Indlæg om Musik

All that jazz: Miles Davis – Nefertiti

20. juli 2022

Efter fundet af pladen med Cat Anderson i går besluttede jeg mig for at kaste mig over jazz-sporet. For nogle af de plader, der kom mig i hænde via vores lokale storskrald, er jazz-plader. Og det passer mig fint lige at få lidt styr på denne side af min lille pladesamling, nu hvor jazzen jo for længst har trængt sig på i bloggen.

Og næste pladefund, jeg fik i hånden, var Miles Davis’ Nefertiti (1968). Jeg har i forvejen en 10-15 albums med Davis med hovedvægten på hans tidlige indspilninger fra 1950’erne og nogle af hans mest kendte fra tresserne, for eksempel Kind of Blue og Sketches of Spain. Men Nefertiti er en nytilkomling.

Nefertitit er interessant ved at være den sidste helt akustiske plade, Davis lavede,og ved at Wayne Shorter, Tony Williams og Herbie Hancock (frontfigurer i tressernes og halvfjerdsernes elektiske jazz) spiller bag Davis.

Musikken kategoriseres som hard bop, post-bop og modal jazz. I hvert fald er det meget ekspressiv jazz med stærkt fokus på Davis’ trompetspil og afstikkere til solostykker med de andre instrumenter. Det er en plade, der nok ikke vil tiltale jazz-skeptikere, for det er meget frit og improviserende, men også meget givende, hvis man ellers kan åbne sine ører og sin sjæl for musikken. Og i hvert fald føler jeg mig heldig i at have fundet den i storskraldet, hvor den bestemt ikke hører hjemme.

Nefertiti

Povl Dissing – erindret på tv

20. juli 2022

“Jeg hørte pludselig noget fantastisk musik, der borede sig ind i min sjæl fra starten. Det var Louis Armstrong. Og det gav mig lyst til at lære at spille trompet…”. Sådan begynder programmet Danske musiklegender: Povl Dissing, som DR – foranlediget af mandens død – genudsendte på DR2 som minderune over Dissing. Og heldigvis ligger den stadigvæk på DRs arkiv, så dem der ikke fik chancen i går kan se den. Og den er værd at se, fordi Povl Dissing er god til at fortælle om sit liv. Stille, roligt, helt nede på jorden og med sin egen, personlige underfundighed. Se med lige her.

Hvem er (eller var) Cat Anderson?

19. juli 2022

Jeg roder rundt i mine gemmer og forsøger (vist nok) at få lidt styr på og overblik over, hvad der står på visse hylder. Og her dukker en plade op med en vis William “Cat” Anderson op – med titlen Americans Swinging in Paris (2002). Og af det bløde, blåtonede cover kan jeg se, at der må være tale om en trompetist.

Og lidt research på nettet afslører, at der er tale om en jazz-trompetist (1916-1981), der blev kendt som medlem af selveste Duke Ellingtons orkester. Og det viser sig også, at albummet, jeg sidder med, indeholder to af mandens første soloplader, der begge blev indspillet for den franske afdeling af Columbia Records i hhv. 1958 og 1963.

Han spillede med Ellington fra 1944 til 1971 med et par mindre pauser undervejs. Bagefter arbejdede han som studiemusiker og arrangør og spillede mestendels med lokale grupper i Los Angeles (og med afstikkere til Europa). Han døde i 1981 af kræft i hjernen.

Om jeg kan lide musikken!? Ja, han spiller en forrygende trompet, mange af sangene er med Duke Ellington som medkomponist – hvilket også siger noget om stilen, og det svinger bare som ind i helvede… Så min lille jazz-samling er blevet en anelse større med dette skraldefund.

American swinging in Paris

Dødsfald: Povl Dissing – 84 år

19. juli 2022

Åh nej, var min første tanke, da nyheden om Povl Dissings død tikkede ind. Selv om manden var 84 virkede han til det sidste frisk og levende, når han viste sig i medierne. Men nu er han så borte.

Jeg har fulgt Dissing på lytteafstand, siden han – efter første at have forsøgt sig som jazz-trompetist – begyndte at synge folk og blues i de sene tressere. Og fra begyndelsen delte han vandene med sin karakteristiske hæse stemme og sine fordanskede udgaver af Shel Silversteins sange – “Den grimmeste mand i byen” , “Kvælerslangen” m.fl. Han var – selv om nogen ikke opdagede det – dansk blues, når det var bedst. Og så formåede han at brede sig musikalsk – fra beat med The Beafeaters, over folkemusik med bluesnert til folkelig digtfortolker i samarbejdet med Benny Andersen. Det var bredt uden at være kompromitterende, rent kunstnerisk.

