Indlæg tagget med soul

Arthur Conley – Sweet Soul Music

29. oktober 2014

NPR fortæller den lidet opbyggelige historie om soulsangeren og Otis Redding-protegéen Arthur Conley, der stod for et af de bedste soulnumre i tresserne, “Sweet Soul Music”, og en række andre hits. Men Conley havde det “handicap”, at han var homoseksuel. Og det fik ham til at forlade USA og slÃ¥ sig ned i Holland, hvor han skiftede navn til Lee Roberts. Han fortsatte – med nogen succes – som sanger m.m. i Holland, hvor han døde af kræft i 2003, 57 Ã¥r gammel.

Soul Men – Sam & Dave – det var for 50 Ã¥r siden…

20. marts 2012

Selv om det nok ikke er muligt at sætte en bestemt dato på, så var det i dette forår for halvtreds år siden, duoen Sam & Dave debuterede på plade.

Sam – dvs. Samuel David Moore – og Dave Prater, henholdsvis tenor og bariton, fandt sammen som duo i 1961. Begge havde de – ikke overraskende – baggrund i den gospelmusik, som var en slags forskole for størstedelen af tressernes soulmusik. Og begge havde været pÃ¥ plade før i andre sammenhænge. Dave havde sunget med The Sensational Hummingbirds, og Sam havde dyrket doo-wop med The Majestics og gospel med The Gales og The Mellonaires.

I 1961 begyndte de at optræde som duo pÃ¥ Miamis natklubber, og blev hurtig opdaget af en lokal pladeproducer, Steve Alaimo, der fik lavet en kontrakt med dem for det lille plademærke Marlin Records. Her fik de udsendt et par singler, hvorefter de blev givet videre til det noget større mærke Roulette Records i New York. Det førte til en hÃ¥ndfuld singler, der vakte nogen opmærksomhed pÃ¥ lokale radiostationer, men aldrig nÃ¥ede videre. Og det var sÃ¥dan vejen var dengang. Fra lokal berømmelse og videre – mÃ¥ske – til national berømmelse.

Problemet for Sam & Dave var mÃ¥ske ogsÃ¥, at de lÃ¥ for tæt pÃ¥ deres forbilleder, Sam Cooke og Jackie Wilson, til at skille sig rigtig ud. Men i 1964 skete der noget, der ændrede billedet for de to sangere. De fik kontrakt med selveste Jerry Wexler pÃ¥ Atlantic Records. Og Wexler kvitterede med at sende duoen videre til Stax Records i Memphis, Tennessee. Wexler ønskede, at duoen skulle videreføre det, de viste pÃ¥ en scene, til plade – og det skulle Stax sørge for. Wexler hørte noget, der skulle forløses i musikmiljøet hos Stax. Og mÃ¥ske kun kunne forløses der.

Og mÃ¥ske har Wexler tænkt, at hvis nogen kunne løfte opgaven, sÃ¥ mÃ¥tte det være Stax’ husorkester – Booker T & The MGs – og Stax’ blæsersektion, The Mar-Keys.  Med MGs’ guitaristen Steve Cropper, Isaac “Shaft” Hayes og David Porter som sangskrivere fik teamet hos Stax transformeret Sam & Daves stil til det nærmeste man vel kommer en sveddryppende, energifyldt, kropslig, dansant udgave af dybt gospelinflueret soulmusik, som ikke er live, men sÃ¥ tæt pÃ¥ som man kan komme i et studie. Og successen udeblev ikke. Ganske vist floppede de to første singler, men med den tredje “You Don’t Know Like I Know” (Hayes/Porter) lykkedes det at fÃ¥ ungdommen ud pÃ¥ dansegulvet og til lommerne – og komme op pÃ¥ R&B-listens top 10 med en 7. plads.

Og det hit blev fulgt op med ni andre de næste tre Ã¥r. Det første rigtig store hit kom i 1966 med “Hold on I’m Coming“, der blev nr. 1 og nr. 21 pÃ¥ den almene popliste, Hot-100-listen. Og deres allerstørste hit “Soul Man” fik de Ã¥ret efter. Den blev nr. 1 pÃ¥ R&B-listen og nr. 2 pÃ¥ Hot 100-listen.

