Indlæg tagget med nymodens

Noisettes “Never Forget You”

27. september 2009

Jeg faldt over denne video med indierock-bandet Noisettes fra London. Og den er en vellykket eksempel pÃ¥, at det sagtens kan lykkes at blande rock, tressersoul og andet og fÃ¥ noget lytteværdigt ud af det. Never Forget You er bandets andet hit. Det første kom med Don’t Upset The Rhythm (Go Baby Go) i forÃ¥ret.I øvrigt trækker det heller ikke ned med en sÃ¥ nydelig forsangerinde…


The Noisettes – Never Forget You (Official Video) HQ
by wonderful-life1989

Live på Ellen DeGeneres Show

Lou Rhodes – hinsides Lamb…

10. september 2009

På en af de mange musikinternetsider læste jeg en omtale af Lambs Best Kept Secrets, hvor anmelderen mere end antydede, at en af grundene til duoens opløsning var, at sangerinden Lou Rhodes trak musikken i en mere jazzet og især poppet retning. Og det er der nok noget om. På den fede måde. Lou har siden Lamben slukkede lavet to album, Beloved One (2006) og Bloom (2007). Og så skulle der være en ny på trapperne. Pop eller ikke? Døm selv. Smukt er det i hvert fald.

Lou Rhodes – Beloved One

Lofidelity Allstars – Don’t be afraid of Love

8. september 2009

I omtalerne af de nye Beatles-bokse, der udkommer den 9.9.09 vil man bemærke, at musikken har været genstand for en high fidelity-renselsesproces. De små tekniske fejl, der uungåeligt er sluppet igennem gruppens optagelser, er blevet korrigeret. I det hele taget kan man sige, at med udviklingen af pladeproduktionen i efterkrigstiden, så er kravet eller forestillingen om high fidelity-produktion og gengivelse blevet mere og mere udtalt og når i den digitale tidsalder nye højder. På godt og ondt.

Men spørgsmÃ¥let er mÃ¥ske, om hi-fi er et ideal, der svarer til den levende musik? Er den rene vare uden forvrængning, brummen, redundans osv. musikkens rigtige udtryk? Hm. I hvert fald er Low Fidelity – lo-fi – en slags modbevægelse mod hi-fi-renselsesbevægelsen. I lo-fi dyrker man de tekniske fejl og fadæser som en del af det kunstneriske udtryk. Man gør i en vis forstand en dyd ud af den nødvendighed, der ligger i, at hi-fi-produktion er et omkostelig og tidskrævende projekt. Samtidig er lo-fi-filosofien udtryk for en erkendelse af, at musik som produkt, vare, pÃ¥ grammofonplade, cd osv. ikke er og aldrig har været den rene vare. Derfor er det i orden at acceptere fx grammofonpladeknas som en del af oplevelsen. Min Sgt. Pepper ville aldrig have været den samme, hvis ikke en skjorteknap havde lavet et lille knæk et sted pÃ¥ pladen…


Lo-Fidelity Allstars er, som navnet siger, et udmærket eksempel pÃ¥ en gruppe, der dyrker lo-fi. Den nordengelske electronica-gruppe har været pÃ¥ banen siden midten af halvfemserne. PÃ¥ gruppen andet album, Don’t be afraid of Love, som jeg var heldig at finde i bibliotekets udsalgkasse, forener bandet med stor held popsangen med lo-fi-filosofien, sÃ¥ man fÃ¥r en fængende, medrivende, dansant gang electronica, der ogsÃ¥ rummer lo-fi-fascinationskraften. Det er Brian Eno møder Aqua. Eller noget.

Lo Fidelity Allstars – ‘Sleeping Faster’ – 2001

Hørt: Kevin Blechdom – “Eat my Heart out”

3. september 2009

Biblioteket havde udsalg igen, og jeg kom hjem med en bunke cd’er, der var sÃ¥ godt som nye. Blandt fundene var Kevin Blechdoms “Eat my Heart out” (Chicks on Speed, 2005). Indtil i gÃ¥r anede jeg ikke, hvem Kevin var. Men pladeomslaget med en halvnøgen, almindeligt udseende pige med et blodigt hjerte i hÃ¥nden fangede mig pÃ¥ stedet. Hvis man laver et sÃ¥dant alt andet end marketing-behagende cover, sÃ¥ mÃ¥ man – nÃ¥, ja – have noget pÃ¥ hjerte. Tænkte jeg.

Det viser sig, at Kevin Blechdom er en kunstnernavn – en iscenesættelse – for Kristin Erickson. Erickson har en akademisk grad i computer musik komposition fra Mills College (college for kvinder i Californien), og musikken pÃ¥ pladen er ogsÃ¥ helt igennem computerskabt. Ser man et øjeblik bort fra det elektroniske udgangspunkt, sÃ¥ er der tale om regulære popsange med en stor spændvidde, rækkende fra noget, der mest af alt minder om oprette og musical til mere avancerede rockudtryk à la Lydia Lunch og P. J. Harvey. En meget varieret plade med andre ord.

Tekstuniverset kredser om kærlighedens (og sexlivets) karusselture og er med sin nærmest hudløst ærlige beskrivelser langt fra poppens hjerte-smerte-univers. I love you, because it’s impossible.. Snarere befinder figuren Kevin Blechdom sig samme sted som mange moderne kvindelige performance- og installationskunstnere i en slags feministisk-kritisk af-romantisering af den (u)mulige kærlighed.

I musikpressen har Kristin fået på nakken for sin plade. Det synes jeg er uretfærdigt. Giv den en chance, hvis du kommer forbi den på din vej. Det fortjener den.


Kevin Blechdom – Get On Your Knees
by playgrrround

Ida Marie – og Iggy Pop

18. august 2009

En af den nye, unge kunstnere af hunkøn, som for alvor er trÃ¥t i karakter i Ã¥r, er den norske rock-jente Ida Maria (Børli Sivertsen), hvis energiske debutalbum Fortress Round My Heart regnes for at være en af den bedste indie-udgivelser i 2009. Nu har Ida Marie sÃ¥ overtalt en af rockens bedstefædre, selveste Iggy Pop, til at indspille en single i fællig. Og den kan man høre her. Og den rykker og river i kødet….Oh, my God!