Indlæg tagget med listomani

Listetid

20. december 2015

Helt efter bogen sÃ¥ florerer Ã¥rslisterne i denne tid, selv om Ã¥ret faktisk ikke er gÃ¥et. Et hav af lister over de plader, der angiveligt skulle være Ã¥rets bedste. Og mange af listerne er ganske forudsigelige, men der er ogsÃ¥ enkelte, der er mere inspirerende. Som fx nÃ¥r avisen Guardian laver en liste over album, der blev lidt overset i de forløbne Ã¥r. Blandt de “skjulte juveler” finder man fx den brtiske indie-rock-kvartet Hooton Tennis Club, der albumdebuterede i februar mÃ¥ned med Highest Point in Cliff Town. Et band, der bestemt ikke er dÃ¥rligere end mange af dem, der for alvor brændte igennem i 2015.

Og nej, jeg laver ingen lister, men vil blot erindre om, at der kom mange lytteværdige plader her i landet.

Listomani: The Replacements – deres bedste og værste

7. maj 2015

Det er snart længe siden, jeg har gjort noget ved listomanien. SÃ¥ da jeg faldt over en radiostations forsøg pÃ¥ at opstille en kvalitativ liste over genopstandne Replacements sange – 149 stk. ialt – sÃ¥ mÃ¥tte jeg lige linke til den. Sangen “Here comes a regular” topper og fÃ¥r flg. ord med pÃ¥ vejen, som man sÃ¥ kan være enige i eller ikke. Men i hvert fald er listen en god anledning til at lytte til netop dette fortræffelige band:

1. “Here Comes a Regular” (Tim) – This song, the longest ever included on a Replacements album, is a bittersweet study of barflies. There’s a tenderness there, in the briefly glimpsed moments in an Everytown bar (widely thought to be inspired by the C.C. Club in Minneapolis), but also a loneliness and a fleeting recognition of an increasingly wasting life. With a few simple acoustic guitar chords (not too far afield from “Knockin’ on Heaven’s Door”), some keyboards, and Westerberg’s emotional vocals, you tend to want to turn your own collar up against the chill by the end. It was a personal enough statement that Westerberg didn’t want anyone watching him in the recording studio when he performed it.”

 

Ã…ret i plader – Rolling Stone

8. december 2011

I dag offentliggør Rolling Stone sine lister med bud på, hvad der var værd at lytte til det snart forgangne år. Det er listernes tid, hvor salget gøres op, og kritikerne kommer med deres tanker om årets pladeproduktion. Jeg vil afholde mig fra at lave en liste. Og grubler endnu over, om der var nogle musikalske oplevelser, der skilte sig markant ud i år.

Rolling Stones album-liste har – mÃ¥ske ikke overraskende – Adele som nr. 1. Og det er vel alt andet lige opmuntrende, at det er hende og ikke Lady Gaga, der tager têten i det felt. MÃ¥ske er der alligevel hÃ¥b for branchen – hvor den kommercielle spekulation ellers er mere udtalt end nogensinde tidligere? Opmuntrende er det ogsÃ¥ at se gamle garvede sangsmede som Paul Simon (nr. 3!) og Robbie Robertson indtage top 10 sammen med langt yngre kræfter som Wilco og Decemberists. Er det ogsÃ¥ bekymrende, at tresserikoner stadigvæk gør sig sÃ¥ klart gældende i popmusikken?

Resten af listen kan studeres her.

01 Adele – 21

02 Jay-Z & Kanye West – Watch The Throne

03 Paul Simon – So Beautiful Or So What

04 Fleet Foxes – Helplessness Blues

05 Radiohead – The King Of Limbs

06 Lady Gaga – Born This Way

07 The Decemberists – The King Is Dead

08 Wilco – The Whole Love

09 Wild Flag – Wild Flag

10 Robbie Robertson – How To Become Clairvoyant

De bedste Bob Dylan-sange?

