CAPAC

DRK sender i denne tid en del spanske film, som er forbigået biografpublikummets næser. Enten, fordi de slet ikke er blevet vist eller kun i kort tid i små biografer. I går aftes havde jeg lejlighed til at se Antonio Gonzáles-Vigils argentinsk-spanske Naranjo en flor, der havde fået den danske titel: Livet er en tango.

På DRs hjemmeside sælges den som en ‘spansk psykologisk thriller’, men det er lidt misvisende. Ganske vist er der psykologi i den. Og thrillertematik (et par mord). Men der er snarere tale om en kulørt, nærmest burlesk, og amoralsk fortælling om et drab og de forviklinger, det medfører, men især om et kærlighedsforhold mellem psykoanalytikeren og tangodanseren Malena og politimanden Carlos.

Kort fortalt sker der det, at hovedpersonen Malena kommer til at slå en mand ihjel, da hun overværer noget, hun opfatter som en voldeligt overgreb på en prostitueret. Drabet fører hende ind i et venskab med den efterladte enke og ind i et kærlighedsforhold til den politimand, der skal tage sig af efterforskningen.

Som thriller betragtet er filmen helt og aldeles mislykket. Den mangler enhver form for spænding. Og det hænger sammen med, at historien fortælles med en understrøm af humor og ironi, som fjerner ethvert spændingsmoment. Det er som om instruktøren ikke rigtig helt er på det rene med, om han vil fortælle en kriminalhistorie eller en psykologisk historie eller noget helt tredje. Resultatet bliver en film, der er et miskmask af krimi, sex, tango, humor osv. og ikke rigtig bliver vedkommende for tilskueren.

Når jeg alligevel blev hængende, så var det, fordi der alligevel var noget fascinerende ved filmens blanding af feministisk udviklingshistorie, tangofascination, sexditto og kriminalhistorie. Man kan måske sige, at filmens kvaliteter ligger i de kulørte og lidt absurde detaljer.

Historiens manglende retning og struktur smitter også af på skuespilpræstationerne. Især de to hovedroller, Malena (Maria Marull) og Carlos (Eduardo Blanco), der agerer, som om de ikke helt ved, hvilket grimasse, der kan passe. Det er selvfølgelig også svært, når psykoanalytikeren mest af alt selv burde gå i psykoanalyse, fordi hun ikke kan finde ud af sin kønsidentitet og først gør det, da hun ramler ind i den stofafhængige, halvkorrupte, semi-intellektuelle, kvindeforbrugende politimand Carlos, som mest af alt minder om et grotesk skikkelse fra Woody Allens univers. Og han kan da slet ikke tage sin rolle som politimand alvorligt.

Filmens slutning er lige så usandsynlig, som filmen er retningsløs. Sammenfattende kan man sige, at det bestemt ikke er en film i Almodovar-klassen, men på den anden side er der noget velgørende ved at se en mislykket film, der er så anderledes end det, man ellers præsenteres for på dansk tv…

Spansk trailer

Frøkenen havde hørt en sang i filmen The Naked Gun (da. Høj Pistolføring). Hun havde fået fat i nogle linjer fra sangen. Bl.a. ‘we as born to ride’. Og så var jeg på sporet af Randy Newman. Og så var der ikke langt – vha. nettet – til at genfinde Newmans dejlige “I love LA”.

Det glædede selvfølgelig Frøkenens gamle fars hjerte, at hun sådan kunne finde smag i en sang af Randy Newman. Det havde hun med garanti ikke gjort, hvis jeg havde spillet det for hende. Men sådan er der så meget i forholdet mellem forældre og børn…

Samtidig dukkede soundtracklisten til filmen op og på listen fik jeg øje på en af mine yndlingspopsange fra tresserne. Carole Kings & Gerry Goffins “I’m into something good”.

Sangen blev verdenskendt, da Herman’s Hermits hittede med den i 1964. Det var i øvrigt gruppens første single, og den blev nr. 1 på hitlisten i bl.a. England. Hvad, jeg ikke vidste dengang, var, at Ethel McCrea – kaldet Earl-Jean – allerede havde hittet med sangen i USA, hvor hendes udgave nåede en 38. plads på Billboards Hot 100.

Earl-Jean havde inden da haft succes som medlem af pigevokalgruppen The Cookies, som bl.a. havde haft et hit med Goffins og Kings “Chains“, som The Beatles siden plankede.

Earl-Jeans udgave er også pop, men ikke så velfriseret som Herman’s Hermits’ pæne popversion. Den har stadigvæk soul i sig i kraft af et heftigt arrangement med saftige håndklap, dirrende backingvokaler og en blæsersektion, som indspilningen kun med besvær kan holde i baggrunden af Earl-Jeans fine pigestemme…

Herman’s Hermits renskurede udgave var en af de sange, der var med til at sikre The British Invasions succes i USA – og den sørgede også for, at en sangskriverduo som Goffin & King ikke blev helt arbejdsløse i en tid, hvor de engelske navne huserede med egne sange. Renskuret eller ikke, så er det en af de popsange, jeg holder mest af fra de tidlige tressere.
PS. I øvrigt har Lasse Helner lavet en udmærket version på sit album Cover.

Den hemmelige kanal DR K fokuserer i den kommende tid på tresserne. Også musikalsk. Fredag den 2. juni vises D. A. Pennebakers dagbog fra Woodstock-festivalen, og den er værd at (gen)se på grund af de mange musikalske indslag, men også som dokument om en tid, der må forekomme unge mennesker i dag noget fremmedartet…

Men allerede den 31. maj – på tirsdag – viser kanalen den amr. instruktør Hal Ashbys film om Rolling Stones USA-turné i 1981 Let’s Spend The Night Together. Filmen er fokuseret på det væsentlige: bandets optræden på scenen. Af en eller anden grund kalder DR K udsendelsen for Time Is On Our Side.

Miss You

Frøkenen og overtegnede skrivekugle tilbragte aftenen i går med at se fjerde kapitel af den fortsatte saga om den inkarnerede sørøver Jack Sparrows færd på de syv verdenshave.

Heldigvis havde jeg undgået det værste forskræp og -omtaler, så jeg kunne læne mig tilbage i minisofaen i Middelfart Panorama og tage hul på endnu en omgang drengerøvsskrøne. For det er, hvad det drejer sig om. Hverken mere eller mindre. Drengerøvshistorier, som også piger kan have fornøjelse af at se. Ikke mindst i kraft af Johnny Depp.

De foregående tre kapitler har alle været flamboyant opsatte fortællinger, der gjorde, hvad de kunne for at overgå selv den mest drengede fantasi. Og det lykkedes dem til fulde – samtidig med, at det hele blev fortalt med en forløsende humor, som især Johnny Depps charmerende, androgyne hippiesørøver var garant for.

I det nye afsnit er nogle af de ledende figurer fra sidst – fx Keira Knightly og Bill Neihy – trådt ud af fortællingen. Og det har været et påskud for at ryste den narrative pose og finde et nyt spor for fortællingen. Og det er velkomment på et tidspunkt, hvor serien godt kunne være på vej ind i et dødvande, for nu at blive i metaforikken.

I stedet for den små Keira har man fået Penelope Cruz (ikke noget dårligt bytte!) i den kombinerede rolle som kaptajn Sortskægs datter, Jack Sparrows dobbeltgænger og forsmåede Hjerter Dame. Kønnene mødes og det slår gnister – og med- og modspillet mellem Depp og Cruz er benzin på fortællingens motor.

Historiens påskud denne gang er, at Sparrow, den engelske og spanske flåde jagter Ungdommens Kilde, hvor man i følge legenden kan vinde evigt liv eller i hvert fald forlængelse af livet, hvis man undgår nogle farer og i øvrigt overholder et ritual, der involverer tårer fra en havfrue og to kalke fra et gammelt, forlist skib.

Og så går ellers den vilde jagt med alle de sørøverklichéer og -ingredienser, man kan forvente. Myteriforsøg, drabelige fægtescener osv. osv.

Filmen er vældig underholdende fra ende til anden, hvis man holder fast i præmissen: At det er underholdning, der ikke udgiver sig for at være hverken mere eller mindre. Kan man hænge sin voksendom på knagen uden for biografsalen og lade det indre legebarn komme frem, så er man sikret 2 ½ times gedigen underholdning.Jeg kedede mig ikke et øjeblik.

Johnny Depp lever helt op til rollen som den durkdrevne, charmerende ærke-sørøver, der filmhistorisk er ganske atypisk med sin blanding af Peter Pansk drengethed og flanerende hippieattitude. Her er noget for både drenge og piger. Og han får godt modspil af de andre. Penelope Cruz passer fint til rollen som den smukke, men også farlige sørøverdatter. Geoffrey Rush fortsætter i flot stil den enbenede Barbossa, der ikke skyr noget middel for at nå sit mål – og det er ikke Ungdommens Kilde. Ian McShane er netop så sort og skummel, som rollen som Sortskæg kræver. Og Kevin McNally har en fin rolle som matrosen Gibbs, der er Sparrows ikke helt loyale følgesvend.
Og så er der mange fine birollepræstationer. Keith Richard har en lille, men markant scene som Sparrows far, hvor der bliver plads til en vittig bemærkning om Richards hærgede fysiognomi. Også Dame Judy Dench får lov til at stjæle opmærksomheden i en scene i en hestvogn. Nævnes skal også Astrid Berges-Frisbey som den smukke, tilfangetagne havfrue, hvis tåre skal bruges til ritualet, og kommer til at spille et vigtig rolle for historiens afslutning og for filmens romantiske dimension.