Povl Dissing var aktiv til det sidste, sådan som en rigtig spillemand forventes at være, og han efterlader sig en række markante plader, lige fra “Nøgne øjne” (som “Dissing” blev omdøbt) over “Svantes viser” og “Lykkeland”, for nu at nævne nogle af de mest kendte.

Nu er Svantes stemme forstummet, og den vil forblive savnet af enhver musikelsker.

25 minutter endnu 

Dagens lyttepensum: Carole King – demoer

18. juli 2022

Ofte er der en særlig nerve i demo-optagelser, som man finder på diverse cd-udgivelser med kendte kunstnere. Når kunstnerne og deres sange er barberet ned til det helt elementære – for eksempel bare en stemme og en guitar eller et klaver – så afsløres det nu og da, hvilket format sangene og kunstnerne har, når de ikke bliver udsat for pladestudiernes righoldige muligheder for at manipulere med det hele. Og det gælder i højeste grad for Carole King på udgivelsen Legendary Demos, der udkom for nogle år siden. Her får man den rene vare, uden nogen form for udenomsværker.

Legendary Demos

Burnin Red Ivanhoe – live

18. juli 2022

For halvtredsår siden udsendte Burnin Red Ivanhoe en af deres mindre kendte albums Miley Smile / Stage Recall på Sonet. Pladen er blevet genudgivet på det franske mærke Long Hair Music i 2020, men har aldrig været at finde på CD. Eller – måske mere eller mindre, for på Tømmer-Claus’ Karma plademærke findes en CD med titlen Burnin Red Ivanhoe Live 1970-1974, hvor flere af de titler, der er med på Miley Smile også figurerer, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet. Men i hvert fald en lidt sjælden ting fra Burnin Red Ivanhoe. Og man kan jo – heldigvis – låne originalen på bibliotek.dk, hvis man er til den slags obskuritieter. Og tuben har en del fine live-optagelser med det gamle band.

Rotating Irons

Anders Koppel – 75 år

17. juli 2022

Nok bedst kendt som en af stifterne af Savage Rose og Bazaar. Søn af komponisten Herman D. Koppel, broder til afdøde Thoms Koppel (også Savage Rose og ægtemand til Annissette) og fader til Maria, Benjamin og Sara. Klassisk uddannet, men valgte i midten af tresserne at kaste sig over orglet og beatmusikken. Har skrevet musik til film, teater m.v. og komponeret et hav af musikstykker. På det seneste har han spillet sammen med sønnen Benjamin i Koppel & søn.

Aftenlandet og Regnbuen

En Byrd fyldte 80: Roger McGuinn

17. juli 2022

Den 13. juli fyldte Roger McGuinn – forgrundsfigur, stifter og guitarist i The Byrds – firs år. Han blev født i Chicago og allerede som ganske ung blev han grebet af musikken. Især Elvis Presley fik hans interesse til at spire. Og som femtenårig lærte han at spille banjo og 12-strenget guitar – det instrument, der blev hans signatur siden hen.

Han spillede med Bobby Darin i dennes orkester frem til Darins sygdom og tilbagetrækning fra musikbranchen. Derefter fik han job som studiemusiker og som sangskriver i Bobby Darins forretning i den berømte Brill Building i New York, hvor han skrev sange til andre for 35 dollars om ugen.

Da Beatlemania kom til staterne blev Roger også grebet af den og synet af George Harrison, der spillede på en 12-strenget Rickenbacker i filmen A Hard Days Night fik ham til at investerer in netop sådan en. Og han begyndte at optræde med Beatles-sange og rockudgaver af folkesange, som var meget populære dengang. Det var via Beatles-feberen og folkrocken han kom i kontakt med Gene Clark, der delte denne interesse, og var med til at danne The Byrds. Det var i 1964.

The Byrds blev – første gang – opløst i 1973 og McGuinn fortsatte som solist og fik en meget omtalt samarbejde med Bob Dylan. Han fortsatte dog også med at arbejde sammen med sine gamle kolleger fra The Byrds og dannede i 1977 McGuinn, Clark & Hillman. Ellers indspillede han soloalbums og optrådte som solist på små og mellemstore spillesteder i USA. Fra 1995 har han drevet sit eget Folk Den-projekt, hvor han har fortolket elskede, gamle folkesange, som han har indspillet og publiceret fra en hjemmeside og på faste medier.

