ’19, men fik forfald. Krydser fingre for, at Prine overlever det. Vi skulle helst ikke miste nogle af vores musikalske medmennesker.

Elvis og Radiserne

30. marts 2020

Some piano, siger Trine, fordi der ikke kan sættes en højtaler direkte på klaveret. Men det er jo et analogt klaver, der er en vigtig, drivende kraft i Elvis’ “All shook up”, som The Peanuts her kaster sig over. Da jeg var dreng hed de på dansk Radiserne, og de var vældig populære, både som tegneserie i aviser, bøger m.m. Og som – da det skete – tv-serie. Vi elskede Radiserne og havde alle vores favoritter. Jeg havde en svaghed for Søren Brun (Charlie Brown), der var let at identificere sig med. Men også Rumle, drengen, der altid støvede og var lidt småbeskidt kunne jeg relatere mig til. Og så var der selvfølgelig hunden Nuser (Snoopy), der var Søren Bruns alter ego og seriens kritiske punkt.

Eric Clapton – 75

30. marts 2020

Med det liv, han har ført, burde han for længst have været to alen under jorden. Men tilværelsen har været ham nådig. Han er er endnu og spiller stadigvæk fremragende. Jeg ved godt, at mange mener, at han toppede tilbage i halvfjerdserne – fx med Derek and the Dominos. Men jeg synes, han har holdt en høj formkurve hele vejen igennem. Bevares, han blev mere neddæmpet, da han kom ud over den første ungdom, men han har spillet imponerende alligevel. Hvis du er i tvivl, så prøv at lytte til bokssættet Give me strength fra tiden omkring 461 Ocean Boulevard.

Slowhand har efter sigende skruet gevaldigt ned for offentlige optrædener, men der er nok et par plader eller to i ham endnu.

https://youtu.be/Tkm3UOhGN-A

 

Graham Nash hjemmefra

30. marts 2020

Mange kunstnere benytter virussituationen til at kaste sig over internettets muligheder for at optræde eller sågår give koncerter on-line. Og det er prisværdigt, at de sådan holder fast i publikum og i deres karriere. Her er Graham Nash med nogle gode gamle kendinge. Hans koncert i Århus til sommer er endnu ikke aflyst og udsat, og jeg krydser fingre for, at det ikke sker, for jeg vil gerne opleve ham i hans nuværende fine form.

Og Rolling Stone har gjort en dyd ud af nødvendigheden og lavet en hel serie In my room, hvor musikerne gør som Nash. Her er John Fogerty, der gør nogenlunde som Nash – griber tilbage i katagloget: