CAPAC

Change, Forandring hedder Mette Juuls nye album. Og man kan hævde, at det er en titel, der forpligter. Tekstligt og musikalsk. Og pladen lever da også op til titlen dobbelttydighed.

På tekstplanet drejer det sig om de forandringer, der udgør – ja er – livet eller i hvert fald livets vilkår. Fx at vi mødes og skilles på vores veje gennem livet. Sådan som Mette Juul selv tematiserer det i sin selvskrevne sang “It might be time to say goodbye”:

What if it’s time to say goodbye

and suddenly I realise

this might be the dumbest thing I’ll ever do

might never find someone

sweet as you

Men Forandring er ikke et rigidt bindende tema, mere et synonym for selve livet. Og sangene, der både er skrevet af Juul selv og hentet fra den store sangskat, der omfatter navne som Cole Porter (“Get out of town”) og Antonio Carlos Jobim (“Double Rainbow”), tangerer tematikken mere eller mindre direkte.

Hvis der er tale om musikalsk forandring, så er det måske i den forstand, at Mette Juul på denne plade stilistisk drejer sig markant i retning af den brasilianske bozza nova og samba og oven i købet i den amerikaniserede udgave, der opstod i tresserne, da de brasilianske toner ramte den amerikanske jazz og pop. Fra første laserspor farves sangene af den lette bossa nova-følelse og -stemning, der skabes smukt af det yderst kompetente ensemble, Mette Juul har allieret sig med: Ulf Wakenius (guitar), Lars Danielsson (bas, cello m.m.), Heine Hansen (piano, harmonika m.m.), Gilad Hekselman (guiatr) og Per Møllehøj (guitar).

Og Mette Juul tager den stilistiske forandring eller drejning til sig som det naturligste i verden. Den passer bare så godt til hendes smukke stemme, der med sin feminine klarhed og ro forvalter den stilistiske inspirations tradition med stor overbevisning, samtidig med at den tilfører noget personligt.

Hvis man er til bozza nova, easy listening jazz, amerikansk vokaltradition, så er der ingen grund til at betænke sig med at kaste sig over Mette Juuls plade. Hermed anbefalet.

Mette Juul. Change. Produceret af. Mette Juul, Lars Danielsson og Lasse Nilsson. Universal. Er udkommet.

Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde Extra Store Grønlandske Rejers opus Superego her i bloggen. Et udspil, der dengang fremstod som et frisk, ungdommeligt argument for rockens aktualitet og vitalitet.

Og nu er det ålborgensiske foretagende med det spøjse navn ude med albummet Vejen ud / Vejen hjem. Og selv om pladen har været længe undervejs – 5-6 år faktisk – så bekræfter den det fundamentale indtryk, man fik af de fire ålborgensere på Superego i 2013. Tiden har ikke sat sig spor på pladen i form af kompliceret produktion og avancerede poprockstykker. Næh, heldigvis holder firkløveret fast i rockens elementarpartikler, så at sige. Extra Store Grønlandske Rejer ved, hvad der tæller, når rocken skal spille. Og det er at holde fast i de dybe, enkle rødder. Både hvad musikken gælder og den tekst, der obligatorisk skal følge.

Eksempelvis kan vi tage sangen om “Det satans liv”, der er netop eksemplarisk for teksterne på pladen:

VINTEREN I MIT SIND PAKKES IND
PAKKES LANGT LANGT VÆK
OG SOMMEREN BRYDER FREM SOM I EN SANG
HVOR DU ER MED
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT?
REJS DIG OP IGEN PRØV AT GLEM
FOR EN STUND HVEM DU ER OG HVAD DU GØR
MENS DU VENDER DIG RUNDT
LAD ENERGI OG GLÆDE KOMME TIL DIG KORT
GRIB OG GIV SLIP MEN JAG DET ALDRIG BORT
GRIB DET SATANS LIV
GRIB FOR SATAN NU
LYSETS FAVN PÅ DIT BRYST RAMLER IND
OG GØR DIG VARM
OG MORGENTANKERNES REST SUSER UD
BAG BYENS LARM
MINDERNES STOLTE TID BLEV ET SLID
UDEN HELD
EVIGHEDERNES DRØM DEN BRYDER FREM
ENDNU EN GANG
DANSENDE RUNDT I SPOTLIGHTS SÅ MØRKE SOM NAT
STRÆBER VI EFTER ALTING MEN HVORDAN FÅR VI FAT
REJS DIG OP IGEN..

Det er lige ud ad landevejen. Livsbekræftende og positivt i enkle, mundrette sætninger, der synges fyndigt og fængende ud i lytternes ører. Det er hverdagslyrik, der passer godt til den underliggende elementære rock, der som en varmt hjerte banker melodierne og rytmerne ud ad højtalerne. Der går en lige tråd fra rejerne tilbage til rockens grandonkel Chuck Berry, der også ekscellerede i ukomplicerede tekster om de nære  hverdagsliv. Uden sammenligning i øvrigt.

Det er ESGRs styrke, at de står ved deres udgangspunkt, holder fast i det uden at ville udvikle det og gøre det mere kompleks, men i stedet insisterer på at rendyrke formen, så den fremstår ren og klar. Og det gør den på Vejen ud / Vejen hjem. Den er et godt bud på en vaskeægte rockplade, der appellerer til alle, der elsker rock som modspil til tidens mainstream-overproduktion og velfriserethed. Hermed anbefalet.

Extra store grønlandske rejer. Vejen ud / Vejen hjem. Produktion: rejerne (Mads Peter J. Laursen, Nicklas Beermann, Jonaas Jensen og Casper Tonnisen). Eget plademærke. Udkom . 30/8-2019

Poesien og musikken henviser til hinanden som redningsbåden henviser til moderskibet. Poesien har sin egen indbyggede musik. Den kaldes metrik. Og musikken har altid omfavnet og omgærdet sproget og det poetiske. Og de to tiltrækkes af hinanden som hinandens modsætninger. Nogle gange går det godt, andre gange går det slet ikke.

Mødet lykkes i særdeles udpræget grad på albummet Hjemløshed, hvor digteren Henrik Nordbrandt og sangerinden og sangmageren Channe Nussbaum (kendt fra bl.a. Klezmofobia og sit samarbejde med Laura Illeborg) mødes omkring en række af Nordbrandts digte. På papiret et lidt umuligt projekt, fordi Henrik Nordbrandt ikke hidtil har forestillet sig, at hans digte skulle itonesættes. Men Channe Nussbaum har budt Nordbrandt op til kunstnerisk dans – og hvem siger nej til en dejlig dame og kunstner som Channe Nussbaum. Ikke jeg og ikke Nordbrandt.

Og mødet og foreningen af musik og poesi lykkes, fordi parret netop ikke fremtvinger en sammensmeltning af poesi og musik, men lader de to kunstarter spille op mod hinanden som modsætninger. Helt konkret afspejles dette ved, at Nordbrandt læser en håndfuld digte op, ledsaget af smukke toner fra orkesteret*), toner, hvis skønhed nærmest modsiger Nordbrandts notoriske alvor og særlige nihilisme. Fx i digtet “Inshallah”, hvor Nordbrandts tekst nærmest er frappant anti-religiøs i sin insisteren på al tings forgængelig, samtidig med at den citerer det religiøse “inshallah”/ om gud vil. Og Channe Nussbaums udgave af samme tekst lader ikke alene skønsangen og den mellemøstligt farvede musiks skønhed, men også Nordbrandts stemme (som et særligt instrument) løfte teksten og lette på alvoren.

Og sådan er det på denne dejlige plade. Musikken og sangen på den ene side og den talte poesi på den anden byder hinanden op til kærlig dans og anbefaler hinanden over for lytteren. Læs poesi, siger de. Hør musik og sang, siger de. Modsætninger mødes og en ny form for musik opstår i hjertet, for nu at parafrasere Jens August Schade. Hjemløshed er et særdeles vellykket møde mellem poesi og musik, der kun kan inspirere til mere af samme slags. Hermed varmt anbefalet.

———-

‘)Bjarke Kolerus (klarinetter), Henrik Goldschmidt (duduk og shofar), Elisabeth Dickmann (violin), Fuat Talay (saz), Johan Ohlsson (harmonika og klaver), Hans find Møller (kontrabas), Andreas Ugorskij (guitar), Jonatan Nussbaum Aisen (slagtøj), Jonas Nakel (tangenter og pedaler), Sophus August Tuxen (electronica og kor), Laura Illeborg, Philip Nussbaum Varlev, Barbara Nussbaum Varlev (kor)

Nordbrandt & Nussbaum. Hjemløshed. Exlibris. Er lige udkommet.