Hvordan filmen ender, må du selv i biografen for at opleve. Men tro mig: Der kommer i hvert fald et kapitel mere i denne kulørte piratsaga. Hermed anbefalet.

Trailer

“Som kunstner har man til opgave at aflede folks opmærksomhed og underholde dem. Folk, der er lidt mere begavede, tænder ikke for tv for at se realityshows. De lader sig underholde ved at kigge på malerier af Picasso eller høre musik af Mozart eller film af Bergman. Men de gør det samme, som reality-folket gør. De nyder det. Og så forlader de museet eller biografen og kommer ud i den virkelige verden – og den virkelige verden er rædselsfuld. Man har det forfærdeligt, men så går man i biografen igen og ser Fred Astaire danse i smoking og drikke champagne i halvanden time, og så har man det godt igen. Det er som et glas koldt vand på en varm dag. Så kan man holde det forfærdelige liv ud igen. Det er kunstnerens opgave at servere det glas kolde vand”

(Woody Allen)

For mig er de bedste forudsætninger for en filmoplevelse, at jeg ser filmen uden at have hørt om den i forvejen. Væk er forventninger og -domme. Filmen får lov til at tale sit eget sprog. Helt forudsætningsløst er det selvfølgelig ikke, for man har set mange film og har “indbyggede” æstetiske fordringer, men de værste filtre er ikke slået til…

I går lykkedes det mig at se den spanske film Princesas på DR K. Helt tilfældigt. Jeg havde sat mig i sofaen og tændt for tv’et, lige da filmen startede. Og jeg blev hængende.

Princesas er instrueret af Fernando León de Aranoa og er fra 2005. Og den handler i sin enkelhed om forholdet mellem to prostituerede i Madrid. Caye (spillet af Cadela Pena) og Zulema (Micaela Navárez). Caye forsøger at skrabe penge sammen til en brystoperation, og Zulema sender penge hjem til familien i Den dominikanske Republik, hvor moderen passer hendes søn.

Filmen er temmelig begivenhedsløs. Selv om emnet prostitution måske lægger op til at behage almindelig nyfigenhed med hensyn til jobbets udførelse, så er filmen alt andet end behagesyg. Fokus er de to pigers forhold og dialoger. En nedtonet realisme, hvor pigernes trivielle hverdag væves sammen med drømmene, både de bristede og de levende.

Et vendepunkt i historien er, da Zulema gennembankes af en kunde, der har lokket hende med løfter om nogle vigtige papirer. Begivenheden fører de to piger endnu tættere på hinanden i ømt venskab.

Det, der gør filmen mere end seværdig, er skuespillet. Ikke mindst Candela Pena imponerer med sin afdæmpede, næsten udtryksløse, fremstilling af den desillusionerede Caye, som viser sig at have bevaret sin menneskelighed i en barsk og opslidende verden. Med ganske få virkemidler får hun demonstreret, at Caye er en person med mange lag. Fx i en scene, hvor hun kommer til at afsløre sin professionelle identitet over for en mandlig bekendt, og tårerne i øjnene og et blik siger det hele, uden at et ord falder.

Og Micaela Nevárezs skildring af Zulema, splittet mellem længslen efter sønnen og behovet for at tjene penge til familien langt borte, er en præstation, hvor de forfinede virkemidler er på spil.

Og så er det befriende – ikke mindst i disse sexkøbsforbudstider – at se en film håndtere emnet “prostitution” uden på nogen måde at forfalde til sensationsdyrkelse eller simpel spekulation i nøgenhed og sex. Jovist er der både nøgenhed og sex i filmen, men husarerne kan godt holde sig væk, for filmens fremstilling er langt fra fantasiernes kulørte verden.

Du kan nå at se filmen endnu. Den genudsendes d. 17. maj kl. 15.55 på DR K.

Et ekstra lille plus skal filmen have for sin brug af Manu Chaos sang “Me Illaman Calla (princesas)”:

“Nu eller aldrig” er den lidt bovlamme oversættelse af “The Bucket List”, som Fruen og jeg indtog i går aftes til aftenteen, medens gravhunden lå på ryggen på sofaen og fik sig en skraber. En såkaldt feel-good-film af den slags, som Hollywood har været leveringsdygtig i altid – som en slags modgift til The American Way Of Life, hvor det sand for dyden ikke altid drejer sig om tilværelsens rigtige værdier.

Filmen er drejet af den ferme Rob Reiner, der er ekspert i den type underholdningsfilm (han lavede Da Harry Mødte Sally fx).

For at få produktet til at virke skal man bruge en handling, der gerne skal bestå af en god portion forudsigeligheder (fx en happy end), gerne nogle klichéer (i denne: At man tager sit liv op til revision, når man får at vide, at man snart skal dø), og så en håndfuld skuespillere, der formår at tilføre selv de mest lamme replikker og de mest konstruerede situationer et element af troværdighed eller i det mindste: spiselighed.