26. august 2009

Hvilken sang er den bedste i Bob Dylans katalog? Alene spørgsmÃ¥let kan virke helt umuligt i mine ører. Men pÃ¥ About.com forsøger Kim at vælge 10 sange, der er de bedste. Og det er ogsÃ¥ helt sikkert sange i Dylans bedre ende. Maggies Farm, Don’t think twice, The Times they are a-changing, Desolation Row, Masters of War, You’re gonna make me lonesome when you go, Like a rollling Stone, Hurricane og Just Like a Woman. Selv om Kim argumenterer godt for sine valg, sÃ¥ kan man alligevel godt undre sig. De er to sange fra halvfjerdserne og resten er fra Dylans glorværdige tressere. Ikke en eneste sang fra de sidste tre Ã¥rtier. Er Dylans sangkraft brændt ud? Eller handler det mÃ¥ske snarere om, at vi har svært ved at høre det klassiske i nye sange? Personligt tror jeg, at en hel del af sangene fra Dylans seneste tre album ogsÃ¥ med tiden vil fremstÃ¥ som klassiske sange pÃ¥ linje med de nævnte.
Apropos: I gÃ¥r kunne man pÃ¥ mandens egen hjemmeside læse, at det er rigtig nok, at der kommer en juleplade. Den 13. oktober udsendes “Christmas in the Heart”. PÃ¥ pladen fortolker Dylan kendte julesange. Nok sÃ¥ interessant er det, at formÃ¥let med pladen er at krasse penge ind til organisationen feedingamerica.org, der arbejder for at mætte mundene pÃ¥ de 35 millioner amerikanere, som hver dag gÃ¥r sultne i seng. Dylan udtaler: “It’s a tragedy that more than 35 million people in this country alone — 12 million of those children – often go to bed hungry and wake up each morning unsure of where their next meal is coming from. I join the good people of Feeding America in the hope that our efforts can bring some food security to people in need during this holiday season.”. PÃ¥ den baggrund er det mÃ¥ske slet ikke sÃ¥ overraskende med en juleplade fra Dylans side…

Bob Dylan – Things Have Changed

Stephen Kings film-top-10

13. december 2008

Tiden er inde til listomani. Ethvert medie med respekt for sig selv opremser, hvad de mener har været de bedste plader, dvd’er, bøger osv. For tiden er jeg lidt immun over for disse lister, der ofte forekommer at være temmelig forudsigelige… Men der er  da inspirerende undtagelser. Fx er jeg faldet over horror-forfatteren Stephen Kinks personlige top 10 over seværdige film. Og jeg kan godt lide hans lidt selvudslettende kommentar til rollen som filmkritiker: “Jeg er ikke troværdig, nÃ¥r det drejer sig om film. Tak fx dette Ã¥rs Saw-film. Jeg sad der pÃ¥ mit favoritsæde – tredje række midtfor, sÃ¥ lærredet rejser sig tÃ¥rnhøjt foran mig – og min forhjerne tænkte: Ã…h, mand, det er der dette Ã¥rs største bunke cinematisk hundebræk. Men resten af hjernen tænkte Jeg er i bioooografen! ER DET STORT ELLER HVAD?”. Tal om falsk beskedenhed! For selvfølgelig er en dreven gyserforfatter en god filmkritiker. Han kender jo spillets regler. Og sÃ¥ følger ti skarpe, korte omtaler af filmene: 1. Dark Knight, 2. Slumdog Millionaire, 3.WALL-E, 4. Tropic Thunder, 5. Funny Games, 6. The Bank Job, 7. Lakeview Terrace,8. Ruins,  9. Redbelt, 10. Death Race.
Det er ikke udfolde analyser, King, byder pÃ¥, men smÃ¥ skarpe definitioner, der fÃ¥r en til at ønske, at man havde filmene stÃ¥ende pÃ¥ dvd-hylden. Som nÃ¥r han fx omtaler Batman-filmen pÃ¥ den mÃ¥de, at den “er for hætte-og-tights-filmen hvad Godfather II var for gangster-filmen: en genre-definerende begivenhed”. SÃ¥ er det sagt!  Læs mere her.