På tv forklarer en japansk immigrant forskellen på japanske og amerikanske børnetegninger. Når en lille japaner skal tegne, begynder han/hun med at tegne bjerge i baggrunden og så huse og mennesker i forgrunden. En lille amerikaner begynder med at tegne et hus og nogle mennesker efter at have tegnet en horisontal streg, der angiver de amerikanske vidder. Og det var disse vidder, den japanske immigrant ville opleve, da han forlod sit hjemland for at blive kok i Amerika.

Og det er disse vidder eller landet, der møder en på Sweet Pete and the Lands debutalbum Land. På coveret, der viser en slags port til de uendelige strækninger, man finder derovre, og som har været inspirationskilde for sangskrivere gennem århundreder. Ikke mindst i countrymusikken. Og også musik og tekst på pladen inviterer ind på det store, åbne land med alle dets modsætninger, myter, mennesker og historier.

Og Sweet Pete (alias Peter Ole Pedersen) og The Land Band (Klaus Møller, strenge og kor, Palle Hjorth, alskens tangenter, Rasmus Skov, pedal steel guitar, Tobias Lange, trommer, Henrik Poulsen, bas, Christen Brunsgård, guitar, sang og musik og Morten Aron Larsen, kor) er tydeligvis forelskede i dette land og den musik, der er vokset op af det gennem tiderne. Især den moderne, alternative countrymusik med dens dybe americanarødder og stærke traditionsbevidsthed.

Med undtagelse af to sange, Bruce Springsteens klassiske “Cadillac Ranch” med sin mytomane dyrkelse af det bilmærke og Beau Brummels-sangskriveren Ron Elliotts “All time green” og dens hyldest til det at være på farten – i direkte og overført betydning, så er sangene forfattet af Sweet Pete og musikken gestaltet af Christen Bundsgård. Men det er sange, der bevæger sig inden for samme mytologiske rammer. Om at være i bevægelse på det store land, om de følelser og tanker det afsætter i sangskriveren osv. En slags americana-romantik med en realistisk og melankolsk kant, der også gennemsyrer musikken.

At lytte til Land er – i det mindste for en halvgammel dreng som mig – som at vende tilbage til den alternative countrys første tider i sluttresserne og starten af halvfjerdserne. Det kunne være musik fra arkiverne hos Gram Parsons, Flying Burrito Brothers, Pure Prarie League m.fl. Men det er det ikke. Det er moderne dansk alt-country, når det er bedst. Spillet med kærlighed til og indlevelse i musikken. Så autentisk, at selv amerikanerne må tage denne plade til sig, hvis der er nogen retfærdighed til (og det er der som bekendt ikke…). Hermed varmt anbefalet.

Sweet Pete & The Land Band. Land. Eget plademærke. Er udkommet.

Chasing Moutainstops kalder kvartetten About. June. deres første langspiller. Og det med at jage bjergtoppe, bestige bjerge og se, hvad der gemmer sig på de anden side, er jo et litterært billede på selve det at leve livet, at stræbe efter noget, at søge noget, at finde sin vej gennem livet og så videre. Og det passer såmæn godt på sangene på pladen, som er skrevet af Kasper Bro (der også synger for). Og teksterne, der beskriver en eksistentiel søgen og rastløshed har ikke et bestemt budskab til lytteren, men stiller sig tilfreds med at beskrive og lade udsagnene stå åben for fortolkning. Som tilfældet er i titelsangen, der er afbilledet nedenfor.

På den måde kan man sige, at teksterne er meget moderne, ja måske endda post-moderne, i deres åbenhed og fortolkelighed.

Musikken på pladen er også moderne, i den forstand, at den bygger på en rock, der både har rødder langt tilbage i det tyvende århundrede, men også er tydeligt farvet af de seneste to-tre årtiers opgradering af rockudtrykket – fx i grungen, i den allestedsnærværende garagerock og (post)punken. 12 sange er der ialt. 12 melodiøse sange, der fremføres vokalt af Bro, der har en både kraftfuld og energisk sangstemme. Og bag ham arbejder bandet tæt og energisk med markant smældende trommer (Morten Buhl), en sej og tung basbund (Thomas Buhl) og heftige guitarer (Martin Aakjær), der gerne vil frem i lydbilledet. Samlet set har sangene et meget homogent præg, der tyder på at bandet har fundet deres stil som moderne rockfortolkere.