Plottet i The Bucket List er, at en sort fhv. mekaniker og familiefar, Carter (Morgan Freeman) møder en hvid mangemillionær og hospitalsejer, Edward (Jack NIcolson) på en kræftafdeling, hvor de begge er indlagt uden udsigt til helbredelse. Altså – for at skære det ud i pap – modsætningerne mødes og sød musik opstår, som Schade ville have sagt. Og det er ikke engang løgn. Der opstår i løbet af tre måneder en slags kærlighedsforhold mellem de to umage partnere i dødens favn. De snakker sig ind på hinanden, medens de spiller kort på sengekanten eller ved bordet.

Og på et tidspunkt sætter Carter sig til at skrive The Bucket List, en liste over de ting, man skal nå at udrette, inden det er for sent. Inden man stiller træskoene (Kick the Bucket, som det hedder derovre). Ideen har Carter fra et gammelt filosofikursus, han fulgte som ung, inden virkeligheden rev ham ud af de akademiske karrieredrømme.

Edward har pengene til at realisere drømmene på listen og overtaler Carter til at kaste sig ud i projektet. De kaster sig ud i faldskærm, rejser til Ægyptens pyramider, den kinesiske mur osv. osv., for til sidst at erkende, at det, det handler om, er at være noget for konen og familien derhjemme – og (i Edwards tilfælde) den datter, han for mange år siden slog hånden af. At finde glæde, kærligheden – de basale ting i livet.

Hvis man for et par timer kan glemme alt om den finansielle krises hærgen, Wall Street-spekulanternes uhæmmede og asociale grådighed, den massive arbejdsløshed, den enorme statsgæld osv. i USA, så kan man sagtens sluge filmens klichétunge, dybt sentimentale præmis, også selv om man måske i sit stille sind undrer sig over, hvorfor Hollywood ikke i mere udpræget grad i stedet forsøger at sælge de værdier, der faktisk styrer det amerikanske samfund, fx grådigheden.

Historien glider ned som en fed flødekage, fordi de involverede skuespillere kan deres métier til fingerspidserne. Især Jack Nicolson formår at gøre Edward troværdig som andet end en fæl, egoistisk kapitalist. Har den mand nogensinde spillet en dårlig rolle?

The Bucket List er Hollywoodsk metervare af den slags, man kan finde til nogle få kroner på tilbudshylderne. En film, der går tolv af på dusinet, som man sagde i gamle dage. Men den er fermt drejet og, som sagt, velspillet. Underholdende i den der eskapistiske forstand, vi alle kan have behov for i ny og næ. Bare det ikke bliver for meget. Jeg er dog ikke sikker på, at filmen skulle stå på min Bucket List, hvis jeg kendte min egen udløbsdato.

Den burde selvfølgelig have været indlemmet i samlingen for længe siden, opsamlingen af James Bond-sange og -temaer. For den har jo været på banen længe. Og der har sådan set ikke været grunde til at udskyde investeringen. Den har tit været på tilbud, og der er ikke rigtig kommet nye,  klassiske Bond-sange til længe.

For mig at høre knækkede kurven med Sheena Eastons “For your eyes only“, hvorefter det har været på det jævne. Men en enkelt undtagelse: k. d. langs “Surrender“. Men nu er den så via en impulsiv handling indlemmet i bunken af CD’er. Og min favorit er stadigvæk gode gamle Louis Armstrongs “We have all the time in the World“…

Apropos genudgivelser i forbedrede udgaver så kommer Richard Lesters film “How I Won The War” i denne måned i en såkaldt “Limited Edition Collection” hos MGM. Som andre af Lesters film fra den periode var den præget af absurd komik, som var inspireret af lige dele fransk teaterabsurdisme og engelsk gak-gak-humor.

I rollen som soldat Gripweed ser man John Lennon iført de siden hen så berømte runde briller. Uden at ville forklejne Lennons rolle i filmen (han spiller ganske udmærket), så fortjener filmen, som alt for længe har haft status af et kuriøst Beatles-biprodukt, at blive set for sine egne kvaliteter. Lige som med specielt A Hard Days Night er der tale om en lille, løssluppen sag, der bærer det bedste af tressernes frisind i sig.  Den indskriver sig i række af fine humoristisk, absurde anti-krigsfilm fra tresserne og halvfjerdserne. Fx Richard Attenborough “åh, sikke en herlig krig” fra 1969, Mike Nicols’ Joseph Heller-filmatisering “Catch 22” og tv-serien M.A.S.H. (1970 ff.). Uomgængelig for enhver med forkærlighed for tressernes kulturelle opbrud og for specielle film af kvalitet.

Livet er ikke for fastholdere. Men nogle får bedre greb om det end andre. Sådan kan det i hvert fald se ud i Mike Leighs seneste opus “Another Year”, som Fruen og jeg så i går eftermiddags sammen med 10-15 andre århusianere. En film, som jeg ikke vil tøve med at kalde et mesterværk og kandidat til at være ikke bare årets men årtiets bedste film.

