En fin aften med Martha Wainwright på Atlas
29. juni 2017
Det er ikke altid en taknemmelig opgave at være opvarmnings- eller supportnavn til et større navn. Og det blev sådan set illustreret ganske godt og instruktivt i går aftes, hvor Toronto-bandet Bernice havde opgaven at være både opvarmning og backingband for hovednavnet Martha Wainwright.
Bernice er et ungt band fra Toronto, der – i aftenens udgave – bestod af forgrundsfiguren Robin Dann (tror jeg hun hedder), en trommeslager og en bassist. Og de ekscellerede i en slags indierock, der var præget af eksperimenterende, minimalistisk electronica. En håndfuld sange gav de til gode på deres set-up af synthezisers, computer, bas og trommer. Sange, der virkede mere monotone og udfuldendte end melodiske og afrundede – og dannede en radikal modsætning til det, der siden skulle komme.
Hovedattraktionen ved Bernice var i mine ører forsangerinden Robin Dann, der besidder en god, kraftig, klar kvindestemme, der vil kunne gøre sig i enhver pop- og rocksammenhæng. Og det blev sandelig også understreget, da Dann efterfølgende indtog rollen som backingvokalist for Martha Wainwright, hvor hun lydefrit og til tider unisont bakkede op om Wainwrights imposante stemme. I det hele taget viste Bernice sig fra en helt anden side som velbegrundet backing for hovednavnet. Hvad de tabte som opvarmning, vandt de mangefold tilbage som effektiv backing – i mine ører.
Ved 21-tiden kom Martha Wainwright på scenen. Og med sin akustiske guitar indledte hun koncerten med en sang, der lagde forbindelsestråde tilbage til Wainwrights første musikalske udspil – det eponyme, akustisk dominerede debutalbum fra 2005 – og til hendes musikalske baggrund i Wainwright-McGarrigle-Roche-klanen, hvor hun har fået sin musikalske dannelse (Hendes far er Loudon Wainwright III, moderen er Kate McGarrigle, storebroderen er Rufus Wainwright og dertil kommer en række andre musikalske familiemedlemmer). Og jeg tror sangen var moderens “Talk to me of Mendocino”, som moderen har skrevet og som er indspillet af Kate & Anna McGarrigle, men også af Martha selv ( hvert fald på Youtube).
Og trådene tilbage lå der hele vejen igennem koncerten, hvor Martha Wainwright med udgangspunkt i sit seneste album Goodnight City (2016) førte os – publikum – gennem en række sange af såvel nyere som ældre dato. Og af Wainwrights fyldige kommentarer mellem numrene kunne man aflæse, at hendes ældre sange har fået en slags renæssance i hendes kunstneriske virke. De er så at sige blevet restitueret i repertoiret. Og det er godt, for der ligger mange perler på hendes første plader, fx sangene “G.P.T” og “Ball & Chain”, der blev fremført som var de lige lavet til lejligheden.
Selv om Bernice lagde en velfungerende, smidig, opfindsom og lydhør grund, så var der ingen tvivl om, at det var Martha Wainwright med sin akustiske guitar, sin pragtfulde, passionerede, kraftige vokal og sine meget personlige, iørefaldende, medrivende og bevægende sange, der var koncertens helt naturlige centrum. Og, selv om hendes plader er blevet mere komplekse, med mere udpræget moderne singer-songwriter-folk-rock-arrangementer fra og med gennembrudspladen, tooeren I know you’re married but i’ve got feelings too (2008), så var koncerten – i mine ører – en demonstration af, hvor stærk Martha Wainwright står plantet i sin fransk-kanadisk-amerikanske-folk-tradition. Det er her hun henter kraft og saft til sine sange. Men det skal også understreges, at Wainwright er mere end blot en videreførelse af en tradition. Som sådan er hun fornyelse og modernisering af traditionen. Og det gennemsyrer hendes modige, personlige og stærkt vedkommende sange.
Men tråden tilbage holdt hun fast i, og det blev understreget af, at hun også i sidste afsnit af koncerten – og de to ekstranumre – stod frem som solist med den akustiske guitar i et fast greb. Og lige fra den fine, forenklede udgave af moderens allersidste sang “Proserpina” (ekstranummer) og ind i sin egen sangskat viste Martha Wainwright sig som forførende sangerinde, som en meget kompetent guitarist, der både mestrede det sublime fingerspil og den medrivende rytmeguitar og som en intet mindre end vedkommende, moderne sangskriver.
Med denne koncert voksede Martha Wainwright flere alen i min musikalske agtelse, og hun afslørede sig som en professionel, humoristisk og skarp performer, der med gode anekdoter, skarpe bemærkninger og smil på læbe og i øjenkrogene fik sit publikum med sig. For mig var koncerten en af årets musikalske højdepunkter. Ingen tvivl om det. En alt i alt helt vellykket koncert, som alt for mange desværre gik forgæves til (der var udsolgt, venteliste og lang kø). Og som endnu flere gik glip af.
Fotoet ovenfor er fra koncerten og er lånt fra fonden Voxhalls hjemmeside. Fotograf: Kim Song Sternkopf.
