Indlæg tagget med Film

Metropolis – genopdaget

3. juli 2008

I 1927 havde Fritz Langs nu berømte fremtidsfilm Metropolis premiere. Det var Langs håb, at den rekorddyre film ville være en reel konkurrent til det fremadstormende, kommercielle Hollywood. Men, som det ofte går med store værker, så blev det såvel en publikums- som en anmelderfiasko. Og skæbnens ironi sørgede for, at filmen blev beskåret kraftigt, så den bedre kunne gøre sig på det amerikanske marked…
Denne skæbne betød også, at Langs originale udgave gik tabt. Eller – det troede man i hvert fald. For i sidste uge dukkede en glemt kopi af den oprindelige film op i Buenos Aires.
I 1928 havde en argentinsk filmudlejer fået fat i en kopi af originalen, så den kunne vises for et argentinsk publikum. Og filmrullerne blev siden hen opkøbt af en samler, Pena Rodríguez, som igen solgte dem videre til Museo del Cine i Buenos Aires. Da samme museum for nylig fik en ny leder, Paula Félix-Didier, opdagede hun den glemte film, fordi hendes ex-mand havde hørt rygter om en særlig lang film, der skulle ligge i gemmerne…
Journalister ved kulturredaktionen på Die Zeit har haft lejlighed til at se de genfundne scener og kan berette, at de har væsentlig betydning for forståelsen af filmen.
Nu arbejder Murnau-Stiftelsen og andre på, at få lavet en renoveret udgave, så biograffolket med 80 års forsinkelse kan få at se, hvad Fritz Lang egentlig ville give sit publikum.

Metropolis

Mamma Mia! ABBA-musical som film

30. juni 2008

Det er rart at blive overrasket og få sine fordomme tilført noget frisk luft. Det skete for capac i går, da han – i biografen – så traileren til den nye filmatisering af ABBA-musicalen Mamma Mia! Overraskelsen bestod i at høre Meryl Streep trykke den af og synge ABBA. Jeg har længe haft et lidt ambivalent forhold til Meryl Streep. På den ene side har jeg – siden The Deer Hunter (1978), Cramer vs. Cramer (1979) m.m. – været klar over, at vi havde at gøre med en mere end almindelig talentfuld skuespillerinde. En af den slags, der aldrig leverer en dårlig præstation og altid udfylder sin rolle med hele dens potentiale. På den anden side har jeg haft det lidt svært ved mange af hendes ‘alvorlige’ roller og har savnet det sprælske og letbenede i hendes repertoire. Der er selvfølgelig undtagelser i hendes lange karriere. Men mit helhedsindtryk har været hængemulealvor. Og det kan den nye Mamma Mia”-film måske rette lidt op på. I hvert fald det stærkt opmuntrende at se Streep som syngende mor med en frigjort fortid i de klip, som traileren gav publikum. Og så lader det til, at tranformationen af ABBA-hits til versioner med Streep, Pierce Brosnan, Colin Firth, Stellan Skarsgaard, Julie Walter m.fl. lykkes godt. Det skyldes nok, at Benny Anderson og Björn Ulvaeus har haft en finger med i spillet. Filmen har Danmarkspremiere den 17/7.

Trailer

I nostalgiens greb: Indiana Jones og krystalkraniets kongerige

30. juni 2008

Trods advarsler fra Jeronimus og nogle alt for voksne kritikere, så fik jeg alligevel overtalt Frøkenen til i fællesskab at indtage det seneste opus i serien om arkæologen og eventyreren Indiana Jones i går eftermiddags. Mine forventninger var skruet op i det niveau, som Steven Spielbergs format giver anledning til som minimum at have: En film, der er drejet med samme tæft for afvikling af en drengerøvshistorie, som de foregående tre af slagsen (plus det løse), en kulørt historie, der inden for en realistisk ramme trækker på et arsenal af fantasiæggende skrøner, som bliver skruet sammen til en lidet troværdig, men sammenhængende, underholdende tju-bang-historie, der for et kort stund lader en glemme, at man er kommet over puberteten for længe siden. Meget længe siden.
Og forventninger blev helt indfriet. Harrison Ford udfylder som før rollen godt som arkæologiens svar på Dr. Jekyll & Mr. Hyde, den tweed-klædte katederarkæolog, der springer ud som læderklædt actionhelt, når historiens udvikling kalder på ham. Iført sin ikoniske hat og flodhestepisk tager den aldrende Jones kampen op mod nogle lede post-stalinistiske russere med en vidunderlig Kate Blanchett i hovedrollen som Stalins blonde soldat, der taler med en udsøgt russisk accent, som genfremkalder alle ens koldkrigsfordomme om den onde Ivan.