Det er måske ikke et album, der rykker voldsomt ved rockens samlede billede, men det er et album, der fortjener lyttere i kraft af sin stilistiske konsekvens og sin insisteren på sin musikalske egenart. Hermed anbefalet.

About. June. Chasing Mountaintops. Gateway Music. Er udkommet.

Martin Blom er ikke et ukendt navn her i bloggen. I 2016 anbefalede jeg hans asketiske Sange fra Ødekirken og i 2017 var han aktuelt og anbefalet med Trouble Cats og deres Live in Aarhus. Og nu er Martin så med i en nye konstellation, en trio, der ud over Blom selv (guitar og sang) består af Martin Jønsson (kendt fra bl.a. Johnny Madsen) på Hammond orgel, andre tangenter og kor – og Svend Eeg (Tabasco Beat, Undertowdk m.fl.) på trommer.

Og Sidetrackers dyrker lige som Trouble Cats en rockmusik, der suger sin næring fra de amerikanske rødder, ikke mindst den uomgængelige blues, der jo løber som en blå blodåre gennem amerikansk musik frem til i dag. Og som Trouble Cats har Sidetrackers (klogeligt) valgt at indspille en liveplade. En liveplade i studiet, som det lidt paradoksalt nok hedder. Men meningen er god nok. Ideen er selvfølgelig at få musikken til at fremtræde, som om der var tale om en live-præstation.

Og der er også forskel på Trouble Cats og Sidetrackers. Sidstnævnte er i materialevalget tættere på rødderne. Der er færre selvskrevne numre og flere fra de store sangbog, bl.a. sange af Blind Willie Johnson, Albert King, Freddie King, T. Bone Walker og såmæn Bob Dylan (Gotta Serve Somebody). Og i udtrykket dyrker trioen tilstedeværelsen af Hammond-orglet, hvis distinkte lyd præger det samlede lydbillede på den fede måde.

Pladen er optaget i Jønsson Studierne og det er lykkedes for Blom og vennerne at få skabt en livelyd, der både giver musikerne plads til at strække ud, som de vil, og til at lade musikken fremstå så umiddelbar og “beskidt”, som man kender den fra vellykkede koncerter.

Jeg kan kun give pladen min helhjertede anbefaling. Det er en plade efter mit hjerte – uden opstyltede, prætentiøse ambitioner og med sans for det umiddelbare, svedige udtryk, som udmærker den slags bluesbaseret rock.

Sidetrackers. Live! In the studio. Produceret af: Martin Jønsson. MMJ Records. Er udkommet.

For mindre end et år siden havde jeg den udelte fornøjelse at anbefale Toft Olsens Four. Og nu er opfølgeren Special så ude. Og igen er der tale om crooner-jazz fra bedste hylde.

Opskriften er den samme som på forgængeren. En udsøgt blanding af standards (Porter, Young, Geshwin og – ja – Mathisen og Chaplin) og så en lille håndfuld selvkomponerede numre, hvor Toft står for  musikken og Mark Davies for teksterne. Og igen – som sidst – er det numre af så høj kvalitet, at de ikke falder igennem i sammenhæng med klassikerne.

Holdet bag Toft Olsen er det samme som sidst – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – og de spiller indforstået og leverer en loyal og smuk bund for Olsens stemme, der – hvis jeg ikke tager fejl – står lidt længere fremme i lydbilledet end sidst, såmtidig med, at der er plads til at instrumenterne kan udfolde sig relativt frit, især i de passager, hvor Olsens stemme tier.

Og igen er der tale om en produktion (af Toft Olsen selv), der skærer ind til benet og er helt rent i sit udtryk – for at lade musikken og stemme tale. Det er bare som det skal være på en plade af den slags.

Det er ikke en plade, der lægger mange nye alen til forgængeren, men som denne er det en skøn plade, der er den bedst tænkelige ambassadør for crooner-jazzen. Så hvis man er til den slags, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen.Special. Produceret af: Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.

På coveret til Mørtels nye album Vagusnerven kigger en corgi (hunderace) ud og op mod den, der holder albummet i sine hænder. Og sammen med titlen – Vagusnerven, der er den længste nerve i det autonome nervesystem og har en afgørende rolle for vores ikke-bevidste funktioner som fx blodcirkulation, åndedræt og fordøjelse – får vi som lyttere allerede et fingerpeg om, at vi ikke befinder os på poppens og rockens alfarvej, dér hvor der er trængsel og alle dem, der vil frem i musikverdenen, viser sig frem og lader sig høre. Nej, Mørtel – og det vil sige komponist og tekstforfatter Andreas Hjertholm og de musikalske venner Morten Ammitzbøll, Peter Esben Kofoed, Filip Danstrup, Merete Ørting Lahey, Line Felding, Marija Krogh Iversen og (?) Hollie – bevæger sig ad sit eget aparte og originale spor.