Som livet er denne film ikke for fastholdere. Den er svær at få fod og hold på, selv om for en garvet tekstanalytiker som overtegnede. Lad mig prøve at forklare hvorfor.

Som den betydningsladede titel – Another Year – antyder, så forløber hændelserne i filmen over et år. Fordelt på de fire årstider med den symbolik, der ligger i bevægelsen fra forår til vinter. Livets gang osv.

Centralt placeret i fortælling finder man ægteparret Tom (spillet af den uforlignelige Jim Broadbent) og Gerry (spillet af Ruth Sheen) , der akkurat som tegneseriefigurerne Tom & Jerry er hinandens udadskillelige, ægteskabelige modsætninger i et parforhold, hvis soliditet og sammentømrethed synes at være hævet over enhver tvivl, og som virker som en slags tiltrækkende, central kraft for de andre skæbner i filmen. Det er nærliggende  ja, nærmest en nærliggende fare – at gøre parret og deres åbenbare lykke til hovedpersonerne og det centrale stykke i filmens univers. Men med sin subtile instruktion af de involverede parter i ensemblespillet foregår der en næsten umærkelig decentrering, der gør alle til hoved-  eller om man vil – bipersoner i den menneskelige tragi-komedie, der udspiller sig for øjnene af os.

I parrets omgangskreds møder vi Gerrys kollega Mary. Gerry arbejder som psykolog ved det offentlige, og Mary (Lesley Manville) er sekretær. Mary er en ulykkelig skikkelse. Som Tom og Gerry har hun ungdommen bag sig, men vil ikke erkende det, lige som hun fornægter – i det mindste udadtil – at hun er dybt ulykkelig over sin tabte ungdom,  sit mislykkede kærlighedsliv og over ikke at have fundet manden i sit liv. Hun er fastlåst i sin egen selvoptagethed og dybe alkoholiserede ensomhed og slingrer af sted  gennem livet på samme måde, som hun gør det i det lille vrag af en rød bil, hun anskaffer sig. Selv om hun tydeligvis er en belastning for alle, der omgås hende, så står Toms & Gerrys dør hele tiden åben for hende, selv om hun ikke af den grund er inde i varmen…

Også Toms gamle ungdomsven Ken (Peter Wight) er en dybt ulykkelig sjæl, der konstant forsøger at bedøve sin elendighed med sprut og mad. Til forskel fra Mary, så er Ken dog helt på det rene med, hvor elendigt han har det. Også han begræder den svundne ungdom og er fastlåst i sin ensomhed, hvis eneste afveksling er et job, hvor ham bliver hundset rundt med af en yngre chef. Forskellen på de to fortabte sjæle illustreres i en pinagtig scene, hvor Ken forsøger at lægge an på Mary, som dog afviser ham blankt, selv om hun forinden over for Gerry har analyseret Kens potentiale som partner. Der er ikke nogen happy ending at spore i det match.
En tredje person i galleriet er Toms og Gerrys giftemodne, 30-årige søn Joe, der er kernefamiliens tredje koordinat, som bare skal finde sin hjerterdame for at den familiære idyl kan falde i hak på et højere plan. Det sker da også, da Joe en dag bringer livstykket Katie ind i familiens hus, hvor hun passer ind som en brik i det familiære puslespil. Inden da har harmonien i familien dog været anfægtet, idet Mary desperat har flirtet med Joe, som måske ikke har opmuntret hende til det, men på den anden side med sin tavshed om Katies eksistens har ladet Mary leve i et forfængeligt håb.

Netop Marys håbløse længsel mod Joe er et element i filmen, der er med til at ryste de formler, som man er tilbøjelig til at lægge ned over persongalleriet. For Gerry reagerer med noget, der ligner isnende kulde på Marys flirt og hendes efterfølgende negligering af Katie. Hun bliver lagt på is i flere uger, og da hun søger om tilgivelse får hun beskeden: Det er min familie! Underforstået: Og du er ikke en del af den. Selv om Tom og Gerry spøge- og lidt ondskabsfuldt har kaldt hende “tante” Mary.

Netop Marys person – fremragende fremstillet af Lesley Manville – er i sin alt andet end sympatiske, selvoptagne ynkelighed det punkt, hvorfra der kastes en kold skygge af tvivl hen over perfektionen i Toms og Gerrys familieidyl. Hvor åbenhjertige – i dobbelt forstand – er de, når det kommer til stykket? Prøv engang at nyd den allersidste scene i filmen, hvor Mary tilsyneladende er kommet ind i varmen igen og sidder med ved familiebordet, hvor familiemedlemmerne snakker lystigt og ubekymret sammen, og hvor snakken toner ud, medens kameraet fokuserer på den frustrerede, ulykkelige og fortabte Mary, der sidder i sin martrende ensomhed – men måske også dermed demonstrerer familieidyllens kynisme, lukkethed og selvtilstrækkelighed!?

