Indlæg tagget med Musik

Grammy-efterspil

15. februar 2017

“With all respect to our sister Beyonce, Beyonce is very beautiful to look at and it’s more like modelling kind of music – music to model a dress – she’s not a singer, singer, with all respect to her,”(Carlos Santana)

Jeg skal ikke gøre mig klog på nutidens popsmag, men jeg er ikke faldet på halen over Beoncés berømmede og storsælgende album Lemonade. Og jeg har heller ikke kunne lytte hele pladen igennem, for nu at sige de som det er. Men jeg har det også helt fint med, at yngre generationer synes den er god og at X-Factor er musikalsk relevant. Fred med det.

Men man skal nok passe pÃ¥ med at sætte sig til dommer over nutidens musiksmag, sÃ¥dan som den gamle guitarist Carlos Santana gør, nÃ¥r han reducerer Beoncés musik til muzak. Det eneste man fÃ¥r ud af det – ud over selvhævdelse – er, at man bliver udsat for verbal spanking i de sociale medier.

Nostalgitur til Grugahalle… The Police

15. februar 2017

En af de bedste rocktrioer, der har været -hvis i spørger mig. Her gør de Rockpalast ære.

Da Black Sabbath opfandt heavy metal – eller noget…

14. februar 2017

PÃ¥ denne dag i 1970 udsendtes Black Sabbath deres første album. Og i følge en webside var det ensbetydende med heavy metals fødsel. Mja… Den ære vil jeg nok ikke tildele det pÃ¥ mange mÃ¥der udmærkede, primitive, radikale rockalbum. Som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ var jorden til heavy metal blevet gødet godt og grundigt i tresserne. Men mindre kan jo ogsÃ¥ gøre det. Jeg synes Black Sabbath holder sig ganske godt stadigvæk efter 47 Ã¥r – heavy eller ej.

My Dearest Dear – en kærlighedssang

14. februar 2017

This is a folk song from North Carolina, collected in 1916 in the southern Appalachians by Cecil Sharp. I had moved from Hastings to London in 1954 so I could start looking in the library at Cecil Sharp House, the home of the English Folk Dance and Song Society, and learn more folk songs to sing.

One of the first I learned was My Dearest Dear, a beautiful song with such romantic words. Around this time, I fell in love with [US folklorist] Alan Lomax after I met him at a party thrown by Ewan MacColl. He was 20 years older than me. I’d heard him on the radio talking about his American collection, and when I saw him at the party I fell in love on the spot. I think it was because I loved the music so much. He was also this great big Texan with shaggy dark hair and big shoulders – he reminded me of an American bison, my favourite animal.

Later, I moved in with him. When he went back to America I thought that was the end of the whole thing, but after a few months he wrote me a letter asking me to join him on a recording trip in the deep south, so I caught a ship and joined him. We discovered the great blues singer Mississippi Fred McDowell, and some of the music we collected was used in the movie O Brother, Where Art Thou?

We were together for four years, after which things went a bit awry. But I always end my shows with My Dearest Dear – it always reminds me of Alan. The first words are: “My dearest dear / The time draws me / When you and I must part / And no one knows the inner grief / Of my poor aching heart.” The audience is often in tears – blokes as well as women. [Shirley Collins]

Lasse Helner – 70

14. februar 2017

I dag er Lasse Helner mest kendt for sit samarbejde med konen Mathilde (Mette Bondo) i duoen Lasse & Mathilde, der nærmer sit 40-Ã¥rs-jubiæet. Men engang var han en central figur i dansk beatmusik som medlem af The Baronets, der mellem Ã¥r og dag er blevet gendannet og har været aktive helt ind i nullerne. Lasse er en musiker, der spænder vidt – og i dag runder han de 70 Ã¥r. Til lykke.,

Genhør og -syn med Bridget St. John

13. februar 2017

Den britiske folkkunstner Bridget St. John har ikke gjort meget væsen af sig selv, siden hun – efter sit fjerde album Jumble Queen (1974) – trak sig lidt tilbage fra musikscenen. Men helt borte har hun aldrig været. Og selv om hun har stÃ¥et lidt i skyggen af de fremmeste britiske folksangerinder, sÃ¥ er hun altid værd at lytte til. Her er hun i en ny optagelse fra Brooklyn.

Ken Loach svinger pisken over politikerne

13. februar 2017

Den britiske filminstruktør Ken Loach, der er en af mine absolutte favoritinstruktører, modtog den prestigefyldte Baftapris for Ã¥rets bedste britiske  film – I, Daniel Blake – og kvitterede med ovenstÃ¥ende kritiske takketale, der bÃ¥de lod pisken hegle ned over politikerne og de velbjergede og indeholdt et syn pÃ¥ kunsten: Kunsten er pÃ¥ de undertryktes side.

Død: Al Jarreau – 76 Ã¥r

13. februar 2017

Medens jeg læser en nekrolog over en af mig bekendt underviser, sÃ¥ tikker endnu et nekrogram ind. Sangeren Al Jarreau er død i en alder af 76 Ã¥r. Hvad dødsÃ¥rsagen er – er lidt uklart, men Jarreau blev indlagt pÃ¥ hospitalet for to uger siden pÃ¥ grund af udmattelse. MÃ¥ske kunne kroppen bare ikke mere.

Jeg omtalte den alsidige sanger helt tilbage i 208 og endnu før i min gamle smartlogblog. Jarreau var en, jeg lyttede en del til, da han kom frem i halvfjerdserne. Han særlige sangstil var præget af jazzens sans for improvisation og non-verbal sang, men han holdt sig ikke inden for jazzens rammer og blandede lystigt jazz med R&B og pop. Og fik mange fans af samme årsag. 

Flere sessions – Kris Kristofferson i Austin

12. februar 2017

Medens vi er ved sessions, så er Kris Kristoffersons Austin Sessions, der først udkom i 1999, blevet genudgivet i en let udvidet udgave. Så hvis man sætter pris på Kristoffersons sange, så får man dem i en nøgen, afskrællet version, der kun fremhæver deres slidstyrke og fortsatte aktualitet.

Bob Dylan – Blood on the Tracks, The New York Sessions

12. februar 2017

Hvis man vil kureres for dynalogiens mytologisering af Nobepristageren, sÃ¥ kan det anbefales at læse mandens egne krøniker (Chronicles vol I), hvor Dylan ikke alene beretter som sin indædte kamp mod offentlighedens forsøg pÃ¥ at gøre ham til sin ‘generations stemme’ osv., men ogsÃ¥ giver et helt andet billede af de pladeinspilninger, han laver. Fx afviser han, at hovedværket Blood on the tracks, der ofte er blevet tematiseret som et skilsmissealbum, overhovedet er et personligt album, men derimod bygger pÃ¥ et stykke russisk litteratur.

Og via diverse internetomveje landede jeg med disse tanker i hovedet et sted, hvor den alternative udgave af omtale album blev diskuteret, de såkaldte New York Sessions, hvor Dylan har indspillet Blood on the tracks på alternative måder. Indspilningerne cirkulerer selvfølgelig i diverse bootlegudgaver, men smuler er også tilgængelig på fx Youtube og lignende steder. Vi kan håbe, at de engang kommer i Dylans egen officielle bootlegserie.