Ikke mindst tekstmæssigt, hvor de for et første blik ligefremme tekster er oversået og gennemvævet af vendinger og brokker, der gør meningen løs, menings-løs. Der er plads til det gakkede, det skæve, det poetisk overdrevne, der modstår de tilløb til fortolkelighed, som teksterne lægger op til. Tag for eksempel singleudspillet (sidste sang på side A på vinylen), “Forår i trafiksignalet”: “Jeg drukner på en sandbanke/ og jeg fristes af en evig tilstand/ der flyder en papirtiger/ den er blev klippet af mit indre barn//bring mig forår i trafiksignalet/du du du du du du/Jeg finder aldrig kærlighed/men er jeg blir fyldt til randen/ og taler med en solsikke/ det er nu jeg findes alle vegne“. Nej vel!? Man skal virkelig anstrenge sig for at finde meningen med galskaben. Og det er – selvfølgelig – fordi galskaben er meningen. Den drilske leg med ord, sætninger og betydninger er drivkraften i Hjertholms nye tekster.

Jeg ved ikke, om der er nogen parallel til Mørtel i musikhistorien. Jeg kan i hvert fald ikke lige komme på nogen, der på den måde dyrker det skæve og gakkede. Det skulle da lige være ovre i omegnen af børnemusik, -rim og -remser. Måske et vist slægtsskab med Kaptajn Bøfhjerte eller måske Halfdan Rasmussen…!?  Nej, det er temmelig originalt og modigt sådan at sætte pladelytterens intellekt på prøve, sådan som Hjertholm og Mørtel gør. Og det er også – hvis man ellers er åben og modtagelig for den slags tekstgalskab – ganske velgørende og befriende, fordi sætter megen af de nutidige pop- og rocktekster i et kritisk perspektiv. Der er mange former for meningsløshed og galskab.

Og pudsigt nok danner musikken en næsten paradoksal modsætning til tekstuniversets galskab. Her er der tale om en slags dansk indiepop med ganske melodiske sange, der fremføres ganske uskyldigt af Andreas Hjertholm, der sammen med en lyd, bestående af bas, trommer, el-guitar, cello og kor, lokker lytteren ud på tekstligt dybt vand. Sangene har bestemt potentiale for at komme på radioernes playlister, selv om det nok ikke er, hvad de i første omgang er tænkt som. Nej, Mørtels Vargusnerven er musik for dem, der stadigvæk besidder et indre legebarn og gerne lægger øre til musik, der ikke bekræfter tidens musikalske normer, men er aparte og sætter det andet i relief. Hermed varmt anbefalet af Capac.

PS. Andres har lige gjort mig opmærksom på, at det hedder vagusnerven (uden r), så det har jeg selvfølgelig rettet i ovenstående.  Va-gus-nerven. Husk det.

Sangmageren med sin corgi.

Mørtel. Vagusnerven. Produceret af: Per Buhl Acs. Ramona Records. Er lige udkommet.

I 2015 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sidsel Storms album Closer. Et album, der var med til at jazzificere bloggen her og mine musikanbefalinger, der jo på det seneste har omfavnet jazzen helt. Og tak for det.

Nu er Sidstel Storm så aktuel med sit femte album i eget navn, Awake. Og igen er der tale om en skønsom blanding af musik, som Sidsel Storm selv har skrevet – med assistance af dels sin mand Peter Storm Otto (titelsangen “Awake” og “Road”) og den svenske pianist Magnus Hjorth (“Back to you”). – og dels en god håndfuld standard-jazz-numre (af Ellington, Porter, Mercer m.fl.). Man kunne sige, at der er tale om en helgardering, men igen viser det sig, at den hjemmegjorte musik holder niveauet på pladen.