Selv om Sam & Dave holdt ud til 1970 (men siden er blevet gendannet), sÃ¥ var det med deres Stax-indspilninger – hvoraf de fleste findes pÃ¥ de tre album Hold On, I’m Comin’ (1966), Double Dynamite (1966) og Soul Men (1967) – skabte musikhistorie med en distinkt sound og en stil, der gjorde dem til noget helt særligt – pÃ¥ linje med fx Aretha Franklin. I næste mÃ¥ned genudgives flere af duoen album pÃ¥ cd.

Northern Soul – soul fra musikoverdrevet

25. december 2011

Jeg har tangeret emnet Northern Soul nogle gange i det forløbne Ã¥r. Fx i omtalen af pigegruppen The Apollas. Og Northern Soul er et interessant fænomen, som opstod i det nordlige England sidst i tresserne. PÃ¥ den sÃ¥kaldte mod-scene gjorde man meget ud af at se anderledes ud – og lytte til musik, som ingen andre gad lytte til. Og det var fx amerikansk soulmusik. Ikke den, vi alle kendte fra hitlisterne: De kendte og elskede sange fra Tamla Motown, men derimod de soulindspilninger, der af den ene eller anden grund blev glemt undervejs uden pÃ¥ nogen mÃ¥de at være ringere end den soul, der endte i mainstreamsucces.

Northern Soul-entusiasterne eller -nørderne havde især øre for soul, der var egnet til dansegulvet i de nordengelske musiksteder, hvor de unge samledes for at dyrke deres egen musik, tøjstil og danse.

Mod-scenen havde sin storhedstid sidst i tresserne og et stykke ind i halvfjerdserne, men har stadigvæk tilhængere. Og interessen for obskur “northern soul” har gennem Ã¥rene resulteret i en række opsamlinger, hvor sjældne og oft svært opdrivelige indspilninger fra smÃ¥ obskure plademærker er blevet føjet sammen. Fx udgav Rhino i Ã¥r et tredobbelt bokssæt med titlen After Hours The Collection: Northern Soul Masters med ialt 75 kendte og ukendte navne inden for fænomenet “northern soul”. Men der er kommet mange andre undervejs.

Mod-kulten sørgede ogsÃ¥ for, at adskillige “glemte” indspilninger blev genoptrykt af det oprindelige plademærke, fordi mod-folket ville have det og sendte dem op pÃ¥ den engelske top-40 liste. Navne som The Tams, The Fascinations, The Newbeats, Bobby Hebb, Robert Knight og R. Dean Taylor fik pÃ¥ den mÃ¥de en velfortjent renæssance. I 2002 udgav northern soul-pladevenderen Kev Robert ogsÃ¥ en meget efterspurgt bog med en oversigt over de 500 største Northern Soul hits – The Northern Soul Top 500. De første ti udgøres af: “Do I Love You (Indeed I Do)” af Frank Wilson, “Out on the Floor” af Dobie Gray, “You Didn’t Say a Word” af Yvonne Baker, “The Snake” af Al Wilson, “Long After Tonight is Over” af Jimmy Radcliffe, “Seven Day Lover” af James Fountain, “You Don’t Love Me” af Epitome of Sound, “Looking for You” af Garnet Mimms, “If That’s What You Wanted” af Frankie Beverly & the Butlers og “Seven Days Too Long” af Chuck Wood.

Jeg skal nok vende tilbage til “Northern Soul” i kommende indlæg. Et eksempel pÃ¥ en skammeligt overset indspilning er Betty Lloyds “Snowflakes“, der kom pÃ¥ Buddha Records (som ud over soul fx havde fx Captain Beefheart i sin stald!). Hvem Betty Lloyd er – ud over en talentfuld sangerinde – har jeg ikke kunnet finde ud af, men man vil kunne finde en god hÃ¥ndfuld indspilninger med hende rundt omkring pÃ¥ nettet. Bl.a. pÃ¥ Youtube. Lyt til “Snowflakes” – den burde da have været et pænt hit, da den kom ud!? Og i øvrigt er den meget passende til Ã¥rstiden…

Genhør med soulpigetrioen Honey Cone

6. december 2011

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om vokalpigegruppen The Apollas. Og det sendte mig ned af den erindringsboulevard, hvor pigegrupperne hører til. Og via The Supremes og andre kendte kom jeg på sporet af Honey Cone.

