Da jeg så Wimbledon

8. juni 2010

Tiden nærmer sig. I slutningen af denne måned løber den berømte Wimbledon-turnering i tennis af stablen. Men jeg sidder ikke foran skærmen længere. Jeg nøjes med sammendragene i sporten, og har heller ikke længere overblik over alle de medvirkende.

Det var helt anderledes i tresserne og starten af halvfjerdserne. Fra 1968 og frem til midten af halvfjerdserne havde jeg en periode, hvor jeg troligt sad foran skærmen og fulgte de timelange kampe – selv om solen skinnede udenfor. Navne som Rod Laver, Billie Jean King, John Newcombe, Evonne Goolagong, Jimmy Conners, Arthur Ashe og Chris Evert var dem, der satte dagsordnen. Det var før Björn Borg og Boris Becker for alvor slog til.

Jeg nÃ¥ede dengang at komme langt ind i spillets detaljer og den særlige fortælling, en tenniskamp bliver. Som jeg husker det, var de bedste kampe mindst lige sÃ¥ spændende som en god fodbold- eller hÃ¥ndboldkamp. Og tennis var en særdeles velegnet sportsgren til tv. Med den rigtige opstilling af kameraer og en indforstÃ¥et kommentator eller to (oftest en journalist og en erfaren tennisspiller som sidemand) var det muligt at fÃ¥ det hele med – og deltage i ophidselsen over fejldømte bolde pÃ¥ linjen osv. Det er langt sværere at transmittere en fodbold- eller hÃ¥ndboldkamp. Det skrev forfatteren Hans Jørgen Nielsen engang lange artikler om i Information.

Men så flyttede jeg hjemmefra, på kollegie, hvor jeg ikke havde fjernsyn på værelset. Og tennis gled i baggrunden i sommerferierne. Og er ikke rigtig kommet til ære og værdighed igen. Og det skyldes nok også, at Wimbledon ikke længere har samme begivenhedsstatus, som turneringen havde dengang. I dag er tv et overflødighedshorn af sport, hvor man bliver stopfodret, og hvor tv-kanalerne sågar sender ligegyldige træningskampe i fodbold og lignende, blot for at sende noget. Og Wimbledon er blot en af de mange tilbud, tv kaster i grams.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Der er jo stadig nogle publikummer, som betaler for at se det, og nogle sponsorer, som betaler for reklameværdien. Jeg har engang nydt det. Jeg kan ikke huske om jeg sÃ¥ Björn Borg kæmpe sig tilbage efter en matchbold, men det tror jeg at jeg oplevede live – typisk ville jeg ikke sidde og se hele kampen, men lave andre ting indimellem, enten det nu var socialt eller praktisk.

    Mediestrømmen er enorm, og efter en pause pÃ¥ ca. 5 Ã¥r har jeg nu igen TV via DR-Live (kun), og det er rigeligt, hvis jeg ikke skal bruge alt for meget tid. Det begynder langsomt at være muligt for mig at sige “dette program er relevant for mit livsprojekt, resten er ikke … ” :-)

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Det var ogsÃ¥ mere enkelt i gamle dage. I dag er der sÃ¥ mange udenomsværker – reklamespot, optaktsudsendelser osv. osv. – at man bliver frygteligt træt, inden man nÃ¥r frem til hovedretten. TV er blevet anmassende pÃ¥ en trættende markskrigerisk facon. SÃ¥ derfor ser jeg heller ikke ret meget tv.

Skriv en kommentar

207 har læst indlægget
13,401