En biografoplevelse: Selv i de bedste hjem

19. maj 2014

Jeg ved med mig selv, at jeg har set en god film, når jeg umiddelbart efter forestillingen ikke rigtig ved, hvad jeg skal mene om den. Og sådan har det været et par dage med Francois Ozons Dans la maison, der på dansk har fået den lidt tendentiøse titel Selv i de bedste hjem.

En aldrende gymnasielærer i sprog og litteratur, Germain, begynder et nyt Ã¥r pÃ¥ det moderne gymnasium Lycée Gustave Flaubert. Selv om navnet nærmest symboliserer dannelse, sÃ¥ er det sÃ¥ som sÃ¥ med den. OgsÃ¥ Lycée Gustave Flaubert er ramt af tidens syge. De unge kan ikke beherske skriftsproget. Og ledelsens ubehjlælpsomme forsøg pÃ¥ at retablere noget af den tabte fortid ved at genindføre uniformspligt hjælper ikke, nÃ¥r de unge stile over emnet “SÃ¥dan gik min weekend” reduceres til :” Om lørdagen sÃ¥ jeg tv og spiste pizza. Om søndagen lavede jeg ingenting”.

Den gamle gymnasielærer, der har en forlist forfatterambition i rygsækken, reagerer med typisk arrogance  og professionel resignation, medens hans kone er ved at kuldsejle med sit kunstgalleri, fordi hun åbenlyst ikke har ret meget forståelse for kunst. Men så sker der noget. Den unge gymnasieelev Claude afleverer en stil, hvor han fortæller om sin snyltende relation til en skolekammerats familie. Under påskud af at ville hjælpe kammeraten Rapha med matematikopgaverne få han adgang til familiens hjem og beskriver sine oplevelser i sine stile, der hver gang afsluttes med ordene: Forsættelse følger.

Germain ser hurtigt, at Claude har et talent for at skrive og etablerer straks et læringsforhold mellem sig selv – som Troldmanden – og Claude – som lærlingen. Og i hver stil udøver han litterær kritik og giver Claude vejledning i, hvordan han bedst kommer videre. Germain brænder for det litterære projekt, men foruroliges ogsÃ¥ over handlingens amoralske karakter. For Claude, der kommer fra en dysfunktionel familie, er ikke kun interesseret i det litterære projekt, men ogsÃ¥ i familien, hvor hans drømme gÃ¥r i retning af at overtage Raphas plads og blive et rigtigt familiemedlem. Dermed bliver historien ogsÃ¥ en historie om, hvordan fiktionen kan gribe forandrende ind i virkeligheden. Og i begyndelsen er litteraten Germain lidt tøvende over for dette forhold, og det skal vise sig at fÃ¥ endog alvorlige konsekvenser ogsÃ¥ for hans eget liv.

Som udviklingen skrider frem ændres relationen mellem Troldmanden og hans lærling. Magtbalancen forskydes i retning af den ambitiøse Claude, der indgår i en erotisk relation til husets frue Esther, hvorved tingene ændres i retning af det uforudsigelige. I en central scene iagttager Germain Claude og fru Esther, der kysser hinanden for først gang. Filmisk glider fiktion og virkelighed sammen i denne nøglescene.

Fra sidelinjen har Germains kone læst med i stilene, og hun er helt pÃ¥ det rene med, at vi har at gøre med et amoralsk projekt, der er – som hun siger – “farligt”. Instinktivt ved hun, at projektet vil føre mod en katastrofe. Germain pÃ¥ sin side brænder sÃ¥ meget for det litterære projekt, at han ikke gÃ¥r af vejen for at sætte sin gymnasielærerstilling pÃ¥ spil for at følge historien til dens ende. Da de moralske skrupler fÃ¥r overtaget og han ønsker at stoppe vejledningen, er det for sent. Trolden er sluppet ud af æsken og Claude fortsætter sit destruktive projekt, der dog tager en overraskende drejning, da fru Esther afslutter forholdet og drager med familien til Kina for at begynde pÃ¥ en frisk. Germains eget liv  og ægteskab inddrages nu i Claudes projekt. Hvordan det gÃ¥r, mÃ¥ man i biografen for at se.

Med relationen Germain-Claude som omdrejningspunkt har Ozon skabt en film, der dels er en bittersød sædeskildring af det franske uddannelsessystems forfald og af middelklassefamilielivets forlorenhed. Og de to hovedpersoner fungerer som en slags outsidere i forhold til den middelmådige virkelighed. To outsidere, der til samme fortæller os noget om forholdet mellem digter og læser, mellem filmskaber og tilskuer, mellem virkelighed og fiktion. I den afsluttende scene mellem Germain og Claude kan man se, at de to forenes i en slags solidarisk relation omkring en kunstnerisk-voyeuristisk tilgang til virkeligheden. Om man vil opfatte det som en slags happy end er op til hin enkelte at vurdere.

Som Fruen gjorde opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er der noget næste Woody Allensk over denne snakkesalige film og ikke mindst over Germain, der i sin ageren og skikkelse ligner den lille amerikaner. Og filmen er – som Allen og hans film – meget uamerikansk i sin nærmest forfinet intellektuelle tematisering af forholdet mellem kunst og virkelighed i et meget realistisk fransk middelklassemiljø. Det er en film, man kun kan anbefale pÃ¥ det varmeste.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

169 har læst indlægget
14,396