Honey Cone, der er mest kendt for et vaskeægte hit, “Want Ads” (nr. 1 pÃ¥ Billboards liste i juni 1971), var sangskriverteamet Holland-Dozier-Hollands førende pigegruppe pÃ¥ pladeselskabet Hot Wax Records.

Hot Wax var det pladeselskab, som den kendte sangskrivertrio oprettede, lige efter de havde forladt Motown Records.

Honey Cone bestod, sÃ¥dan som det var det almindelige for pigevokalgrupper, af tre damer: Carolyn Willis, Shelly Clark and Edna Wright, og gruppen blev dannet i 1966. Alle tre havde solid erfaring i baggagen som forhenværende medlemmer af The Girlfriends (kendt for hittet “My One and Only Jimmy Boy“, 1964), The Ikettes (backingvokaler for Ike & Tina Turner) og gospelgruppen the COGICs. Og det var Eddie Holland, der sÃ¥ potentialet i de tre damer, og omdøbte trioen til Honey Cone.

Honey Cone debuterede med singlen med den tvetydige titel “While You’re Out Looking for Sugar”. En medrivende soulsag, der bringer associationer i retning af fx Jackson 5 – nÃ¥r de var bedst. Pladen nÃ¥ede da ogsÃ¥ op pÃ¥ en pæn 26. plads pÃ¥ Billboards R&B-liste. Endnu bedre gik det med opfølgeren “Girls it ain’t easy” – en sejt swingende, meget iørefaldende sang om at holde pÃ¥ ham fyren, der løber rundt ude i byen efter ‘sukker’ – som nÃ¥ede en ottedeplads. Og den banede vejen for deres største succes, “Want Ads”, der bÃ¥de toppede pÃ¥ R&B- og mainstreamlisten. O, “Want Ads” hører til gruppens bedste indspilninger kan godt diskuteres, men indiskutabelt er, at den havde nogle kvaliteter, der gjorde den til et sikkert hit hos et danselystent publikum.

“Want Ads” trak endnu flere hits med sig. “Stick Up” toppede R&B-listen samme Ã¥r og blev nr. 11 pÃ¥ poplisten. Og den blev Ã¥ret efter fulgt op af “The Day I Found Myself” og “One Monkey Don’t Stop No Show“.

I 1973 var det reelt slut for Honey Cone. Selv om de udsendte udmærkede singler efterfølgende var “Innocent Til Proven Guilty” deres sidste optræden pÃ¥ R&B-listen (med en 37. plads).

En væsentlig medvirkende årsag til Honey Cones opløsning i 1973 var også, at Hot Wax Records løb ind i store økonomiske problemer, der til sidst tog livet af det samme år. Pigerne gik hver til sit. Edna Wright, der i øvrigt er lillesøster til Darlene Love, gik solo og udsendte et enkelt album (Oops! Here I Go Again, 1976). Men da pladen ikke slog an, fulgte hun de andres vej tilbage til arbejdet som backingsangerinde for kendte navne i musikken.

Det kan godt være, at Honey Cone kom lidt for sent til at være med på den første bølge, som Motown satte i gang, men med hensyn til vokal styrke, solide soulsange og arrangementer stod de ikke tilbage for de store vokalgrupper fra årtiet før. Efter min mening.

Soulsangeren Howard Tate er død, 72 år

5. december 2011

Som s̴ mange andre soulsangere kom Howard Tate ind i den kommercielle musik via gospelmusikken. I hjembyen Philidelphia kom han med i en gospelgruppe, der ogs̴ Рunder navnet The Gainors Рindspillede verdslig R&B for pladeselskaber som Mercury og Cameo i tresserne.

Tates varme, let svævende, stemme fik kollegaen Garnet Mimms til at overtale Verve Records producer Jerry Ragovoy til at indspille solomateriale med Tate. Og i løbet af Ã¥rene 1966 til 1968 indspillede Tate en række sange, der – af soulkendere – skattes om noget af det mere sofistikerede i den stilart: “Ain’t Nobody Home” (1966), “Look at Granny Run Run” (1966), “Baby I Love You” (1967) og “Stop” (1968), Sangene havde Tate selv skrevet i samarbejde med Ragovoy og bag sig havde han de bedste sessionmusikere, der kunne opdrives i New York. Pladerne blev pæne salgssuccesser, men heller ikke mere.