Familiens emotionelle eksklusivitet understreges måske også af det forhold, at Toms broder, den fåmælte Ronnie (David Bradley) efter konens begravelse indlemmes i familien. I hvert fald for et stykke tid.

Filmen bevæger sig ret begivenhedsløst gennem de fire årstider. Det meste af tiden forgår med snak, men også med mange scener med pinagtig og tankevækkende tavshed. De dramatiske hændelser – en barnefødsel, et dødsfald, et kærestepar, der finder sammen osv. – foregår symptomatisk nok uden for scenerierne og inddrages så at sige en passant i filmens ret handlingsløse handling.

På filmens plakat ser man titlen skrevet hen over et træ. Det er selvfølgelig symbolsk. Endnu et år i livets træ. Træet som billedet på menneskelivet, der vokser, forgrener sig, grønnes, visner og dør. Mike Leigh og hans ensemble af skuespillere og medarbejdere undgår i denne film den manifeste moralisme og de alt for håndgribelige pointer, men nøjes med at vise personerne frem i al deres imperfektion.

Da en halv time af filmen var gået rejste en ung pige sig og forlod salen. Et par minutter efter gik en voksen mand. Måske har de kedet sig i forventning om at blive underholdt, sådan som det jo oftest er filmkunstens opgave at gøre. Eller måske er de, hver på deres måde blevet bevæget eller ramt af det menneskelige drama, der udspillede sig på lærredet. I hvert fald er Another Year ikke et stykke underholdning. I det mindste ikke i gængs forstand, hvor underholdning betyder understøttelse af de illusioner om livet, vi alle i en eller anden forstand bærer rundt på. Filmen er et stykke kunst, der med sin næsten shakespearske skildring af imperfekte mennesker kommer så tæt på livet selv, som kunsten nu kan.
Det er en uafrystelig film, der på paradoksal vis er vældig livsbekræftende ved sin nøgterne, realistiske skildring af mennesker, der er tynget af deres egen fortid, fastlåst i nutiden og ekponeret for livets uforudsigelighed.

Se den, medens den går i biffen. Hvis du går glip af den, så er det din egen skyld. Hermed anbefalet.

Trailer

Tæt på hjertet af de forenede stater finder man Ozark Mountains. Og et sted i det store område møder vi den 17-årige Ree Dolly (Jennifer Lawrence), der tager sig af sin åndsformørkede mor og sine to mindreårige søskende. Miljøet er et fattigt, isoleret lille samfund, der er præget af, at mange er i slægt med hinanden, og af en fattigdom, der driver dem ud i ulovligheder, især fremstilling af crack, for overhovedet at kunne overleve. Det er også et miljø, der har sine egne uskrevne regler og normer, fx at man ikke snakker om hinanden – selv om man altså er hinanden nærtstående.
Historien – eller plottet – i filmen er, at Rees far, Jessup, er forsvundet efter en tur i spjældet. Snart viser det sig, at han ikke bare er forsvundet, men med stor sandsynlig er blevet slået ihjel af nogle kumpaner. Det er i sig selv en katastrofe for familien. Men sagen forværres af, at faderen inden sin forsvinden pantsatte familiens hus og derfor skal møde op i retten. Gør han ikke det, smides familien ud af huset og må, som Ree udtrykker det, leve som omstrejfende hunde i bjergområdet.
Der er altså tale om en kriminalistisk fortælling. Og filmen får sin spænding i kraft af plottet, der sætter hele den unge pige eksistens på spil. Et ekstra krydderi til spændingen er, at Ree har alle odds imod sig. Hun møder en mur af vidende tavshed, hvorhen hun end vender sig.

At det lykkes for hende gradvist at komme sandheden om faderens forsvinden og død nærmere, skyldes hendes menneskelige overskud, stædighed, viljestyrke og insisteren på, at blod er tykkere end vand.
Filmen fortælles meget lige ud ad landevejen. Og samtidig med, at man langsomt og uafvendeligt rykker gådens afklaring et stykke nærmere, får man en skildring af det barske, fattige, forråede miljø, hvor en afstumpet, arkaisk moral dominerer, men hvor der også et sted bag alle de tavse ansigter, volden og forarmelsen er en rest af menneskelighed tilbage.
Selv om det kan lyde sådan, så er det ikke – i mine øjne – en trist og grå film. Netop i kraft af pigen Rees indædte og retfærdige kamp for sin families fremtid  bliver filmen paradoksalt nok meget livsbekræftende.