Byrds – Younger than Yesterday 

McGuinn, Clark & Hillman

Roger McGuinn – Bob Dylan 

 

Tv-oplevelse: Hjemmefronten

16. juli 2022

Et af de privilegier, man kan nyde som pensionist, der ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og dets krav, er, at man for eksempel kan se tv, når det passer en. Og det betyder blandt andet, at man kan gøre det inden for såkaldt normal arbejdstid. Selvfølgelig giver den moderne teknologi med arkiverede tv-programmer og mulighed for at jonglere med afspilningstidspunkterne ændrede forudsætninger, så alle i princippet kan lege pensionister uden for arbejdstidens skematik.

Nå, men et af de programmer, min tv-rationering har budt på, er den engelske serie Hjemmefronten,  på eng. Home Firesder har løbet over et par sæsonner (og desværre ikke bliver til mere, da producenten ITV har valgt at stoppe fortsættelsen). Som titlen antyder handler den om, hvad der skete bag fronten under Anden Verdenskrig, hjemme i England, i en lille vist nok fiktiv landsby.

Lige som tyskerne har en optagethed at hele problematikken omkring Tysklands opdeling i to stater efter krigen – en optagethed, der igen og igen dukker op i tv-fiktion dernede fra – så har englænderne en optagethed af Anden Verdenskrig og ikke mindst englændernes egen involvering i den. Og det er denne, ofte glorificerede, periode, der danner rammen for serien om hjemmefronten, hvor man følger en række mennesker, der hver på deres måde – som forældre, ægtefolk osv. – er berørt af krigen. Deres venten på at høre fra deres kære, der er i krig, og alle de problemer og skærmydsler, der opstår derhjemme, når hverdagen rammes af restriktioner og andre udfordringer.

Igen er der tale om engelsk kvalitet med fine skuespilpræstationer i alle roller og et manuskript (byggende på en roman af Julie Summers, Jambusters). Og lige som flere af de tyske serier omkring Berlin-problematikken forstår at fremstille problemerne så komplicerede, som de faktisk er, og langt hen undlader at glorificere vesttyskernes historiske rolle, så formår englænderne også at fremstille livet på hjemmefronten som alt andet end glorværdig. Det er en stor kvalitet, at man nu omstunder kan lave fiktion, der ikke simpelthen er propagandistisk i sin kerne – uden at man er tvivl om, hvor sympatien ligger og altid har ligget.

Så hvis du er i pensionist-modus – reelt eller digitalt – så kan jeg godt anbefale dig at se den serie. Også selv om der er masser af sport at bruge sin tid på…

 

Fransk pop anno 2022

15. juli 2022

Fransk pop 2022 

God weekend med moderne fransk pop.

Også på radaren: The Lovemongers

14. juli 2022

Nej, jeg havde ikke hørt om The Lovemongers, men kender godt medlemmerne. Især Sue Ennis, Frank Cox og søstrene Ann og Nancy Wilson – altså medlemmer fra det canadiske band Heart. Og Lovemongers er da også et akustisk sideprojekt til netop Heart, der som bekendt bragede igennem til det store publikum i 1975 med albummet Dreamboat Annie. 

I 1990-91 fik søstrene Wilson den idé at kaste sig over den akustiske musik efter et par årtier med fuld tryk på det elektriske. Her er de i en lavbudget optagelse – med både halvdårlig lyd og billede – fra 1995, men de brænder igennem alligevel. De findes også på plade, blandt andet på albummet Battle of Evemore. 

På radaren: Tommy Emmanuel – guitarist

14. juli 2022

Man skal lære så længe, man lever, sagde min far altid. Ofte når han havde lavet en fejl eller gjort noget, han fortrød. Og jeg har taget levereglen med mig. Og når det gælder om musik, så har jeg lært, at uanset, hvor meget jeg lytter til og lærer at kende, så er det stadigvæk noget, der har unddraget sig mine ører. Senest gælder det den australske guitarist Tommy Emmanuel, der er min jævnaldrende og har været på banen og på plade i hvert fald siden 1970’erne – uden at have nået mine ører. Hænger det sammen med, at han er fra Australien? Næppe. Det skyldes nok en række tilfældigheder. Men nu har jeg opdaget ham, og han er intet mindre end fremragende. Lyt selv her til et udvalg af hans numre – Best of Tommy Songs.

1 minut og 49 sekunders rock and roll

13. juli 2022

Ronnie Dawson: Rockin’ Bones

Ronald Monroe Dawson alias Ronnie Dawson – alias The Blond Bomber – var en amerikansk rockabilly-musiker (1939-2003), som oplevede en renæssance, da interessen for rockabilly og gammel rock and roll fik en opblomstring i 1980’erne og 1990’erne. I 1950’erne var han kun et stort, lokalt navn i Texas.

