Indlæg tagget med Ytringer

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 3

31. oktober 2007

 

Journalisten og forfatteren Erik Haaest har fået afslag på en legatansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. Angsøgningen gælder tredje bind i en serie om danske HIPO-aktiviteter under besættelsen. Haaest fik legat til de to første bind.
Det fremgÃ¥r ikke af Berlingske Tidendes artikel, med hvilken begrundelse afslaget er kommet. Men der har været meget debat om legattildelingerne til Haaest, fordi han angiveligt har benægtet, at Holocaust har fundet sted. I den forbindelse har Simon Wiesenthal Centeret opfordret statsminister Fogh Rasmussen til at stoppe legattildelingen af Haaest. Selv om vi ikke har meget til overs for Haaests holdninger til besættelsestiden, sÃ¥ hÃ¥ber vi, at legetudvalget har begrundet afslaget i Haaests projekt – og ikke i mediernes ophidselse.

Tilbagespoling: Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 1 + 2

En kværulant

22. oktober 2007

Hos Beologen og Kloge-Ã…gerne i Centeret har man været optaget af en bestemt mand, Emil Bier, der har viet sit liv til at være systemkritiker i allerbredeste forstand. Det gav anledning til mange kloge overvejelser om kritik, uafhængighed og de personlige bevæggrunde m.m. SÃ¥ var det jeg hørte radio i dag – i automobilet forstÃ¥s – hvor kolonihavehusfilosof Arno Victor Nielsen blandt meget andet definerede forskellen pÃ¥ en kværulant og et brokkehoved. Sidstnævnte var en slags dekonstruktivist (brokke betyder egl. at bryde i stykker, brække fra hinanden o. lign.), argumenterende analytiker og kritiker. Medens kværulanten godt kunne have samme funktion – analyse, kritik osv. – men var drevet af en indre kval (lidelse, smerte etc. – kværulere kommer af lat. qvaerulari, der betyder: at beklage sig, klage etc.). To forskellige kritiske stilarter, kunne man mÃ¥ske sige. I hvert fald forekommer Bier mig at tilhøre kategorien: kværulant. Og det er positivt ment…

Derfor skriver jeg…

17. oktober 2007

“Man skriver som Hamsun for at fÃ¥ tiden til at gÃ¥. Eller fordi man har arvet en skrivemaskine, fordi man kan lide piger, fordi man anelse om, at man er ulykkelig og vil opdage det ved at sætte ord pÃ¥ det, fordi man er fikseret pÃ¥ sorte damesko eller læderundertøj, fordi man noget at sige, der her helt og aldeles nyt. Personligt tror jeg, at jeg netop nu skriver for ikke at falde i søvn”.

Hugget og fordansket fra Åke. Inspireret af en vidtløftig diskussion hos Beologen og læsning af Plants bog om digtning og stimulanser. Hvem forfatteren til ovenstående er, vides ikke.
Et apropos.

Benægtelse af holocaust – ang. Erik Haaest

18. juli 2007

Skal det være tilladt at benægte, at holocaust har fundet sted? At millioner af mennesker – jøder, homoseksuelle, sigøjnere m.fl. – endte deres liv i udryddelseslejrenes krematorier i hitlerismens tid? Debatten gÃ¥r rundt omkring i Europa, hvor holocaustbenægtelsen er blevet en slags bevægelse. Og en flig af debatten finder vi i dagens avis, hvor tildelingen af et arbejdslegat til forfatteren Erik Haaest har afstedkommet voldsom kritik af legatuddeleren, KunstrÃ¥det. Journalisten Poul Schmidt har bedt om aktindsigt i legatbegrundelsen og mener, at det er kritisabelt, at KunstrÃ¥det giver skattekroner til en aktivist for holocaustbenægterbevægelsen.

Niels Brunse, der er en kendt oversætter og har siddet i udvalget, afviser, at Haaests velkendte holdninger skulle have nogen betydning og udtaler: “det er ikke vores opgave at tage politisk stilling. Det projekt, han ansøgte om støtte til, var godt”. Hvad skulle vi dog opnÃ¥ ved at forbyde folk at ytre den slags absurde pÃ¥stande andet end at fortrænge ondskabsfulde tanker og holdninger fra det offentlige rum, men ikke at fjerne dem? De vil fortsat være der i hovedet pÃ¥ disse forvirrede mennesker? Kan vi ved forbud forhindre ondskaben i at eksistere? Nej. Lad folk sige, hvad de mener, tror og tænker, sÃ¥ vi kan imødegÃ¥ deres uforgribelige meninger med kritik, oplysning og – ikke mindst – latter(liggørelse).