Jagten går på et krystalkranium, der skal bringes tilbage, hvor det hører til og ikke ende i hænderne på russerne, der kun vil det onde med kraniet, nemlig styre vores allesammens tanker. Og så går det ellers derud af efter Indiana Jones-skabelonen.
Vi får serveret en gryderet, som enhver drengerøv med velbehag vil kunne sætte til livs. Ud over de obligatoriske elementer i form af mere eller mindre motoriseret action, gamle, farlige og sindrigt konstruerede ruiner og underjordiske huler, så er der tilsat diverse krydderier og smagsforstærkere i form af lidt atomprøvesprængninger, kommunistforskrækkelse, UFO-mytologi og andet godt, der til sammen kan indsætte historien i en historisk (dybt usandsynlig) kontekst. Og til sidst er det hele tilsat en stor sjat selvironi og humor, der sikrer, at man ikke tager historien for alvorlig.

For en drengerøvscineast er der også mange små indslag og allusioner at trække på smilebåndet over. Som fx, når Harry Junior dukker op på sin Harley som en tro kopi af Marlon Brandos vilde engel. Eller når samme Junior udkæmper en fægteduel med Dr. Irina Spalko (Blanchett) i bedste De Tre Musketerer-stil. Eller et værtshusslagsmål, der minder om dem, der var obligatoriske i enhver western fra halvtredserne. Jo filmelskeren Spielberg ved nok, hvordan man indlejrer en film i en periode, der allerede i de første billeder markeres af tonerne fra Elvis Presleys “Hound Dog” og i det følgende understreges med “Shake Rattle and Roll” med Bill Haley & His Comets.
En sådan drengerøvsfilm (undskyld piger!) slipper man kun godt fra, hvis man kan sit håndværk og forstår at udfylde rollerne med de rigtige skuespillere. Harrison Ford er som altid i disse film god som den aldersstegne, men livskraftige Indiana. Cate Blanchett viser endnu engang, at hun er en af tidens bedste kvindelige kræfter. Karen Allen er stærkt troværdig som Indianas gamle kærlighed, der får hans hjerte i brand igen. John Hurt passer som Hans i Grete til rollen som den gale Professor Ox. Jim Broadbent er som taget ud af Oxfords eller Cambridges annaler som rektoren med civilcourage. Den unge Shia LaBeouf har lidt svært ved at spille op til sine voksne medspillere i rollen som Henry Junior, Mutt Williams, og har meget at lære, inden han – som filmen måske antyder – overtager rollen som en ny Indiana Jones i de kommende år. Men med ungdommelige frækhed og gåpåmod klarer han lige netop skærene.
Anbefales alle der endnu går i korte bukser og sandaler, når det er sommer, og som kan huske længere tilbage end til sidste selvangivelse.
PS. Jeg har set, at de tre foregående film er billigt til salg på dvd-hylderne. Både enkeltvis og i en boks.

Elvis Hound Dog

Bill Haley & His Comets Shake Rattle and Roll

Dansemusen Cyd Charisse er død, 86

18. juni 2008

En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel, hed det i halvfjerdser-kvindefrigørelsens tid. Men i de store amerikanske dansefilm fra især 1940’erne og 1950’erne ville magien have været reduceret, hvis ikke fisken kunne cykle og cyklen havde sin fisk. Uden samspillet mellem de to dansende køn ville film som “Singing in the Rain” (1952), “Silk Stockings” (1957), “Bandwagon” (1953) og mange andre ikke have været det samme. Og over for Fred Astaire og Gene Kelly leverede Cyd Charisse det optimale feminine modspil i enhver henseende. Fred Astaire udtrykte det på denne måde: “That Cyd! When you’ve dansed with her you stay danced with”. Sådan.
Den oprindeligt polioramte pige, der brugte dansen til at træne sig selv op, blev uden tvivl sin generations største danserinde inden for amerikansk showbizz. Nu er hun ikke mere, og vi kan finde filmene frem fra dvd-hylden og nyde hendes flotte ben i aktion… Hvil i fred.