Jeg vil ikke afsløre noget om afslutningen (mit credo), men instruktøren Debra Granik formår at lade spændingen vokse næsten ulideligt med ganske enkle virkemidler. Selv om der handlingsmæssigt ikke sker så meget – bortset fra et par barske scener – så  besidder filmen stor dramatisk styrke i kraft de personlige spændingsforhold og deres udvikling.
Filmens roller spilles af relativt ukendte skuespillere. Og de spiller imponerende i alle roller. Jennifer Lawrence er mere end god i rollen som den unge hovedperson. Hun er Ree, som Bo Green Jensen gjorde opmærksom på i sin anmeldelse af filmen for uges tid siden.
Winter’s Bone er sådan en film, der bliver siddende i kroppen på en, længe efter man har forladt biografens mørke. Jeg havde Frøkenen med, og også hun syntes, den var god. Og så må det jo passe. Anbefales varmt.
PS. I sin anmeldelse af filmen beklagede Bo Green Jensen sig over brugen af den lokale bluegrass- og folkemusik i filmen, som han fandt påklistret. Det er jeg helt og aldeles uenig med ham i. De musikalske indslag er begrænsede og passer fint ind i den ellers alt andet end livlige stemning…

Fruen er til lette, romantiske komedier, og jeg konsumerer dem gerne, hvis ellers de er skruet godt sammen og befolket med skuespillere, der kan puste liv i selv de mest bovlamme replikker og forlene de mest absurde manuskriptudtænkte situationer med en anelse sandsynlighed.
I går havde Fruen så været i det lokale indkøbscenter og havde hjembragt Nancy Meyers “Det’ indviklet” fra 2009. Vi havde set et par trailers og mente, at den nok var værd at spendere en søndag aften på.
Temaet i filmen – ‘når der går ild i gamle huse’, når modne mennesker ‘falder ned i kærligheden’ og bliver revet med af lidenskaben og liderligheden – er ikke ny for instruktøren Nancy Meyers. I 2003 udsendte hun den vellykkede “Når du mindst venter det” (Something’s Gotta Give) med Jack Nicholson og Diane Keaton i hovedrollerne. Så Meyers vidste godt, hvad hun ville, da hun satte Meryl Streep og Alec Baldwin sammen i en historie om et fraskilt, ældre ægtepar, der på den yngste søns graduation day finder ud af, at de slet ikke er færdig med hinanden og får gnisten til at springe.
Som det som oftest er i amerikanske komedier, foregår det i den bedre del af middelklassen, hvor det materielle ikke er noget problem. Jane (Streep) er en succesfuld ejer af et stort bageri. Jake (Baldwin) er en veletableret advokat, som har giftet sig med sin meget yngre kvinde med et mindreårigt barn på slæb. Begge er de – tilsyneladende i det mindste – kommet videre med deres såkaldte liv. Indtil de altså render sammen ved denne hersens graduation-fest – og ender i sengen med hinanden. Ikke bare genfinder de melodien, men den lyder meget bedre end den nogensinde før har gjort. Tju-bang-chokolademand.
Den amerikanske titel på filmen er “It’s complicated” og for en gangs skyld har den danske oversættelse ramt plet. Det’ indviklet, og det er, hvad det er, når det drejer sig om kærlighedens og lidenskabens forviklinger. Og – uden at afsløre for meget – så forbliver det indviklet hele vejen gennem filmen.
De to hovedrolleindehavere spiller rollerne, som blev de betalt for det. Meryl Streep får fint skildret rutsjeturen i de følelsesmæssige ambivalenser hos den voksne kvinde, der pludselig – som en anden årsunge – bliver bragt ud af fatning i en affære med sin egen eks-mand. Og den efterhånden godt satte bamsefar, Alec Baldwin, er herlig i sin fremstilling af manden, der er løbet sur i rollen som potentiel småbørnsfar med jævnlige besøg på fertilitetsklinikken og opdager, at han er dybt forelsket i sin eks-kone og begærer hende mere end nogensinde.

De øvrige roller lever knapt op til de tos præstationer, selv om de ikke er ringe. Steve Martin i rollen som amourøs konkurrent til Jake virker ikke helt overbevisende i mine øjne. De øvrigt biroller – især børnenes – fungerer efter hensigten – at levere troværdige situationer til dramaet mellem de to hovedroller – hverken mere eller mindre.
Selve handlingen er hverken overraskende eller specielt original. Og det skal man nok heller ikke forvente af en gennemsnitlig Hollywood-komedie. Filmens eksistensberettigelse er de mange små, fine scener og dialoger mellem Janet og Jake. De formår at gøre det troværdigt, at der også er et liv efter det første kuldsejlede ægteskab. Og de formår at vise, at livsappetit, kærlighedshunger og ægte liderlighed, slet ikke er forbeholdt for de unge, selv om de tror det.
Det’ kompliceret er en såkaldt feel-good-film, der især henvender sig til et modent publikum (Frøkenen udvandrede…) og er en understregning af, at vi ikke længere helt og aldeles er underlagt den hjernelamme ungdomsdyrkelse i filmindustrien. Filmen er en let, velspillet bagatel, der glider ned som citronfromagen nytårsaften og godt kan give en lyst til at tage en portion mere… Hermed anbefalet (de voksne læsere).