Denne gang trækker Sidsel Storm sit udtryk lidt længere i retning af renlivet jazz. Det easy listening-præg, jeg lyttede mig frem til på den foregående plade, er ikke så markant denne gang, selv om der stadigvæk er tale om en stor musikalsk åbenhed og imødekommenhed, der sikrer, at ikke kun jazz-afficionados kan lytte med og nyde musikken. Med hjælp fra tre strygere og sit faste band (Magnus Hjorth, piano -Snorre Kirk, trommer – Tobias Wiklund, kornet og Lasse Mørck, kontrabas) har Sidsel Storm fået skruet en overbevisende og meget tilfredsstillende plade sammen, hvor hendes smukke, lyse stemme får lov til at kæle for fraseringerne, og hvor der er god plads til, at bl.a. kornetist Wiklund kan levere stærkt solospil. Det er både swing og balladekunst på denne plade, der blot kan gøre en som mig til en endnu større fan af Sidsel Storm. Hermed anbefalet.

Sidsel Storm. Awake. Produceret af: Sidsel Storm og Peter W. Kehl. Calibrated Music. Er udkommet.

Når det kommer til stykket, så skal der ikke så meget til for at få musikken til at fungere. To guitarer, bas og trommer er – i følge Lou Reed – nok til at få rocken til at spille. Og for andre skal der blot et instrument, fx en guitar, en stemme og en håndfuld sange til at gøre værket og få miraklet til at ske. Og det er lige, hvad der er tilfældet for Mike Andersen, der på sit nyt soloalbum, har ladet bandet bag sig holde fri og er gået i studiet med sin guitar og sine sange.

Det er der kommet et album med ni sange ud af. Ni sange, der som det enkle sort-hvid albumcover antyder er sange, der taler for sig selv – uden overflødig pynt eller studiemanipulation. Sange, der er barberet ned til det mest elementære og nøgne, indspillet “live i studiet”, som det hedder. Og sådan et asketisk, no-bullshit-projekt står og falder med sangenes kvalitet og guitarens og stemmens udtryksfuldhed.

Og projektet mere end består. Sangene handler om livets og kærlighedens oppe og nede og er alle funderet på gode melodier og fremført af Mike Andersen med en maskulint følsom og intens stemme, der passer godt til den næsten bluesagtige stemning, der præger sangene. Samlet set har Mike Andersen fået lavet en af de her plader, der gør krav på en særlig tidløshed og vil kalde på ens opmærksomhed oppe fra pladehylden i mange år frem. En plade af den slags, der hører til min egen særlige afdeling for musik, der ikke gør sig i xfactor og leflen for tidsåndens modeluner. Jeg kan godt forstå, at Mike Andersen skal varme op for Keb’ Mo’ i næste måned, for det er i den liga, han hører til.

Hermed varmt anbefalet.

Mike Andersen. One million miles. Produceret af: Mike Andersen. Custom Records. Udkom 31.maj

Bag projekt- eller bandnavnet Knap10 gemmer sig Hans Holten Hansen, der er kendt fra How do I, Rhonda Harris, Olesen-Olsen m.fl., guitaristen Thorlaksen og trommeslager Tobias Griebe.

For et par år siden mistede Hans Holten Hansen noget af højre pegefinger ved en arbejdsulykke. Og det var uheldigt for sangskriveren og bassisten, der blev tvunget til at revidere sit (musikalske) liv. Og intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Og i dette tilfælde fik ulykken Hans til at gøre noget ved nogle sange, han længe havde gået og brændt inde med.

Og det har resulteret i elleve, dansksprogede sange, der kan beskrives som en slags eksistentiel pop, hvor livets absurditet, men også velsignelse, beskrives fra en singulær, individuel synsvinkel. Som fx i den sang, der har bidraget til albummet titel, “Lad det være”

Lad det være

Vågner og finder at jeg faldt

i søvn fra de levende

lys og med lampen tændt og med hovedet

langt inde i musikken

der spiller endnu

Så jeg puster lysene ud og retter

på en pude og sukker og slukker

lampen og først da

lugter stearinen

stearinen der lugter

endnu

Og så nu, hvor jeg ikke sover længere

løber pladen ud i natten og mørket

Og hvad skal jeg lys-

vågen

stille

op med det stille

med nat og med mørke?

Skal jeg virkelig skille det hele ad

eller bare lade det

være?