Nyd de gode ben m.m. her i en scene fra Singing in the Rain

Dagens helt i skysovs – Johnny Depp

18. juni 2008

Det hedder sig, at aviserne aldrig bringer gode nyheder, fordi de generelt er kedelige og uden spænding. Det sælger bedre at skrive om manden, der bider en hund, end om andemor, der får sine ællinger over vejen. Men de findes, de gode nyheder, de gode historier. Således faldt jeg over en lille historie om Frøkenens og mit fælles idol, Johnny Depp. I sidste uge ankom der en pakke til en familie i Oshkosh, Wisconsin, adresseret til den tolvårige Jack Taylor. I pakken var der en brugt hat og nogle genstand, der var blevet brugt i Depp-filmen “Charlie og chokoladefabrikken”. Der var også et kort fra Depp, hvori der stod: “Her er en hat til dig. Jeg håber, du kan lide den og de forskellige sjove ting”.
Den lille Jack havde mødt Depp tilbage i april måned, og knægten havde beundret Depps hat og spurgt om han måtte få den. Sådan er børn jo i den alder.. Og Depp havde sagt ‘selvfølgelig’ .
Men familien havde ikke troet ham på ordet. ‘Du hører kun om dem, der tager stoffer, hvem der sover med hvem, men aldrig om en stjerne, der siger ‘selvfølgelig’ til almindeligt barn. Vi har ikke brug for at høre om Paris Hilton uden tøj på, vi har brug for at høre om Depp, der gør noget for et barn uden bagtanker’, sagde drengens mor.
Vi kan godt lide den slags historier, også selv om der godt kan være bagtanker med sådan en handling. Om ikke andet så fra industrien omkring stjernen.
Det var lige som dengang, min barndoms kammerat “Bamse” fik et signeret fotografi af den italienske Grand Prix-stjerne Gigliola Cinquetti (Non ho l’étà, 1965). Vi vil gerne tro på det gode i mennesket, måske fordi det er så svært at finde…

Stan Winston – mester i special effects er død, 62

17. juni 2008

Det var Stan Winston og hans medarbejdere, der bragte dinosaurerne tilbage til nutiden. Hvad der kunne være en af mange drengedrømme – at se en levende dinosaur – blev (næsten) realiseret i Spielbergs Jurassic Park, takket være Winston. Det var også ham, der levendegjorde de fremmede væsner i Aliens, robotterne i Terminator og Edward Saksehånd. Og modtog flere Oscars for sit arbejde. Senest satte han sit præg på Jon Favreaus Iron Man. Nu er manden død efter længere tids sygdom, og andre må tage over. Hvil i fred.

Edward Saksehånd og isenglen

Brigitte Bardot – en stjernes storhed og fald

4. juni 2008

Engang var hun indbegrebet af efterkrigstidens spirende seksuelle og kulturelle frisind, fransk national- og sexsymbol og generationer af mænds våde drøm og forbillede for mange kvinder.

 

I halvfjerdserne trak hun sig mere eller mindre tilbage fra showbizz, vist nok skuffet over branchen og over mænd i almindelighed og kastede sig ud i rollen som dyrenes beskytter.

 

I de seneste år er hun gledet stødt og roligt mod højre og har gjort sig bemærket som kritiker af homoseksualitet, immigration og Islam. I dag kan man så læse, at “BB” – som hun engang kaldtes og markedsførtes som – er blevet dømt for racisme ved retten i Paris, fordi hun angiveligt har skrevet et brev til præsident Sarkozy, hvori hun ophidsede til had mod franske muslimer. Og det er forbudt i følge fransk lov. Suk.

Mel Ferrer, amr. skuespiller, er død 90 år gammel

4. juni 2008

Med nyheden om Mel Ferrers død sendes jeg igen tilbage til barndommens og den tidlige ungdoms filmoplevelser i biografen og på tv. Den flotte, elegante mand har sat sig sine spor i mine erindringers annaler, selv om jeg har svært ved at forbinde ham med ret mange film. Dog husker jeg ham fra krigsfilmen “Den længste dag”, fægtefilmen “Scaramouche” og et enkelt afsnit af Columbo-tv-serien! Jo, og så selvfølgelig den film, hvor han måske fik sin bedste rolle, den charmerende bagatel “Lili” fra 1953, hvor ham fik lov til at spille over for den underskønne Leslie Caron. Nævnes bør også, at den traditionsbevidste tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder gav han en lille rolle i sin film “Lili Marleen” i 1981.
I øvrigt var Mel Ferrer kendt for sit lange, ægteskabelige forhold til ikonet Audrey Hepburn, og for ikke at være særlig begejstret for sit arbejde som skuespiller, som han betragtede som “en beskæftigelse i selvoptagethed”. Han ville hellere have haft en stor karriere som filminstruktør. Han fik dog også lavet nogle film, uden at det blev den store succes.
Sådan kan det gå. Hvil i fred.

Rhys Ifans og The Super Furry Animals

31. maj 2008

Jeg har tidligere luftet min begejstring for den walisiske skuespiller Rhys Ifans, der blandt andet er kendt for sin mayonnaisespisende figur Spike i “Notting Hill”. Mindre kendt er det, at han har en fortid som forsanger i bandet Super Furry Animals, dengang de endnu ikke var slået igennem. Og nu fortælles det, at Ifans sammen med Dafydd leuan fra Super Furry Animals har dannet gruppen The Peth, der albumdebuterer til september med “The Golden Mile”. Ud over Ifans består gruppen af Dic Ben, Kris Jenkins og Nick Hilton. Interessant.