PS. Erik Haaest spillede en ret stor rolle i capacs ungdom, hvor han udgav nogle af de fÃ¥ blade, der beskæftigede sig med tidens pigtrÃ¥dsmusik. Det var blade som Beat, Hit og – ikke mindst – Børge. Siden har Erik Haaest slÃ¥et sine folder pÃ¥, hvad man kunne kalde journalistikkens overdrev. Se herom pÃ¥ hans egen hjemmeside.

“Her bør sondres” – sagen om Bo Elkjær og statsministeren

14. juni 2007

Som bloglæser vil man være stødt pÃ¥ sagen om statsministers Anders Fogh Rasmussens ikke-villen-lade-sig-interviewe om Irak-krigen af en bestemt Ekstrabladsjournalist, Bo Elkjær. Sagen har rullet samtidig med den sÃ¥kaldte “landskampskandale”, og det kan mÃ¥ske have skygget lidt for dens vigtighed. Men kun lidt, for debatten har rullet. Ombudsmanden er blevet involveret i sagen, fordi benævnte journalist har klaget til denne, idet han mener sig diskrimineret af statsministeren. Efterfølgende har ombudsmanden henstillet til, at statsministeren lader sig interviewe, hvilket er blevet afvist. Derfor har ombudsmandsinstitutionen lidt et autoritetstab. Herom kan man læse i ombudsmandens fine kronik i Jyllands-Posten forleden dag.
Nu var det slet ikke meningen, at jeg ville ytre mig om sagen, men der kom en diskussion pÃ¥ tværs. Her til morgen sÃ¥ jeg SFs formand Villy Søvndal diskutere sagen med statsministerens tro væbner, politisk ordfører Troels Lund Poulsen pÃ¥ TV2s morgentv. Her forsvarede Poulsen statsministerens handling ud fra ytringsfriheden. Argumentet gik i sin enkelhed pÃ¥, at statsministeren som alle andre har sin ytringsfrihed – men ikke nogen ytringspligt. Han mente ogsÃ¥, at der ikke var tale om et fravalg af en bestemt journalist, da denne jo kunne komme til statsministerens hyppige pressemøder, hvor han sÃ¥ havde mulighed for at stille spørgsmÃ¥l.
Har statsministeren pligt til at ytre sig om Irak-krigen over for en bestemt journalist? Torben Lund Poulsen mener nej. Statsministeren kan som enhver anden lade være med at ytre sig. Men, som ombudsmanden rigtignok gør opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er det vigtigt at skelne. Fx mellem borgere og politikere i almindelighed  og sÃ¥ en statsminister, der aktivt har ført landet ind i en krig pÃ¥ – lad os sige det sÃ¥dan – et grundlag af skrøbelig legitimitet. Statsministeren er ikke hvem som helst. Set i lyset af, at statsministeren – sammen med et flertal i folketinget – har ført landet ind i en krig, hvor unge danskere mister liv og helbred (og, ikke at forglemme, tusindvis af civile irakere), og hvor en fredelig løsning synes at fortabe sig i horisonten, sÃ¥ mÃ¥ man spørge, om ikke Fogh Rasmussen – i det mindste – har en politisk og moralsk forpligtelse til at udsætte sig selv og regeringens politik for en kritisk journalistisk udspørgen fra en i sagen velinformeret journalist? Har landets borgere, offentligheden, ikke – i det mindste – et moralsk krav pÃ¥, at statsministeren stiller sig og sin ytringsfrihed til rÃ¥dighed for kritisk journalistik, sÃ¥ alle endnu engang fÃ¥r mulighed for at overveje deres holdning til den krig, der blandt andet indirekte fører til indskrænkninger af vores retssikkerhed og sikkert vil være landet til økonomisk byrde mange Ã¥r frem i tiden? I det mindste…