Prøver at glemme hvad du sagde

og måden du så ud på

da du indså

at det her, det var alt hvad du kunne nå

før dit hjerte går i stå

Den enes diagnose, den andens tunge arv

lod i en pose, knoglepibemarv

Det var det du kunne nå at sige

før din krop holdt op med at du

Og så nu, hvor du ikke er her længere …

Måske er det endnu en sang om at blive forladt, men den kommer til at handle om, hvordan man tackler livet helt nede på det mest elementære plan. “Skal jeg virkelig skille det hele ad/eller bare lade det være”. Og sådan er det med sangene på denne plade. Som lytter lukkes man ind i et intimt univers, hvor det singulært-individuelles sansning og oplevelse af virkeligheden dominerer – selv om det også handler om CO2 (“Gennemsigtig”)  eller en “Bog om demokrati”. Således læst, kan man sige, at teksterne på pladen passer umådeligt fint ind i tidsånden, hvor det netop er det individuelle perspektiv, der dominerer synet på verden.

Musikalsk er der tale om en god snes venlige, let støjende poprocksange, der bæres frem af arrangementer, hvor forsangeren (Hans Holten Hansen) står centralt i lydbilledet og væves smukt ind i de let støjende lydflader af kor, electronica, guitarer m.m. Samlet set er det en poprockplade, der venligt tager sigte mod de popvenlige radioplaylister, hvor den også fortjener at få en fin placering. Hermed anbefaler.

Knap10. S.k.i.l.l.e. det hele. Produceret af: Hans Holten Hansen. LDME. Er udkommet.

Straight from the Shadows hed bandet Fjeldings debutalbum fra 2015. Og den nye hedder Into the light og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fjelding gerne vil ind i lyset – rampelyset – med deres 2019-udgave af klassisk guitardrevet rock.

Fjelding er centreret om Mikkel Fjelding og Christian Panum, og det er de to, der har skrevet albummet ialt elleve, skarpt skårne rocksange. Det er sange, der har noget på hjerte, både tekstligt og musikalsk. Tekstligt spreder det sig over genkendelig emner fra livsappetit til kærlige spark i bagdelen til os alle og en diskret opfordring til at få en holdning til tingenes gang (“Take a stand”).

Også musikken har en god portion genkendelighed i sig. Der er ingen tvivl om, at Fjelding kan deres rockhistorie fra tresserne og frem. Og deres frenetisk guitardrevne rock associerer såvel til halvfjerdsernes store guitarbands men også til hård post-punk og grunge. Men Fjelding er også deres egne med deres fornemmelse for den gode popsang og så den entusiasme og energi, de lægger for dagen i fremførelsen af numrene. Fjelding burde være selvskreven til de kommende mange festivaler som et bevis på, at guitarrocken slet ikke er så død, som nogen gerne så den. Into the light er klassisk rockskive, der holder mere end en sæson. Hermed anbefalet.

Fjelding. Into the Light. Eget forlag. Udkom d. 26. april

Fotoet på coveret til duoen Wayne Grahams nye LP Songs only a mother could love sender uvægerligt tankerne tilbage til tresserne eller i hvert fald lige omkring 1970. En ung dame kigger bagud fra forsædet i ældre bilmodel. Måske er det et ungdomsbillede af den moder, der sigtes til i titlen. Hende, der vil kunne sætte pris på brødrene Kenny og Hayden Miles’ sange.

Brødrene Miles kommer fra en af de fattigste dele af Trump-land, den tidl. kulmineby Whitesburg, South-East Kentucky, hvor de fra barnsben har fået musikken ind med modermælken og familiens engagement i den lokale kirke. Og den musikalske opvækst på et udsted i guds eget land sætter sit præg på duoens sange, der tekstligt set er meget jordnære og ligefremme med et typisk lokalt perspektiv på livet.

Sangene, der primært fremføres af Kenny og Hayden (med lidt hjælp fra et par familiemedlemmer og venner), er relativt korte og bygget op omkring Kennys sang og Haydens markante trommer, suppleret med slagtøj, tangenter og lidt andet. Der er tale om en slags folk-rock af en tidløs slags, der sagtens – apropos indledningen – kunne være skabt i tresserne eller halvfjerdserne. Stilfærdige sange, der minder om mangen en garvet sangskriver – fx John Prine – men samtidig er helt deres egne. Sangskriver Kenny har sin egen stilfærdige, tilbagelænede facon at skrive melodiske, bevægende sange sammen på – og fremfører dem helt i den ånd.

