Jeg går ind på DRs hjemmeside og klikker mig ind på TV-siden. Og her kører en nyhedsrapportage om lukningen af de danske grænser. Som de seneste dage kører DR på med coronasmitten og rydder sendefladen på DR1 om formiddagen og eftermiddagen for at lade nyhedssstrømmen om coronasmitten flyde frit. Samtidig har DR nedlagt “Deadline” og erstattet radionyhederne med P4s “populære nyheder”.
Når jeg igen er ude med riven i forhold til DR, så er det ikke, fordi jeg hader DR. Tværtimod. Jeg elsker Danmarks Radio. Det er en radio- og tv-station, jeg er vokset op med. Det er takket være Danmarks Radio, jeg har lært at elske tv-mediet og radiomediet. Men det har gennem årene været et stadigt mere belastet kærlighedsforhold. Specielt i tiden efter den store kommercialisering af medierne – herunder opretttelsen af TV2 – er det gået ned ad bakke for den gamle public service-station, der mere eller mindre har tabt public service af sigte til fordel for seer- og lyttertalsstatistik, leflen for de unge generationer (der ikke gider hverken tv eller radio) og et underholdningsimperativ.
Men det behøvede ikke at være sådan. Selv i en tid, hvor DR er underlagt store, politisk bestemte besparelse, kunne DR sagtens både informere om corona, holde public service-fanen højt og undgå at falde ned i populismens sorte hul. Fx er en af konsekvenserne af den aktuelle besparelse, men også af DRs officielle programpolitik, at man vil satse mere på den digitale side af DR, altså internettet. Og så er det man spørger sig selv: Hvor benytter DR ikke muligheden af at fastholde deres program ved at flytte mere over på nettet, samtidig med at man informerer om corona på DR1? Hvorfor skal licensbetalerne ikke have mulighed for at se andet end coronainformation på DR1? Og det bliver ikke mere forståeligt af, at nyhedsstrømmen på DR1 er degenereret til en lind strøm af hurtigtsnakkende, tankeløs information, hvor alle informationer er blevet til ‘et fedt’ og hvor et flertal af seerne for længst har opgivet at skelne mellem væsentligt og uvæsentlig, vigtig og uvigtigt og så videre og bliver ladt tilbage med en følelse af uvished og utryghed. I en krisetid som den, vi angiveligt befinder os i, burde DR vise sig fra sin bedste side, stramme sin nyhedsformidling gevaldigt op, så seerne fik den nødvendige information, men heller ikke mere, samtidig med at man fortsatte programvirksomheden som “business as usual” på såvel tv-programmerne som de digitale sider.
