Musikkritik på Web.2.0

15. juli 2009

I gÃ¥r havde jeg et indlæg om musikkritikkens situation i internettets tid. Som al anden journalistisk virksomhed, sÃ¥ er musikkritikken – rockkritikken – under pres fra de nye digitale medier.

I dagens udgave af internetmusiksiden (!) Drowned in Sound rejser Laura Nineham spørgsmålet om, hvad der er blevet af kunsten at være en (rock)kritiker?, når enhver med en laptop, en WordPress-konto og musikinteresse kan skrive om musik?

Laura kan ikke helt holde sig fri af en vis nedladenhed over for de nye medier. En nedladenhed, man hyppigt finder hos frustrerede journalister. Hun skriver fx: “Medens nogle blogs tilbyder alternativ indsigt i musikkens verden, sÃ¥ er der tusindvis af sider med dÃ¥rligt informerede folks skvalder om musik, som de er sÃ¥ ubekendte med, at deres bedømmelser svarer til, at du beder din tante om sin mening om Rage Against the Machine” (frit oversat). Internettets skønhed – og forbandelse – er den ucensurerede selv-publicering, mener Laura. Og sÃ¥dan kan det vel se ud, set fra en traditionel journalistisk position med dogmer og en eller flere redaktører pÃ¥ nakken…

Men Laura er ikke blind over for de “filtre”, der kan hæmme den traditionelle musikkritik. NÃ¥r kritikken fx nedtoner den negative kritik, fordi man ikke vil støde annoncørerne og vil holde sig pÃ¥ god fod med musikkens PR-folk. Og netop dette økonomiske aspekt er ikke ligegyldigt. Vi ved jo, at medierne er presset pÃ¥ økonomien i disse Ã¥r. Og hvad gør det ved troværdigheden? Er den vellønnede musikjournalist, der skriver for et kendt medie, mere troværdig end den unge musikelsker, der for egen regning skriver om musik i sin lille WordPress-blog? Hm.

Noget andet er, at mange af blogskriverne – det er en kendsgerning – skriver dÃ¥rligt. De forstÃ¥r ikke at formidle deres oplevelser sprogligt. I de traditionelle medier har man haft en vis garanti for journalistisk skoling og dermed en vis kvalitet. Men denne modstilling, som Laura Nineham opstiller, holder ikke helt. For der er ogsÃ¥ masser af velskrivende musikbloggere – lige som der er hÃ¥bløse musikjournalister i de store medier.

Hvad sÃ¥ med de gode kritikere? Hvad med kunsten at skrive god rockkritik? Ja, der er stadigvæk brug for gode skribenter til at lede læserne frem til den gode musikalske oplevelse, mener Laura. Men de mÃ¥ lære at leve med, at der er mange andre, der gÃ¥r dem i bedene – ogsÃ¥ kvalitativt – og de mÃ¥ gøre noget ved deres troværdighedsproblem (som er de traditionelle mediers troværdighedsproblem). Internettet er kommet for at blive og vilkÃ¥rene for det etablerede journalistik er og bliver barske.

Internettets skønhed er ikke kun ucensureret selv-publicering. Det er ogsÃ¥ – langt hen ad vejen – ikke-kommerciel, engageret, ja, ligefrem lidenskabelig skriveri og publicering. Og det giver – efter min mening – en stor troværdighed. Og her er de traditionelle medier fanget i et økonomisk dilemma: hensynet til annoncørernes, PR-folkenes og andres interesser sætter grænser for, hvad og hvordan man skriver. Man mÃ¥ spørge sig selv: Hvorfor betale i dyre domme for en mere eller mindre troværdig musikkritik i et dagblad, hvis man kan fÃ¥ en tilsvarende kvalitet i hundredvis af gratis blogs?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. hhs kommentarer:

    Det er en interessant debat du har påtaget dig at viderebringe. Ikke, at jeg, har så meget at sige til dine eller andres argumenter for og i mod. En ting, som jeg finder rundt omkring på musikblogs, og som dagbladenes og musikmagasinernes professionelle anmeldere i deres iver efter alt nyt stort set aldrig rører ved, er at grave gamle plader frem. Det være sig topnavne eller obskure kunstnere, der på den ene eller anden måde, har en plads i rockhistorien. På det punkt, syntes jeg, at mange blogs laver et gevaldigt stykke arbejde, som er med til at bringe nye lyttere endnu hurtigere ind i den kulturelle samtidshistorie. Gid det havde været sådan, da jeg begyndte at interessere mig for musik. Tænk sig, hvilken glæde det ville bringe, hvis jeg netop havde opdaget Chuck Berry og skulle høre ’Carol’ for første gang. Sågar med filmklip og direkte adgang til download.

  2. capac kommentarer:

    @hhs: Jeg synes ogsÃ¥, det er en vældig interessant debat. Og du har ganske ret med hensyn til det musikarkæologiske arbejde. Jeg støder næsten dagligt pÃ¥ musik, jeg aldrig har hørt om eller som er gÃ¥et mere eller mindre i glemmebogen. Og sÃ¥ er der det med lidenskaben. MÃ¥ske skriver alle bloggere ikke lige godt, men mange af dem er drevet af begejstring og passion for musikken. Og det kan kompensere for meget. Heller en musiknørd med ild i øjnene end en blasert bladneger ved en af de store aviser…

Skriv en kommentar

178 har læst indlægget
14,680