“Løftebrud” – eller journalisterne som ideologiske medløbere

12. oktober 2011

Siden folketingsvalgets afgørelse er et bestemt begreb dukket op i pressen med en hyppighed, der tankevækkende. Det begreb, jeg tænker pÃ¥, er “løftebrud”. Igen og igen skrives der nyheder og kommentarer, hvor den nye regering kritiseres for at begÃ¥ løftebrud. Og der begÃ¥s sikkert løftebrud af den nye regering. Løfter givet i valgkampens hede brydes, fordi man ikke kan opfylde løfter, nÃ¥r man ikke har et absolut flertal – eller fordi økonomien sætter grænser for, hvad man kan her og nu. Problemet er ikke selve det forhold, at der brydes løfter, men derimod, at der er sÃ¥ ringe forstÃ¥else for de parlamentariske betingelser, som de nuværende regering skal arbejde under – i pressen.

At oppositionspolitikere harcellerer over “løftebrud” er forudsigeligt, men at journaliststanden i almindelighed – for selvfølgelig kan man finde lysende udtagelser – gør det er udtryk for noget andet. Derfor var det lidt sjovt at læse journalisten (!) Jakob Elkjærs indlæg Er journalister hjernedøde? i Politiken i gÃ¥r.

Den tidligere chefredaktør for journaliststandens fagblad Journalisten stikker sin meget polemiske kniv ind lige der, hvor det gør ondt. NÃ¥r journalisterne ukritisk overtager oppositionens retorik (“løftebrud”), sÃ¥ hænger det sammen med, at journalisterne generelt er uvidende om andet end det journalistiske hÃ¥ndværk, de har lært i journalistuddannelsen, suppleret med et mere eller mindre grundigt kendskab til det politiske spil, der foregÃ¥r pÃ¥ Christiansborg.

Med hensyn til historie, økonomi, arbejdsmarkedsforhold, kultur osv. er de temmelig blanke. De bevæger sig inde i den lukkede politiske sfære og ved mere om politisk spin end om fx den globale, økonomiske Ã¥rsager og historiske forudsætninger. Og derfor er de lette ofre for det spin, der hele tiden foregÃ¥r. Elkjær noterer: “Derfor blev medierne benovede, da Anders Fogh Rasmussen importerede kontraktpolitikken fra Tony Blair i Storbritannien og udstedte nogle fÃ¥ konkrete valgløfter, som sÃ¥ stort set blev overholdt. Se, det var professionel politisk kommunikation, som kunne vinde valg – wow!

Til gengæld forstod kun fÃ¥, at økonomien sejlede.”

Fanget i det politisk-retoriske spin er journalisterne ude af stand til at træde et skridt tilbage og kritisk forstÃ¥ begreber som “kontraktpolitik” (som kun giver mening, nÃ¥r man har et absolut flertal – og i øvrigt udøver rendyrket magtpolitik, der lader hÃ¥nt om de demokratiske mindretal) og “løftebrud” (der netop er udtryk for kontraktpolitisk-ideologisk tankegang!).

Elkjær pointerer, at vælgerne godt kan forstÃ¥, at den nuværende regering ikke slet og ret kan gennemføre alle givne løfter – og har forstÃ¥else for de parlamentariske realiteter. Og hans pointe er ikke, at journalisterne IKKE skal være efter S og SF, nÃ¥r de har travlt med at rende fra givne løfter og slippe grebet om de politike ideer, de havde før valget. “Men nÃ¥r reportere og kommentatorer automatisk kalder det løftebrud, at man giver og tager i et flerpartisystem, sÃ¥ skader vi primært vores egen troværdighed.” Den store problem er, at journalisterne generelt set er for dÃ¥rligt skolede til at varetage den kritiske rolle, de burde udfylde i det parlamentariske demokrati. Idealet om at være demokratiets kritiske vagthund er blevet reduceret til en logrende skødehund i de borgerlige magthaveres varetægt. Og prisen er, at journalistikken legitimerende troværdighed gÇ»r fløjten. Det er ikke kun samfundet og økonomien, der er i krise, det er ogsÃ¥ journalistikken.

Indlægget illustrerer ogsÃ¥ et andet forhold. Nemlig, at den politiske kamp ogsÃ¥ handler om at fÃ¥ det symbolske eller retoriske overtag. Vil det lykkes den nuværende regering at vinde kampen om det symbolske? Og fÃ¥ pressen til at acceptere en ny diskurs? Kampen er begyndt. Et eksempel er, at man i den nye regering ikke taler om “ghettoer”, men om “udsatte boligomrÃ¥der”. Om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Men kampen ville foregÃ¥ pÃ¥ et helt andet grundlag, hvis journalisterne kendte deres ideale rolle.

OvenstÃ¥ende illustreres med al ønskelig tydelighed i artiklen Kommentatorer: Regeringen er ved at skabe en tillidskløft i dagens udgave af Politiken (!), hvor “politisk kommentator” (og tidl. rÃ¥dgiver for Anders Fogh Rasmussen) Mikael Kritiansen – som, apropos den manglende journalistiske dannelse, ogsÃ¥ er kendt for at ubeføjet at have pralet af en akademisk uddannelse – og “kommunikationskonsulent” Per Rystrøm, der kommenterer “fortællingen om løftebruddene”, men er temmeligt ufølsomme over for den kendsgerning, at de selv er fortællerne…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. susling kommentarer:

    Jeg er 100% enig!! Kan undre mig meget over den manglende logiske sans og evne til selvstændig analyse, der bliver demonstreret lige nu i medierne. Men jeg tror og håber på, at gennemsnittet af den danske befolkning godt kan se i gennem mediernes flimmer.

  2. capac kommentarer:

    @susling: man skal ikke undervurdere befolkningen/vælgerne! Men det er forstemmende, at medierne ikke kan hæve niveauet.

  3. Gowings kommentarer:

    Er pressen ikke bare et produkt af de sidste ti Ã¥rs überkontrol. Med tiden mÃ¥ man hÃ¥be, at vi kan komme tilbage til, hvad der var sædvanen i dansk politik modsat det sidste Ã¥rtis blokflertalsbestemte undtagelsestilstand – og at pressen sÃ¥ ogsÃ¥ vÃ¥gner op og følger med.

  4. capac kommentarer:

    @Gowings: Hvis du ser pÃ¥ listen af spindoktorer, som den nye regering lige har offentliggjort, vil du se en overvægt af “kommunikationskonsulenter” og lignende. Det vil sige journalister. Det er Ã¥benbart sÃ¥dan i dagens Danmark, at det er vigtigere at kommunikere rigtigt end at fÃ¥ seriøs, faglig sparring.
    Jeg mener, at kommunikation/formidling er tidens svamp (tænk på universiteterne), og kommunikatørerne er feterede kejsere og kejserinder uden klæder. Fortidens idealer om oplyste, kritiske journalister, der åndede politikerne i nakken og bidrog til at holde demokratiet levende er i dag mere undtagelse end regel. De er der, de vidende, kritiske journalister, men det er ikke dem, der står i forreste række eller dominerer på forsider og tv-skærme.
    At pressen har været den afgåede liberalt-borgerlige regerings lydige skødehund er et alarmerende tegn på, at demokratiet er i krise.

Skriv en kommentar

310 har læst indlægget
13,989