Blandt Tates fans var en ung sangerinde ved navn Janis Joplin, som med sin indspilning af Tates “Get it while you can“, var med til at stimulere interessen for Tate og det album, som sangen havde givet sin titel. Det øgede ikke salget væsentligt, men var med til at styrke Tates omdømme som kritikerdarling og kultfigur.

Efter at have flakket rundt mellem pladeselskaberne – Verve, Turntable og Epic – og have udgivet album, der fik kritikerne til at vende tommelfingeren op, men ikke fik pladekøberne til lommerne, trak Tate sig ud af musikbranchen. Skuffelse over den manglende succes og et voksende stofmisbrug blev starten pÃ¥ et liv, der endte pÃ¥ et hjem for hjemløse mænd. Men i halvfemserne fik han styr pÃ¥ sit liv igen og begyndte at arbejde som præst og som rÃ¥dgiver for misbrugere og sindslidende. Og nogenlunde samtidig begyndte interessen for Tate gamle indspilninger at vokse igen, fordi en discjockey opsporede Tate og spillede hans plader pÃ¥ radioen.

Det resulterede i, at Tate vendte tilbage til musikken og udsendte albummet med det indlysende titel Rediscovered, som han lavede med sin gamle makker Ragovoy. PÃ¥ pladen fortolker Tate bl.a. Elvis Costello og Prince – og sit gamle kendingsnummer “Get it while you can”. Herhjemme vil musikelskere huske, at Tate optrÃ¥dte pÃ¥ Roskilde Festival i 2004 sammen med Swan Lee (dokumenteret pÃ¥ DVD’en Swan Lee Live at Vega and Roskilde ). I 2006 udsendte Shout Factory albummet Howard Tale Live, der er optaget i Danmark i sommeren 2004. Samme Ã¥r udsendtes ogsÃ¥ albummet A Portrait of Howard Tate med sange af Tate selv og Randy Newman, Nick Lowe, Lou Reed og Carla Bley. Den sidste plade, Tate nÃ¥ede at indspille var Blue Day i 2008.

Howard Tate døde den 2. december af leukæmi.

Laura Lee: Dirty Man

27. juli 2011

Omtalen af Suger Pie DeSanto fik mig til at tænke pÃ¥ Laura Lees sang “Dirty Mann” (indspillet pÃ¥ Chess i 1967 og skrevet af Bobby Miller). En sand klassiker inden for Southern Soul-genren.

Den er siden blevet fortolket af den engelske soulsangerinde Joss Stone. En ganske udmærket udgave (ikke mindst i denne liveudgave), men den overgår ikke originalens intense, lidenskabelige og tilbagelænede udlægning, hvor der ikke er en overflødig tone eller frasering..

For 50 år siden: Aretha Franklin (With The Ray Bryant Combo)

21. januar 2011

I Ã¥r er det 50 Ã¥r siden Aretha Franklin indledte sin karriere som pop-soul-sangerinde numero uno. Det vil sige: Hun havde allerede i 1956 – som kun 14-Ã¥rig – udgivet live-gospel-albummet “Songs of Faith” pÃ¥ det lille pladeselskab JVB/Battle, men med “Aretha (with the Ray Bryant Combo)” fik hun kontrakt med det store Columbia Records og lagde sig i sporet efter Sam Cooke, som pÃ¥ samme plademærke havde lagt grunden til den moderne soulmusik.

Pladen, der blev produceret af John Hammond, faldt ikke i god jord hos mange af kritikerne, fordi den gospelopdragede Arethas omgang med jazz- og popstandards forvirrede deres genrebegreber. Men pladen pegede frem mod den soul, hun senere ville kendt for at regere som en dronning over. Albummet  er – selvfølgelig – siden blev genudgivet under titlen “The Great Aretha Franklin: The First 12 Sides”. I bagklogskabens lys er det lettere at se og høre omridset af en soulstjerne… Lyt fx til It ain’t necessarily so (nedenfor).

PS. til marts udkommer »Take a Look:Aretha Franklin Complete on Columbia« med 11 cd’er og en enkelt DVD, indeholdende alt, hvad hun lavede sammen med John Hammond. Og det var før det helt store gennembrud pÃ¥ Atlantic Records…

Right Now
It ain’t necessarily so
Who needs you