Super Furry Animals – It’s Not The End of the World?

Skuespilleren Harvey Corman, død, 81

31. maj 2008

Komikeren Harvey Corman døde i forgårs i en alder af 81. Enhver, der elsker Mel Brooks cowboy-film-parodi Blazing Saddles vil huske ham i rollen som den vrantne, vrisne skurk Hedley Lamarr. I det hele taget var han med til at skrue op for morskaben i flere af Brooks film. Ellers er han mest kendt for sin årelange medvirken i The Caroll Burnett Show, der også er blevet vist i dansk tv. Hvil i fred.

Feinschmeckeri: Maggie Smith at the BBC

20. maj 2008

I mit medieunivers er der få kvindelige skuespillerinder, der når Maggie Smiths format. Jeg tror ikke, at jeg har set nogen film med hende, hvor hendes præstation ikke har kunne højne niveaet. Derfor har jeg med fryd konstateret, at BBC har udgivet en tredobbelt dvd-boks med udvalg af hendes præstationer i BBC-produktioner. Her kan kan nyde hendes kunst i stykker af Tennessee Williams, George Bernard Shaw, William Shakespeare, Alan Bennett og meget mere. Maggie har spillet skuespil næsten lige så længe, som jeg har levet (hun startede i 1957), og hun er bare blevet bedre og bedre…

Bladerunner – den endelige udgave – i biffen…

19. maj 2008

Jeg ved godt, at det er Indiana Jones, der stjæler billedet lige nu. Og jeg ser da også frem til det nye udspil med Harrison Ford på jagt efter krystalkranierne i atomtruslens skygge. Men, jeg har også bemærket mig, at det lige nu er muligt at gense Ridley Scotts klassiske fortolkning af Philip K. Dicks roman “Drømmer androider om elektriske får?” – Blade Runner. Oven i købet i den såkaldt endelige udgave. Hvor det mere end antydes, at Decker selv er replikant m.m. Læs også Bo Green Jensens hengivne omtale af værket og dens endelige udgave i Weekend Avisen fra den just afsluttede weekend.

Roy Battys død – uopslidelig scene…

Nicole Kidman som Dusty Springfield

3. maj 2008

I rækken af film om kendte musikere og kunstnere fra tresserne er turen nu kommet til Dusty Springfield. Og det skulle være sikkert af den små Nicole Kidman skal spille rolle som Dusty. Selv om jeg har en stor svaghed for begge kvinder, så har jeg også lidt svært ved at forene mig med tanke om, at Nicole skal agere Dusty. Hvordan vil det nu gå? Og hvad med sangen? Men vi får se…

Dusty med den dejlige I Only Wanna Be With You

Michelle Pfeiffer fylder 50

25. april 2008

Martin Scorsese var ikke i tvivl. Hun er den bedste amerikanske filmskuespillerinde. Og capac er lige ved at give manden ret. Hun er i hvert fald i klasse et. Nu bliver hun så 50 (på tirsdag), og er et vidnesbyrd om, at man ikke er færdig med fyrre. Hvad skal man så se for at fejre fødselsdagen? De fabelagtige Baker-brødre, Michelle som Catwoman eller måske Wolf, hvor hun spiller sammen med Jack? Eller? Der er nok at gå i gang med, når det gælder denne i mange henseender dejlige dame… Stort til lykke.

Making Whoopee

Hugh Grant – en engelsk filmskuespiller

22. april 2008

Man behøver ikke at være et es fra det berømmede engelske Shakespeare-skuespiller-tradition for at gøre sig på film. Nej, det er faktisk ikke nødvendigt at være verdens bedste skuespiller for at gøre sig i filmverdenen, hvis man har andre kvaliteter at byde på. Hugh Grant er et eksempel. Man kan – hvis man vil være lidt grov – sige, at han spiller én rolle i samtlige de film, han har medvirket i: Hugh Grant. Til gengæld er han god i den rolle. Ud over et udseende, som mange vil misunde ham (selv om han heller ikke er nogen årsunge længere), så besidder han en særlig, engelsk kultiveret, luddoven charme, der bærer han gennem selv de værste prøvelser på film. Hans rolle som partyspoiler, erotisk umulius m.m. i Fire Bryllupper Og En Begravelse er god dokumentation i så henseende. Nu kan man så læse, at vores egen bedre-end-Bergman-instruktør Susanne Bier har kapret ham til sin næste komedie. Det er godt gået.

PS. Fik jeg sagt, at jeg er en stor fan af Hugh Grant?!