Indlæg tagget med serie

« Nyere serie indlæg

Aftenkrimi: Detective Murdoch Mysteries

18. oktober 2006

Både Jericho og Miss Marple har forladt tv-skærmen. Forhåbentlig vender de tilbage. Når man som blogbestyreren ser mindre og mindre tv og for det meste sent på aftenen, så er det vederkvægende med en god krimi, når dansk tv nu ikke kan diske op med gode litteratur-, film- og kulturprogrammer (ikke et ord om Smagsdommerne!).
Derfor var det med en vis spænding, jeg kastede mig over den canadiske detektiv Murdochs meriter. Det skulle imidlertid snart vise sig at være en god investering af aftenens sidste timer. For serien Døden har en årsag – et Murdoch-mysterium – eller som den hedder på engelsk: Murder C19: Detective Murdoch Mysteries: Except the Dying – er en på alle måder vellykket kriminalserie.
William Murdoch er politidetektiv i 1890’ernes Toronto og er på mange måder lidt af en Sherlock Holmes-type. Han går videnskabeligt til værks i opklaringen af forbrydelserne, selv om hans chef (herlige Colm Meaney, kendt bl.a. fra The Snapper og Star Trek) er meget skeptisk over for de nymodens påfund. Som en moderne detektiv har Murdoch (spillet af Peter Outerbridge, kendt fra Cold Creek Manor) også et problematisk privatliv. Han har mistet sin forlovede og har et forkrampet forhold til det smukke køn, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de let komiske dansetimer, han deltager i. I det første afsnit får han fagligt selskab (og, skal det vise sig, også emotionelt selskab…) af en ung, ambitiøs, ligeledes videnskabeligt-metodisk arbejdende kvindelig læge Julia (spillet af den dejlige Keeley Hawes, kendt fra en anden krimiserie, der løber på dansk tv, nemlig Spooks), der har fået lov til at arbejde som patolog. Sammen analyserer de sig sikkert frem til en opklaring af det brutale mord på en meget ung fransk-katolsk stuepige. De får også hjælp af en ung, ambitiøs politimand, der gerne vil lære noget om moderne detektiv-arbejde. Altså en troldmandens lærling.
Vejen går gennem storbyens ludder-og-lommetyve-miljø, hvor Murdochs nervøse, hæmmede natur kommer på prøve. Plottet, der bygger på en roman af Maureen Jennings, er skruet godt sammen, og historien bæres frem af solide skuespilpræstationer hele vejen rundt. Det Victoriansk tidsbillede i gaslysets skær er fremstillet med udsøgt fornemmelse for den særlige stemning, der er om romaner og historier fra den tid. Endnu en kvalitetskrimi ruller over skærmen.

Forfatterinden Maureen Jennings har en hjemmeside, hvor der er en underside med oplysninger, filmklip m.m. om serien.

Skrevet i Musik Tagged , , | 5 kommentarer »

Colombo – og så mig

21. september 2006

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo også kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, når nu serien er en global succes og har været det i mange år (uden, at det skal forstås således, at jeg går ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er måske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! Når jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, så keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
Måske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen på, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmålet whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager måske med en forklaring på problemet. Læs mere »

Skrevet i Musik Tagged , , , | 3 kommentarer »

Miss Marple

18. september 2006

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde på min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genåbnet” på DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud på. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar på Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt på samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og så er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En på samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgåderne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med påtaget naivitet får de involverede politifolks undersøgelse til at fremstå som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fået båndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet på dvd. Julegaveønsket er på plads, og så kan jeg i aften sætte mig på plads og nyde “Hun døde ung”, når den ruller over skærmen kl. 22.00.

Skrevet i Musik Tagged , , , , | 8 kommentarer »