Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 726 gange
9344