Dette er indlæg nr. 6000 i CAPAC-bloggen siden august 2006. Velbekomme.

Her til aften kom jeg til, ganske uforsætligt, at se Wong Kar Wais film “My Blueberry Nights” (2007) på DR2. Det er Wais første engelsksprogede film, og jeg mindes ikke at have set nogen af hans mange kinesiske film. Men med rolleindehavere som Norah Jones (kendt jazzsangerinde i hendes første rolle på det hvide lærred), Jude Law, Rachel Weisz (kendt fra bl.a. The Mumie-serien) og Natalie Portman, så var interessen allerede så stor, at jeg blev hængende i sofaen med resten af familien.

Plottet er – næsten helt Paul Austersk – bygget op om nogle temmelig tilfældige møder mellem nogle individer, der hver især bærer på en ufuldendt historie. Jeremy, en immigrant fra Manchester, England, er landet som cafébestyrer efter at være hægtet af en affære med en russisk pige. Her møder han Lizzie, der leder efter en kæreste, som har brændt hende af – og i øvrigt har to jobs, fordi hun vil skrabe penge sammen til en bil.

Tilfældighederne og – ikke mindst – kærlighedslivets snoede veje og vildveje fører dem sammen og fra hinanden igen (mere vil jeg ikke afsløre). Og flere andre personer krydser deres veje – ikke mindst Lizzys.

Selv om filmen har både en begyndelse og en alt andet end overraskende slutning, så er den især kendetegnet ved at være episodisk. Og ved sin alt andet end moderne, langsomme fortællerytme. Det er længe siden, jeg har set en film, der tog sig så god tid – uden at blive kedelig. Den nærmeste sammenligning, der falder mig ind, er Wim Wenders’ film.

Det er en lille film af den slags, der lever højt på fint ensemblespil i alle rollerne og på sin sans for at skabe stemninger – af ensomhed, fortabthed, ukuelig optimisme osv. Stemninger, der understøttes af en smagfuld fotografering, der dyrker farvernes muligheder i storbyens natteliv. Og så af et udsøgt soundtrack med navne som Norah Jones (selvsagt), Cat Power, Ry Cooder, Otis Redding, Ruth Brown, Mavis Staples, Amos Lee, Cassandra Wilson m.fl.

Ikke mindst Reddings uopslidelige, umistelige udlægning af Try A Little Tenderness skar sig gennem med al sin passion og smerte. Understreget af, at Frøkenen i huset spidsede ører og mente, at det da måtte være hendes favorit Gavin Degraw. Også en slags anerkendelse, selv om der var tale om en forståelig vildfarelse…

DR-Nyhedernes rubrik til nyheden om Blake Edwards’ død er sigende: Instruktøren af Den Lyserøde Panter er død. For der er nok ingen tvivl om, at rigtig mange først og fremmest vil forbinde Edwards med komedieserien med Peter Sellers i hovedrollen som inspektor Jacques Clouseau, som blev lavet i årene 1963 til 1983 – og nok var med til at efterlade indtrykket af en instruktør, der primært begik sig i den letbenede underholdning. Men selv om Edwards givetvis havde en forkærlighed for komedien eller lystspillet – hvilket han allerede demonstrerede med film som Pigen Holly (m. Audrey Hepburn) fra 1961 og U-båden der rødmede fra 1959 (m. Cary Grant og Tony Curtis) – så havde han også andre tangenter at spille på. Det så man fx i den stemningsfulde gyser Stemmen i mørket fra 1962 (m. Lee Remick og Glenn Ford) og i den bitre fortælling om et pars alkoholiske deroute i Hektiske Dage (Days of Wine and Roses – med Lee Remick og Jack Lemon i hovedrollerne). To film, der holder og stadigvæk tåler at blive set. Hvorfor Edwards ikke opdyrkede de mere alvorlige genrer mere, kan man godt undre sig over, for selv om han nok ikke var en mesterinstruktør, så havde han et solidt håndelag for at skrue en film effektivt sammen. Men mon ikke forklaringen har noget med publikumstal og penge at gøre?
Næsten 50 film nåede han at instruere, og derud over arbejdede han som manuskriptforfatter, skuespiller og producer.

Fransk film gamle enfant terrible Jean-Luc Godard fylder 80 i dag. Og det virker helt forkert. For hvordan kan en sådan rebel blive så gammel? Godard var en af de centrale figurer i den nye franske bølge – nouvelle vague – sammen Francois Truffaut, Eric Rohmer, Claude Chabrol og Jacques Rivettes. Hver for sig forsøgte de at give filmkunsten et nyt sprog. Godard gik mest radikalt til værks. Destruktionens poesi har Christian Braad Thomsen kaldt Godards kunst. Måske ville det være rigtigere at tale om dekonstruktionens poesi, fordi Godard de-konstruerede filmsproget for at genopfinde filmen så at sige.