Tilbage til konflikten i Ukraine

13. juli 2022

Jeg har holdt en bevidst, frivillig pause i kommentarerne til konflikten i Ukraine. Men i dag føler jeg trang til at komme med et lille pip. Som jeg mange gange har pointeret, så synes jeg, at pressen slet ikke lever op til det behov om seriøs information og kritisk refleksion, som befolkningen har brug for. Pressen – heriblandt dansk tv – fortsætter ufortrødent sin 24-7-rapportering om alt, hvad der rører sig i Ukraine, især i konfliktzonen mod øst. Og noget, vi så godt som intet hører om for tiden – og sådan har det været længe – er, om der overhovedet foregår nogen form for fredsforhandling mellem Ukraine og Rusland!? Nej, man er mere optaget af at berette om Ukraines behov for mere militært udstyr til kampen og Ruslands militære handlinger.

Som læserne af mine indlæg vil vide, så er jeg fortaler for en fredelig, diplomatisk løsning på konflikten – uanset hvor besværlig, langstrakt og kompromisfyldt en sådan løsning end måtte blive. Og i dag – og det er grunden til mit midlertidige afbræk i kommentarstrømmen – blev jeg igen mindet om, hvor vigtig tanken om en diplomatisk løsning er. Det drejer sig om, at Røde Kors har været ude og advare os alle om en forestående global sultkrise. I følge Røde Kors mangler 346 millioner afrikanere mad og også i Mellemøsten er sultkrisen truende. Og hvad har det så med konflikten i Ukraine at gøre?! Jo, Afrika er afhængig af import af hvede fra især Ukraine. For eksempel importerer Somalia 90% af sit hvedeforbrug fra Ukraine og Rusland. Og ikke kun afrikanere og folk i Mellemøsten er afhængig af korn fra konfliktområdet. Også i Europa og hele Vesten har vi i årevis været kunder.

Det er blot en understregning af, at vi lever i den såkaldte globaliserings tidsalder, hvor nationernes økonomier og handel er vævet ind i hinanden i tætte afhængighedsrelationer. Et andet aktuelt eksempel er historien om russernes lukning af gasledningen til Tyskland på grund af sommer-eftersyn. Tanken om, at Rusland – som gengældelse for Vestens sanktioner – skulle kunne finde på at lukke helt for gastilførslen, har fået panikken til at gribe de vestlige regeringer. Ikke mindst i de store lande, der er mest afhængige, dsv. Tyskland, Italien m.fl. Og effekten af en lukning vil kunne mærkes alle andre steder, inklusive Danmark.

En anden lille historie til belysning af afhængigheden mellem de konfligerende parter kom frem for en uge siden, hvor medier kunne fortælle, at også møbelindustrien er hårdt ramt af konflikten. Simpelthen, fordi det egetræ, der er nødvendig for møbelproduktion, kommer fra – ja, gæt selv.

De aktuelle eksempler er forvarsler om, at en tankeløs fortsættelse af konflikten vil kunne få uoverskuelige følger for Europa. Vi døjer allerede med inflation, stigende priser på brændstof og fødevarer, men det er kun en forsmag på, hvad der er i vente. Og hvad vil der ske med opbakningen til Ukraine, når først det kommer til at gøre rigtigt ondt i de europæiske husholdninger!?

Og hermed tilbage til kommenteringspausen.

60 år: The Rolling Stones optræder offentligt for første gang

12. juli 2022

Stedet var The Marquee Jazz Club, 165 Oxford Street, London. Siden 1958 havde stedet været hjemsted for skiffle og jazz – med tilbagevendende navne som Chris Barber, Alexis Corner og Cyril Davies – og i 1962 begyndte stedet også at have en ugentlig rhythm and blues-aften. Og Rolling Stones fik chancen for at optræde for første gang ved et tilfælde. Mick Jagger havde optrådt sammen med Alexis Corner og hans Blues Incorporated. Og det var meningen, at Blues Incorporated skulle medvirke i en BBC radiooptagelse i klubben den aften, men noget gik galt og Rolling Stones fik chancen for at træde til.

På scenen var: Brian Jones (guitar), Mick Jagger (sang), Keith Richards (guitar), Ian Stewart (piano), Dick Taylor (bas) og Tony Chapman (trommer). Der hersker dog lidt tvivl om, hvorvidt Tony Chapman sad ved trommerne eller om det var Mick Avory.

Charlie Watts og Bill Wyman var endnu ikke blevet medlemmer af gruppen, men var på radaren.