Det er musik, der ikke gør meget væsen af sig (sådan som tiden ellers foreskriver). En slags lokalt forankret udgave af den frodige, mangfoldige americana, hvor traditionsbevidstheden er stor og hvor man sætter tidløshed højere end aktuel hurtigtsælgende x-faktor. Songs only a mother could love er en af den slags tidløse, slidstærke plader, der lever højt på solid sangskrivning og lige så solid fremførelse. En plade af den slags, der hører til i min musiksamlings afdeling for tidløse album, man altid har brug for.

Hermed anbefalet.

Wayne Graham. Songs only a mother could love. Celebrations Records. Er udkommet.

https://youtu.be/XMo8c3NOLIo

Vokaljazztrio med referencer til cabaret og salon. Sådan markedsføres trioen She Trio – bestående af Sanne Graulund (sang, klaver), Eva Malling (bas, kor) og Benita Haastrup (trommer, slagtøj, kor). Forklaringen er til dels, at de tre kunstnere fik en slags gennembrud med forestillingen “Cabaret”, og det har farvet tiden efter lidt.

Men den slags PR skal tages med et gran salt. For ganske vist har pladen kabaret- og salonmusikkens intimitet og ambitiøsitet, men ikke den kulturelle og politiske dimension, som de gamle musikformer havde i bagagen. I hvert fald ikke i gammeldags forstand. Nej, stregen skal sættes under vokaljazztrio, for det, de tre kunstnere og deres fornemme liste af gæstemusikere (fra Mathias Heise – kendt her fra bloggen – til Gustav Ljunggren), brillerer i er vokalarbejde og jazzmusiceren af højeste kvalitet og bedste skuffe.

Ialt tolv numre præsenteres lytteren for. Otte af dem er skrevet af Sanne Graulund, der også er forsanger, tre er lavet af Eva Malling og endelig står Benita for et enkelt nummer. Men materialet er samlet set præget af den allerstørste homogenitet, der nok afspejler trioens indforståede samspil og arrangementernes ensartethed. De tolv sange er domineret af gode melodier, en tilbagelænet, lidt indadvendt stemningsfuldhed og lyrisk spændvidde. Sanne Graulund synger smukt for med sin klare, feminine stemme – og bakkes indfølt og -forstået op af Malling og Hastrup på både vokal- og instrumentalsiden. Det er trioen, der skaber fundamentet og kontinuiteten på pladen, medens de inviterede gæstemusikere hver på deres måde og i samklang krydrer sangene med solistiske og stilistiske farvninger.

Samlet set har She Trio lavet en plade, der smager af meget mere. Og man kan som jazzelsker kun se frem til, hvad trioen kan udvikle sig til de kommende år, og håbe, der kommer mange flere plader fra deres side. Så hvis du er til vokaljazz, så betænkt dig ikke, men lyt med til She Trio. Hermed varmt anbefalet.

She Trio. As simple as that. SayYesMusic. Er udkommet.

Pladen har vist ikke resulteret i nogen video, men jeg fandt denne med de tre dejlige damer.

I marts 2015 omtalte og anbefalede jeg Jan Olsens debutplade Fairground og noterede mig dengang at kunstneren var traditionalist. At Jan Olsen ikke fulgte tidens dominerende strømninger inden for musikken, hvor al det moderne isenkram præger og nogle gange spænder ben for det musikalske udtryk. I stedet tager Olsen sit udgangspunkt i de popmusikalske rødder i folk, blues og elementær rock. Og denne grundholdning skinner også tydeligt igennem på den nye plade Vagabond trail, hvor kunstneren som titlen antyder har ladet sig inspirere af landstrygerens ubundne strejfen omkring.

På coverfotoet kan man se kunstneren gå ad trådte stier med læderjakken over skulderen. Og i pladens fem sange trædes der også ad allerede trådte stier. Det er gammeldags sangskriverkunst med vægt på fængende melodier og arrangementer, hvor brugen af akustiske instrumenter er garant for, at lytteren får et homogent udtryk, der smager af både americana og den nordiske variant. Olsens rå stemme får et fint, let, feminint modspil af Trine Lunaus og Karin Malmstrøms kor, der sørger for, at det samlede lydbilede ikke vender den tunge ende nedad.

Vagabond trail er voksenpoprock af den slags, der lever højt på solid sangskrivning og en tro på at gammeldags musikalske dyder ikke er ensbetydende med anakronistisk uddatering, men tværtimod garant for slidstyrke og langtidsholdbarhed. Hermed anbefalet.

Jan Olsen. Vagabond trail. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er lige udkommet.